Kronprins af Danmarks scene

 Esben Smed er Hamlet. Skuespilhuset d. 24. oktober 2020

 

Hvad gør det ved mennesket, at det er bevidst om den grænse, der er for dets eksistens? I Platons Symposion fortæller Diotima, Sokrates’ kvindelige alter ego, at mennesket i håb om at få del i den udødelighed, det ikke ejer, stræber efter at skabe og undfange med det skønne; enten sætter det børn i verden, eller også undfanger det opfindelser, kunstværker eller (”langt det herligste og skønneste”) bidrager til retfærdigheden i verden. Det er det ideelle scenarie, at en del af mennesket overlever og lever videre, men modløshed, melankoli og depression er et lige så sandsynligt udfald, når man konfronteres med livets ende, måske netop nu, hvor mørket og restriktioner trænger ind på livet af en. Eksistentialisterne ville bort fra depression ved - aktivt - at vælge livet til, og det bør man nok tage ved lære af i skyggen af forsamlingsforbud og mundbind, så man ikke risikerer at fortabe sig i nytteløse tankespind, sådan som det sker for Shakespeares Hamlet: Da farens genfærd konfronterer ham med sandheden om sin død, brodermordet, lammes han ved denne hilsen fra det hinsides, og han, kronprinsen, rigets håb og fremtid, kan paradoksalt nok kun handle ved at agere gal. Måske er man gal, hvis man tror på spøgelser og bliver sygeligt optaget af, hvad der venter på den anden side af livet. Hamlet er en evigt aktuel tragedie om menneskets grundvilkår, nemlig at midt i livet, er vi i døden - når den vel at mærke lykkes på scenen, og det gør den kun delvist i den aktuelle opsætning på Det kongelige Teater.

                      Der er ikke råddenskab i Morten Kirkskovs iscenesættelse, men der er skurv i den ædle frugt, megen skæmmende skurv, der lægger en dæmper på appetitten. Skurv skyldes ikke beskæring - tværtimod - og dog er det en af årsagen til, at opsætningen langt fra er lydefri. Det er ikke det, at der skæres, for Hamlet er bardens længste tragedie, og den beskæres stort set altid, men her er det, som skæres der i plottet, i selve roden, og den, der ikke kan sin Hamlet, risikerer at fare vild allerede i begyndelsen. Sympatisk nok begynder forestillingen med Hamlets monolog fra fjerde akt (er mennesket andet og mere end et dyr?) og den ømme kærlighed til Ofelia (der på scenen bekræfter, at mennesket vist først og fremmest er dyr), hvorefter Claudius marcherer ind og forkynder sin overtagelse af Danmarks trone og dronning. Det er blot for meget in medias res. Der mangler den gradvise opbygning af spænding, mørke og lurende fare, der får os til at forstå, at der er råddenskab i Danmarks rige, men at dramaets helt tør ikke handle af lutter filosofiske overvejelser.

                      Den manglende enhed i dramaet skyldes også, at Kirkskov lader sig rive med af for mange og for løse idéer. Man fristes til at låne dronning Gertruds ord og sige: ”Den dame lover for meget,” for for meget overgøres. Sandt nok følges komik og alvor altid ad, hånd i hånd, hos Shakespeare - også i tragedierne - men komik er ikke pjat, og alvoren mister sit præg af gru og rædsel, når komikken fremhæves for kraftigt. Således bliver det ellers lyse indfald at lade Horatios hoved agere Yoricks hovedskal til bar pjat uden den eftertænksomhed, der også ligger i vittighederne om ikke at kunne sminke døden bort.  Kirkskov har givet rollen som Polonius til Stine Schrøder Jensen (uvist af hvilken grunden uden at ændre navnet til Polonia; man skulle ellers ikke synes, tiden var til at gemme kvinder under mandsnavne, de kan netop stå ved sig selv), og hun gør det glimrende. Polonius er latterlig, fuld af spin og tomme ord som enhver nutidig politiker, så hun kommer igen og igen til kort, når hun skal forklare sig, men borte er den farlighed, som også er hofsnogen til del, og som er med til at kue og skræmme Ofelia. Rosenkrans og Gyldenstjerne er i Laus Høybye og Mads Rømer Brolin-Tanis skikkelse to naragtige festoriginaler, der kun viser sig på scenen ledsaget af discobeat, og vist blegner deres vid over for Hamlets, men publikum tror aldrig på, at de har nosser til at gå ind på kongens plan om at lade Hamlet myrde i England; de kryber så viljeløst og bogstaveligt for kongen, gebærder sig med så latterlige fagter, at man kun kan glæde sig ved visheden om, at de selv falder i fælden og bliver myrdet. Deres fremtoning giver kun mening, da Hamlet ydmyger dem ved at trække sit lem frem og spørge dem, om de tror, at han ”er nemmere at spille på end en fløjte?” Ordspillet og pointen går tabt på dem.

                      Endvidere formår langt fra alle skuespillere at løfte deres rolle, så de let og adræt rives med af Shakespeares dødsspiral. Iben Hjejle som dronning Gertrud og Lars Lohmann som Claudius synes ikke at ane, hvad de laver på scenen. Før sin replik ”Ak, han er gal!” i sovekammerscenen holder Hjejle en umotiveret pause, der understreger, hvor lidt til stede hun er, og hvor overdrevet teatralsk hun spiller. Lohmann kunne lige så godt læse op af en telefonbog (selvom den nok skulle udlånes fra Nationalmuseet); han er ingen magtbegærlig, tyrannisk, skånselsløs konge, og hvad er det så, Hamlet skal gøre godt, hvor er faren, gruen og frygten? Lohmann er ikke engang angerfuld, selvom han lægger sig på knæ og be’r bønner om tilgivelse, så hvilken gud vil se i nåde til det skuespil?! Værst er dog Alvin Olid Bursøe, der som Laertes rem-ser op re-plik-ker i ri-gi-de ryt-mer uden forståelse for hverken musik eller psykologi, og det er næsten uudholdeligt. Det er muligt, han har en veltrænet overkrop at vise frem, men det gør ham ikke til skuespiller. Tværtimod.

                      Alligevel reddes forestillingen, for Philipp Fürhofer har lavet imposante, smukke sætstykker, der næsten konstant bevæger sig labyrintisk mellem hinanden, og hvis ene side er kongeslottets store vinduer flankeret af pilastre, den anden enorme spejle, der minder om tragediens selvreflekterende dimension. Karin Betz’ kostumer er moderne, men mimer i deres snit og materiale renæssancens stramme, slanke linje. Iblandt er scenebilledet så smukke tableauer - f.eks. slutningen, hvor kulissernes spejlside skruer sig ind og ud mellem hinanden bagest på scenen og en hvid dis lægger sig overalt - at man helt taber vejret af begejstring. Det varer bare kun til Hjejle, Lohmann eller Bursøe åbner munden. Tænk, hvad den rette instruktør og de rigtige skuespillere kunne have løftet dette til! Den forestilling ville være gået over i historien som en triumf.

                      Måske gør den det til dels, for i titelrollen er Esben Smed. Han er dansk teaters kronprins, og han er Hamlet! Der er ingen tøven i hans spil; han er en dybt begavet skuespiller, og fra han roligt træder frem i samme øjeblik som tæppet går, ejer han scenen. Måske det er derfor, han i et spændende, men stadig uklart træk fra Kirkskov, er til stede på scenen under alle de scener, hvor der tales om ham eller udtænkes intriger mod ham, for han vibrerer af liv bare ved at sidde der. Han forstår hvert i ord i de lange replikker, og han lever dem ud, mens han former dem med mimik og gestik. Han evner at være både flabet, fræk og vittig, forelsket, fortvivlet og filosofisk, og han kan skifte fra et ord til det næste og bestandig ramme lige på kornet. Det er uovertruffent! Han får værdigt modspil af Sara Viktoria Bjerregaards Ofelia: Hun er yndig og sart som en af de violer, der ”visnede alle sammen da min mor døde,” viljeløs og dog stærk i sin kærlighed til Hamlet. Under den afsluttende duel går hun omkring som et spøgelse velsagtens for at knytte an til kærlighedsscenen mellem hende og Hamlet i begyndelsen, men det billede forstyrres af de aspekter af tragedien, som instruktør og skuespillere ikke løfter. Hvorfor Hamlet og hans kærlighed til Ofelia må dø, er uklart i denne forestilling, og en tragedie bliver ikke mere tragisk af at blive sminket af alt for mange ikke alt for lyse indfald. Det magtbegær, det had og den hævntørst, der griber ind og (sammen med heltens eget vankelmod) dræber uskylden og fremtidshåbet hos Shakespeare, er ikke til stede her. Kun Esben Smed og hans lysende talent stiler mod udødeligheden.