Femstjernet service!

 Halløj på badehotellet møder Ondskabens hotel i Don Juan. Operaen d. 12. februar 2022

 

Man må håbe, at der bliver plads til nuancer i debatten, mens Metoo-bølgen fortsat ruller over verden; det er misbrug af magt og mænds magt over kvinder, der er problemet. Flirten skal der være plads til - for hvad var livet uden erotikken, så længe den er baseret på gensidig tiltrækning? Det husker operachef John Fulljames, der gudskelov ikke reducerer sin opsætning af Mozarts Don Giovanni til en kommentar til ligestillingsdebatten. Fulljames lader operaens kvinder være synligt betagede af forførerens charme og krænkelserne tale for sig selv, for ikke bare kan kvinderne ikke sige nej, de får ikke lov til at sige nej, og don Giovanni - eller don Juan som han kaldes i denne ombæring - kan ikke sige undskyld. Og er det en forbrydelse, at han ikke vil være en tro, fordi det er at være de andre utro? Det er en replik, der til stadighed får salen til at rulle af latter hver gang, for det er da overmodig selvtillid!

                      Latteren runger ofte under denne opsætning. Fulljames husker, at Don Juan som undertitel har dramma giocosa, et muntert drama, og han forlener operaen med al den underspillede og sorte engelske humor, som publikum kender fra talrige engelske komedier. Scenografien forestiller et hotel, og allerede under ouverturen møder man iscenesættelsens mest originale idé: hotelpersonalet. Rengøringspersonale, bartender og receptionist er alle fuldstændigt ens og androgyne: skjorte, vest, slips, hornbriller og sort pagehår. Det er på en gang absurd morsomt og dybt skræmmende, når man betænker, at de med samme effektivitet reder seng som de skaffer kommandantens lig af vejen. At de kører liget væk fra værelset i en af de vogne, der ellers bruges til at fragte vasketøj, mens donna Anna befinder sig i hotelfoyeren, bliver uden tvivl taget op på det kommende personalemøde! Lige så grotesk morsomt er det, at kommandantens lig hænges op i en kødkrog i fryserummet, men nikke ja til en invitation kan han stadig.

                      I karaktertegningen følges humoren og erotikken ad som to sider af samme mønt. Donna Elvira er den forførte, dernæst forsmåede og derfor desperate gammeljomfru, der ankommer til hotellet med forblæst paraply og i praktisk tweed-nederdel. Arrigt forsøger hun at vække receptionisten, men uden resultat; han sover så tungt, at don Juan kan flytte ham og overraske donna Elvira ved skranken… Linser bærer hun sandsynligvis også, for i anden akt får man endelig forklaringen på, hvordan hun kan tage fejl af Leporello og don Juan i mørket; det er ikke kun afsavn, der kaster hende i Leporellos arme, hun går med briller og er tydeligvis blind som en muldvarp uden. Zerlina og Masetto er sindbilledet på ung elskov; han er overbevisende fyrigt jaloux, hun smelter som smør ved don Juans tilnærmelser og ville være faldet pladask for ham, hvis ikke elevatordøre pludseligt og uventet kan gå op og donna Elvira til megen morskab kunne træde ud. Under arien ”Vedrai, carino” må Zerlina endeligt gøre sig fri af sin længsel efter don Juan, før hun kan give sig hen til Masetto bag hotelværelsets nedrullede gardiner.

                      Men lige under humoren og erotikken ligger alvoren. Pistolerne sidder løst, volden lurer i gyden bag hotellet, og don Juan kan være dybt charmerende det ene sekund og skræmmende og truende det næste. Donna Anna lader nok bevidst sit nøglekort falde, så don Juan kan følge hende ind på hendes værelse, da hun har afvist Jens Christian Tvilums trivelige og kedelige don Ottavio, men hun er en tragisk skikkelse, og hendes handling hævner sig, for i anden akt under arien ”Crudele! Non mi dir, bell’ idol mio” hjemsøges hun af adskillige genfærd af sin far. Det er nok en muntert ironisk pointe, at kommandanten til sidst rejser sig fra den seng, hvor don Juan har indledt endnu et orgie, men flammerne slikker frådende om sengen og fører forføreren bort, da han nægter at opgive sit frie liv. At han fro og frisk vender tilbage og kaster sig i den atter nyredte seng i finalens sidste minut, er nok morsomt overraskende, men det er også uhyggeligt, for hvad er det for et hotel, hvor de døde genopstår og alting gentager sig som i et mareridt? Jeg ville hurtigt tjekke ind et andet sted til trods for den ellers effektive og femstjernede service!

                      Hvad der kunne holde på en, er selskabet, for det er et umådeligt velsyngende og velspillende sangerhold denne aften: Palle Knudsen er endnu en gang don Juan med bravur, måske hviler han med større erfaring i rollen (hans hår gråner som en grævlings), men det gør både charme og ilterhed des mere overbevisende. Mandy Fredrich er en åbenbaring af glitrende stemmepragt som donna Anna, og hun formår glimrende at formidle sin indre dybe splittelse. Elisabeth Jansson er hendes modstykke som donna Elvira: Hendes dybtgyldne mezzosopran fastholder såvel hendes lattervækkende raseri som hendes dybfølte sensualitet; hun har smagt kærlighedens søde frugt, og hun vil have MERE! Kari Dahl Nielsen er en drøm som Zerlina - sød og sexet på samme tid, og hun forlener karakteren med den skæreste sopran, man tænke kan - og Magnus Berg matcher hende perfekt: flot, adræt, velspillende og meget velsyngende. Få ham ind i ensemblet, tak! Kyongil Ko er en fremragende Leporello, måske mere kuet end den spasmager, han var som Mefistofeles i efteråret, og Nicolai Elsberg synger samme imponerende dybde som han selv er høj. Det hele favner Julia Jones fra dirigentpodiet i graven, og taktfast styrer hun Det altid uforlignelige Kongelige Kapel gennem løjerne på scenen; hun yder også en femstjernet service!