Som man råber i skoven

 Modsætninger mødes: Schönberg og Menotti side om side - uden en lykkelig slutning. Den fynske Opera d. 14. oktober 2023

 

Odense er skueplads for hele to premierer denne første weekend i skolernes efterårsferie. Ravnen af J. P. E. Hartmann på Den jyske Opera har premiere i Odense Koncerthus (sandsynligvis fordi H. C. Andersen er forfatter til librettoen), og det skyldes udelukkende Arnold Schönbergs triskaidekafobi, frygt for tallet 13, at Den fynske Opera har flyttet premieren på hans første sceneværk, Erwartung, fra fredag d. 13. til lørdag d. 14. oktober. Det havde næppe gjort hverken fra eller til for Schönbergs fobi, for opsætningen af Erwartung er ualmindelig vellykket. Det er opsætningen af Gian Carlo Menottis The Telephone, som Erwartung ved denne lejlighed er sat sammen med, sådan set også, hvis man ser bort fra instruktørens forsøg på at presse et drama ned over Menottis kammeropera, som den slet ikke kan bære.

                      Erwartung er skrevet i 1909 i den lidt kønsløse atonale stil, Schönberg udviklede, inden han fostrede idéen om dodekafoni. Det er lyrisk, drømmende og strømmende musik, men samtidig uden den sfæriske klang, tolvtonemønstret bidrager med, og uden den overraskende effekt, der ligger i at sætte tonal og atonal musik op over for hinanden. Det var Schönbergs elev, Alban Berg, der løftede lærerens idéer til det sublime - Wozzeck og Lulu er nok det 20. århundredes to fremmeste operamesterværker - men mødet med Erwartung er et spændende og interessant bekendtskab. Det skyldes ikke mindst, at Ida Michael Kiberg, den afgående chef for Den fynske Opera, der har iscenesat, tager nænsomt om den delikat symbolistiske libretto af Marie Pappenheim. Hun skrev i juni 1909 den mørke, ladede tekst om en kvinde i en skov som 27-årig ”med blyant liggende i græsset”. Kvinden venter, som titlen anfører, på en mand, men alt andet er usikkert: har han svigtet hende, er han død, er hun vanvittig af sorg, ja, har hun måske selv slået ham ihjel? Der gives ingen svar, og det fine ved opsætningen er, at den selv afholder sig fra at give svar (i alt fald i første omgang).

                      Peter Schultz’ fornemme scenografi forestiller et foroven og forneden lukket hvidt rum med skjulte udgange i begge sider. I midten er en firkant med jord og nogle små grene af troldhassel, som af Mik Manley Andersons fine, fine lyssætning forstørres op på den hvide bagvæg. Vi er altså i skoven uden at være i skoven, og således markeres det subtilt, men elegant og smukt, at rummet er et indre rum, en afspejling af kvindens indre tilstand. Hun vandrer tvivlrådigt frem og tilbage kun iført undertøj og en løstsiddende silkeskjorte; en pludselig hånd, der først griber hende om anklen, siden falder slapt ned bag en forhøjning i scenens venstre side, bidrager ikke bare til fornemmelsen af usikkerhed og vanvid, men også af gys og gru. Hvem er den tilsyneladende døde, hun trækker frem? Er det ham, hun har ventet på? Er det stien, hun vandrer ad, eller en symbolsk livsåre, der lyser rødt i gulvet gennem rummet? At hun til sidst forsøger at begrave ham i firkanten midt på scenen, understreger kun hendes desperation og frygt, og den lyser ud af Anna Carina Sundstedt, der yder en kraftpræstation som kvinden fuldt på højde med portrættet af Elle i Poulencs La voix humaine på Den fynske Opera under covid 19-nedlukningen i 2021. Det er fornemt sunget og iscenesat!

                      Uhyggen kunne være fortsat, da den halvt begravede mand, Joachim Knop, pludseligt rejser sig, hvis ikke det havde været til de første toner af Menottis muntre og samfundssatiriske The Telephone fra 1947. Men dem har Kiberg til sinds at overhøre. I programnoterne har hun travlt med at betone de ”hentydninger mellem de ellers dur-dominerede harmonier” i Menottis partitur, selvom disse hentydninger ikke kan bære hendes udlægning af satiren: Menottis opera handler om en mand, Ben, der ikke kan få lejlighed til at fri til en kvinde, Lucy, fordi hun hele tiden skal tale i telefon, og til sidst er han nødt til - ret ironisk - selv at ringe hende op for at kunne stille hende spørgsmålet, om hun vil giftes. Han er dog fuldt bevidst om, hvad han går ind til, og at ægteskabet vil blive en ménage à trois: Han, hun og telefonen. For 75 år siden forudså Menotti altså den afhængighed af elektroniske apparater, som Kiberg noget plumpt og firkantet forsøge at tematisere i Græsset er grønnere sidste sæson, men den pointe overser hun her hos Menotti.

                      I Kibergs udlægning er kvinden i Erwartung og Lucy i The Telephone den samme, selvom operaerne i så fald vises i forkert rækkefølge: Lucy fremstilles som en dybt jaloux kvinde, som - da hun ikke kan distrahere og forføre Ben med sin kvindelige ynde, uvidende om at han blot er ved at tage mod til sig til at fri - gennemsøger hans jakkelommer og sågar hans telefon efter beviser på, at han er hende utro, og i sin sindsforstyrrelse slår hun ham ihjel. Det er i alt fald, hvad vi skal tro, for pludselig står han med blod ned ad ryggen, mens hun med et forfærdet blik stavrer truende omkring med den saks, han tidligere har forsøgt at klippe telefonledningen (til en mobiltelefon?) over med. Hun jubler på samme tid lykkelig over, at han har friet, så hvordan mordet giver mening, ud over at hun - uden nogen synlig årsag - skulle have mistet forstanden, vides ikke. Telefonsamtalerne viser hende som en helt normal om end ikke videre intelligent, sludrende og sladrende ung kvinde, ikke som uligevægtig endsige psykopat. Som bekendt får man svar, som man råber i skoven, men at kræve svar af Menotti for Schönberg, giver ingen mening, uanset hvor modigt og spændende det er, at lade to så forskellige operaer mødes. Råbet er desperat og meningsløst.

                      De musikalske præstationer er til gengæld fremragende. Sundstedt fortsætter uforknyt fra ekspressionismen i Schönbergs partitur til de neoklassiske koloraturer i Menottis lille perle. Joachim Knop ryster jorden af sig og synger flot og fejlfrit partiet som Ben, selvom hans timbre kan lyde en anelse skrøbelig. Kammerorkesteret i de to minioperaer er her erstattet af en pianist, Galya Kolarova, men både hun og transskriptionen lever op til de to partiturer, og også hun skifter ugenert fra et tonesprog til et andet. Det er en intim og intens oplevelse, denne blæsende lørdag eftermiddag, hvor vejret slår om, og efterårskulden kommer snigende. Uhyggen i de susende træer modsvares af Schönbergs lille enakter, men Menottis muntre toner minder mere om de hyggelige skærmydsler, der foregår indenfor i de fleste hjem. Mord er ikke svaret, hvis man har svært ved at tale sammen.