Dokumentarfilm

Hyperrealistisk og minimalistisk Idomeneo. Operaen d. 29. februar 2020

Man kan godt (indrømmet: polemisk) få den tanke, at kritikere af det, de selv kalder ’regiteater’, og andre operamimoser, drømmer sig tilbage til en jomfruelig tid før teatrets syndefald, hvor det, der udspillede sig på scenen, var 1:1 af virkeligheden. Problemet er, at sådan har teatret aldrig været. Teatret er et magisk rum, hvor alt - i bedste fald - lader sig gøre. Antikkens skuespillere bar masker i tragedien og enorme falloi (af stof) i komedien for at markere en forskel på scene og virkelighed, og i renæssancen og barokkens klassicisme kunne illusionen om virkelighed til enhver tid brydes, når en karakter på scenen henvendte sig direkte til publikum. Efterligning - eller mimesis, som Aristoteles kalder det - har aldrig været et mål for forfattere eller komponister, de har aldrig blot villet kopiere, hvad de så. Kun naturalismen i sidste halvdel af 1800-tallet og nogle årtier frem havde til hensigt at gengive virkeligheden 1:1, hvorfor scenetæppet udgjorde en fjerde væg, som publikum kunne kigge ind gennem for at se den forløjede og forlorne tilværelse, som borgerskabet udlevede. Men det var kun for at kritisere det bestående. På samme tid blev fotografiet og filmen til, og dermed mistede såvel teater som billedkunst og litteratur enhver begrundelse for at gengive virkeligheden, som den er, når film og fotografi viser det meget bedre.

                      Hvis man gerne vil opleve en teaterforestilling, der gengiver virkeligheden (så vidt det nu er mulig) på scenen, så skal man tage ind at se opsætningen af Mozarts første store opera, Idomeneo, på Den kgl. Opera på Holmen. Robert Carsen står for iscenesættelsen, men denne opsætning er kommet i stand pr. stedfortræder, Maria Lamont, og den kombinerer både kostumer og rekvisitter hentet ud af nutiden og film: Bagtæppet er en projektion af videooptagelser af himmel og hav eller en sønderskudt by. Det er dokumentar i sin reneste form, den observerende dokumentar (fluen på væggen), og forestillingen kunne for så vidt have haft titlen Et hav i krigstid. Operaen begynder med flygtninge, der holdes tilbage af et hegn på stranden, og senere er en mængde orange redningsveste - ja, læseren kender dem - skyllet op. Det er opsætningens store styrke, at den omsætter den mytiske historie om kong Idomenes’ hjemkomst fra den trojanske krig til en ikke bare nutidig, men en meget konkret, håndgribelig og frem for alt ikkepolitiserende nutid. Det er dog - som det ofte er i Carsens iscenesættelser - også en smule kedeligt, for der er ikke meget ydre drama og det indre drama skinner i mindre grad igennem i det ydre; det er overladt til de (symbolske) billeder af uvejrshimlen og det frådende, oprørte hav. Kun få gange sker der noget: Da et havuhyre truer kretenserne, er det kong Idomenes’ egen skygge, der tårner sig op bag det skræmte folk, og da ypperstepræsten viser kongen resultatet af uhyrets hærgen - den sønderskudte by, gaderne overstrøet med soldaternes lig - rejser soldaterne sig og synger om kongens frygtelige offergave og om døden, der nu regerer. Netop da får man kuldegysninger, for her udnyttes teatrets muligheder, her sker det uventede, det magiske, der taler til os på en anden måde end blot ved at kopiere.

                      Det indre drama træder dog også frem gennem de fire sangere, hvoraf i alt fald to løfter opgaven med bravur. Niels Jørgen Riis er i zenit af sin karriere i titelpartiet som den desperate konge af Kreta. Hans tenor er smægtende og varm, den har en lyrisk, slidstærk styrke, og det er paradoksalt nok denne styrke, der tillader ham at fremstille nuancerne i Idomenes’ desperation og fortvivlelse; hvordan kan han som konge tage livet fra en uskyldig, fordi han selv er reddet, og hvordan kan han som far ofre sin egen søn? Det er en meget smuk præstation. Det gælder også for Sine Bundgaards Elektra. Partiet er egentlig uden betydning for hovedhandlingen, nemlig forholdet mellem far og søn, men hun skal være der, for hun er den mulighed, Idomenes øjner for at undgå at ofre sin søn. (Han kan arrangere et ægteskab med dem og sammen lade dem regne bort til borgen i Mykene.) Alligevel - eller måske netop derfor - tvinges hendes karakter ud i de mest ekstreme følelser fra ensom fortvivlelse til forventningsfuld glæde og rasende afmagt, og Bundgaard favner dem alle og forlener dem med gribende, scenisk nærvær - BRAVA! Margaux de Valensart, der er ny i Operaens ensemble, er yndig og elskelig uden at forfalde til ynkelig selvmedlidenhed og dermed også scenisk nærværende som Ilia, prinsessen fra det besejrede Troja (hun bærer navn efter sin hjemby: Ilios), der til sidst gennem ægteskab med Idamante, prins af Kreta, kan bilægge fjendtlighederne. Hun har også en stemme fuld af kraft og vilje, men hendes timbre skurrer altså lidt i undertegnedes ører og forstyrrer det ellers lyriske parti. Gert Henning-Jensen, den sidste af operaens solister, er imidlertid ikke noget stærkt kort denne aften. Er han mon indisponeret, og får vi det ikke at vide, fordi det ville slå skår i premierefesten? Hans timbre og intonation dirrer, så man hele aftenen frygter, at hans stemme vil knække, eller at han vil synge falsk, og selvom Idamante er en følsom, ung mand, splittet mellem glæde, sorg og frygt, så er det ikke harmonisk. Han kan agere, det ved vi; han kan være en fest på en scene, men han agerer her noget underspillet.

                      Når forestillingen iblandt er lidt kedelig, kan man passende kigge ned i orkestergraven og nyde ikke blot det evigt velspillende Kgl. Kapel, men også dirigenten Julia Jones’ engagement. Hun er en fornøjelse at se på! Her er der drama; hendes bevægelser er yndefulde og subtile, og dog skarpe, stærke, kontrollerende. Hun ved, hvad hun vil; hun har overblik, og forestillingens succes skyldes nok navnlig hende. Alligevel er hun næsten ydmyg ved fremkaldelserne og står henne på kanten af graven og kigger længe taknemmeligt ned på musikerne. På samme måde som et kamera kan registrere hav og himmel og dermed det naturens drama, der danner baggrund for denne operas undersøgelse af liv og død, kunne man forestille sig en film, der dokumenterede virkningen af god direktion: En deus ex machina-stemme bryder til slut ind og reder trådene ud for de fortvivlede mennesker på Kreta, og kommer den stemme end fra oven og tilhører Morten Staugaard, så er det vel denne aften Julia Jones, der holder alt og alle i sin hule hånd og råder over dem som en gud? En film med den vinkel, kunne være spændende at se! Der er derfor aldrig en god undskyldning for at blive væk fra en operaforestilling; er iscenesættelsen elendig eller - som her - bare en lille smule kedelig indimellem, så kan man lukke øjnene og nyde sang og musik, eller man kan vende blikket ned i orkestergraven og følge med der. Dét er virkeligheden, det er her og nu og det er ganske uredigeret.