Skarp og loyal Figaros bryllup. Operaen d. 6. oktober 2025
Den
engelske skuespiller, Dame Maggie Smith, der døde forleden, var verdensberømt
(selvom Politiken forsøgte at mene noget andet), inden hun fik rollen som
Violet Grantham i tv-serien Downton Abbey, men virkelig elsket var hun
først, da hun havde legemliggjort enkegrevinden med den skarpe tunge og den bidende
ironi. Tower Bridge og andre centrale bygninger i London var belyst med violet
lys til hendes ære, da nyheden om hendes død nåede verden rundt. Downton
Abbey og også ældre serier som Upstairs & Downstairs, som nogle
måske husker, belyser epoken, hvor adelens sidste glans af privilegier fra
feudaltiden blegnede bort. Privilegierne havde imidlertid været døende længe,
hvor bekendt tv-seere verden over end er med tiden omkring Første Verdenskrig.
Allerede sidst i 1700-tallet, på Mozarts tid, vaklede fodfæstet under
adelstanden, og blot fem år efter premieren på Pierre Beaumarchais’ komedie Figaros
bryllup og tre år efter Mozarts opera baseret på samme komedie, brød Den
franske Revolution ud.
Selvom Mozart og hans
librettist Lorenzo da Ponte tog brodden ud af Beaumarchais’ provokerende drama,
inden de omsatte den til opera, vidner denne stadig om en tid med overklasse og
underklasse, hvor nogle måtte arbejde, slide for livets ophold, og andre havde
frihed til at gøre, som de ville – og gøre med dem under dem, som de ville. Det
ændrer alle kærlighedsintrigerne, karakterernes psykologiske dybde og
falden-på-halen-komikken i operaen ikke ved, og det er – bogstaveligt talt –
grundlaget for Anne Barslevs nye iscenesættelse på Den kongelige Opera, hvor
premieren d. 6. oktober er opførelse nr. 795.
Scenograf Rikke Juellund
har skabt en trappescenografi i fire niveauer, og her udspiller hele handlingen
sig. Den er ikke en ramme eller et skema presset over operaen (det kunne nogle
instruktører have fundet på, men ikke Barslev). Karaktererne kan frit bevæge
sig rundt, de holdes ikke fast, for begærlige og ambitiøse er de, men niveauerne
minder hele tiden om, at der er forskel, at der er et oppe og et nede, og de
kan komme helt ud på kanten, hvorfra de ikke kan komme længere. Det gælder
socialt, men det gælder også mentalt. Barslevs instruktion har et skarpt blik
for karakterernes psykologi, og at alle – høj som lav – kan være nede eller
være høje. Mozart er en del af Sturm und Drang-perioden, det er voldsomme
følelser, der får tag i karaktererne, og heri opstår komikken, men den bunder i
alvor: Greven er kolerisk, og hans lussinger sidder løst, alligevel ler man
højt, da hans frustrationer, efter at planen om, at Marcellina skal ægte
Figaro, er gået i vasken, går ud over en sagesløs Don Curzio. Grevindens
melankoli synes en forkælet overklassetøs’ kedsomhed, for den stikker ikke
dybere, end at hun hurtigt lader sig distrahere af Cherubino, og hun har meget
lidt tålmodighed med Susanna under påklædningen. Figaros jalousi er så udtalt,
at man må overveje, om hans hævnplaner er drevet af idealistisk retfærdighed
eller af personlige grunde.
Detaljerne er mange, og
humoren gennemsyrer gudskelov alt; det er ikke bare en tænksom, filosofisk
opsætning. Astrid Lynge Ottosens kostumer mimer rokokomoden, men er overdrevne,
så bare synet af karaktererne vækker latter: Opkomlingen Bartolo har kalvekrøs
på hele brystet, så den skjuler hans udsyn, og han vælter op ad trappen og må
trøste sig med piller fra den medicintaske, som han – ganske som Kjeld i Olsen
Banden – konstant bærer rundt på. Marcellina har højt hår som en cheerleader,
grevinden er i tyl og fjer – så har hun behændigt et skriveværktøj i kraven –
og greven har nok pailletter på kjoleskøderne, men han har en svaghed for store
værktøj (som han ikke kan finde ud af at bruge…) og smider gerne skjorten, når
han rigtig skal tage fat! Han søger af samme grund gerne trøst hos Antonio, når
verden er ham imod. Basilio går med paryk à la toiletruller, så han er
forståeligt nok ikke til at skyde igennem, da han griber brudebuketten i tredje
akt. Publikum tager det varsel med et gran salt!
Sangerne kan ikke bare
spille skuespil, de kan – meget passende i en opera – også synge. Det er en
velsignelse, at Den kongelige Opera igen råder over et ensemble, der kan
besætte Mozart-operaer, så man ikke går til en opsætning med bævende hjerte og
tænker, om det nu bærer eller brister. Her bærer de alle som en: Ny i ensemblet
er Theodore Platt, der synger grevens tenor med lige så stor agilitet og styrke,
som han agerer. Sofie Elkjær er som sagt yndigt pjanket og stædig som
grevinden, men hendes sopran forlener partiet med en kvindes eftertænksomhed,
der er betagende! Clara Cecilie Thomsen giver Susanna den søde, ægte djærvhed,
partiet fordrer – ren velklang - og Henning von Schulman imponerer i
titelpartiet i sin arie i fjerde akt. Morten Staugaard er en prægtig Bartolo, Antti
Mähönen en imposant Antonio, Fredrik Bjellsäter en fremragende Basilio, og
Cecilia Lund Tomter et mirakel af skønklang og overskud som Marcellina. Man må
udstede et stille hjertesuk over, at de to sidstnævnte snydes for deres arie i
sidste akt... Sidst men absolut ikke mindst er Nina van Essen intet mindre end
en triumf som Cherubino! Hendes klare, sølvglinsende mezzosopran glimter og
tindrer; den stråler og overstråler dermed alle, selvom alle er fremragende, og
forestillingen er ren sangerfest.
Sangerne
understøttes kun af Det kgl. Kapel under Nicholas McGegans ledelse. Han har til
lejligheden gravet noder frem, som Haydn skrev til en opsætning af Figaros
bryllup (som ikke blev til noget, fordi fyrsten døde) på Esterháza, og som
fortæller en del om opførelsespraksis på Mozarts tid. Man var ikke bange for at
ændre på noderne, lægge til eller trække fra, udelade en arie eller forkorte,
og i denne opsætning hører man triller og toneornamenteringer, man måske ikke
kender fra indspilninger eller tidligere opsætninger, men som viser, at opera
er en levende kunstart. Barslev viser det med sin instruktion, McGegan med sin
instruktion og sit forarbejde i arkiverne, og når der i enkelte, korte passager
– sandsynligvis er det premierenerver, eller også høres lyden fra scenen og
graven forskudt i parkettet – er uoverensstemmelser i tempo mellem musikere og
sangere. Blændende solospil og fornem strygerklang kompenserer i overmål
herfor.
Mangler
der noget? Der er så mange detaljer, at man helst må se forestillingen mere end
en gang – jeg må i alt fald! – og skulle man synes, at finalen mangler et coup
de thâtre, fordi karaktererne er så egensindige, at fest og fordragelighed
ikke er løsningen, så ligger også dette subtilt i detaljen: Grevens og Basilios
forsøg på at hjælpe den dånende Susanna er tydeligvis et overgreb, det behøver
ikke mejsles ud i metoo#-rubrikker for publikum. I finalen er alle umiddelbart lige,
men vi ved, at det ellers ikke er tilfældet, og fra begyndelsen har umælende,
tjenende ånder, der fejer og vasker og slæber, mindet os om, at hele
pyramidescenografien hviler på skuldrene af nogen, der skjuler sig i røgen fra de
nedre, usynlige regioner. Allerede under ouverturen følger vi en højgravid
tjenestepige, der skurer og skrubber, og som forgæves forsøger at få greven i
tale. Hvorfor mon? Under den festlige finale sættes hun på porten og synker
fortvivlet sammen på trappens absolut laveste trin.
Desuden
genfinder vi stadig disse skel i verden omkring os, hvor meget end politikere i
regering og opposition forsøger at bilde os ind, at vi er lige. Et par rækker
bag undertegnede sad denne eftermiddag lederen af et politisk parti i
oppositionen, og det er svært ikke at tænke på, om Operaen er for elitær og
finkulturel til Statsministeren endsige Vicestatsministeren eller
Udenrigsministeren? Også selvom dette er en ret ligefrem, festlig og folkelig
opsætning! (Måske for folkelig til visse?) Regeringen har i alt fald fremsat et
forslag til en reform af ungdomsuddannelserne, der vil resultere større
klasseskel, i et a- og et b-hold: Én uddannelse for dem, der kun kan
læse og én anden uddannelse for dem, der kun kan bruge hænderne. Så
bliver magten kun sværere at sige imod. Hvor er fællesskabet, samarbejdet,
respekten for hinanden og bestræbelsen på at forbedre sig i det forslag?
Barslev har svaret: Oprøret må komme nedefra. Leve revolutionen! Leve Anne
Barslev!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar