Mrs. Alexis Carrington

 Euripides’ Medea i 80’er-regi. Skuespilhuset d. 27. marts 2022

 

Den forgangne uge har været intens for undertegnede teatergænger. Det har næsten været som at være tilbage til Dionysos-festen i det atheniensiske demokrati i det 5. århundrede f. Kr. Ikke fordi Dionysos-festen også fandt sted i marts, eller fordi der har været to forestillinger med udgangspunkt i en antik, græsk myte, men fordi der har været tre tragedier - i alt fald tre dramatiske forestillinger - og en (halvtam) komedie. Det svarer mere eller mindre til, hvad Athens borgere så på én dag under Dionysos-festen: en tetralogi bestående af tre tragedier og ét satyrspil. Skulle man kåre en vinder -for dramaopførelserne i antikkens Athen var en konkurrence - ville de to hurtigt være ude; hverken Greven af Luxembourg eller Elektra kan stå distancen. Førstnævnte er bare lidt kedelig, sidstnævnte er meget kedelig. Kampen står altså mellem de to sidste, Frk. Julie og Medea, og det er tæt løb, for begge forestillinger er båret af teksten, og skuespillet er gribende.

                      Euripides’ Medea, ”verdens ondeste skilsmisse”, må være en af de hyppigst opførte antikke dramaer af de i alt 32 tragedier, der er overleveret fra klassisk tid. Handlingen er uforglemmelig, fordi den er så blodig og så voldsom: En mor dræber sine egne sønner for at tage hævn over den ægtemand, der har forladt hende til fordel for en anden kvinde. På samme tid er det en ualmindeligt enkel tragedie; der er aldrig flere end to skuespillere på scenen ad gangen, og den er struktureret over modsætningen mellem forventning og overraskelse, mellem spænding og forløsning. Den er uforudsigelig, og det er i lige så høj grad som det blodige klimaks en af årsagerne til, at den er evigt grøn og vedkommende. Først ridser Medeas amme forhistorien om Jason og argonauternes togt for at finde det gyldne skind op, og samtidig præsenterer hun Medea, den desperate, hævngerrige, impulsive og skånselsløse barbar, som Jason tog med hjem fra sit togt. Fra kulissen hører man Medeas frygtindgydende skrig, så publikum i Athen var aldrig i tvivl om, at karakteren stemte overens med den morderske og giftblanderske, som de kendte fra myterne. Men da Medea straks efter kommer på scenen, er hun rolig og behersket. Hun er stadig vred, men hun argumenterer fornuftigt - ganske som man kunne forvente, at en borger i det atheniensiske demokrati ville argumentere i folkeforsamlingen - og lever op til sit navn: Medea betyder den kløgtige.

                      Kløgtig er hun. Da kong Kreon vil forvise hende fra Korinth, fordi han frygter for sin egen datter, udnytter Medea straks den afsløring som argumentation for sit eget ønske om at blive bare en dag mere i byen, nemlig at hun må sikre sine sønner. Hvordan kan Kreon så sige nej til det? Specielt når de to drenge samtidig ser til inde fra huset? Han har netop vist sig til fals for følelsesargumenter, så han siger ja, og den ekstra dag i Korinth udnytter Medea til at tage sin frygtelige hævn: Hun vil myrde kongens datter, Glauke, som Jason har kastet sin kærlighed på, og længe regner hun med, at hun også vil dræbe Jason. Men så dukker Aigeus, kongen af Athen, op. Han har været hos Apollons orakel i Delphi for at få svar på, om han for altid vil forblive barnløs, og da indser Medea, at en større straf end selv at dø er det for en mand at dø uden arvinger. Ergo: sønnerne må dø. Medea er på en gang drevet af sit instinkt (både ammen og Jason kalder hende løvinde) i sit begær efter hævn over den mand, som hun har begæret mere end noget andet, og kløgtigt beregnende; hun er køligt bevidst om, hvad hun gør, hvordan og hvorfor hun gør det, og at det også er hendes straf at myrde børnene, for så vil også hun gå en utryg og usikker alderdom i møde. Tragedien slutter åbent med, at Jason og Medea bebrejder hinanden det skete. Der er ingen deus ex machina, der fordeler skyld og straf, nærmest tværtimod, for hos Euripides’ flygter Medea på den dragetrukne vogn, som hun har fået af sin farfar, solguden Apollon. Den del er udeladt i Inger Christensens gendigtning.

                      Medea er altså en kompleks karakter. Hun er i sine følelsers vold og helt fornuftig på samme tid. Det siger sig selv, at det kræver sin skuespiller at udfylde den rolle, men det har Det kgl. Teater med Signe Egholm Olsen. Fra hun kommer ind efter ammens indledende monolog, forlader hun ikke scenen, og for øjnene af publikum forvandler sig igen og igen. Hun er undervejs ved at gå ud af sit eget skind - bogstaveligt talt: hun kan ikke være i sin krop, hun vrider sig hjælpeløst i smerte og forsøger at opsluge sig selv for at udtrykke den indre lidelse, der behersker hende. Alle de andre, der defilerer forbi hende (kun Jason kommer igen flere gange) spiller fremragende - Christiane Gjellerup Koch som ammen, Jens Jørn Spottag som Kreon, Morten Burian som Aigeus og Ernesto Piga Carbone som sendebuddet, der beretter om Kreon og Glaukes drabelige død - men Signe Egholm Olsen overstråler alle. Hendes mentale nærvær og hendes enorme fysiske præstation sidder i kroppen på publikum længe, længe efter. Nogle anmeldere har bebrejdet Rasmus Bjergs Jason for at være for afslappet og tilbagelænet, men det handler dels om, at han i teksten er en overlegen kræmmersjæl, der tror, at alt kan gøres op som tab og gevinst, dels at handlingen her er sat i de glamourøst overfladiske 80’ere, og Bjerg inkarnerer en overfladisk playboy, der har penge nok.

                      Instruktør Sigrid Strøm Reibo har sammen med scenograf Katrin Nottrodt flyttet tragedien fra 431 f.Kr. frem til 1980’erne ud fra ønsket om at placere handlingen i en tid, hvor patriarkatet endnu var styrende. En fuldt ud naturalistisk, men nedslidt og dårligt vedligeholdt bungalow med store glaspartier er den eneste kulisse; omkring den er kun det sorte, glatte scenegulv, hvor de fem kvinder, der udgør koret, tager opstilling med stole og mikrofonstandere, og hvor handlingen udspiller sig. På den måde mimes oikos, det private hjem, og polis, bystatens offentlige rum - i alt fald for den indviede. Hos Euripides var det i 431 f.Kr. en pointe at diskutere kvindens rolle i det demokrati, som athenienserne selv var så stolte af, for hvad kunne en kvinde gøre - oven i købet en fremmed kvinde - hvis hun blev svigtet og vraget til fordel for en anden kvinde af sin mand? Kvinder havde pligter, navnlig i oikos, men ingen rettigheder, og var ude tilhyllet, så hun ikke tiltrak sig opmærksomhed; kvinder skulle hverken ses eller høres i det offentlige rum. Det er af denne mangel på muligheder, Medeas blodige hævn udspringer. Jason svigter ikke bare deres kærlighed, han efterlader Medea i et ingenmandsland, og derfor kan hun i princippet gøre, som hun vil - og i desperation gør hun det. Iklædt pastelfarver, skulderpuder, plisserede nederdele og blondekraver synes opsætningen hentet ud af 80’ernes uendelige TV-soaps, og Medea bliver i sine intriger og sin hævntørst en Alexis Carrington - selvom hun slår hende med mange meter. Om det giver noget til dramaet er uklart. At undersøge hvilke rammer samfundet sætter op for den enkeltes udfoldelse er vel nødvendigt til alle tider. Undertegnede er ikke overbevist om, at scenografi og kostumer gør noget for dramaet, men skuespillet bærer det, som det bør, og overbevisende, så det er nok Medea, der er denne uges vinder. Ikke mindst på grund af Signe Egholm Olsens intrigante og infame Alexis Carrington, altså Medea.