Oratorium libertatis

 Beethovens Fidelio som et klangskønt, men idéfattigt billede. Operaen d. 27. september 2020

 

Kun én gang i sit omfattende virke som komponist har Beethoven givet plads til harpen. Det sker i ouverturen til balletten Prometheus. Prometheus var i græsk mytologi en titan, et væsen eller en urkraft, der skabte mennesket og kæmpede for mennesket mod guderne. Således stjal han ilden tilbage til mennesket, da Zeus havde taget den som straf for, at Prometheus havde snydt ham i delingen af offerdyret. Denne oprørstrang hos Prometheus gjorde ham til en stor skikkelse hos de tidlige romantiske digtere og hos den frihedselskende Beethoven, og det er derfor ikke utænkeligt, at Beethoven også har kendt fortsættelsen af myten om Prometheus: Titanen blev lagt i lænker, og Zeus lod en ørn hakke hans lever ud hver dag (den voksede ud igen i løbet af natten), fordi han havde stjålet ilden tilbage, og mennesket blev straffet med kvinden, Pandora, der som medgift bragte sygdom og død til mennesket. Det kvindesyn kan man godt forestille sig, har været den progressive Beethoven - til trods for sit ry for at være gnaven og trodsig - imod. Det er i alt fald ikke sådan, han fremstiller kvinden i sin eneste opera, Fidelio, og urversionen af operaen bærer endog hendes navn, Leonore.

                      Fidelio er en friheds- og oprørsopera, men oprøreren - helten - er en modig kvinde, der tager på sig at befri sin uretfærdigt fængslede mand. Hun gør det ved at forklæde sig som mand under navnet Fidelio for derved at få adgang til fængslet og fangekælderen, men uheldigvis forelsker fængselinspektørens datter sig i ham. Operaen begynder derfor snarere som en vaudeville; en biedermeieridyl ud af hvilket dramaet og konflikten vokser, og frem for at se det som en svaghed ved operaen (som nogle kritikere har tendens til) er det snarere et udtryk for, at det er bag borgerskabets pæne overflade, bag optagetheden af kærlighed og lykkelige slutninger, at uretfærdighed og magtmisbrug findes, og at man ikke bør lukke øjnene for nogen af delene. Fidelio er en politisk opera, men ikke en partipolitisk opera, og ganske som den er svær at spænde for nogen ideologisk vogn, er den relevant til alle tider og under alle styreformer.

                      Det politiske nedtones dog kraftigt i operachef John Fulljames’ nyopsætning på Operaen på Holmen; den talte dialog er brutalt skåret bort, og operaen er pakket ind i diskret nutidige kostumer, en minimalistisk scenografi og et afgjort tåbeligt og overflødigt videodesign af Steffen Aarfing samt en guddommeligt smuk lyssætning af Lee Curran. I begyndelsen generer det, for den manglende dialog skaber huller i forståelsen af karakterne og deres indbyrdes relation evner ikke at rive en med, selvom Fulljames ejer en eminent evne til personinstruktion. Sangerne spiller faktisk skuespil og det med stor indlevelse (i modsætning til den flade Tryllefløjten, der dog nok skal lokke publikum til, for ”den opera kender vi jo!”). Men efterhånden som handlingen skrider frem, opdager man, at forestillingen i højere grad er et oratorium for friheden, et oratorium libertatis, end en opera, hvilket kun understreges af Beethovens pastose og rytmisk elegante musik, der her serveres i langsomme og inderligt dybfølte tempi af Det kongelige Kapel under Gregor Bühls beundringsværdige ledelse. Roen sænker sig, musikken bliver en fejring af friheden eller en Ode an die Freiheit, der ikke lader sig påvirke af ydre dramatik - lige indtil finalen, hvor Fulljames synes at være vågnet op af en døs og pludselig er kommet i tanke om, at han hellere må smække nogle ambitiøse (over)fortolkninger på scenen også.

Det rolige, eftertænksomme udtryk i scenebilledet gennem hele operaen drukner i slutningen: Den forklædte Leonore har befriet sin uretfærdigt fængslede mand, Florestan, men operaen må - stik modsat Beethovens intention - af hensyn til instruktørens ambition om at være original helst ikke ende for lykkeligt, så måske er Florestan så udpint efter at have vansmægtet i fangekælderen, at han dør (afmægtig er han ved at falde ned af sin stol foran de rullende kameraer), og Leonore står måske alene tilbage med en fremtid som politisk aktivist. En artikel i programmet bruger mere spalteplads på at gætte på, hvad der sker med Leonore efter operaen frem for at fokusere på, hvordan hun faktisk er i operaen, men det er selvfølgelig også nemmere at digte frit end læse indenad og forholde sig til en faktuel tekst (…). Skurken Don Pizarro lynches lynhurtigt online af de frigivne fanger, der pludselig alle er i besiddelse af en telefon, og har mindre end et halvt minut senere skudt sig bag scenen; her er ingen kritiske spørgsmål til de sociale mediers magt, kun et virvar og et rod på scenen, fordi koret skal filme frem for at agere. Ministeren Don Fernando har travlt med at udnytte begivenheden og fremstille sig selv som helten i hele affæren, og nok er Jens Søndergaard i besiddelse af et meget nydeligt kontrafej, men det skurrer grelt mod resten af iscenesættelsens æstetik, at operaen så pludseligt skal afspejle et nutidigt billede af medier og politik ved at blæse hans ansigt op på hele bagvæggen. Denne ubeslutsomhed og manglende dømmekraft hos instruktøren trækker ned i det samlede billede, som man går fra Operaen med.

Lykkeligvis synges der så skønt, at det kan dæmpe irritationen (så det kan altså anbefales at lukke øjnene det sidste kvarter). Ann Petersen har i titelpartiet såvel styrke som en engels skønhed i stemmen, men Mary Bevan stjæler som Marcelline - selvom hun er mindre heroisk end Leonore - billedet med sin smidige, velklingende røst; hun hæver sig - hun er en engel - over alle andre både i kvartetten i første akt og i den store finale - brava! Stephen Milling løfter med sin gæsteoptræden i Operaen denne sæson sværdsiden betragteligt; ganske vist synger Niels Jørgen Riis ædelt og rent som Florestan, Jens Søndergaard er også vokalt en fryd som Don Fernando, men Millings klangfulde stentorrøst og sublime diktion er formidabel! Han er en sanger i verdensklasse, og i hans lys falmer selv meget kompetente sangere som Thomas Johannes Meyer (Don Pizarro) og Petter Moen (Jacquino). Det gælder også Det kgl. Operakor, der synger saligtgørende og i en frihedsjubel, så hårene rejser sig i nakken, men koret tager sig bedre ud som silhuetter bag scenografiens hvide flader, end som hævnlystne, filmende frigivne i finalen. Det er svært at tro på, at det er dén type frihed, Beethoven lovpriser i Fidelio, og man ønsker, at en helt som Perseus, der befriede Prometheus fra hans lænker, ville dukke op og befri instruktøren fra sine kulturradikale vrangforestillinger om, at frihed, mod og kærlighed ikke kan hyldes betingelsesfrit i 2020. Trist.