Rødt i gråt

 Meget velspillet Blue Jasmine på Odense Teater d. 15. september 2020

 

Vandet er blankt og sort på cykelturen langs Odense Kanal hjem fra Odense Teater. Omkring gadelygterne hænger gråhvide slør af dis i den ellers lune aften, og træer og buske har en sølvagtig aura. En hejre letter og flakser hen over vandet; også den grå. Det er som taget ud af Odense Teaters opsætning af Woody Allens tragikomedie Blue Jasmine.

                      Allens historie er enkel (og nok hørt før), men mesterligt fortalt i den sorgmuntre tone, der er så karakteristisk for den aldrende instruktør: En skrøbelig kvinde bryder sammen og må forlade sin jetset-tilværelse og søge tilflugt hos sin ufaglærte adoptivsøster, da det kommer for en dag, at hendes mand er en svindler og ingen stor ejendomsspekulant med talent for forretning. Han har efterfølgende hængt sig. Men det er en virkelig tragedie, hvor guderne straffer den, der har forbrudt sig, og det er kvinden selv, Jasmine French, der har meldt sin mand til FBI, da hun opdagede, at han var hende utro, og nu går hun omkring og taler med sig selv på gaden. Manuskriptet har klare referencer til Tennessee Williams’ Omstigning til Paradis (A Streetcar Named Desire), og Allen er en begavet mand, der kan sine klassikere og ikke er bange for at lade sig inspirere - og gøre det godt - men Odense Teaters opsætning giver alligevel intet svar på, hvorfor det er Blue Jasmine og ikke Omstigning til Paradis, der er på plakaten, medmindre mantraet på direktionsgangen er, at nye film på scenen sælger bedre end ægte teaterklassikere. Tennessee Williams kunne ellers have sagt publikum noget midt i en tid præget af #metoo og sexisme (og mindet om, at livet går videre, og at alt ikke handler om corona), Allen vinder ikke ved at komme på scenen.

                      Man undrer sig med andre ord over valget af forestilling, men skuespillernes præstationer lejrer sig dybt i en, og man skal ikke ærgre sig over at have billet kun glæde sig til at opleve Christine Albeck Børge som Jasmine French. Hun er intet mindre end fremragende! Skrøbelig og på samme tid manisk desperat i sin jagt på en ny livsløgn; som en Maude Varnæs på coke er hun ved at bryde sammen, mens hun hæmningsløst plabrer løs om de mest intime detaljer over for en taxachauffør, og dog holder hun sandheden for sig selv, da en ny bejler viser sig. Nervøse trækninger og krampagtige bevægelser afslører hendes indre kaos, men i et splitsekund er hun charmerende og rørende sårbar, så man føler for hende og ønsker, at der er en tryg fremtid, der venter hende. Det er der måske for hendes diametrale modsætning, søsteren Ginger, som Louise Davidsen med stort raffinement gør både teenageagtigt kåd og livstræt. Hun burde om nogen flygte fra en trøstesløs hverdag, men hun har jordforbindelsen i behold, og nok er Benjamin Kitters Chili hverken nogen gentleman eller nogen førsteelsker, han er dog alligevel et mere sikkert kort end Jasmines afdøde mand, Hal, som Claus Riis Østergaard gør så køligt distanceret, at man aldrig tror på nogen oprigtighed mellem ham og Jasmine. Oprigtig er Benjamin Kitter, og han er det, så man dirrer af medfølelse, selvom man foragter hans karakter.

                      Nicolei Faber, der både har dramatiseret (det er nu ikke den store kunst; Allens karaktertegning er subtil og skarptseende, men hans film er oftest filmet teater), oversat og iscenesat forestillingen, har altså haft talenter mellem hænderne, der får publikum til at blive siddende. Uden disse skuespillere, havde forestillingen været lige så intetsigende som hans iscenesættelse af The Great Gatsby sidste sæson; det er lutter tomme kalorier, og det gælder også for Christian Albrechtsens flotte, men let gennemskuelige kulisser og kostumer: Hele store scene er indhyllet i blodrøde draperier og domineret af en stor, imposant trappe, bag hvilken en blå måne symbolsk lyser hele vejen igennem. Det er Jasmines luksuriøse fantasiverden, hvor hun kun er iklædt pink og cyclamen. Gingers verden er et klaustrofobisk hus med køkken og lænestol i samme rum, helt i grå toner, selv stuebirken i hjørnet; trist og farveløst, men realistisk, over for lidenskabeligt, men løgnagtigt. Så er den vist feset ind hos selv den mest tungnemme, og det er sigende, at historien ikke har meget at byde på, når scenografien er så symbolsk tung. Man får den tanke, om Faber er lige så angst for at ville store, vedkommende og mangefacetterede skæbner, som publikum er for at forholde sig til livet uden humoren som distance. Hos Allen markerer humoren en afstandtagen til Jasmines forlorne selvbillede og overklassens overfladiske tilværelse, alvoren og tragedien er ren og ægte, og det er tydeligvis ikke alle blandt publikum, der denne aften forstår den forskel, for da Kitters Chili i et anfald af jalousi river telefonen ud af væggen og smadrer et tørrestativ, er der flere der ler højt. Siden hvornår er vold og jalousi blevet noget, der vækker latter?

                      Måske letter Ginger og løfter sig over sin grå tilværelse (som hejren ved kanalen på turen hjem) på grund af hendes selverkendelse, men den selverkendelse mangler både Faber og ledelsen på Odense Teater, og forestillingen løfter sig aldrig. Til trods for skuespillernes enorme talent.