Russisk so(pran)

 Anna Netrebko i Aarhus d. 25. februar 2022

 

Odense - Aarhus. Ankomst 18.11. Koncert 19.30. Aflysning 18.30! Aarhus - Odense.

Femstjernet service!

 Halløj på badehotellet møder Ondskabens hotel i Don Juan. Operaen d. 12. februar 2022

 

Man må håbe, at der bliver plads til nuancer i debatten, mens Metoo-bølgen fortsat ruller over verden; det er misbrug af magt og mænds magt over kvinder, der er problemet. Flirten skal der være plads til - for hvad var livet uden erotikken, så længe den er baseret på gensidig tiltrækning? Det husker operachef John Fulljames, der gudskelov ikke reducerer sin opsætning af Mozarts Don Giovanni til en kommentar til ligestillingsdebatten. Fulljames lader operaens kvinder være synligt betagede af forførerens charme og krænkelserne tale for sig selv, for ikke bare kan kvinderne ikke sige nej, de får ikke lov til at sige nej, og don Giovanni - eller don Juan som han kaldes i denne ombæring - kan ikke sige undskyld. Og er det en forbrydelse, at han ikke vil være en tro, fordi det er at være de andre utro? Det er en replik, der til stadighed får salen til at rulle af latter hver gang, for det er da overmodig selvtillid!

                      Latteren runger ofte under denne opsætning. Fulljames husker, at Don Juan som undertitel har dramma giocosa, et muntert drama, og han forlener operaen med al den underspillede og sorte engelske humor, som publikum kender fra talrige engelske komedier. Scenografien forestiller et hotel, og allerede under ouverturen møder man iscenesættelsens mest originale idé: hotelpersonalet. Rengøringspersonale, bartender og receptionist er alle fuldstændigt ens og androgyne: skjorte, vest, slips, hornbriller og sort pagehår. Det er på en gang absurd morsomt og dybt skræmmende, når man betænker, at de med samme effektivitet reder seng som de skaffer kommandantens lig af vejen. At de kører liget væk fra værelset i en af de vogne, der ellers bruges til at fragte vasketøj, mens donna Anna befinder sig i hotelfoyeren, bliver uden tvivl taget op på det kommende personalemøde! Lige så grotesk morsomt er det, at kommandantens lig hænges op i en kødkrog i fryserummet, men nikke ja til en invitation kan han stadig.

                      I karaktertegningen følges humoren og erotikken ad som to sider af samme mønt. Donna Elvira er den forførte, dernæst forsmåede og derfor desperate gammeljomfru, der ankommer til hotellet med forblæst paraply og i praktisk tweed-nederdel. Arrigt forsøger hun at vække receptionisten, men uden resultat; han sover så tungt, at don Juan kan flytte ham og overraske donna Elvira ved skranken… Linser bærer hun sandsynligvis også, for i anden akt får man endelig forklaringen på, hvordan hun kan tage fejl af Leporello og don Juan i mørket; det er ikke kun afsavn, der kaster hende i Leporellos arme, hun går med briller og er tydeligvis blind som en muldvarp uden. Zerlina og Masetto er sindbilledet på ung elskov; han er overbevisende fyrigt jaloux, hun smelter som smør ved don Juans tilnærmelser og ville være faldet pladask for ham, hvis ikke elevatordøre pludseligt og uventet kan gå op og donna Elvira til megen morskab kunne træde ud. Under arien ”Vedrai, carino” må Zerlina endeligt gøre sig fri af sin længsel efter don Juan, før hun kan give sig hen til Masetto bag hotelværelsets nedrullede gardiner.

                      Men lige under humoren og erotikken ligger alvoren. Pistolerne sidder løst, volden lurer i gyden bag hotellet, og don Juan kan være dybt charmerende det ene sekund og skræmmende og truende det næste. Donna Anna lader nok bevidst sit nøglekort falde, så don Juan kan følge hende ind på hendes værelse, da hun har afvist Jens Christian Tvilums trivelige og kedelige don Ottavio, men hun er en tragisk skikkelse, og hendes handling hævner sig, for i anden akt under arien ”Crudele! Non mi dir, bell’ idol mio” hjemsøges hun af adskillige genfærd af sin far. Det er nok en muntert ironisk pointe, at kommandanten til sidst rejser sig fra den seng, hvor don Juan har indledt endnu et orgie, men flammerne slikker frådende om sengen og fører forføreren bort, da han nægter at opgive sit frie liv. At han fro og frisk vender tilbage og kaster sig i den atter nyredte seng i finalens sidste minut, er nok morsomt overraskende, men det er også uhyggeligt, for hvad er det for et hotel, hvor de døde genopstår og alting gentager sig som i et mareridt? Jeg ville hurtigt tjekke ind et andet sted til trods for den ellers effektive og femstjernede service!

                      Hvad der kunne holde på en, er selskabet, for det er et umådeligt velsyngende og velspillende sangerhold denne aften: Palle Knudsen er endnu en gang don Juan med bravur, måske hviler han med større erfaring i rollen (hans hår gråner som en grævlings), men det gør både charme og ilterhed des mere overbevisende. Mandy Fredrich er en åbenbaring af glitrende stemmepragt som donna Anna, og hun formår glimrende at formidle sin indre dybe splittelse. Elisabeth Jansson er hendes modstykke som donna Elvira: Hendes dybtgyldne mezzosopran fastholder såvel hendes lattervækkende raseri som hendes dybfølte sensualitet; hun har smagt kærlighedens søde frugt, og hun vil have MERE! Kari Dahl Nielsen er en drøm som Zerlina - sød og sexet på samme tid, og hun forlener karakteren med den skæreste sopran, man tænke kan - og Magnus Berg matcher hende perfekt: flot, adræt, velspillende og meget velsyngende. Få ham ind i ensemblet, tak! Kyongil Ko er en fremragende Leporello, måske mere kuet end den spasmager, han var som Mefistofeles i efteråret, og Nicolai Elsberg synger samme imponerende dybde som han selv er høj. Det hele favner Julia Jones fra dirigentpodiet i graven, og taktfast styrer hun Det altid uforlignelige Kongelige Kapel gennem løjerne på scenen; hun yder også en femstjernet service!

Lille sommerfugl

 Banal Madama Butterfly ved GuidOpera på Den fynske Opera d. 8. februar 2022

 

”Igen?!,” udbrød min far, da han overhørte, at jeg spurgte min mor, om hun ville med til Madama Butterfly på Den fynske Opera. Han er ikke til opera; han har højst ladet sig lokke med til Tryllefløjten eller operette, hvis min mor har insisteret, så det var ikke af misundelse, han spurgte, men desto mere overraskende er det, at han kunne huske, at det ikke er længere siden end sidste sommer, at min mor, min søster og jeg så Puccinis tåreperser på Frederiksø i Svendborg.

                      Man kan og bør også med god ret spørge, hvorfor det er de samme operaer, der sættes op igen og igen og igen. Lad gå med, at en instruktør kan have en original idé, der kan puste museumsstøvet bort og sætte en opera i et nyt, overraskende lys. Det havde Anne Barslev i sommer, da hun fik Madama Butterfly til at handle om et udsat, sårbart liv på kanten (og her mener jeg ikke kun havnekanten…), men det har Guido Paevatalu ikke med sin nyopsætning af operaen. Tværtimod virker scenografi og kostumer mest af alt som et rodet skrabsammen fra fjerne museumsmagasiner og pulterkamre, der nok kan give publikum en fornemmelse af realisme, men den er søgt, og det gør kun papirvægge og kimonoer til des mere grelle efterligninger. Boston Lyric Opera vil, som man kan læse i det seneste nummer af magasinet Klassisk, nu granske Madama Butterfly for ”racediskriminerende elementer”, og selvom man ikke måtte have mindste sympati for den hysterisk følsomme woke-bevægelse, så forstår man godt behovet for den granskning, når man ser denne opsætning: Den naivt uskyldige interesse, der var for det eksotiske Japan (som udelukkende bundede i, at landet og kulturen var helt ukendt for de fleste) omkring år 1900, er her - i forsøget på en genskabelse - ikke bare bedaget, den er grotesk og fuldstændig fremmedgørende.

                      Fremmedgørende er også de teatralske fagter, som sangerne skal forsøge at få til at udgøre skuespil. Alle synger såre dejligt: Julie Mee Ra Albertsen synger Cio-Cio-San kønt og renfærdigt (hun er i syvende måned, orienteres vi først om, så der er fysiske grænser for hendes stemmeudfoldelser), Niels Jørgen Riis synger Pinkerton med stor stemmepragt og store armbevægelser (for store faktisk), og Guido Paevatalu er tilbage i fin form som konsulen efter en noget problematisk Scarpia i efteråret. Dejligst synger nok Josefine Andersson som Zuzuki, mens Jonathan von Schwanenflügel er så meget til grin i sit latterlige kostume, at ikke engang hans ellers glimrende stemme kan råde bod på det. Kun én gang er der en antydning af gennemtænkt personinstruktion: Da Cio-Cio-San viser sine personlige ejendele frem for Pinkerton, og han spørger til den tanto, som hendes far har begået selvmord med, gør hun en bevægelse for at skjule den og mimer derved den bevægelse, hun til sidst i operaen bøjer sig sammen i, da også hun begår seppuku eller harakiri. Resten er ren rutine.

                      Dette besvarer ikke spørgsmålet om, hvorfor vi igen skal præsenteres for Puccinis opera fra 1904. Den er et mesterværk, og man kan ikke undgå at blive grebet af, hvor effektivt malerisk partituret er, selv når det som her er udsat for en kvartet bestående af Leif Greibe ved klaveret, Charlotte Rafn på violin, Nina Reintoft på cello og Simon Kovacs på klarinet. Greibes arrangement får stort set alle detaljer i musikken med, men der mangler nogle af de nuancer, som også var med i opførelsen på Frederiksø i sommer, bl.a. slagtøj og flere blæsere; musikken er indimellem lige så brutal og skiftene så bratte som de overdrevne og meget pludselige lysskift. Slutscenen bliver badet i et højrødt lys, der snarere er sovekammerbelysning end en dramatisk effekt.

Kender man operaen, studser man derfor af og til og savner en del. Men måske er dét netop tanken, at denne genopsætning ikke er møntet på det publikum, der fast går i operaen, men på dem, der er nysgerrige. Der var stort set udsolgt alle fire aftener i ”Flodbio”, hvor Den fynske Opera har til huset, og den ældre dame, der sad foran os, så til med store øjne og tæt knyttet højrehånd mod læberne; hun levede sig ind i forestillingen og var synligt grebet, og hverken den følelse eller Paevatalus engagement og entusiasme kan kritiseres. Er man operanovice og har endnu ikke været i et operahus med stort orkester, stort kor og en levende, original instruktion, der bærer forestilling, så vil man sikkert gå henrevet og begejstret for denne Madama Butterfly, for man får hele handlingen og hele musikken. Vi andre går glade, men ikke grebne hjem, for dette er kun en lille sommerfugl.

En frygtelig historie

 Laser og pjalter er meget velspillet kras satire og barsk humor! Odense Teater d. 10. februar 2022

 

”Det er en frygtelig Historie!,” må man med H. C. Andersens høne fra ”Det er ganske vist!” udbryde efter at have oplevet Brecht og Weills Laser og pjalter på Odense Teater, og man må gøre det med samme smag af hykleri i munden som hønen. Forskellen er, at publikum - forhåbentlig! - har bevidsthed og dermed større evne til selvrefleksion end en høne, for mere end nogensinde er kunsten her et spejl, hvori vi ser os selv og vores liv (det står endda over store scene på Odense Teater): Laser og pjalter handler om os, om menneskene og deres dobbeltmoral, om deres brutale udnyttelse af hinanden, om deres blinde drifter og begær, og det er dog en frygtelig historie! Men der er sukker på, hvis nogen skulle være for kræsen til at få sandheden få serveret rå og blodig.

                      Det er en frygtelig historie, fordi den handler om mord, tyveri og svindel, men det er også en frygteligt god historie, fordi det er en frygteligt godt fortalt historie; i Moqi Simon Trolins iscenesættelse er alt timet og tilrettelagt som en plan af Olsen Banden - eller som Erik Balling og Henning Bahs’ forskrifter for samme plan. Modsat Egon Olsen, hvis plan som bekendt altid fejler, så han selv ender bag Vridsløselilles skærmende mure, ender Laser og pjalter godt - altså for superskurken Macheath, ikke for publikum: Længe sidder han fastspændt i den elektriske stol, længe sidder man i sit trygge sæde og tænker, at nu må nogen trække i håndtaget på afbryderen strategisk placeret lige ved stolen, så strømmen tilsluttes, og forbryderen får sin velfortjente straf, men ikke længe efter kommer dronningens ridende bud for ikke bare at benåde Macheath, men adle ham. Det er da en frygtelig historie!

                      Trolin er meget loyal mod Bertolt Brecht og Elisabeth Hauptmanns drama - her i Niels Brunses uforlignelige oversættelse - men formår med få, enkle greb at gøre Brecht endnu mere brechtsk. Brechts direkte publikumshenvendelser, Verfremdungs-effekten, projiceres enten op på siderne af Eilev Skinnarmos kubeformede forvandlingsscenografi - den indeholder både Peachums salon, bordel og Hotel Savoy - eller den bruges til at understrege samfundshierarkiet, for ve den tigger, der tror, at han eller hun kan annoncere næste scene; så mærker hun eller han straks Mr. eller Mrs. Peachums ætsende blik, inden de tager over. Anders Gjellerup Koch og Hanne Hedelund forlener hver især ægteparret Peachum med så megen autoritet, rasende kulde og kølig beregning, at man frygter dem lige så meget som Macheath selv; Mr. Peachum er så glatslebet arrogant, at alt preller af på ham, den ulastelige, kalkulerende købmand, og Mrs. Peachum formår på en og samme tid at være døddrukken og skarpt manipulerende. Det er mesterligt portrætteret, lige så ubesværet skuespil som drejescenen snurrer, og scenen skiftet.

                      Og hele ensemblet snurrer veloplagt med i Maria Gyllenhoffs kostumer, der rykker handlingen frem fra 1920’ernes baggårde i London til 1980’ernes punkæstetik af plastik, læder og nitter. Yuppiernes skulderpuder og glitter er der også; Lucy, som Macheath har besvangret, ligner en Alexis in spe. Macheath selv i slips, lang, stribet jakke og laksko ligner mest en glamrockstjerne, og Nicolai Jandorf spiller ham mere som en charlatan end en forbryder (selvom han indledningsvis brutalt skryder en modstander ned, så alle forstår alvoren bag satiren), men det gør det nu stadig svært at se, hvorfor uforligneligt energiske, velsyngende og velspillende Cecilie Gerbergs Polly vil gøre alt for ham. Hun er forestillingens store stjerne, alene fordi hun her har en karakter med mere mundrette replikker end Catherines svulstige billedsprog og profane bandeord i Stormfulde højder i efteråret, og hun er nærværende på en scene. Hun sætter ingen intriger i gang, hun tror på det gode i Macheath og elsker ham inderligt, men hun er stadig så meget sin fars datter, at hun - selvom Peachum har for meget bedsteborgerlig finfølelse til at ville genkende forbryderens metoder hos sig selv - med lethed kører Macheaths ”forretning” videre. Hun har langt større evner herfor end Macheaths håndlangere, Jacob og Matthias, der i Malene Melsen og Frank Thiels skikkelse snarere er to klovner end to forbrydere: Hun er en afdanket, torskedum laps, han ligner Bøffen i Olsen Banden, men begge er nærværende og overbevisende i rollen.

                      Som satiren i ”Det er ganske vist!” er pakket ind i en dyrefabel, er Brecht og Hauptmanns satire pakket ind i Weills sprødt melodiske tonesprog. Det er en fornøjelse, at en musikforestilling ikke er en teaterkoncert - det er en dødfødt genre! - og at musicals kan være mere end fem år gamle simpelthen af den ene grund, at musikken er god, og der synges probat over hele linjen! Anders Ortman leder effektivt sit ensemble og medvirker dermed til, at forestillingen snurrer afsted, og den bitre morale sukres til. Ve den publikummer, der ikke gennemskuer spillet og musikken, og som med hønen siger. ”Jeg foragter de Høns! Men der er flere af den slags! Sligt skal man ikke fortie, og jeg vil gjøre mit til, at den Historie kan komme i Avisen,” for det er jo i sidste ende den høne, det hele handler om, og dét er en frygtelig historie!