Øjeblikkets evighed

Tæt på på Statens Museum for Kunst og John Neumeiers Romeo og Julie på Gamle Scene, marts 2016

William Shakespeares Romeo og Julie er som et stilleben: uforanderlig, udødelig i sin handling, ikonisk og farvestrålende i sin poesi, for på én gang er kærligheden mellem de to evigt unge uforståelig i replikkernes dramatiske selvmodsigelse og dog indtagende i sin betagende skønhed. Vi suges ind i dramaet, vi drømmer om balkonscenen og kærlighed ved første blik så ren og jublende, at vi tror, den må, den må findes!  Bagefter er vi øre og svimle, vi forstår ikke, hvor vi har været, for billedet er lige uantastet, lige urørt, lige uudgrundeligt…

                      Først: Udstillingen Tæt på. Intimiteter i kunsten 1730-1930 på Statens Museum for Kunst, kurateret af museumsdirektør samme sted, Mikkel Bogh, bærer samme dobbelthed i sig som Shakespeares tragedie. Billederne på udstillingen – fortrinsvis af figurativ art – er udvalgt efter motiv og interaktion med beskueren, der i begge tilfælde indbyder til en særligt intim situation. Publikum kommer altså enten helt tæt på en situation gengivet på billedet eller helt tæt på kunsten, det særlige, som et billede kan, og receptionen af kunsten selv – i nogle tilfælde begge dele. Det handler om at vise og at betragte; borgerskabet, der i begyndelsen af 1800-tallet gerne ville vise og udbrede sine sejrende demokratiske idealer om hjemmets nærhed, tryghed og sikkerhed i form af både portrætter og interiører, ønskede modsat heller ingen snagende blikke, ingen undersøgelse af det private og usete, og mange af udstillingens billeder viser derfor personer i situationer, hvor de lukker sig om sig selv (læsning, tegning, billedbetragtning) eller udstråler en aura af idealiseret rolle som moder, fader eller datter. I senere billeder problematiseres disse idealer, så interiøret trænger sig på og personerne gøres til anonyme karakterer for at illustrere den moderne tids fremmedgørelse af mennesket. Det ses bl.a. hos Hammershøi og Éduard Vuillard, hvor hjemmets farver, mønstre og inventar synes at vende sig mod sine beboere. I andre tilfælde er det motivet, situationen, der ændrer sig fra biedermeierhygge til en foruroligende oplevelse af situationer, der må betragtes som meget private, men som samtidig også er uudgrundelige og udefinerlige. Dette gælder Edvard Munchs mesterlige Aftenpassiar fra 1889, hvor Munchs farvevalg og penselstrøg endnu ikke har fundet den ekspressionisme, der har gjort ham poppet og udbredt i talrige plakatoptryk; her er en fascinerende undersøgelser af perspektiv og dybde, af lys, farveskalaer og en næsten impressionistisk malemåde, der gør situationen i forgrunden mellem manden og kvinden alt mere sitrende og dragende. Som hans kropssprog åbner sig vendt mod hende og lukker sig uantastet med hænderne dybt i lommerne, åbner hun sig med sit ansigt vendt mod betragteren, men lukker sig med hænderne og sjalet tæt om overkroppen. Kommer vi tættere på? Billedet sætter rystelser igennem en, og i øjeblikke føler man sig tættere på noget, der vil blive stående for evigheden.

                      Udstillingen er bygget op i mindre sektioner (Interiøret: at vise og at afsondre, Fordybelsens tid, Tæt på tingene, Fra syn til berøring, Mennesker mødes og Billedets ansigt), og langt de fleste billeder er hentet fra SMK’s egen samling. Skulle man bebrejde udstillingen noget, så er det, at mange af de billeder, der omtales og vises i det glimrende, udfordrende og dybe katalog til dels skrevet som en dialog, ikke er at finde på væggene eller i montrerne. Til gengæld åbner udstillingen publikums blik for nogle af de værker, man tidligere har set i museets permanente udstillinger, og henter værker ind fra landets små kunstmuseer og viser, hvilken rigdom og skønhed her gemmer sig. Mest savnet er nok Vigée Le Bruns skønne selvportræt med datteren Jeanne-Lucie (1789), mest overraskende åbner sig Rørbyes Udsigt fra kunstnerens vindue (1825), Ejnar Nielsens En læsende blind pige (1905) og Anna Anchers I middagsstunden (1914). Det er forunderligt som udstillingens kontekst kan ændre synet på disse billeder og få dem til at komme tættere på publikum, for aldrig har Rørbyes detaljemættede billede været så fuldt af symboler, og aldrig har det været så tydeligt, at billedet ud over sin følelse af at være spærret inde også rummer en øm og kærlig skildring af glæden ved og kærligheden til det nære. Afsnittet ”Fra syn til berøring” indeholder en række skitser og modelstudier, der illustrerer vejen fra kunstnerens indtryk til den synlige præsentation på papiret, men Ejnar Nielsens symbolistiske billede af den læsende viser ikke blot, hvordan blindeskriften er et lys i mørket for den blinde pige, det minder os om, at vores syn ikke gør os i stand til at se, hvad hun ser med sin læsende finger, og at vi – selvom vi ser hendes glæde ved bogen – ikke kan lukkes ind og komme helt tæt på, vi forbliver i mørket. Stærkest i erindringen står dog Anna Anchers fine skildring af åbne døre og vægge i klare farver; kun titlen, I middagsstunden, og to par træsko, et til en voksen og et til et barn, vidner om et levet liv, og på afstand tager væggene og panelernes firkanter sig nærmest ud som et kubistisk maleri, så selve den diffuse oplevelse af maleriet smelter sammen med det synlige fravær af motiv og historie. Der er da noget, er der ikke?, spørger man sig selv, og jo, det er der – men hvad? Man kunne fortabe sig i grublerier i en evighed foran dette billede og alligevel kun i øjeblikke begribe det.

                      Senere, samme aften: På Gamle Scene åbenbarer sig en lang række af skønne tableauer i levende billeder; John Neumeiers Romeo og Julie er tilbage med nye dansere i partierne, og den er stadig underdejlig, ja, den er sublim. Som sagt: Der er noget ved Romeo og Julie i sig selv, den kan ses som et stilleben, for den inviterer publikum ligeledes ind og holder dog distance. Måske er det undertegnede, der ikke ved bedre, men jeg vil fastholde, at der er en afgrund mellem dansens abstraktion og omverdenens konkrete, verbale handlinger. Handlingen er tydelig at følge, den handling, alle kender (”for never was a story of more woe,/ than this of Juliet and her Romeo”) takket være utallige dansere i alle aldre og Neumeiers svulmende idérigdom og Jürgen Roses smukke scenografi, det er fraværet af Shakespeares dejlige replikker, der henleder opmærksomheden på, at de to unge elskendes følelser rækker ud over det forståelige. Replikkerne understreger i et skuespilhus dette ved at være dramatisk selvmodsigende – ”With love’s light wings did I o’er-perch these walls”, ”Believe me, love, it was the nightingale.”/”It was the lark, the herald of the morn...” – dansen ved ubegribelig synliggørelse, men man drages, ja, man røres til tårer, om man så ser balletten igen og igen.

                      Der er noget ved Romeo og Julie, den er ikonisk i sin fremstilling af ung kærlighed: Romeo er 17, Julie kun 14, de er vilde teenagere, de handler instinktivt og trodsigt, og igen kan man ud fra replikkerne – køligt og intellektuelt – spørge, om de nu virkelig elsker, eller om de blot gør oprør, men Neumeiers sans for dans og bevægelse er så instinktiv og så ægte, at man ikke forstår deres kærlighed, man ser den, og man sanser den. Det første møde er magisk, hånd mod hånd, så enkelt og så sandt. Balkonscenen er himmeljublende forelskelse og fart, morgenen efter den første nat er fuld af smertelig vemod og længsel – specielt hvis man ved, det er sidste gang, de ser hinanden i live, for i graven mødes ingen hænder, de falder slapt til jorden. Man må undertrykke en smertelig hulken derved, sådan som J’aime Crandall og Gregory Dean danser det unge par; i deres pas de deux’er står tiden stille, og i disse øjeblikke synes evigheden nær. Man har kun lyst til at se, se, se og atter se i det håb, at man kan komme tættere på det vidunderlige, som udspiller sig på scene, og som dog slipper en af hænde. Det er også til at græde over – men det er glædestårer, for så må man jo se Romeo og Julie igen og atter igen.