Åbne ører

Abells Anna Sophie Hedvig i smuk, stilren opførelse. Odense Teater d. 12. september

”Det eneste sted i verden man skal slukke mobiltelefonen i vore dage, det er jo teatret og koncertsalen,” siger Kasper Holten i et nyt interview på DR. Måske det er en del af charmen og det tiltrækkende for os, der gerne går i teatret, og måske er det det, der skræmmer dem bort, som ikke går i teatret: angsten for ikke at være tilstede online og ikke at blive lullet ind i en falsk tryghed af nærvær. Netop derfor burde mange - på tværs af generationerne, for det er ikke kun de unge mennesker, der er afhængige af telefoner og tablets - tvinges i teatret for at holde fri fra skærmen og opleve nuet på scenen, og det kunne meget passende være Jacob Schjødts opsætning af Kjeld Abells kanoniserede Anna Sophie Hedvig, der det meste af måneden spiller på Odense Teater. Schjødt tematiserer smukt og subtilt, hvad tryghed ved tingene kan gøre ved os - helt uden ting.

                      Peter Schultz har til forestillingen skabt mageløse kostumer, elegante og kække i deres snit, velkendte af alle Matador-danskere, så ingen er i tvivl om, at handlingen foregår sidst i 1930’erne. Kostumerne træder tydeligt frem (farverne er symbolsk primært røde, sorte, en anelse blå) på Schultz’ endnu smukkere scenografi, hvis vægge rejser sig tindrende hvide; de knejser neoklassisk enkle som en katedral og giver svage mindelser om fascismens arkitektur, som den (heldigvis) endnu kan opleves i Mussolinis EUR-by uden for Rom: uhyggelig, men majestætisk og ærefrygtindgydende. Simon Holmgreen og Elroy Villumsens lige så smukke lys fanger alle vinkler af scenografien og fremmaner søjler, vinkler og kroge som i barokkens chiaroscuro-malerier, og forestillingen er en fryd for øjet. Desuden danner scenografien rum for replikkerne, et rum der understreges af, at ikke er andet på scenen end skuespillerne og deres replikker; der er ingen ting.

                      Til gengæld er lyden af ting der: tekager, spiritusflasker, sjusglas, aviser, støvsuger og radio høres, når karaktererne spiser, drikker, læser, gør rent og hygger sig. Alle borgerskabets prestigeobjekter, der senere blev velfærdsstatens allemandseje, påkalder sig opmærksomhed ved ikke at være der, ved kun at kunne høres, og det er ikke bare en teatralsk gimmick, men de kræver, at publikum har åbne ører. De kræver, at man ikke sidder med øret ind i radioen eller - i dag - opmærksomheden vendt mod skærmen, for ren hygge er det ikke således blot at underholde sig. Derved lukker man sig inde og lukker verden og dens store etiske, politiske spørgsmål ude. ”Det vi ikke har hørt, bilder vi os ind ikke er sagt”, siger sønnen John i sit forsvar for dramaets titelkarakter, der har sat sig op mod det onde og i affekt dræbt et magtbegærligt menneske. Da tjenestepigen Marie er ved at dø af skræk over de optrin i dagligstuen, hun fra spisestuen har været vidne til, er det en kakofoni af de mange lydeffekter, der ledsager hendes skræk, men hun er næppe selv bevidst herom. Publikum fanger imidlertid pointen - hvis de har åbne ører - og Schjødts instruktion er således langt mere subtil og lydhør end hans tidligere tonedøve og larmende iscenesættelser af Anna Karenina og Onkel Vanja. Da blev der talt ned til publikum, nu tales der til publikum i øjenhøjde.

                      Abells Anna Sophie Hedvig er en samfundssatire, og inden det går op for publikum, at der er begået et mord (her sker det først efter pausen, der melodramatisk er lagt efter den ondskabsfulde fru Møllers skrig ned ad trapperne), er satiren over det bedre borgerskabs store og svære problemer i spotlyset: den besværlige, kedelige slægtning fra provinsen og pludselige middagsgæster. Det er ren folkekomedie, når Betty Glosteds uforlignelige fru Rasmussen skændes med Isa Marie Henningsens dovne datter, Asta, der har spist de sidste stykker lakridskonfekt (selvom hun ikke kan li’ dem), når der opstår - umiddelbart - ligegyldige forvekslinger om, hvilken Ester der har sendt et telegram, eller når politiet er lige så slapt og udueligt som Dupont og Dupond. Kun kunne Githa Lehrmann, der ellers som altid er fremragende, navnlig i anden akts opgør med mandens tyranni og hverdagens vaner, gerne have været mere overfladisk og pjattet; hun er for teatralsk og ikke gnistrende komisk, da sovsen skiller, og middagen er ved at kæntre. Det teatralske og dermed fremmedgørende kommer smukt frem i iscenesættelsen, når Schjødt lader skuespillerne læse regibemærkningerne, der sætter scenen, og det er i overensstemmelse med dramaets samtid: Det er brechtsk Verfremdung, der distancerer publikum fra at tro, at der midt i komedien ikke er tung alvor.

                      Alvoren er kernen i dramaet, og det kommer næsten bag på publikum efter første akts komedie, men sådan fænger Abells pointe om selvopgør bedst. Navnlig på sværdsiden besidder skuespillerne en alvor og tyngde, der ikke er til at gøre grin med: Mathias Sprogøe Fletting besidder en ilter ungdom og idealisme, der ikke bare lader sig afvise som ”jazzidealer”, selvom Anders Gjellerup Koch som hans far med afgrundsdyb alvor forsøger sig hermed. Er der grænser for den mands talent?, tænker man og husker ham i Den indbildt syge sidste efterår. Også Claus Riis Østergaard, der i foråret var en komisk, men pligtopfyldende og retfærdig opdager i Catch me if you can, er så slimet og skræmmende som direktør Hoff, at man forventer, han når som helst trækker et maskingevær frem fra smokingjakken. Natalí Vallespir Sand i titelrollen er på én gang ukueligt sikker og virkelighedsfjern, at hun ikke behøvede at være pakket i så højhalset, tung og gammeldags en kjole. Hun er ingen gammel kone, og det klæ’r rollen, men hun står stadig ved sig selv, sin handling og sin idealisme uden at bryde sammen i gråd. Det er en af Sands bedste præstationer på scenen. Først da hun i epilogen tager plads ved siden af den dødsdømte fra avisen, er der en fin antydning af lethed i hendes stemme: ”Jeg tror alligevel, jeg vil tage en sodapastil.” Tungere er det trods alt heller ikke at kæmpe for alt, man har kært, heller ikke at dø, og skulle man lukke ørerne for det, så brager skuddene til slut ud over publikum.