Othello som kvinde er en
fiks, ufrugtbar idé i Elisa Kragerups iscenesættelse af Shakespeares tragedie
om uhyret med de grønne øjne. Skuespilhuset d. 7. oktober 2017
Ingen
af Jean Sibelius’ syv symfonier ligner hinanden. Hver gang den store finske
komponist satte sig til nodepapiret, søgte han nye stier i musikkens terra incognita, og af frygt for at
gentage sig selv eller det senromantiske tonesprog, der var hans, skrev han fra
1926 og frem til sin død i 1957 ikke en tone. Så stort var hans ideal om
kunstens nyskabende kraft, at han ikke satte én node på papiret de sidste tre
årtier af sit liv. Selvom man ærgrer sig over, at der ikke findes mere
vidunderlig musik af Sibelius, fylder det også en med ærefrygt, at et menneske -
en kunstner - kan have så stor selvindsigt og så store idealer, og når man
rejser sig fra sit sæde i Skuespilhusets store sal efter at have oplevet endnu
en iscenesættelse af den mageløse Elisa Kragerup, kan man ikke undgå den tanke,
at Kragerup måske burde skele lidt til Sibelius’ standhaftige principper. Hun
skal ikke holde sig fra scenen, bestemt ikke, men iscenesættelsen af
Shakespeares tragedie Othello viser
med al tydelighed, at Kragerup er begyndt at gentage sig selv og har svært ved
at finde nye veje at gå ad.
Kragerups forståelse og
sans for teater er ubestridelig. Det vidnede hendes iscenesættelse af Mozarts Figaros bryllup om for et par sæsoner
siden; her var fest og ballade med kun få virkemidler, så alle pudderparykker
var blæst grundigt igennem. Lad os derfor begynde med det positive ved denne
iscenesættelse: Der spilles med både krop og sjæl. Kragerups forestillinger er altid
meget fysiske, og både kulisser og rekvisitter ageres af skuespillerne, så der
er ikke behov for staffage, hvad enten der drikkes igennem til en fest, slås på
kårde, eller der mangler en dør at gemme sig bag - dét er fascinerende,
dragende og henrykkende. Det kan imidlertid blive for meget, når tøjet partout
skal smides, når der grimasseres og gives opvisning i gakkede gangarter, som
det er tilfældet i hele første halvdel af forestillingen, for det tager fokus
fra selve dramaet. Det virker som teatersport, som om skuespillerne endnu er
ved at varme op og er ved at lege sig ind i rollerne, og så kan Shakespeare nok
så meget være en mester i at blande alvor og humor, når de mange fine
psykologiske nuancer drukner, fordi publikum ler ad lange Peter Plaugborg eller
ad Peter Christoffersen uden bukser. Efter pausen indfinder fokus sig; spillet
bliver alvorligt, efterhånden som klimaks nærmer sig, og så fungerer det fint,
at struber snittes med imaginære knive. Til gengæld forsvinder det overordnede,
samlende fokus - instruktørens blik om man vil - så skuespillernes talent må
tale for sig selv. Mange formår at udfylde deres rolle, mange kan fremsige
Shakespeares blankvers uden tøven og med indlevelse, men mange lades i stikken
uden instruktørens ledende blik.
Forestillingen af båret af
en leg med kønsroller såvel som race og rang, som det findes hos Shakespeare.
Othello spilles således af Lila Nobel, der på den ene side er den ene af dem,
der ikke kan bære rollen - hun kan enten være nyforelsket eller vred, de
psykologiske nuancer og overgangen fra den ene tilstand til den anden evner hun
ikke - og som på den anden side lades alene med en fiks idé. Hvorfor skal hun spille Othello? Hvad vinder dramaet
ved ikke kun at lade Jagos had til mauren, til den sorte, skyldes Othellos
race, men også hans/hendes køn? Intet, absolut intet. Tragedien tematiserer
forholdet mellem menneskets maske og sande person, den troskyldige,
uskyldshvide facade mod det sorte, dybe had, men kønnet føjer intet til dette
tema. Jonas Flys imponerende, meterhøje scenografi af række efter række af
herre- og uniformsjakker understreger, at vi kan skifte ydre, at vi kan give os
ud for at være noget, vi egentlig ikke er, men det forklarer ikke, hvorfor
Othello skal være en kvinde. Hvis
tvivlens nagende flamme, som Jago puster i brand hos Othello, hang sammen med
en tvivl om at slå til i et maskulint erhverv, blev det psykologisk troværdigt
og øjenåbnende, det vedbliver bare at være et hvis, for det sker ikke, og Othello som kvinde forbliver en fiks
idé, en kreativ tanke, der ikke følges til dørs af hverken skuespillere eller
instruktør.
Scenografien, hvor flot
den end er, burer også her som i Kragerups forrige forestillinger på Store
Scene skuespillerne inde, og det understreger efterhånden indtrykket af koncept
snarere end inspiration. De kan gå ud, men de bliver næsten hele tiden på
scenen, klatrer rundt i det forstørrede og forgyldte tøjstativ eller skifter
pludseligt rolle, og også dette er med til at forstyrre det samlede,
psykologiske billede. Navnlig, når der ingen forskel er på karaktererne. Morten
Hee Andersen, der ellers gør en god figur som August Krogh i Herrens Veje, formår hverken at tegne
karakteren som dogen eller som dennes gesandt endsige gøre forskel på de to, og
Simon Bennebjerg og Morten Christensen overlades så små stumper af roller, at
man aldrig opdager, hvornår de ikke blot er en del af scenografien. Peter
Plaugborg fjoller stadig for meget rundt til at give Cassio den psykologiske
fylde, karakteren kræver, og til at leve op til de seriøse roller, han spillede
i sin tid på Odense Teater; Johannes i Ordet
står stadig skarpt i min hukommelse som en virkelig rørende oplevelse. Sicilia
Gadborg Høegh derimod er en sød og elskelig Desdemona, om end lidt anonym, og
Emma Sehested Høeg er virkelig en Bianca hentet lige ind fra gaden!
Omtrent så højt som
scenografien hæver Maria Rossing og Jens Jørn Spottag sig til gengæld over alle
andre, for selvom Jonas Fly har gjort Rossing til en tro kopi af My fra
Mumidalen med plisseret nederdel og enorm knold oven på hovedet, så er hun en henrykkende
Emilia. Hun afstemmer den gifte kones jævne erfaring og djærve humor med dybt
rørende inderlighed, sorg og smerte, så man rykker frem på stolen af spænding,
når man fornemmer, at det øjeblik snart kommer, hvor Jago resolut skærer halsen
over på sin egen hustru. Spottag forlener mesterligt en af teaterlitteraturens
mest sorte, nedrige og ækle skurke med en så tilpas afmålt mængde humor, at man
ler af skræk. Han kan vrænge og overdrive, så al pjat og munterhed stivner, fordi
man så tydeligt fornemmer, at det blot er tynd fernis over hans kulsorte sjæl. Jago
hader Othello, hader, som man slet
ikke forstår, at det er muligt at hade, men det er tragediens bærende præmis,
og den er udtalt helt fra begyndelsen, hvor Jago træder frem foran scenen og
forsøger at dysse publikum ned, i en sådan grad, at man næsten får sympati for
dette afskyelige menneske. Man får i alt fald beundring for en skuespiller, der
formår at kreere en så fint tegnet karakter; indædt kynisk, gemen, handlekraftig
og en mester i det spil, som ingen af de andre i tragedien formår eller formår
at gennemskue: At se ud som blomsten, men være som slangen under den, som det
hedder i Macbeth. Hvis det er dét
mestergreb, Kragerup forsøger at eftergøre med skæv humor og et shakespearsk
spil med kønnene, så lykkes det ikke, og som publikum savner man en vilje til
at ville noget med de tekster, der sættes i scene. Fikse idéer bærer ikke en
tragedie i sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar