Corona-komedie

Online-forestillingen Karantæne på www.kglteater.dk er et kram midt i katastrofen

Ellen skal giftes - med Mads, der dog først skal hjem fra Spanien. Lillesøsteren Esther skal hjem fra Rio. Alle glæder sig, men inden de kommer så langt - inden nogen når hjem - melder en helt anden gæst (som Dronningen siger) sin adkomst: corona. Storebror Erik vil være den ansvarlige, insisterer på, at man skal aflyse, mens mor Mie og far Gunnar beroliger, for de bliver jo kun 50, og man kan sagtens holde fest og holde afstand samtidig. Så ringer Mads: Han er blevet testet positiv for corona, og selvom hans symptomer er milde, kan han ikke komme hjem til den fastsatte dato.

                      Sådan begynder Anna Schulin-Zeuthen og Eirik Sæter Stordahls online-forestilling Karantæne, der havde verdenspremiere Skærtorsdag på Det kongelige Teaters Facebook-side. Det kunne være en folkekomedie; situationen er så aktuel og så genkendelig, at det umiddelbart næsten kan virke som en parodi, og indtrykket understreges af, at forestillingen er optaget i skuespillernes egne hjem som Facetime-møder og video- eller telefonopkald. Realismen er tåkrummende ubærlig, for intet er iscenesat, og alt indeholder nøjagtig de samme dilemmaer, diskussioner og overvejelser, som hele Danmarks befolkning, ja, hele den del af verden, der er så privilegeret, at de største problemer er, om man skal holde fest eller ej, har skullet forholde sig til i den seneste tid. Den traditionelle bryllupsintrige er kun forestillingens begyndelse, den er første akt, men over alle etiske dilemmaer og eksistentielle problemer lægges et velgørende skær af komik: Den ansvarlige storebror klovner rundt med det toiletpapir, han har været i Netto at hamstre, mens han indprenter Esther, hvor alvorlig situationen er, Gunnar pakker bilen med lutter søde sager for at køre til Aarhus for at trøste den kommende brud, og Esther og Ellen holder en pinlig polterabend på Facetime med tisgule drinks. Det er ægte, umiddelbart og ærligt og vækker smil såvel som højlydt latter.

                      Som enhver god komedie har forestillingen også en snert af smerte og bitterhed, så det ikke bliver sukkersødt og kvalmt. Familiens onkel Klaus, som ingen vil undvære til brylluppet, selvom han er svagelig, dør. Om det er coronavirussen, der skubber til hans helbred, hører man ikke; dilemmaet er, om familien kan tage med til begravelsen. Børnene er enige, nej, det kan de ikke, og de tvinger mor Mie til at tage stilling, hvad hun ikke har gjort, fordi far Gunnar selvfølgelig gerne vil, at de alle tager med. Mie er enig med børnene, og Gunnar tager det roligt, men han går en tur for sig selv, så beslutningen bliver hængende i luften - uafklaret - til senere. Hvem har ikke deltaget i en lignende diskussion? Hvem har ikke undret sig over, at kirker skal være lukkede, mens Bilka må holde åbent (for hvad er egentlig forskellen på Bilka og et storcenter)? Om man er troende eller ej, hvis ikke kirken kan være rum for det sidste farvel, hvad så? Og er det det værd at blive hjemme og holde afstand, hvis det påvirker ens mentale helbred, hvis man ikke kan tage afsked? At livet det er livet værd, synger vi gladelig med på, men hvis livet ikke er livet, hvad er det så værd?

                      Der er rørende og poetiske scener undervejs. Det skyldes ikke mindst skuespillerne, der lige så træfsikkert rammer karaktererne på kornet i dette lille format som på den store scene. Ægteparret Tammi Øst og Jens Jørn Spottag spiller Mie og Gunnar med en indlevelse, der rækker langt ud over skærmen. Mikkel Arndt har en uforlignelig nerve af nærvær, og han forlener Erik med styrke, under hvis overflade frygten og usikkerheden lurer. Sicilia Gadborg Høegh er yndig - yndig! - som den stadigt nyforelskede Ellen, selv over telefonen, og Lucia Vinde Dirchsen er på en gang verdensfjern og fortrøstningsfuld. Men poesien understreges også af sangen ”Den samme luft” skrevet af Lasse D. Hansen og sunget af Simon Duus, og så citeres løbende e-digtet fra Inger Christensens alfabet:

efteråret findes; eftersmagen og eftertanken

findes; og enrummet findes; englene,

enkerne og elsdyret findes; enkelthederne

findes, erindringen, erindringens lys;

og efterlyset findes, egetræet og elmetræet

findes, og enebærbusken, ensheden, ensomheden

findes, og edderfuglen og edderkoppen findes,

og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden

Ikke bare den smukt rytmiske opremsning og harmoniske enkelhed, men også de enkelte ord i digtet understreger og kommenterer hele situationen i såvel handling som virkelighed uden for skærmen: ”Eddiken” og ”efteråret” bliver metafor for afsavn, bitterhed og smerte, men ”egetræet og elmetræet” skyder friske skud ude i foråret, hvor Mie og Gunnar går rundt og arbejder i haven. Der gives plads for ”eftertanken” i ”ensomheden”, og hvordan det end går - om de kommer med til onkel Klaus’ bisættelse eller ej - findes ”erindringen” og ”eftertiden” trods alt. Det er det ord, ”findes”, der er meningen med hele forestillingen; der er en sød forløsning i det, en bekræftelse og et nærvær, der rækker ud over skærme, isolation og forbehold og giver en forventning om, at man vil kunne kramme igen og gå i teatret igen, og der er en grund til at lave en let og rørende komedie ud af corona-isolationen.