Store stemmer i Den jyske
Operas sort-hvide Eugen Onegin.
Premiere d. 9. oktober 2019
Måske
det er vidderne. Måske tungsindet og melankolien i russisk kunst skyldes
steppernes uendelige vidder; uden nogen horisont bliver mennesket så uendeligt
bittelille og vier sig selv til drømme og forpint længsel efter dét, der ligger
længere borte, dét, man ikke kan nå og derfor ikke kan få. Måske. Der er i alt
fald mange karakterer, der ikke falder i hak med tilværelsen i russisk
litteratur: Dostojevskys persongalleri er nok filosofisk, men det består af
mordere, tyve og bedragere. Tolstojs personer mener, de kan gribe og mestre
nuet, men fejler, og hos Tjekhov er alle brutalt spiddet af ubeslutsomhed som
en sommerfugl på en nål, og alligevel tror alle, de flyver videre. På den anden
side er alle disse skæbner fascinerende, fordi de favner noget urmenneskeligt
og genkendeligt eksistentielt, og derfor griber de også vesteuropæere, der
aldrig har oplevet de russiske stepper, om hjertet.
Dog er det netop vidderne,
der dominerer Hinrich Horstkottes scenografi til Den jyske Operas
turnéopsætning af Tchaikovskys vidunderlige Eugen
Onegin. Det er en turnéscenografi, der skal kunne pakkes ud i alle haller
og scener landet over, så den er komprimeret, og handlingen udspiller sig for
det meste på forscenen, men bagud synes rækken og mængden af birketræsstammer
uendelig, og birkebarkens sorte og hvide farve går igen og dominerer fuldstændig
forestillingen: Møbler, veranda, paneler og kostumer er i begyndelsen hvide med
enkelte sorte elementer, indtil dramaet spidser til, og handlingen flyttes fra
det ubekymrede liv på landet til samfundets højeste lag; her bliver dørene
sorte, og det hvide er juvelerne, der glimter i de sorte kostumer. Selv de
birkestammer, der forestillingen igennem står midt i stuen og minder om
konflikten mellem natur og kultur, mellem menneskets inderste lyst og
samfundets normer, sættes i montre og bliver bare en del af indretningen. Det
er mageløst smukt. Horstkotte siger selv i de meget sparsomme programnoter, at
han er inspireret af Tjekhov, og det er sandt: Den sort-hvide scenografi
indrammer de ensomme, sårbare karakterer i operaen og indfanger kontrasten
mellem drømmerne Tatjana og Lenskij, Olgas livsglæde og Onegins livslede.
Tatjana, Olga og Lenskij er alle klædt i hvidt, Onegin er i sort, tilknappet
jakke og viser først sit hvide skjortebryst under duellen. Overalt flagrer det
med hvide papirark - digte, breve - som desperate forsøg på at få hinanden i
tale, men alle forbliver lige fanget i dem selv. Hos Tjekhov fremstår de fleste
ret naragtige og lattervækkende, her ender alle ulykkelige og lukket inde af
livet omkring dem.
Horstkotte står også for
instruktionen, og som scenografien er den enkel, original og tro mod værket.
Det er smukt set at lade den muntre og sorgløse Olga vandre bort, mens Lenskij -
med ryggen mod hende - erklærer hende sin kærlighed med stor patos. Det er
modigt at lade Tatjana juble og le næsten hysterisk over - endelig! - at have
fundet de rette ord i brevscenen, og det er stor psykologisk indsigt at lade
fyrst Gremin lytte ved den åbne dør til Tatjana og Onegins møde. Sidstnævnte
detalje får ekstra dybde ved at Gremins krigshandikap her er blindhed, hvorfor
han går med samme sorte briller, som den overlegne, usympatiske Onegin i
operaens begyndelse går med. Kærligheden er som bekendt blind, og tragedien i
denne opera er ikke, at personerne ikke kan se, men at de ikke vil se - ikke
før det er for sent. Der er en udsøgt rytme i at lade de tre første scene
begynde med en person, der sidder stille og ensom på en bænk, og der er en dyb
forståelse for menneskesindets dybder i at lade Onegin genopleve ikke bare duellen
med Lenskij, men også i at lade ham forestille sig at have skudt Olga mellem
den festklædte adel. Alt sammen ledsaget af den festlige polonaise. Uden således
at gøre handlingen statisk eller udramatisk fremstiller Horstkotte
karaktererne, der i deres følelser spejler hinanden, som nøgne træer, der står
ensomme og ubevægelige over for hinanden og rækker mod hinanden uden at nå
hinanden. Kun musikken kan virkelig udtrykke deres urolige indre liv.
Enkelte blinde punkter har
Horstkotte dog også (måske en naturlig skavank ved at være en tysk skolet iscenesætter?).
Hvorfor ler de festglade gæster ved fyrstens hof ad Onegin? Det er nok, de
peger fingre af ham og udstiller ham i hans egen bevidsthed. Hvorfor er en af
korets herrer klædt i kjole og en af kvinderne i toreadordragt under
karnevallet ved Tatjanas navnefest? En sådan leg med kønnet kan kun ses som en
malplaceret kommentar til publikums nutid, ikke til værkets. Sidst men ikke
mindst: Hvorfor hypnotiserer M. Triquet Tatjana under samme navnefest? For at
gøre ham til en uhyggelig, diabolsk karakter, der trækker i trådene og styrer
personerne som marionetdukker? Det bliver for indviklet for undertegnede; de
tråde må andre rede ud! For mit indre blik tegner klare billeder sig af Elisabeth
Lintons sublime iscenesættelse i 2003; den var lydefri og ren i sit udtryk, her
er enkelte mislyde.
Det er imidlertid
detaljer, og man tilgiver Hortskotte p.g.a. den smukke scenografi og ellers
rige, psykologiske indsigt. Desuden oversvømmes de af Odense Symfoniorkesters
brusende, berusende spil under Tecwyn Evans’ beslutsomme direktion og af
paraden af formidable sangere: Jens Søndergaard er en drøm i titelpartiet og
med stemmen aspirerer han som få sangere til virkelig at gøre Onegin, ikke
Tatjana, til operaens hovedkarakter; han er høj, flot og har en varm, stærk
stemme, som man ikke kan fortænke Tatjana at forelske sig hovedkulds i. Elin
Pritchard forlener Tatjana med lige dele styrke og pigelig usikkerhed, kun er
det en skam, at hun ikke er en større skuespiller, men glem det og nyd
stemmepragten. Dmitrii Bashkirov er en lyrisk, sart og næsten underspillet tenor,
der kan bære, at Horstkotte tragikomisk lader ham bære kostumet som den hvide
klovn fra navnefesten under duellen; han er på en gang desperat og opgivende og
løfter dårligt pistolen mod Onegin. Johanne Højlund er den mest overbevisende,
livlige, glade Olga, jeg mindes at have set; hendes mezzosopran er smukt
krydret og parat til at tiltale alverdens kræsne ører - brava! Endelig er
Valerian Ruminski (amerikaner!) en drøm af en fyrst Gremin, og Bolette Bruno
Hansen træder frem fra koret som solist og forlener Filipjevna med såvel
skønsang som smukt, smukt skuespil.
Det er en
pragtforestilling, Den jyske Opera nu sender landet rundt, og fortjenesten er
ikke mindst sangernes. Man går henrykt fra forestillingen og glemmer næsten, at
ledelsen hos Odense Symfoniorkester har forpasset chancen for at vise
forestillingen i Odéon ved siden af koncerthuset, og her har man ellers en sal
med akustik til både scenegang og orkester. Man er gennemblæst og lykkelig, som
har man stået i en lund af birketræer og mærket vinde suse i de nøgne, piskende
grene. På samme tid er man gået lidt i stykker indeni, men det skal man jo
være, når man har været i operaen og fået et glimt af vidderne inde i en selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar