De tusind flaskers land

Bertolt Brechts Puntila i Skuespilhuset d. 15. januar 2016

Hvis det er en bedrift at drikke tæt tre dage i træk, er det en endnu større bedrift at spille fuld i samfulde tre timer. Så længe står Olaf Johannessen på scenen som godsejer Puntila i Brechts komedie med samme titel, og det er en mageløs bedrift – ikke mindst fordi han med den tid, det tager at indtage en kop kaffe, undervejs bliver pinligt ædru og skifter karakter. Sådan er han nemlig, godsejeren, hjertensgod, kærlig og altruistisk, når han drikker, og kynisk, mistroisk og påholdende ædru. Han ved det selv, han advarer alle om, hvordan han er, når først snapsen slipper op, eller realiteterne melder sig, for ja, det er en flugt for ham, når han drikker, en flugt fra denne verdens uretfærdighed og paradokser, men det er verden selv, der holder fast i at være selvmodsigende – også godsejerens chauffør, Matti Altonen, der ellers gør sig til af at være arbejderklassens talerør og forkæmper.

                      Enhver, der kender Brecht, er ikke i tvivl om, at hans agenda er politisk – men han også meget mere at byde på som dramatiker (ellers blev han vel ikke stadig spillet verden over). Dramaet består primært af en række komiske scener, hvor Puntila gør sig selv til grin, men også illustrerer, at samfundet har sine fejl, og han vil gerne rette op på nogle af disse ved at få sin datter gift med Matti. Replikkerne er ikke i sig selv fyndige vittigheder, men der er en humor og et lune, som instruktør Staffan Valdemar Holm eminent formår at omsætte til skuespil i verdensklasse. I den indledende scene, hvor Puntila som nævnt har drukket tre dage i træk, er hans svirebror, dommeren Fredrik, for længst gået under bordet, og mens Puntila således nærmest kun kan tale med sig selv, kæmper dommeren, uhyggeligt velspillet (som altid!) af Søren Sætter-Lassen, for at komme på benene igen, og man får nærmest latterkrampe over disse mange mislykkede forsøg. En sauna afstedkommer letbenet, men elegant afklædt komik, dybt humoristisk er det, da Puntila uforklarligt snupper en agurk fra kokkepigen på vej hen over scenen og bruger den til at true datterens stupide forlovede, attachéen Eino Silakka, med, og det er lige på kornet, da Morten Suurballes plørede præst instinktivt reagerer ved at komme på benene, da han hører replikken ”Af jord er du kommet.” En absurd (og derfor dybt komisk) samtale om svampekonservering illustrerer ganske vist borgerskabets manglende evne til at forholde sig til virkelige problemer, men alligevel fremstår chaufførens sammenbidte modstand, der frembæres stærkt, utilnærmeligt og trodsigt af Lars Ranthe på scenen, alligevel uhyggeligt alene i dramaet. At Søren Sætter-Lassens dommer Fredrik bifalder, at Altonen nægter at bryde klassesamfundets vægge ned ved at gifte sig med Puntilas forkælede datter, illustrerer kun, at Puntila har ret; der burde ikke være den slags grænser, og det er tåbeligt at fastholde dem, men det er endnu tåbeligere med den kommunistiske chauffør at mene, at kun en voldelig revolution kan ændre samfundet. Da han til slut – i bogstaveligste forstand – river stolen væk under fødderne på sin arbejdsgiver, lader Holm denne blive hængende i luften, muligvis høj i sin brandert, men altså alene og ophøjet i sin fordrukne utopi (naturligvis til de majestætiske toner af Sibelius’ ”Finlandia”). Puntila forbliver således komediens helt, og om end han er en antihelt, så er hans modstand og visioner mere holdbare end chaufførens.

                      Rammen om skuespillet er en ramme: En tillukket kasse af birketræsfinér (vi er jo i Finland!), som Bente Lykke Møller, der også er kostumier, fylder ud med tidstypiske kostumer, der forankrer historien i 1940’erne, og en Studebaker; den ramler flere gange undervejs vægge ned, så man er ikke i tvivl om, at det tillukkede og konforme lader sig ændre og omforme. Der er stadig den brechtske Verfremdung i form af sange, der forklarer handlingen, men i Staffan Valdemar Holms hænder bliver det snarere et stiltræk end en egentlig effekt, og det er ganske charmerende. Ud over de allerede nævnte skuespillere, der alle brillerer, må også Johanne Louise Schmidt nævnes; hun forlener på én gang Puntilas datter Eva med en rørende og grinagtig ranglet naivitet (hun er et helt hoved højere end Ranthes chauffør) og ulykkelig desperation, men en helt anden desperation end den, hun netop har gentaget som Ibsens Hedda Gabler, og det er virkelig fornemt arbejde. Man må forvente lige så mange Reumert-nomineringer til forestillingen, som der er flasker på scenen!