Levende mennesker

Richard Strauss’ Die Frau ohne Schatten i Christof Loys geniale iscenesættelse.

Da Glucks opera Alceste havde sin danmarkspremiere i januar 2012 på Det kgl. Teater i København i Christof Loys iscenesættelse fra Aix-en-Provence, havde anmelderne travlt med at sable denne ned. De fandt det hele for nemt, her var ingen idé eller intellektuel styrke; de havde alle som en glemt, at man ikke går i teatret for at tænke, men for at føle (uden at det hele af den grund skal ende som pop!). Loy så dybt i den antikke anti-tragedie og skabte et familiedrama om smerte, sorg og opofrelse af bergmannske dimensioner ved at fremstille koret som en kæmpestor, naivt undrende og klogt spørgende børneflok. Det var gribende – men anmelderne klattede bare på gulvet!
                      Dybt har Loy også set i Richard Strauss’ oversete Die Frau ohne Schatten i sin iscenesættelse fra Salzburg Festspillene 2012, og den er lykkeligvis foreviget på DVD. Selvom Strauss og Hofmannsthal skabte Kvinden som en pendant til Mozarts eventyropera Tryllefløjten, så den udspiller sig i en næsten monstrøs eventyrverden af kejsere og kejserinder, falke, budbringere og ånder, ser Loy klart, at også denne opera handler om børn og barneglæde. Ikke set fra barnets perspektiv, men fra forældrenes og deres kamp for at bringe børn til verden i kærlighed. Ingen anmeldelser, jeg har læst, har hæftet sig ved dette. Alle fokuserer de på iscenesættelsen ydre, som er en meget realistisk og historisk faktuel begivenhed, nemlig den første pladeindspilning af Die Frau i Sophiensäle i Wien i 1955, men det er netop kun de ydre rammer lagt i hænderne på Loys faste scenograf Johannes Leiacker, ikke iscenesættelsens pointe. Jeg troede ud fra anmeldelserne, at det måtte være en dybt fortænkt og ekstremt kedelig iscenesættelse. Således kalder Steen Chr. Steensen den for ”en fiks idé” i magasinet Klassisk, og dog fokuserer også han kun på de historiske fakta, ja, han går endda så vidt som at kalde flere af sangerne middelmådige for at kunne slippe afsted med sin lunkne anmeldelse. Iscenesættelsen er alt andet end fortænkt og middelmådig: Ganske som Kasper Holten fik den (sin eneste?) geniale idé at lade Ringen’s helte og guder få skikkelse af kød og blod, så de fire operaer på én gang bliver en krønike om en slægt og om det tyvende århundrede, så transformerer Loy eventyrfigurerne i Kvinden om til rigtige, levende mennesker, som vi kan forstå og føle med.
                      Den første pladeindspilning er således bare afsættet for iscenesættelsen, den er forklaringen på, at der synges om en kejserinde, der må fratuske en menneskekvinde hendes skygge, altså hendes kødelighed, for at forhindre, at hendes mand, kejseren, forvandles til sten af hendes grumme, despotiske far, åndernes fyrste, Keikobad. Ganske som vi – i alt fald når indspilningen eller iscenesættelsen er sublim – bliver rørt og påvirket af de store dramaer, der nu engang udspiller sig i operaernes fantastiske univers, på samme måde røres sangerne, det tekniske og det administrative personale i Sophiensäle af musikken og af den historie, de fortæller, og virkeligheden smelter sammen med fiktionen. Det er denne ene historie, iscenesættelsen fokuserer på; der er ikke to historier, som Steen Chr. Steensen ikke kan adskille fra hinanden, kun én. Der går således ikke lang tid, før Michaela Schuster, der synger ammens parti, fra at have stået roligt på podiet under mikrofonerne ved operaens begyndelse med en ildevarslende beherskelse må stryge en af ophidselse viltert flagrende hårlok væk fra panden. Da har hun også lagt hat og overfrakke, som hun er iført indledningsvis (Sophiensäle var uopvarmet under optagelserne), og gradvist besættes Schuster mere og mere af ammen, så hun udvikler sig til en af de mest ondskabsfulde karakterer i en opera, jeg har set; hun bliver det kvindelige modstykke til Verdis Jago! Ikke at det er svært for hende at manipulere med sine kolleger; de to sangere, her Evelyn Herlitzius (der ligner Pernille Højmark til forveksling?!) og Wolfgang Koch, der sang partierne som farverægteparret i denne første indspilning, var mand og kone, og ansporet af Hofmannsthals libretto fyger anklagerne og beskyldningerne mellem de to snart som funker, som Schuster med held tænder bål med: I anden akt er det ikke blot en apparition af ung, smuk mand, ammen fremmaner for at lokke farverkonen/Herlitzius til at afgive sin skygge til kejserinden, det er vaskeægte hollywoodstjerne iklædt kjolesæt og omgivet af natklubsangerinder med strudsefjer, der lover en langt mere glamourøs fremtid end den at være ulønnet operasangerinde. Hvad ægteparret skændes om? Børn – det vil sige deres egen barnløshed – og at Schuster ler og triumferer over så smerteligt og privat et anliggende, føjer svimlende dybder til hendes ondskab, så man gysende må gribe til armlænet og lukke øjnene.
                      Den skønne Anne Schwanewilms ser som kejserindens sangerinde roligt og uskyldigt til fra sidelinjen, lettere skræmt af de passioner, der udspiller sig under indspilningen, men heller ikke uberørt, om end hun er den eneste, der viser omsorg og nærhed; hun er nøjagtig så ægte følsom, som hendes serene stemme. Som en drabant kredser hun om kejseren sunget af Stephen Gould; hvordan deres forhold er, forbliver uafklaret, men hun efterlader ham et brev, ganske som kejserinden sender kejseren et brev om sit opholdssted, og Gould bliver så agiteret over dette, at han styrter bort fra optagelsen af sin store scene i anden akt uden overtøj, uden halstørklæde og partitur. (Schuster ser smilende til…) At også Schwanewilms længes efter familieidyl og børn – det, der i eventyret fordrer en skygge, en krop – udfolder Loy i et gyseligt klart drømmesyn i kejserindens mareridtsscene i anden akt: Alle – sangere, stuepiger, regissører – tager for Schwanewilms blik skikkelse af børn, og hun snart skutter sig, snart sveder koldt. Måske hendes biologiske ur er ved at tikke ud? Da kejserinden tilbydes kejserens frelse ved at drikke af Livets Vand, da er det hende selv i en yngre fremtoning, der (i kulissens skygge!) træder frem som tempeltjenerinden med vandet, og selvom operaen slutter i jublende lykkelig C-dur, og ammen forstødes, er der her ingen afklaring for kejserinden. Den afsluttende kvartet mellem operaens to par, kejseren og kejserinden, Barak og hans hustru, genforenet, fremstilles som en julekoncert, komplet med juletræ og Wiener Sängerknaben, men da de ufødte børn synger længselsfuldt til de vordende forældre, er det ikke drengekoret, der åbner munden, og det er kun Schwanewilms, der kan høre dem gennem publikums applaus. Igen ser Schuster iskoldt til fra kulissen…
                      Muligvis forsvinder detaljerne på scenen i den kæmpestore sal i Salzburg, men på DVD fanges de alle og vidner om en mesterlig personinstruktion og en uforlignelig indlevelse af sangerne og skuespillerne på scenen. Indspilningen, den bærende, ydre ramme om forestillingen, balancerer på en knivsæg, men den holder balancen, og meget mere søgte og uvedkommende iscenesættelser er set på den hjemlige såvel som den udenlandske operascene. (Iscenesættelser, der har været værkets originale idé tro, er også set mere blodfattige end denne… Meget mere!) Her er ægte skuespil og store musikalske kræfter forenet, så en håndbevægelse, et skuldertræk eller en grimasse i lige så høj grad som en velanbragt tone eller frase giver nyt liv til spillet mellem personerne på scenen, og det er mellem dem, at handlingen udspiller sig, og uden handling ingen scenisk operaopførelse – og det er først og fremmest på scenen, at operaen griber og rører os, når alt forenes. Det er Christof Loys store, store fortjeneste, at han gør eventyrverdenens personer vedkommende for os, så de bliver levende mennesker, som vi kan forstå og føle med, og selv de mindste karakterer, statister og andre unavngivne, får liv af ham og føjer nyt til operaen. Her er ingen ”forskruede intriger” (Weekendavisens anmelder) eller ”fikse idéer”, her er et mesterværk i en mesters hænder!