Pigerne mod drengene

Sangerfest i Mozarts elskede Tryllefløjten i Operaen d. 7. februar 2015

Der dukker jævnligt påstande op i medierne, om at skolesystemet ikke er indrettet til at tage hensyn til drenges særegne natur. De skal sidde stille, de får ikke lov til at bruge deres kræfter, og der er ikke plads til eksperimenterende leg, nej, skolen er for flinke piger, der kan sidde stille, læse og koncentrere sig, så de kan få en videregående uddannelse. Det får uvægerligt en til at tænke på, hvordan drenge kom igennem skolen i en tid, der angiveligt var meget sort og streng (i alt fald indtil begyndelsen af 1970’erne, påstås det), og hvor det stort set kun var drenge, der fik en videregående uddannelse – for slet ikke at tale om endnu længere tilbage, hvor hverken gymnasier eller universiteter gav piger adgang til lærdom og oplysning, for hvad skulle de bruge det til? At mene at kvindens plads er i køkkenet og barnekammerat, er lige så fordomsfuldt, som at drenge ikke skulle kunne knække skolekoden, og enhver lærer ved, at der i alle klasser sidder både dygtige piger og dygtige drenge. Muligvis er der forskelle kønnene imellem, og muligvis er de genetisk begrundede, men som argument for kønsopdelte klasser kan disse forskelle næppe bruges – dertil er synet på mennesket forhåbentlig for nuanceret her i begyndelsen af det tredje årtusind. Således har et moderne operapublikum nok stor forståelse for de problemer, en instruktør geråder ud i, når han skal sætte Tryllefløjten i scene, for i alle tiders mest populære opera er skellet mellem kønnene også trukket meget skarpt op, og synet på kvinden er meget ensidigt: ”Ein Weib tut wenig, plaudert viel”!

                      Instruktør, scenograf og lysdesigner Marco Arturo Marelli understreger fra begyndelsen dette skel mellem kønnene i sin jubilæumsiscenesættelse af Tryllefløjten i Operaen på Holmen: Under ouverturen oplever vi en tavs kamp om den Syvdobbelte Solkreds mellem Nattens Dronning og Sarastro – endda foran den afdøde konges, Paminas far, katafalk og med den lille Pamina som vidne. I den ene side af  scenen står pigerne, dronningen og hendes damer, i den anden side drengene, Sarastro og hans følge, og scenografien understreger kampen mellem disse yderpoler ved bag pigerne at være bemalet med farverige, naturinspirerede og bløde strøg (det kunne være fjer eller blomster), mens der bag drengene er millimeterpapir med ligninger, grafer og kemiske formler tegnet hen over hinanden; følelse mod fornuft. Sarastro vinder kampen, ifører sig kappen med Solkredsen og bortfører Pamina. Så groft tegnet op forbliver det dog ikke gennem resten af forestillingen, det er blot Marellis udgangspunkt, for ganske vist spiller Nattens Dronning på følelserne og iscenesætter sig selv foran en tom barneseng, da hun overtaler Tamino til at befri Pamina, men det er ren retorik, når scenevæggen viser sig ikke at være en uigennemtrængelig mur; den er delt i syv meter høje sætstykker, der står på tre drejescener, så scenerummet hele tiden teatermagisk og forunderligt forandrer sig og snart giver udsyn, snart er en labyrint eller en passage at følge. De to elementer, det mandlige og det kvindelige, fornuften og følelserne, blandes altså og forenes til sidst, når Marelli lader Sarastro lægge Solkredsens kappe om både Tamino og Pamina og tage Nattens Dronning ved hånden og tilgive hende, hvilket er helt i Mozarts ånd, når man betænker, hvor meget nåde og tilgivelse betones i Figaros Bryllup og Cosi fan tutte. De ensidige udsagn om kvinder, om sorte og om had i Tryllefløjten må tilskrives librettisten, Emanuel Schikaneder.

                      Marellis iscenesættelse er med andre ord lige så enkel som librettoen er gådefuld, selvmodsigende og kompleks, og det er en stor force, fordi den derved ikke tager nogen af tekstens udsagn for pålydende. Den er lige så enkel som hans iscenesættelse af Rosenkavaleren, der tidligere på sæsonen havde repremiere i Operaen, men Tryllefløjten er alligevel mere medrivende. For det første er scenografien mere magisk med sine mange rum og muligheder, for det andet er karaktertegningen meget tydeligere; Marelli gjorde baron Ochs i Rosenkavaleren til en naragtig klovn, og det er Ochs ikke, når man tager hans stands rettigheder og muligheder i betragtning – han er en farlig modstander i kærlighedsintrigen – men her har Marelli bedre blik for flere sider af karakterne: Nattens Dronning er muligvis manipulerende i sin iscenesættelse af sig selv, hun er fuld af had, men hun er også en kvinde og en mor, der har mistet, og som derfor lider. Sarastro er muligvis fornuftig og tilgivende, men han er også magtsyg og beregnende i prologen. Tamino, operaens helt, der nemt kan blive lidt blodfattig, lader sig måske nemt påvirke emotionelt, men han har mod til at ændre holdning, og prøvelserne – at gå gennem ild og vand – gennemfører han ikke uden Pamina ved sin side. De nævnte prøver er heller ikke tidligere dramatiseret så enkelt og effektivt som her; ild og vand er ikke bare blåt og rødt lys, vand er en flok frysende, halvnøgne mennesker, som parret forsyner med deres eget tøj, ild, er en flok tørstende, der trænger til vand. Det er bibelsk metaforik og kræver ikke nogen fantasifuld forløsning. Kun naturens muntre søn, Papageno, er helt ukompliceret til stede i dette liv og lader sig rive med af sine sanser uden tanke for Sarastros oplysningsprojekt, og Marelli gør ham (meget dansk!) til en jævn mand af folket ved at lade ham henvende sig til publikum med små kommentarer – på dansk (resten af forestillingen er på tysk). Da han endelig forenes med Papagena til slut, kan ingen af dem vente med at afføre sig deres naturvejlederdress for at skabe den storfamilie, de drømmer om.

                      Dagbladenes anmeldere har været tilbageholdende med begejstringen over iscenesættelsen – sandsynligvis fordi den ikke lefler for anmeldernes selvindbildte intellekt ved at være enkel og give sangerne plads, men alt andet ville også være et overgreb, både når man tager den mærkelige og selvmodsigende tekst i betragtning, og når man tænker over, hvor fremragende sangere, der her er på scenen. Mozarts operaer bliver i deres intime, duftende format tit stedbørn over for de dundrende og kæmpestore senromantiske operaer, fordi en mindre perfekt præstation altid træder grelt frem blandt detaljerne i Mozarts partitur, men her stråler alle i deres egen kraft og styrke. Det begynder med Joachim Bäckström, der er en gudbenådet mozarttenor; hans stemme er rank, krystalklar og tindrende, og den anelse af nasal klang, den har, er kun klædelig. Lad ham snarest synge i København igen, lad ham blive en del af operaensemblet! De tre damer, Anne Margrethe Dahl, Elisabeth Halling og Johanne Bock gnistrer overlegent om kap i scenisk nærvær, kostume og stemmeekvilibrisme, og Palle Knudsen er lige så charmerende som fuglefænger som don Juan i forrige sæson, og selvom Papagenos iørefaldende viser måske ikke lader Knudsens baryton folde sig fuldt ud, så er han perfekt i partiet. Det gælder også Sine Bundgaards underdejlige Pamina, og den smerteligt smukke arie ”Ach, ich fühl’s!” gør hun med sin vokale indlevelse til forestillingens clou – hvilket siger ikke så lidt, når man samme aften oplever, hvor ufortrødent og sejrssikkert tyrkiske Burcu Uyar kaster sig ud i Nattens Dronnings ”Der Hölle rache” og meget fortjent høster aftenens største bifald (selvom det nok til dels også skyldes ariens popularitet). Fremragende er også de tre drenge, der forestillingen igennem leder operaens helte og heltinder frem til den lykkelige slutning – måske et spirende romantisk udsagn om det naive barns godgørende virkning på voksnes forvildelser – hvadenten de nu dukker op som spejderdrenge med kort, små kokke med madkurv eller små Mozart’er i pudderparyk og rokokokjole; Adam Carl Rischel, Frederik Messer-Thomsen og Felix Arthur Clementsen Scheutz synger rent, klart og med hver sin kønne tone, det er ret mageløst! Henning von Schulman er en meget ung, slank Sarastro – hans stemme ligeså – men det er ej heller noget minus.

                      Der er kun to mindre ting, der trækker ned i en samlet bedømmelse. Det første er den slange, der ved operaens begyndelse forfølger Tamino: Neonlysende grøn, uformelig og ubestemmelig snor den sig mellem de forskellige sætstykker, og meget kan man sige om den, men den er hverken skræmmende eller nogen slange; den er bare en ret billigt udseende rekvisit. Det andet minus er dirigenten, Rory Macdonald, for ganske vist musicerer Det kongelige Kapel smukt og harmonisk – velspillende er kapellet jo altid – men Macdonald viser slet ikke forståelse for nuancer eller detaljer i Mozarts rige partitur, og han har ikke overblik til altid at give sangerne den plads at udfolde sig på, som de har behov for. Man må sukke ved tanken om, hvilke oplevelser Adam Fischer og Underholdningsorkesteret kunne have beriget publikum med, og man sidder tilbage med et stille ønske om, at Mozarts sceniske værker snart må nå en fuldkommen forløsning på Den kongelige Opera. Ganske som det kræver et køligt overblik og en dyb indsigt, der ikke lader sig rive med af følelsesmæssigt engagement, at kunne udtale sig om børn og unge menneskers (drenge såvel som piger!) udbytte af skolesystemets nuværende indretning – her går bølgerne jo højt som aldrig før – så kræver det sin mand/kvinde at kunne lodde de psykologiske og musikalske dybder hos Mozarts geni. Det er ingen undskyldning for ikke at forsøge at nuancere og kaste lys over fortegnede modsætninger, det er blot en påpegning af, at her er plads til forbedring.