Mennesker mødes

Scenografisk flot og vellykket Anna Karenina på Odense Teater d. 8. februar 2017

Det er i sig selv et ærefrygtindgydende projekt at kaste sig ud i at transformere Tolstojs mesterlige roman Anna Karenina til film eller teater. Senest lykkedes det Joe Wright over al forventning at iscenesætte det medrivende, episke drama i et teater – på film. Her panorerer kameraet frit mellem balkoner, scene og bagscene og skaber dermed et symbolsk indblik i zartidens Rusland i 1870’erne både oppe og nede, foran og bag facaden. Undertiden løftes fortæppet eller åbnes en dør ud til den store, vide natur for at synliggøre den konflikt, der er gennemgående i romanen: Skal man begrænse sig efter samfundets, kulturens normer og etikette, eller kan man frit og uhindret forfølge sin egen lyst? En lang række engelske skuespillere af den ypperlige karat, engelske skuespillere nu engang har, er med til at belyse dette tema og gøre det til en yderst seværdig film.

                      De to karakterer, der i hver sin bane (baner, der i romanen kun krydser hinanden én gang) gennemlever lykke og ulykke, tvivl, frygt og håb, titelkarakteren og hendes mandlige modstykke, Konstantin Dmitritjs Ljóvin, gøres i Helen Edmundsons bearbejdning til dramaets fortællere. De træder uden for handlingen, trodser fysikkens love om tid og rum og fortæller hinanden deres egen historie. Måske spejler de sig i hinanden, som Tolstoj i romanen spejler dem i hinanden, men der findes i romanen ikke begrundelse for den afhængighed af den anden som modtager, som Edmundson giver dem, når de fortæller og reagerer på hinandens handlinger. Det spørgsmål, de gentagne gange stiller hinanden, ”Hvor er du nu?”, gør det imidlertid muligt for instruktør Jacob Schjødt og scenograf Rikke Juellund at holde scenen hel bar og nøgen: Der er kun drejescenen og Juellunds lange, hvide gardiner af bevægelige snore fra gulv til loft som for- og bagtæppe og sætstykker til at skabe rum for handlingen, så Anna og Ljóvins replikskifte er det eneste, der placerer os i toget, på landet, i Moskva eller Skt. Petersborg. Men det er nok. Der skabes magiske, overraskende billeder, når lysets tone ændres fra varm til kold, når ensemblet belyses bagfra, når drejescenen flytter karaktererne gennem snorene, så de for en tid bliver hængende på dem som sne eller regn, åh, det er en lyst at se derpå! Det er desværre det mest positive, der er at sige om forestillingen.

                      Der er store risici for en instruktør ved at binde an med en helt tom eller meget enkel scenografi, for skuespillerne skal så kunne fylde rummet ud – også psykologisk. Katrine Wiedemann kastede sig tidligere på året ud i det store, hvide intet med fire skuespillere og en forkortet udgave af Shakespeares Et Vintereventyr, og det er blevet en triumferende forestilling, fordi de fire skuespillere giver kød og blod og sjæl til det gribende drama, så de til trods for at være spærret inde bag glas til alle fire sider, rører publikum til tårer. Det sker ikke i Anna Karenina, selvom der hos Tolstoj er lige så drama som hos Shakespeare. Instruktøren Jacob Schjødt har tidligere på Odense Teater vist, at han har meget lidt indlevelse i historisk periodes tankegang; hans iscenesættelse af Tjekovs Onkel Vanja var en formålsløs klatren ind og ud af scenografiens symbolsk bevægelige paneler ledsaget af drønende, fremmedgørende rockmusik. Musikvalget er det samme – her sært og elektronisk, men han afholder sig fra at fodre publikum med skeer. Til gengæld lader han stå til og bevæger ikke skuespillerne i retning af en nuanceret indlevelse. Rikke Lylloff i titelrollen har flammende, rødt hår, og man skulle synes, det lovede godt (sidste forår viste hun i Dogville, at hun faktisk kan spille en rolle), men nej: Hun formår ikke at gennemleve karakterens skift fra pligtopfyldende adelskvinde til selvhadende morfinist; hun mangler sødme og sensualitet til at forklare, hvorfor grev Vronskij falder for hende, hun mangler ømhed som elskerinde, hun mangler selvhadets lede, fortvivlelsens anger og eftergivelsens håb. Hun slår korsets tegn, da hun knæler på togskinnerne, men det er for sent, for man tror ikke på hende – heller ikke til slut. Dertil kommer, at hendes udtale af replikkerne er forjaget, og hun vrænger vokaler og sluger endelser på stribe, og hun står helt uden den selvbevidste holdning, en kvinde med tournure og knapstøvler ville indtage.

                      Benjamin Kitter gør som Ljóvin en lidt bedre karakter: Han har følelse, han nuancerer replikkerne, stammer, så man røres ved det, og belægger sine ord med vægt, men han har en tendens til at råbe, når han skal spille vred eller give udtryk for sin eksistentielle splittelse. Det samme gælder Claus Riis Østergaard, der ellers nok kan fylde en rolle ud, men han er for sammenbidt, for firkantet og for (højt)råbende; at sammenligne hans billede af Karenin med Jude Laws i Wrights filmatisering giver et rystende indblik i, hvor fortegnet denne ægtemand er. Martin Bo Lindstens grev Vronskij er for gammel til rollen, han er hverken adræt, fyrig eller idealistisk nok til at ville følge kærligheden, og han giver fra begyndelsen snarere et billede af, hvordan en ægtemand er, end hvordan en elsker kunne være. Anders Gjellerup Koch hviler smukt i den alt for lille rolle som Annas livsglade, elskelige og ret barnlige bror, Stiva, og Natalí Vallespir Sand har som hans kone Dolly en moden eftertænksomhed og følsomhed, der klæder hende og komplementerer Gjellerup Koch smukt. Et virkeligt positivt indtryk blandt de større roller gør kun Lea Baastrup Rønnes yndige Kitty: Hun har alt fra ung og pigelig uskyld over nedbrydende, ulykkelig kærlighed og famlende usikkerhed til blomstrende, selvbevidst kvinde, og man lyser op i et smil, når hun træder ind. Så tilgiver man, at også hun af Schjødt er sat til at råbe, når hun skal udtrykke vrede.

                      Nogle har kaldt Anne Karenina verdens bedste roman. Det er det nu ikke; den titel tilfalder efter undertegnedes ydmyge bedømmelse Thomas Manns Huset Buddenbrook, men Anna Karenina følger nært derefter på listen. Tolstoj skaber karakterer i et langstrakt, psykologisk rigt udfoldet drama, der ætser sig ind under huden og bliver siddende. At fange romanens menneskekendskab og idealer vil kræve mange gennemlæsninger, og alligevel er nuancerne og indlevelserne så mange og så fint beskrevne, at man lærer personerne at kende, og de bliver siddende i en, på godt og på ondt, længe efter. Dét kan virkeligt stor litteratur, skabe følelser, der bliver i en længe efter, og det samme kan stort teater. Det sker ikke med Jacob Schjødts iscenesættelse af Anna Karenina; herfra vil man højst huske svage glimt af en magisk enkel, men virkningsfuld scenografi.