Carl Nielsens klarinetkoncert og symfoni nr. 2, De fire Temperamenter. Operaen d. 4. september 2020
Vinteren
i Danmark er ikke, hvad den var engang, synes man, hvis man har lagt bare nogle
årtiers vintre bag sig. Ganske vist er hukommelsen selektiv, og man kan let
bedrage sig selv, men statistikkerne, der ofte ellers tegner et unuanceret og
ikke videre brugbart billede af tingenes tilstand, bekræfter det, så noget må
der være om det. Et déja-vu til en rigtig (sic) vinter på vore breddegrader, sne
i tykke driver, frost og is, der låser alt og alle fast, har man dog fået hen
over sommeren 2020. Ikke fordi juli var historisk kold og solfattig; august tog
revanche, lod solen brage løs fra morgen til aften, bagte og brunede alle bare
lemmer, men fordi følelsen af at være spærret inde har siddet i kroppen siden
marts. Jovist, vi har kunnet komme ud, gå på café og ud at spise, men følelsen
af at leve, at ånde frit og strække sig mod lyset, den følelse som levende
musik kan give til nuet.
Måske det er en slidt
metafor kalde forårets drastiske nedlukning for en fimbulvinter, men den er
vakt til live (!) netop af musikken: Det kongelige Kapels første koncert i den
ny sæson. Først markeredes 200-året for urpremieren på ouverturen til Webers Jægerbruden, dernæst Carl Nielsens
klarinetkoncert med John Kruse som solist, og det var som ventet dybt
betagende: Kruse styrede let og adræt gennem koncertens udfordringer. Der er
temaer undervejs, der i fynboens øre klinger af bløde, bugtende landskaber;
ikke grønne guldalderdrømme, men fed, fynsk muld, der damper af varme under
strejf af tåge. Klarinetten er ingen kvidrende lærke, den er frøet, der spirer
og med styrke og spændstighed kæmper sig frem og op i lyset. Der er vilje og
trods i koncertens modernistiske klange, og alligevel kan den som Nielsens
sange, hvoraf der altid findes flere til netop sin årstid, høres som en vilje
til liv enten i foråret, når solen stiger, eller i sensommeren, når efteråret
nærmer sig med stadigt mere adstadige skridt. John Kruse forløste det hele.
Klarinetkoncerten var uden
tvivl aftenens clou, men Nielsens anden symfoni, De fire temperamenter, efter pausen var dog lige så vital og vild
som koncerten, ikke mindst den første koleriske. Nielsens status som
nationalkomponist cementeres dagligt af P2, og man kan godt få Nielsen-forstoppelse,
indtil man netop efter en tørkeperiode opdager, at Nielsens anden har næsten
lige så meget at byde på som Sibelius’ - navnlig under Alexander Vedernikovs
ledelse. Nielsen er blevet en del af Det kongelige Kapels DNA, men det er
velgørende at høre dem spille uden at skulle tage hensyn til sangere på scenen,
for Nielsen er symfoniker, og Maskarade,
der kommer op (igen, igen…) senere på året, har det med at lade sangerne komme
i klemme. Det sker ikke her, og Vedernikov indpisker kapellet med temperament
nok til at gøre det ud for en hel opera! Også for Det kongelige Kapel er det
tydeligvis saligtgørende at komme ud i lyset.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar