Mezzo med det hele!

Collage af Vores stemmer er en triumf. Operaen d. 24. februar 2019

En ting er, at komponister gennem tiden har skrevet operapartier til bestemte sangere, noget andet er deres valg af stemme til de forskellige partier. Hvorfor er helten altid tenor og heltinden altid sopran? Den effektjagende barok dyrkede det kunstige og aparte og lod mænd (om end kastrerede) synge de højeste og sværeste partier, Mozart legede med publikums forventning ved at parre en højere stemme med en dybere (og det er måske den afgørende pointe om parbytteriet i Cosi fan tutte), men fra romantikken og frem skal man lede efter undtagelser fra denne uskrevne lov, til trods for at mezzosopranen - bogstaveligt talt - kan vise dybere lag i den kvindelige/menneskelige psyke. Carmen er et eksempel herpå, men hun forargede som bekendt også visse ved premieren ved at være for varmblodet, så måske svaret skal findes i patriarkatets idealkvinde, nemlig en kysk, ærbar og pligtopfyldende Madonna med en engels blide røst?

                      Mens svaret svæver bort i vinden, kan man som alternativ til de uskyldsrene, lidende sopranpartier nu få fuld valuta for mezzosolejet i forestillingen Vores stemmer i operaen: Varme, dybde, slørede, gyldne farver og alle orientens krydderier båret frem af Den kongelige Operas fem mezzosopraner. Om anledningen er, at to af disse - Randi Stene og Elisabeth Halling - efter denne sæson træder ud af Den kongelige Operas ensemble, kan gerne svæve bort i vinden også, for man behøver ingen anledning til sådan en fejring af en stemme. Bredden i udvalget af sange er forestillingens store styrke; klassisk opera, musicals, pop, viser og ny kompositionsmusik forenes i en iscenesættelse så subtil, og dog så slidstærk, at den skaber et dramaturgisk forløb milevidt fra Fioronis makværk med Puccinis Turandot. Det er Kamilla Wargo Brekling, der sammen med Karina Dichov Lund, scenografen Helle Damgård og de fem sangerinder har udtænkt rammen om det brede udvalg af genrer: Et rum, der på en og samme tid er bar, hotelfoyer, natklub og teatersal; et rum, hvor mennesker mødes, skæbner krydser hinanden og sjæle betror sig til hinanden. Upåagtet de forskellige teksters oprindelige kontekst skabes et tematisk forløb, der bevæger sig fra forelskelse over svigt til sorg og mismod, indtil styrke og selvstændighed tager over - måske som en beruset nat er til ende, og dagens klare lys bryder frem. Latter og selvironi er der også plads til. Det er samtidig en forestilling om stemme, konkret om mezzolejet og det at synge (hvilket understreges af udsagn fra de fem om at synge, om teknik, om fysik etc. som intermezzo mellem hver afdeling af sange), men også om at have stemme, at stå ved sig selv som kvinde, som menneske, og det er genialt klarsyn, at Brekling til slut lader løbesedler dale over scenen; alle forstår den reference, da det viser sig at være teksten til Poul Henningsens ”Man binder os på mund og hånd”, og publikum opfordres til at synge med. Det er på en gang eftertænksomt og rørende.

                      De mest gribende situationer gennem forestillingen er også de enkleste; en stemme og klaver. Der er dybe følelser og store udladninger i ”Ebben? Ne andro lontano” fra La Wally, ”Mon coeur s’ouvre à ta voix” fra Samson og Dalila og “Weiche, Wotan, Weiche!” fra Rhinguldet, men det er Elisabeth Janssons udgave af Sven-Bertil Taubes ”Så skimrande var aldrig havet” og Randi Stenes version af Ketil Bjørnstads ”Sommersang”, der trækker tårer frem i øjenkrogen og sætter tiden i stå. Jansson stemme glitrer og glimter virkelig som solstrejf i havet, og samtidig har den en blå, blank dybde, mens Stenes kobberrøde røst lyser op i klare glimt af guld eller lyse, lange nætter. En sådan stjernestund byder ingen af de danske mezzo’er eller danske kompositioner på, og det er måske den eneste hjertesuk, man kan udstøde efter forestillingen: Hvorfor er ikke én sang fra den store, rige, danske sangskat med i denne buket af skandinaviske mezzo’er? Johanne Bock synger både en inderlig spiritual a capella og en fyrig, spansk sang af de Falla, Elisabeth Halling er engelsk overgearet i Menottis Gammeljomfruen og tyven, og Hanne Fischer synger Strauss’ ”Morgen” og Chaplins ”Smile” med lige stor varme, men et lyrisk, udfoldet dansk får publikum ikke. Det er nok ærgerligt, og alligevel føler man sig ikke snydt. Man går storsmilende fra Operaen; for én gangs skyld har man ikke kun fået noget halvt eller middelmådigt, man har fået mezzo med det hele.