Muse, fortæl mig om manden

 Homers store epos fremragende forløst. Skuespilhuset d. 20. april 2022

 

Af Homers Odysséen har vi begrebet en odyssé: en rejse. På det konkrete plan henviser det til, at Odysseus var ti år om at komme hjem fra sin deltagelse i krigen i Troja, men på det abstrakte plan er det en rejse af en helt anden karakter, der er tale om. For hvorfor var Odysseus ti år om at komme hjem? I Odysséen forklarer han selv, hvad årsagen til den urimelige forsinkelse er, og skriver sig dermed ind i verdenslitteraturhistorien som en af de første - om ikke den allerførste - upålidelige fortællere. Odysseus fortæller et eventyr om kæmper og kannibaler, om magiske frugter, Vindenes Konge, et besøg i underverdenen og fortryllende, dragende, stærke (trold)kvinder, gudinder og monstre (også af hunkøn), hvori han selv er helten, for derved at genoprette sit ry som helten, der stormede det glorværdige Troja, fordi det var ham, der fandt på listen med den trojanske hest, der afsluttede den ti år lange krig.

                      Hvis man ikke accepterer Odysseus’ fantastiske eventyr (hvad faiakerne, det guddomslignende folk på øen Scheria, gør, hvorefter de hjælper helten hjem til sin ø, Ithaka) og insisterer på en realistisk forklaring, er det indlysende, at han i de ti år, hvoraf han kun er 60 dage til søs, har hærget og horet, plyndret og voldtaget i en psykotisk tilstand, som vi i dag nok ville identificere som PTSD. Belejligt er alle hans mænd døde på turen; Odysseus er den eneste overlevende, og der er ingen til at sige hans fantastiske fortællinger imod, så det bliver klart, at de uhyrer og monstre, han bekæmper på rejsen, er uhyrer og monstre i hans indre, og at han skal have set disse uhyrer og monstre i øjnene, før han kan vende hjem. I Odysséen lykkes det, og han vender hjem til sin trofaste hustru Penelope, han jager hendes bejlere på porten og genopretter orden i sit kongedømme, så alt ender lykkeligt som i et eventyr. Så langt følger instruktør Anja Behrens ikke helten til dørs i sin dramatisering af Homers epos på Det kongelige Teater.

                      Behrens holder fast i den indre kamp, men slutter langt inden hjemkomsten. Dermed lader hun publikum spejle sig i et mere eksistentialistisk billede af helten og stiller spørgsmålet, om man kan finde hjem efter så traumatiserende oplevelser som dem, Odysseus har været ude for: Der var mørkt, mørkere end noget andet i hestens bug, lyder en af de første replikker, og da de græske helte slap ud derfra, slap de volden, døden og ilden løs i Troja, så alt blev rødt og så gråt og så sort igen. Som en påmindelse herom hænger skelettet af hesten under forestillingen over scenen; resterne af bugen bliver som et hvælv, der holder Odysseus nede. Hans martrede, spaltede sind forløses ved at lade fem skuespillere dele rollen som helten og de karakterer, der dukker op undervejs: kyklopen, Aiolos, Kirke, seeren Teiresias og moren. Frem for at være den velkomponerede historie, Odysseus binder faiakerne på ærmet i forlægget, bliver forestillingen en indre dialog i nedslag, der enten er Odyseeus’ forsøg på at genopleve og konfrontere sine spøgelser eller de fortrængninger, der blokerer for erkendelsen. ”Jeg er Odysseus! Jeg er Odysseus!”, råber de fem skuespillere, Alvin Olid Bursøe, Karin Bang Heinemeier, Benjamin Kitter, Nanna Skaarup Voss og Karen-Lise Mynster, først i kor - både for at præsentere sig, men også for at overbevise både sig selv og publikum om hans/sin egen eksistens. Odysseus er nemlig som bekendt også Ingen, for sådan præsenterer han sig snedigt for kyklopen, fra hvis hule han redder sig ud efter at have blindet den enøjede kæmpe og smuglet sig under bugen på dennes væddere og bukke, og den fabulerende rejse hjem er således også et forsøg på at finde sig selv og stå ved sig selv. Måske kommer konfrontationen til slut, hvor de fire resterende skuespillerne knæler symmetrisk på hver side af Karen-Lise Mynster (efter at hun har gennemlevet eventyret med sirenerne) og brutalt dræbes af nakkeskud. Måske er det den endelige slutning - erkendelsen af grusomhederne i Troja - for derefter bliver alt mørkt, helt mørkt.

                      Til trods for at der i princippet kun er én rolle i forestillingen, er denne dynamisk, dramatisk og medrivende. De fem skuespillere og musikeren David Hildebrandt trommer energisk og truende forestillingen i gang, og Hildebrandt bliver - selvfølgelig - på scenen forestillingen igennem, for hvor talentfuld og kreativ Behrens end måtte være, så vover hun ikke at sige fra over for det efterhånden ret tyndslidte og uoriginale dogme om en musiker på scenen. Man undrer sig over, at ingen snart kan se det uoriginale blot at følge en mode. Det skal dog siges, at Hildebrandts musikledsagelse er diskret, præcis og stemningsskabende. Han gør aldrig opmærksom på sig selv eller stjæler fokus; han understreger og forstærker skuespillet med sine mange slagtøjsinstrumenter, så uanset hvor blodigt, beskidt og skræmmende scenegangen er, bliver det kun spændende, medrivende og meningsfuldt. Bag scenen har scenograf Nathalie Melbye skabt en rund dekoration, der forestiller den rosenfingrede dagning, selvom heller ikke den får lov til kun at være så romantisk som Odysseus’ fortælling hos Homer, og snart er den det brændende Troja, snart det uendeligt store, øde hav og snart blodet, der drypper. Det er i lys, kostumer og rekvisitter også de røde, grå og sorte farver, der dominerer, så konfrontationen med sindets uhyrer er der hele tiden, og forestillingen er lige så skarp som skuespillet er dybfølt og indlevet. Den eneste indvending må være, at man snarere burde have kaldt forestillingen Odysseus, for det er en forestilling om ham. Den ældre herre foran os - måske en pensioneret kollega? - demonstrerede sin utilfredshed ved ikke at klappe, men der er ikke et ord og ikke en tanke i forestillingen, der ikke er hentet i Homers epos, så ham om det. Fokus er bare et andet og mere nutidigt, men det gør ikke Behrens’ fortolkning mindre ægte, mindre dramatisk eller mindre medrivende.