Elektrisk!

Forpremiere på Anouilhs Jeanne d’Arc (Lærken) På Odense Teater d. 6. februar 2013

Jean Anouilh (1910-1987) skrev de fleste af sine dramaer over myternes og historiens store skikkelser: Antigone, Medea, Thomas Becket, Jeanne d’Arc. Som metaforer for sin egen tid åbner han dem og lader dem – ganske som teatret oprindeligt er tænkt, uanset om stoffet er mytologisk – spejle mennesket, her som det stod ensomt i murbrokkerne efter to store krige. Anouilhs eksistentialisme er ikke ordknap og absurd, tværtimod er den ivrigt debatterende og rigt facetteret, selvom døden er den uafvendelige og eneste mulige slutning; han overgiver sig ikke uden kamp for sine idealer.
                      Kampen er stærkt gengivet i bearbejdelsen af Lærken, der på Odense Teater har fået titel efter sin hovedperson Jeanne d’Arc. Skuespillet er elektrisk! Karaktererne gløder, vibrerer og pulserer i et nærværende samspil, der griber og fastholder ens fulde opmærksomhed til trods for de mange ord. Mille Hoffmeyer Lehfeldt er intet mindre end en åbenbaring i titelrollen! Hendes ydmyge tro spilles så stålsat stærkt såvel i mimik som i gestik, at den synligt kommer bag på hende selv, og karakteren sitrer og dirrer – helt uden strøm – af nærvær og nerve. Hun ved, hun vil besejre de stejle modstandere af hendes køn, af hendes tro, af hendes idealer, men hun lader det komme bag på os alle – og på sig selv, og mere ægte kan noget skuespil ikke være. Mest overbevisende er Morten Brovns kapitulation; som Frankrigs tronaspirant, Karl, er han af skikkelse lige så fin, spinkel og skrøbelig som Mille Lehfeldts Jeanne, og omend hans nervøse optræden på én gang er morsom og medlidenhedsvækkende, så er han dog Jeannes modpol: Hans bevæggrunde kommer ikke indefra, hans styrke hentes i hendes.
                      Anders Gjellerup Koch har efterhånden bevist at kunne spille det meste med bravour, og her er han i første akt stupidt stolprende som grev Beaudricourt, der lader sig sno om Jeannes lillefinger, i anden akt er han den personificerede ondskab i den djævleforblændede anklager. Endnu mere skræmmende er dog Lars Simonsen i den lille rolle som storinkvisitor. Elegant klædt i sort og hvidt svæver han leende i sin egen sfære, så man gyser, for hans had mod mennesket gælder ikke kun Jeanne, det gælder menneskeheden – også os i salen. Magtens mænd er muligvis onde, men kvinderne er generelt de stærke og manipulerende i dette drama. Alligevel skal der en trio af Ane Hele Hovby, Natali Vallespir Sand og Githa Lehrmann som Karls dronning, elskerinde og svigermor til at opnå, hvad Mille Lehfeldt alene formår som Jeanne. De spiller alle tre ægte og overbevisende, men desværre hæmmes de af denne forestillings ene, store minus: Iscenesættelsen. Hvorfor skal de være klædt ud som ludere fra et science fiction-mareridt? Det bidrager hverken til forståelse eller sympati for deres karakter endsige for det hof, som Jeanne så idealistisk kæmper for.
                      Hele kulissen med en trappe af højtalere, et lagen, der svæver under loftet i det ellers nøgne scenerum og ensemblet, der stønner ind i mikrofoner og klæder om midt på trappen er både grimt og meningsløst, for det kommunikerer ikke med dramaet i øvrigt. Bevares, processens ramme om dramaet skaber et drama i dramaet, men metateatrets verfremdungseffekt er ikke velgørende for de store og ægte fremstillede følelser. Det er 30 år siden, at postmodernismen tog romantikernes ironiske brud på forestillingen om naturalistisk gengivelse op, så nogen nyfortolkning kan dette greb næppe heller kaldes, og hvad vigtigere er, så er Anouilh hverken romantiker eller postmodernist, han er eksistentialistisk. Skal man se Jeannes proces som et teater i teatret, så må det blive i efterkrigstidens Frankrig, hvor englænderne bærer naziuniformer og franskmændene er modstandsbevægelsens idealistiske fortrop, der spiller historien om Jeanne d’Arc for at forstå deres eget dilemma. Den dimension undsiger instruktør Inger Eilersen og scenograf Eilev Skinnarmo skammeligt, og som publikum går man fra teatret med en følelse af ikke at være blevet taget alvorligt. Bevares, det har sin effekt, når Claus Riis Østergaard trækker stikket ud før pausen og afbryder Jeannes eksalterede genfortælling, men denne strømafbrydelse er kun et øjeblik. Helt uden virkning er det, at Jeanne ikke brændes på bålet, men gennemstrømmes af 220 volt, mens det øvrige ensemble ser dumt og stumt til. Det virkeligt elektriske er skuespillet, og det er det, der lagrer sig i lang tid efter at lamper, højtalere og mikrofoner er slukket på Odense Teaters store scene.