Repremiere på Heises Drot og Marsk. Tronskiftedagen d. 14. januar 2024
Det
er en historisk søndag: Det er 52 år siden, Hendes Majestæt Dronning Margrethe
II blev udråbt som dronning af Kongeriget Danmark, og der bygges videre på den
nationale mytologi, når Dronning Margrethe samme dag lader tronen gå videre til
sin ældste søn. Han udråbes kl. 15 fra balkonen på Christiansborg som Kong
Frederik X, og på slotspladsen, har man skønnet, følger op mod 300.000 mennesker
med. Hjemme i stuerne ser mere end 3 millioner danskere med, og i Operaen på
Holmen (som Dronning Margrethe takkede nej til skulle kaldes Margrethe
Operaen), overværer publikum også proklamationen af en ny regent i en
livetransmission, og Det kongelige Kapel spiller, straks efter at Dronning Mary
har sluttet sig til Kongen på balkonen, ”Kong Christian stod ved højen Mast”.
Der er nemlig premiere denne eftermiddag, repremiere på Peter Heises
nationalopera Drot og Marsk, og det går an, siger teaterchef Kasper Holten
i en kort tale efter Kongesangen, at spille denne opera om mordet på en konge,
fordi der trods alt er langt fra middelalderens magtkampe til nutidens
konstitutionelle monarki. Gudskelov.
Drot og Marsk er en
god opera, og det er trist at tænke på, at Peter Heise ikke nåede at bygge
videre på sit talent, da han døde året efter premieren kun 49 år gammel.
Operaen har internationalt format, hvad man forsikredes om ved premieren på
denne opsætning i 2019, hvor Operaen vrimlede med nysgerrige, udenlandske
turister og anmeldere, der ville opleve Heises opera, men mens musikken -
navnlig som den spilles af Det kongelige Kapel under Michael Schønwandts
kontrollerede direktion - nærmer sig det sublime, så virker både flere sangere
og Kasper Holten og Amy Lanes iscenesættelse metaltræt. Energien i spillet er
værk, og det er synd, når man betænker de subtile detaljer, iscenesættelsen er
fuld af: De uniformerede mænd, der skubber kulisserne på plads og dermed skaber
intrigernes labyrint, men man ved aldrig, på hvis side de er; marsk Stig, der
ser kong Erik forføre sin hustru, så man må tænke, at han blot bruger hende som
en brik i magtspillet; kongens hundepisk og Aases forklæde, der som metonym
lever et eget liv i forestillingen og giver de to karakterer mere dybde.
Energien er også væk i
sangen med to klare undtagelser: Sofie Elkjær Jensen synger Aase lige så
tindrende som for fem år siden; at hendes stemme klinger mørkere og nu snarere
gløder som guld end stråler som sølv, er kun et plus. Johan Reuter er lige så
indædt bidsk og barsk og forlener marsk Stigs parti med så megen hævnlyst, at det
er svært ikke at tro på hans kærlighed til Ingeborg, selvom hun blot skulle
være en del af en opfundet intrige. Ingeborg synges atter af Sine Bundgaard med
kraftfuld, ulmende sopran, men det er, som om hun endnu ikke er et med partiet,
og hendes timbre er næsten for mørk. Hendes selvmord er stadig teatralsk og
lader en helt kold. Kong Erik synges i genopsætningen af Niels Jørgen Riis,
hvis tenor fortsat er høj og italienerflot; hans diktion er beundringsværdigt
smuk - man kan uden videre høre og forstå, hvad han synger - men flere steder deklamerer han mere, end han synger. Til gengæld er han
ét med kongen og tegner et gribende billede af et menneske, der forsøger at fylde
sin eksistentielle ensomhed ud med vin, kvinder og sang, men som til sidst bukker
under for samvittighedskvaler og dødsangst. Han flankeres af Gert Henning
Jensens Rane Johnsen, men stemmen er træt, mat og har tydeligt passeret sit
zenit, så forholdet mellem konge og forræder slår aldrig gnister.
Læg dertil, at kulisserne,
der nok udgør den labyrint, kong Erik sjæleligt bevæger sig i, og fint
inddrager Otto Baches berømte nationalromantiske fantasi De sammensvorne rider fra
Finderup efter mordet på Erik Klipping Skt. Cæcilienat 1286 fra 1882, men kulissernes modsatte side,
flade, stasi-grå murflader, vækker ikke mange middelalderassociationer og
bliver snarere noget, man har set om og om og om igen på alverdens operascener
de sidste 20 år. Åh, kan ingen instruktører tænke længere end stilblandinger? I
en tid, hvor fysisk social kontakt bliver mindre og mindre og erstattes af
digitale fællesskaber, skulle man mene, at instruktører i større grad ville
betone det psykologiske drama, de lidenskaber og den modgang mennesker møder på
tværs af tid og sted, men modet til at være konkret og specifik svinder ind i
takt med, at de diffuse digitale medier og falske nyheder vinder frem. Find
instruktører med mod!
D.
14. januar 2024 er en danmarkshistorisk dag, og Drot
og Marsk er - upåagtet enkelte
bedrevidende, musikalske snobber - en god opera, og måske er det derfor, at
repremieren ikke står mål med premieren i 2019. Energien vender måske tilbage,
når operaen har spillet et par gange, og sangerne har fundet sig til rette i
partierne, men begejstringen, jublen og gåsehuden har denne søndag holdeplads
på Christiansborg Slotsplads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar