En rose så jeg skyde

Et uforglemmeligt gribende Vintereventyr på Teater Republique d. 20. januar 2017

Kender ikke alle den følelse af tvivl og frygt, der så pludseligt kan ramme? Manglende tiltro til egne evner, en nagende, pinefuld tvivl om man slår til, men også en tvivl om andres oprigtighed, fordi det er tvivlens destruerende kraft at reflektere sig i alt omkring en. Har man en gang bidt af en frugt og set en orm vride og vende sig, så forstår man billedet; det er den samme fortvivlede vriden og venden sig, der graver og gnaver i hjerne og hjerte, som frastøder, men også fascinerer og tiltrækker, hypnotiserer og fastholder. Hvem kender ikke denne gnavende orm, denne isnende handlingslammelse?

                      Mesteren og menneskekenderen William Shakespeare lader tvivlen ramme kong Leontes i det oversete drama Et Vintereventyr. Kongen, der er velsignet med både en smuk og ærbar dronning og en søn, har sin gode ven, kong Polixenes af Bøhmen, på besøg, og da dronningen på hans opfordring hjælper med at overtale Polixenes til at blive længere, slår jalousien som et lyn ned i ham: Dronning Hermione og kong Polixenes bedrager ham. Hans hjerte fryser fast ved denne tanke, og en konges tvivl og kulde rammer høj som lav i staten; en grusom og nådesløs tragedie, der koster dronningen og sønnen livet udspilles, inden – pludseligt og overvældende – isen brister, solen bryder frem og vender tragedie til komedie, så alt og alle smelter derved. Der skal en mesters mod til at give en tragedie en lykkelig slutning, og der skal et mesterligt talent hos både instruktør og skuespillere til at forløse dette, men det lykkes over al forventning på Teater Republique, hvor Katrine Wiedemann har skåret Shakespeares fem akter og utallige roller ned til et kammerspil på 100 magiske minutter for fire personer. Et under uden lige.

                      Maja Ravn har skabt en enkel og meget symbolsk scenografi til forestillingen: En kube af glas, en isterning holder de fire skuespillere indespærret mellem publikum, der sidder på to sider af den kvadratiske scene, så ingen kan slippe ud, så alt er synligt og blotlagt i et isnende lys – også det faktum, at intet faktisk sker. Først er alt uskyldsrent, og de tre venner leger som børn i sneen, der drysser ned over dem, så fanger en lyskegle de to hænder, hustruen og vennens, der brat og uventet skaber et omslag uden varsel, uden anledning eller intrige. I sit syge, fortvivlede sind gennemspiller kong Leontes replikskiftet mellem dronning Hermione og kong Polixenes, og eftersom de ikke kan undslippe glasburet, må de adlyde og gentage, så Leontes kan mane ikkeeksisterende argumenter for sin fortvivlede idé op af den frosne jord. End ikke hofråden Camillo kan tale kongen til rette; alt, hvad han siger, bekræfter kun Leontes’ syge mistanke, men dræbe Polixenes vil han ikke, og han flygter med ham bort fra Sicilien. Dronning Hermione kastes i fængslet, hvor hun må føde sin datter, som Leontes beordrer sat ud, fordi han ikke tror, hun er hans, og sønnen sygner hen og dør af sorg under den uretfærdige retssag mod moren. End ikke en deus ex machina, et orakelsvar fra Apollon om dronningens, Polixenes’ og Camillos uskyld, kan få Leontes til at overvinde sin tvivl, først da dronningen udånder, erkender han – for sent. I et rørende billede står han med sin døde søn og Hermiones røde kjole i udstrakte arme med blottet overkrop, mens sort aske, ikke den uskyldshvide sne, falder over ham. Det er knugende, alt krymper sammen i en, og kun med tårer i øjnene kan man udholde at se det.

                      Her kunne tragedien ende, men nej, der er for mange løse tråde, for datteren er selvfølgelig fundet, har overlevet, og Tiden fortæller i en kommentar, hvordan fjorten år går, og hun vokser op. Så hvad sker? Kære læser, hvordan skal man kunne videregive det, der sker? Den omvæltning det er, da sceneteknikerne træder ind og fjerner glasvæggene, så den fjortenårige Perdita kan træde ind for at genforenes med sin angrende far? Ditte Hansen og Mikkel Arndt træder ud af deres roller som henholdsvis Paulina og Polixenes, de bevæger sig rundt mellem publikum, taler om det forunderlige, jubler over underet, og man ved ikke, om man skal græde eller le, og så gør man begge dele. Det er overrumplende og alt for meget, at ens hjerte, der var frosset af sorg over ulykkerne, nu pludselig skal le og smile varmt, det føles ganske unaturligt! Men det er det, det er, unaturligt, for det er et mirakel. Det er som i julesalmen, at en rose trodser den frosne jord og skyder op, og man må tro det, før man kan se det ske! Kan man ikke tro i religiøs forstand, så må man tro på billedet, for det er jo kimen, det hele udspringer af, at i kunsten – navnlig i teatret – kan alt ske: Frosne hjerter kan tø, det tilsværtede uskyldshvide kan vaskes rent, og fejltagelser tilgives. Og det sker lige så pludseligt, som tvivlen greb Leontes og gjorde ham kold, fortvivlet og tvivlende.

                      Alt dette forløses naturligvis ikke kun af Ravns enkle og smukke scenografi eller af Wiedemanns billedrige instruktion og blik for detaljerne hos dramaets personer; der skal skuespillere på scenen, der evner Shakespeares poesi og voldsomme karakterskift, og det er der her, til trods for at de tre er ganske unge: Esben Smed er kong Leontes med hver fiber, hver muskel, hver nerve; han gennemlever hver tænkelig nuance af sin dybfrosne sjæls tvivl, alt fra den første isnende usikkerhed over inderlig selvmedlidenhed til vrede, raseri og endelig anger, og det er ægte og dybfølt hele tiden. Natalie Madueño er lige så meget et med sin rolle som Hermione, hvis styrke og trods forlenes med den elskendes ømhed og kærlighed til den hadende elskede, og hun er stærk i sin svaghed. Begges diktion har måske svagheder, og ikke alle replikker høres tydeligt, men alle er følt, sanset og spillet, så de alligevel når ud til publikum. Mikkel Arndt er den mere erfarne, og Polixenes’ replikker står mejslet skarpt. Derfor bliver hans erkendelse af barndomsvennens svig des stærkere, ligesom han mere end nogen anden ikke kan være i sig selv over miraklet og må udbryde et ”Hold nu kæft!”, der næppe står hos Shakespeare. Ditte Hansens Paulina går i flade sko, og hun har som den eneste mod til at svare majestæten igen, da hans dybfrosne sjæl forhindrer hans sunde dømmekraft i at regere; hun er bramfri, som man kender hende fra revy og satire, men ikke plat eller forloren, og det er troværdigt, at netop hun til slut gør sit for, at sneen kan smelte fuldstændig. Mere skal ikke røbes her, end hvad salmen siger, nemlig at her ”brød lyset frem/ midt i den kolde vinter”. Kan det blive mere eventyrligt?