Drømmebilleder

Bellinis I Puritani i Tivolis Koncertsal lørdag d. 9. august 2014

Koncertsalen i Georg Carstensens gamle eventyrhave dannede en smuk aften på en omskiftelig dag først i august den perfekte ramme om helt igennem pragtfuld operaopførelse. H. C. Lumbyes statue står meget passende foran selvsamme koncertsal, for ganske som Lumbyes orkesterfantasi Drømmebilleder ingen scenografi behøver for at sætte billeder på musikken, så vinder Bellinis opera med det lidt tandløse plot kun ved, at musikken står nøgen og ren og stråler i al sin ubegribelige skønhed. Intet ødelægges her af en hittepåsom instruktør eller scenografs formålsløse idéer; vi hører storheden ved borgen i Plymouth i operaens forspil, vi ryster kuldegysende regnen af os under uvejret i tredje akt, og vi smelter i den inderlighed, hvormed Bellini fremmaner Elviras sorgfulde vanvidsfantasier.

                      Omend Bellinis musik er underskøn i sine subtile melodilinjer og så elegant skaber billeder for tilhørerens indre blik, så hjælper det naturligvis, at den er lagt i hænderne på et stjerneensemble. Hvornår har man sidst oplevet på Den kgl. Opera, at selv det mindste parti er lagt i struben på en stor stemme? Nej, her må man gentagne gange spises af med de ikke-mindeværdige sangere, der til stadighed er at finde i ensemblet. Her oplever vi, at Henning von Schulman, der var en imponerende Leporello i forsommeren på Gamle Scene, synger det næsten usynlige parti som Elviras far, og Andrea Pellegrini (der helt idiotisk ikke er en det af Det Kgl.’s ensemble) forkæler med sin skarpt krydrede og matglinsende stemme øregangene i partiet som den detroniserede dronning, Enrichetta, selvom også det er ganske lille. Tre af de fire store partier er besat af udenlandske sangere, to amerikanere og en italiener, mens det sidste parti, heltens rival Riccardo, er givet til Palle Knudsen. Det er et anderledes eftertænksomt og udspekuleret parti end den livsglade og varmblodige forfører, som Knudsen sang i forsommeren på Gamle Scene, men han mestrer begge dele; hans røst er som altid blød, men maskulint stærk og varm, og selv i kjolesæt med ridderkors afslører hans mimik og gestik, at han lever sig fuldt lige så meget ind i partiet, som var det i kostume med kulisser. Bravo!

                      Heltindens onkel, sir Georgio Vanton, der af en eller anden mærkelig grund operaen igennem agerer mere som hendes far, synges af Roberto Scandiuzzi med et overskud og en stemmepragt, som man – fordomsfuldt – normalt kun tiltror en italiensk sanger. Også han lever sig ind i partiet, primært i sine omfavnelser af koncertens skønne sopran, og da den sidste tone har lydt og bifaldet brager, fører han sig frem på scenen og blandt sine medsangere som man kun – også fordomsfuldt? – ville tænke om en italiener: Selvsikkert dirigerer han de andre sangere ind og ud af scenen – dirigenten med – mens han selv sørger for hele tiden at være i centrum. Måske føler han behov for at hævde sig over for koncertens helt og heltinde, for Sarah Coburn som Elvira og Lawrence Brownlee som lord Arturo Talbo er koncertens virkelige stjerner: Hun er rank, slank og lys som en lilje – det samme gælder hendes skikkelse og hendes rober – og hendes stemme snor og drejer sig uhindret gennem himmelstræbende koloraturer i sølv og perlemor! Brownlees bløde, smægtende tenor stiger lige så ubesværet til vejrs og eksploderer i skønsang, men hans stemme er i smuk kontrast til Coburns fuld af rene, klare farver, røde, blå, grønne. Den gamle haves festfyrværkeri er INTET mod denne aften, hvor taget letter af jubel og begejstring!

                      Giancarlo Andretta smittes måske af denne stemmepragt, men som han dirigerer Tivolis Symfoniorkester skiftevis med smiger og charme eller lidenskab og tempo, står orkesterspillet fuldt mål med sangerne. Bevares, der er enkelte skæve ansatser blandt hornene, men hvem er nøjeregnende og bemærker detaljer i en hvirvlende, musikalsk ekstase som denne? Andretta er tydeligvis selv begejstret og stråler som en sol, men han stræber på intet tidspunkt efter at overstråle solisterne, selvom publikums jubel med rette også bliver ham til dels. Hvad skal man som sagt med kulisser og overfladisk personinstruktion, når sangen og musikken funkler som her? Den handling, som librettisten Carlo Pepoli tydeligvis ikke har lagt mange kræfter i, så tyndbenet og udramatisk den er, men musikchef Henrik Engelbrecht udlægger den med så meget glimt i øjet og så megen ironisk distance, at den vinder og bliver ganske underholdende; det havde også været synd, om den skulle spænde ben for at opleve Bellinis pragtoeuvre! For undertegnede forbliver det en mindeværdig fødselsdag!