Bellinis
mesterværk I puritani uhyggeligt godt
givet på Den jyske Opera d. 21. august 2016
Den tidlige,
revolutionerende romantiks idealistiske forestilling om en stor, altfavnende
naturånd mødte snart livets realiteter; i litteraturen er universalromantikken
kort og heftig, og den afløses af en poetisk og æstetisk granskning af
menneskets mystiske og uforklarlige psykologiske dybder. Romantikken bliver til
romantismen, hvor man dyrkede ”det interessante”, nemlig de følelser, der er så
vilde, at de helt kan tage magten fra selv det mest fornuftige og
selvbeherskede menneske, og vanvids- og søvngængerscener bliver et genkommende
motiv også i romantikkens operaer. ”Det interessante” er stadig så upræcist og
uvidenskabeligt defineret, at det kan tale til romantikerens fantasi, men nogle
operalibrettister kan i deres iver efter at afsøge menneskets sjæledybder nogle
gange komme ud, hvor de ikke helt kan bunde. Det gælder bl.a. Carlo Pepoli,
forfatteren til forlægget til Bellinis sidste opera I puritani. Librettoen er baseret på to skuespil, et af Jacques-Francois
Ancelot (1794-1854) og et andet af Joseph Xavier Saintine (1798-1865), der igen
var inspireret af en roman af sir Walter Scott, og her gaber Pepoli over for
meget.
Pepoli prøver at stille skarpt og udelukkende
fokusere på den kvindelige hovedperson, Elvira, og hendes sjælelige splittelse:
Hun er som protestant i den engelske borgerkrig splittet mellem kærligheden til
den kongetro katolik Arturo og pligten for sin familie. Blodige slag, politiske
intriger og halshugninger skæres bort fra handlingen, der reduceres til
samtaler, der har den revolutionære samtid som ramme, men kun handler om
Elviras følelser; vil hun få Arturo eller ikke? Operaen begynder med en scene
mellem Riccardo Forth og Bruno Robertson, begge protestanter, og førstnævnte tror,
at han nu skal have Elvira, som han elsker, selvom hun ikke vil have ham. Så
vender lykken (sådan som nu lykker gør), for i en længere scene derefter mellem
Elvira og hendes onkel erfarer publikum, at faren (der underligt nok ikke selv
kan meddele datteren sin beslutning, selvom han kommer på scenen for en kort
bemærkning) har givet køb på sine politiske og religiøse standpunkter og
accepteret, at Elvira først og fremmest skal have sin elskede og være lykkelig.
Det er ikke vellykket dramatisk, men hvis man i stedet fokuserer på Pepolis
hensigt og ikke på resultatet, så kan man forstå hans bevæggrunde; handlingens
pludselige omvending skal illustrere den indre omvending og usikkerhed, som
Elvira er i, og der skal ikke meget til at bringe hende ud af ligevægt, for da
Arturo forlader hende på deres bryllupsdage for at frelse dronningen til den
halshuggede konge, Karl I, bryder hendes vanvid ud i lys lue.
Den nu desværre afgående operachef Annilese
Miskimmon har sat operaen i scene i Musikhuset i Aarhus, og iscenesættelsen er
som hendes forgående enkel og træfsikker. Måske rammer den ikke så præcist som
iscenesættelsen af Massenets Don
Quichotte eller Janaceks Katja
Kabanova og Jenufa, men det må
tilskrives librettoens mangler; Miskimmon viser nemlig netop intentioner om at forstå
Pepolis mangelfulde libretto, og det i en sådan grad at første akt er
hårrejsende psykologisk drama: Miskimmon skaber en ramme, der foregår 300 år
efter Cromwells tid og udspiller sig i Nordirland, i 1973, hvor konflikten
mellem protestanter og katolikker var åben og blodig. Det er ikke grebet ud af
den blå luft, for da de to elskende genforenes i tredje akt nævner Elvira, at
adskillelsen har varet 300 år, og striden mellem kristne grupperinger er jo
desværre lige så uhyggeligt aktuel som den nutidige terror, der finder sted i
en anden guds navn. Fortiden kaster lange skygger, og i denne ramme illustreres
Elviras psykiske ubalance af en række syner; en hvid dame, Rundhoveder i sorte
dragter og kniplingskraver hjemsøger Leslie Travers scenografi, der forestiller
et spartansk forsamlingshus, hvis vægge kan foldes sammen, ind og ud og derved
bidrage til uhyggen med sine uventede knæk og folder. Hele anden akt, Elviras
store vanvidsscene, foregår tilbage i 1600-tallet, og Elvira anno 1973 i
skikkelse af skuespilleren Merete Mærkedahl er nu eneste iagttager til skæbner
ramt af religionskonflikter, der tilsyneladende er dømt til for evigt at
gentage sig. Det er formidabelt tænkt af Miskimmon, men når anden og tredje akt
ikke i samme grad får det til at risle en koldt ned ad ryggen eller får hårene
til at rejse sig af pludselig skræk, så skyldes det den dramatisk svage
libretto. Pepoli fortsætter efter et skema, der dikterer, at en eller to
fortæller, hvad der er sket, og først til slut, da Elvira af frygt for igen at
blive forladt afslører, at Arturo er vendt tilbage og derved tragisk overgiver
ham til sine fjender, sker dramaet på scenen: I endnu et vanvidssyn ser Elvira
buddet fra Cromwells parlament, der bringer nyheden om, at Arturo frikendes,
mens hendes protestantiske fæller bag hende skærer halsen over på Arturo.
Skrækkeligt er det, at hun kun har forstand til at iføre sig sit brudeslør!
Når operaen ikke des mindre stadig fortjener at
blive opført og sat i scene, skyldes det Bellinis underdejlige musik; en
ustoppelig strøm af velklang og subtilt indsmigrende melodier finder ubesværet
vej ind i øregangene, og hvilken anledning kunne være bedre til et genhør med
dette musikalske mesterværk end en sangerinde som Henriette Bonde-Hansen? Hendes
stemme har en styrke, præcision og skønhed, man kan skære sig på, hun forlener
Elviras vanvid med så skarp en desperation, at man efter hver svimlende
himmelflugt forventer et brat og blodigt styrt. Det kommer bare aldrig, og hun
ejer hele forestillingen. BRAVA! At mindst én bel canto-opera pr. sæson på Det
kongelige Teater ikke er øremærket hende, er hårrejsende at tænke på, efter at
hun alene forhindrede, at den gyselige iscenesættelse af Rossinis Semiramis blev en skandaløs fiasko. Hun
flankeres af lutter kompetente og velsyngende kolleger, men ingen synger så
indfølt og ubesværet som hun. Leonardo Ferrando, der synger Arturo, må synge
sig varm, før hans tenor bliver rigtig smægtende, og han må tydeligt kæmpe for
at nå partiets umenneskelige højder i tredje akt, selvom hans stemme ikke
knækker eller giver op. David Kempster synger den forsmåede Riccardo, og han
har en varm, fyldig stemme, men han må spare den, for at kunne synge over
orkesteret; her er Wojtek Gierlachs Giorgio Valton, Elviras onkel, der af
uransagelige årsager fører ordet for hendes far, en mere konsistent og lige så
varmt gylden røst.
Ved siden af de to kvinder, Miskimmon og
Bonde-Hansen, fortjener dirigent Tobias Ringborg størst ros. Han styrer Aarhus
Symfoniorkester med falkeblik og fast hånd (og det er at dømme efter de
vildfarne horn ikke nemt!); han formår at skifte tempi, så uvejret raser, koret
fejer ind på scenen, men også så lyriske, melodiske passager kan indfinde sig
og fylde rummet ud. Det er sjældent, når en dirigent ikke pådutter sangerne
sine visioner, men lader orkesteret følge sangerne så smukt som her, og han
glatter tæpper og lægger silkepuder ud, så Bonde-Hansens tindrende sopran hele
tiden ligger mageligt og blødt. Det er virkelig fremragende direktion, så
overser man nok, at mere end et horn er lidt viltert, for det er svært ikke at
lade sig rive med af Bellinis musik og Bonde-Hansens skønsang i Miskimmons
skarpe indpakning. Man tørster faktisk efter mere, og denne bel canto-fejring
måtte selv gerne kaste lange skygger. Helst mere Bellini!