Requiem posteris

Tadeusz Slobodzianeks Vores klasse reciteret på Sukkerkogeriet i Odense d. 1. oktober 2014

Der dufter af maling i den store sal i Sukkerkogeriet. Det er tavlelak, midnatsblå tavlelak, der dækker gulv, vægge og loft i den ret fantastiske kukkassescenografi, der fordeler sig i tre rum, der følger perspektivets love og bliver mindre og mindre. I det bageste, mindste rum klumper afdøde og flygtende jøder sig sammen, efterhånden som forestillingen skrider frem. Spilletiden er to og en halv time, men handlingen strækker sig fra 1926 til 2003, så det er ikke mange minutter til hvert nedslag, og det efterlader indtrykket af en meget referende og mere statisk end dynamisk teateropførelse. Anders Singh Vesterdahls melankolske, men fremragende harmonikaspil og forskellige sange bidrager snarere til oplevelsen af at være vidne til en dithyrambe med skiftende solister end en tragedie (hvis Vores klasse da er tragisk), og det er muligvis det faktum, at man sjældent opfører korsange efter antikt forbillede, at man først ikke ved, hvordan man skal reagere. Det undskylder imidlertid ikke, at forestillingen – den dramatiske historie til trods – ikke griber publikum fra begyndelsen. Først til slut indfinder katharsis sig, det skyldes bare ikke skuespillet – desværre.

                      Uanset alder skal det lille ensemble af ti skuespillere forestille at gennemleve en udvikling fra barn til voksen. Alle fremstiller de virkelige, historiske skæbner, hvis årstal står på det ene ark, der (pinligt) skal gøre det ud for program på Odense Teater. Af disse personer bliver en del forholdsvis gamle og andre kun et par og tyve, men det er ikke det underlige i, at en ældre og erfaren skuespiller som Kurt Dreyer skal fremstille et seksårs barn eller en ung teenager, der emigrerer til Amerika – i teatrets magiske rum er alt jo muligt – nej, det er det, at ingen af skuespillerne har en egentlig rolle at leve sig ind i eller at mime. De reciterer replikker, hvor skuespillerne omtaler sig selv i første person og hinanden i tredje, og Martin Lyngbos personinstruktion virker på denne baggrund som ret karikerede fremstillinger af voldelige overfald, voldtægter og mord, der aldrig griber publikum ved struben, selvom mulighederne må siges at være til stede i en historie, der følger en polsk skoleklasse, hvis elever myrder, anklager og svigter hinanden i den omskiftelige dagsorden i Polen under Anden Verdenskrig.

                      For nogle sæsoner siden skabte Staffan Valdemar Holm en pragtiscenesættelse af Shakespeares morderiske Richard III i Skuespilhuset; her stod slægtstavler med navnene på de to stridende familier skrevet på bagvæggen, og efterhånden som de blev ryddet af vejen i den drabelige kongekabale, blev deres navn streget ud. Stole stod langs scenerummets kant, så skuespillerne kunne sidde her, når de ingen replikker havde at fremsige og så at sige sad over i tragedien, og dette nøgne scenerum har Rikke Juellund (måske) ladet sig inspirere af. Der er kun den ene undtagelse, at Lyngbo lader skuespillerne flytte de borde og skamler, der udgør de eneste rekvisitter, rundt, så de danner aflukker, døre, senge og dræbende brosten. Efterhånden som historien ubarmhjertigt skrider frem, skrives navnene på de mange, mange ofre, katolikker og jøder, på gulve og vægge, så det nøgne rum – klasseværelset – bliver én stor tavle, hvis eneste lektie er død og forsvinden. Kridtet bliver dermed det materiale, der både fjerner de levende og fastholder mindet om dem (til forskel fra den læring, der ellers burde foregå i et klasserum), så det er ganske logisk, at skuespillerne smører sig selv ind i kridt, når deres karakter såres eller dræbes, og det bliver også en paradoksal pointe, at kridtets ellers uskyldshvide farve således kommer til at fremstå som symbolet på skyld, død og hævn. Det er skræmmende, som scenerummet ændrer sig for øjnene af én, det er uhyggeligt, som antallet af navne på døde spreder sig og breder sig, så rummet klaustrofobisk lukker sig om skuespillerne og synes mindre og mindre, men det er på sin vis også i højere grad en kunstinstallation end et skuespil, man er publikum til, for skuespillerne fremstiller ikke karakterer, de er blot brikker i et skakspil, der (viser det sig) ingen vinder har. Kun én, Lars Simonsen som Wladek, formår at fremstille beretningen om, hvordan han finder klassekammeraten Dora, der med 300 andre jøder er blevet brændt inde i en lade, med så megen inderlighed, at både han selv og publikum har en tåre i øjet – endda til trods for at han selv har en vis andel i uhyrlighederne. Resten af skuespillerne leverer lutter gode intentioner, men det bliver ved klar og til tider lidt for højrøstet recitation.

                      Spørgsmålet er så, om dette er tænkt som en traditionelt mimetisk teaterforestilling. Der er kulisser og kostumer, javist, karaktererne har navne, men skal vi gribes af så mange – hele ti, og de er alle hovedpersoner – skæbner? Det ville være næsten ubærligt at leve sig ind i så mange medlidenhedsvækkende menneskeskæbner. ”Jeg har spildt mit liv”, siger Claus Riis Østergaards karakter Zygmunt, og det gælder for alle ti skæbner; de heldige er måske de, der dør unge, som ikke må leve i dyb elendighed, med skyld og med savn og med andres liv på samvittigheden, for alle ti skæbner er gået til, når historiens store hjul er holdt op med at knuse og kvase. (Dramaets afsluttende pointe fremsætter Betty Glosteds Rachelka, da hun på plejehjemmet finder fred i at se virkelighedens vilde dyr udfolde sig i programmer på Animal Planet, og det er næppe det, man gerne vil tage med sig fra sin tid på jorden.) Det er en mulighed for, at det slet ikke er disse ti skæbner, der skal bringe publikum katharsis. Sådan tænker man i alt fald hen mod slutningen, da den emigrerede Abram erfarer, hvad der skete med hans klassekammerater og familie, da han selv var rejst til New York, og han i et brev til ministeriet remser navnene på alle de døde op. Navne, der som sagt alle skrives febrilsk på vægge og gulv, men som i en næsten metamorfosisk slutscene igen viskes ud og skylles bort af rindende vand, da han som en slags testamente og udgangsbøn for forestillingen remser navnene på alle i den store familie, han har fået i den ny verden, op. Denne forestilling er ikke et requiem for de døde, for både de, der blev myrdet, de, der myrdede, og de, der bare overlevede, var spildt liv, men vi, de efterfølgende slægter, skal ihukomme, hvilke brutale dyr mennesker kan være over for hinanden, og hvor kostbart livet er, og som requiem for efterslægten har forestillingen en smuk morale. Man sidder i alt fald med en klump i halsen – til slut, for det varer som sagt  2½ time, før man kommer så langt, og det er måske ikke den mest helstøbte teaterforestilling, der griber så sent. Uanset hvor vedkommende, barsk og brutal historien så måtte være.