Send in the clowns

Puccinis Turandot lagt i ruiner. Operaen d. 19. januar 2019

Mesterværker er og bliver mesterværker, når de først har forladt geniernes kraniekasse og er sendt ud i verden. Gør man Don Quixote til en pixibog eller forkorter Anna Karenina til en ”Illustreret klassiker”, så er disse gengivelser nok kun en svag afglans af originalværkets storhed, men egentlig vidner reproduktioner og gendigtninger kun om, hvor bred appel Cervantes’ og Tolstojs værk har, og originalværkerne står lige uantastede på reolen og lokker. Det samme gør sig gældende på operascenen: Selv ufuldendte operaer kan være mesterværker, man ikke vil være foruden, og ingen iscenesættelse er så tåbelig eller talentløs, at den kan ødelægge musikken, der strømmer fra orkestergrav og sangere - ingen! Og dog…

                      Nyiscenesættelsen af Puccinis sidste, ufuldendte opera Turandot kan få selv den mest stoiske operapublikummer til at blive i tvivl. Er dette Turandot? Lad gå med, at forestillingen slutter, hvor Puccini satte den sidste node på papiret, inden strubekræft desværre gjorde ham til komponist for himlens englekor - han nåede dog at give os ”Nessun dorma” - men når Den kongelige Opera i bedste spindoktorstil kalder det ufærdige partitur for den ”sjældent opførte, oprindelige version”, så fornemmer man, at der er ugler i mosen. Ved premieren stod det klart, at det er der: Den schweiziske instruktør og hele hans såkaldt kunstneriske hold (de er ikke værd at nævne nogen af dem), Lorenzo Fioroni, er en elefant i glasbutik, ovenikøbet en skræmt, rådvild og monstrøs elefant, der går grassat, og fra hvilken man bør flygte. Turandot er i hans hænder blottet for eventyr eller kinesisk kolorit. Hans iscenesættelse er grotesk, grim og grov, ganske uden nuancer, æstetik eller musikalitet: I første akt farer koret frem og tilbage over scenen som hovedløse høns, hen over en stålgrå legeplads og gennem meterhøje, betongrå græsstrå; den persiske prins er flygtet fra bødlerne upåagtet det ”forklarede åsyn” og ”berusede blik”, som folkemængden ser hos ham, men han får også en pose over hovedet, og så kan man jo udmærket lukke øjnene for al psykologi. I anden akt klæder ministrene Ping, Pang og Pong om til klovner og skærer halsen over på børnekoret - så meget for deres vemodige sange fulde af længsel efter hjemegnen. Kejseren er en kommunistisk papirnusser på et rodekontor (sic!), prinsessen er en tegneseriekarikatur med papmachémaske, der skjuler det stolte ansigt, som den ukendte prins forelsker sig i, og koret er længselsfuldt ventende brudepar. I tredje akt smider den kedelige Kalaf omsider slipset, og koret drikker sig fra sans og samling, så de må kravle ud af scenen - efter at Liù OG Turandot har begået selvmord. Er dét Turandot?!

                      Hvad hjælper det, at Alexander Vedernikov i orkestergraven med Det kongelige Kapel celebrerer Puccinis sidste partitur ved at fremelske eksotiske og eventyrlige klange på tonalitetens grænser, klange, som man aldrig før har hørt hos Puccini? Hvad hjælper det, at Sine Bundgaards debut som den altopofrende Liù er en triumf af overskud og skønsang? Hvad hjælper det, at koreanske Sung Kyu Park er en smægtende italienertenor, at Ann Petersen synger Turandot med en skræmmende, ja, frygtindgydende råstyrke og enormt overskud, eller at koret er 70 mænd og kvinder, der brager ud over publikum i berusende vellyd? Det hjælper intet. Fioronis iscenesættelse larmer - skriger, hyler, hviner - så meget, at det skæmmer den musikalske verdensklasse, som Den kongelige Operas solister og Det kongelige Kapel her udfolder.

                      Man kan kun lukke øjnene og for sit indre blik se Mikael Melbyes dunkelt lysende, enkle og meget smukke iscenesættelse, der flyttede med fra Gamle Scene til Operaen, men nu åbenbart er vejet og fundet for let - til trods for at lethed ellers er, hvad Puccinis krævende partitur fordrer. Midtvejs i første akt på premiereaftenen kommer forestillingslederen på scenen og afbryder dirigenten; computeren, der styrer drejescenen og den øvrige scenegang, er gået ned, og man må finde fejlen, før man kan fortsætte. Der er grus i maskineriet med andre ord. Da teaterchefen kort derefter kommer ind og siger, at der vil være en kort pause, hvor teatret byder på en forfriskning, mens man finder og retter fejlen, ønsker man inderst inde, at Melbyes iscenesættelse lige kunne pakkes ud og sættes op - eller at man blot gav operaen koncertant. Udsigten til, at forestillingen måske vil blive aflyst, er egentlig ikke skræmmende, så træt er man allerede af at se koret løbe forvirret rundt, så meget knaser gruset i scenegangen. Det vækker til eftertanke: Kan en iscenesættelse virkelig ødelægge et mesterværk i operalitteraturen? Man føler sig som skuespillerinden Desiree Armfeldt i Sondheims A little Night Music, da hun er blevet vraget af sin ungdoms store kærlighed, der nu er i et ulykkeligt ægteskab med en langt yngre kvinde, og synger: ”Send in the clowns.” Nå nej, tænker man lige så vemodigt, da fjollerierne efter den ikke-planlagte pause fortsætter: ”Don’t bother - they’re here.”