Bellinis
I Puritani i Tivolis Koncertsal
lørdag d. 9. august 2014
Koncertsalen i Georg
Carstensens gamle eventyrhave dannede en smuk aften på en omskiftelig dag først
i august den perfekte ramme om helt igennem pragtfuld operaopførelse. H. C.
Lumbyes statue står meget passende foran selvsamme koncertsal, for ganske som
Lumbyes orkesterfantasi Drømmebilleder
ingen scenografi behøver for at sætte billeder på musikken, så vinder Bellinis
opera med det lidt tandløse plot kun ved, at musikken står nøgen og ren og
stråler i al sin ubegribelige skønhed. Intet ødelægges her af en hittepåsom
instruktør eller scenografs formålsløse idéer; vi hører storheden ved borgen i
Plymouth i operaens forspil, vi ryster kuldegysende regnen af os under uvejret
i tredje akt, og vi smelter i den inderlighed, hvormed Bellini fremmaner Elviras
sorgfulde vanvidsfantasier.
Omend Bellinis musik er underskøn i sine
subtile melodilinjer og så elegant skaber billeder for tilhørerens indre blik,
så hjælper det naturligvis, at den er lagt i hænderne på et stjerneensemble.
Hvornår har man sidst oplevet på Den kgl. Opera, at selv det mindste parti er
lagt i struben på en stor stemme? Nej, her må man gentagne gange spises af med
de ikke-mindeværdige sangere, der til stadighed er at finde i ensemblet. Her
oplever vi, at Henning von Schulman, der var en imponerende Leporello i forsommeren
på Gamle Scene, synger det næsten usynlige parti som Elviras far, og Andrea
Pellegrini (der helt idiotisk ikke er en det af Det Kgl.’s ensemble) forkæler
med sin skarpt krydrede og matglinsende stemme øregangene i partiet som den
detroniserede dronning, Enrichetta, selvom også det er ganske lille. Tre af de
fire store partier er besat af udenlandske sangere, to amerikanere og en
italiener, mens det sidste parti, heltens rival Riccardo, er givet til Palle
Knudsen. Det er et anderledes eftertænksomt og udspekuleret parti end den
livsglade og varmblodige forfører, som Knudsen sang i forsommeren på Gamle
Scene, men han mestrer begge dele; hans røst er som altid blød, men maskulint
stærk og varm, og selv i kjolesæt med ridderkors afslører hans mimik og gestik,
at han lever sig fuldt lige så meget ind i partiet, som var det i kostume med
kulisser. Bravo!
Heltindens onkel, sir Georgio Vanton, der af en
eller anden mærkelig grund operaen igennem agerer mere som hendes far, synges
af Roberto Scandiuzzi med et overskud og en stemmepragt, som man – fordomsfuldt
– normalt kun tiltror en italiensk sanger. Også han lever sig ind i partiet,
primært i sine omfavnelser af koncertens skønne sopran, og da den sidste tone
har lydt og bifaldet brager, fører han sig frem på scenen og blandt sine
medsangere som man kun – også fordomsfuldt? – ville tænke om en italiener:
Selvsikkert dirigerer han de andre sangere ind og ud af scenen – dirigenten med
– mens han selv sørger for hele tiden at være i centrum. Måske føler han behov
for at hævde sig over for koncertens helt og heltinde, for Sarah Coburn som
Elvira og Lawrence Brownlee som lord Arturo Talbo er koncertens virkelige stjerner:
Hun er rank, slank og lys som en lilje – det samme gælder hendes skikkelse og
hendes rober – og hendes stemme snor og drejer sig uhindret gennem
himmelstræbende koloraturer i sølv og perlemor! Brownlees bløde, smægtende
tenor stiger lige så ubesværet til vejrs og eksploderer i skønsang, men hans
stemme er i smuk kontrast til Coburns fuld af rene, klare farver, røde, blå,
grønne. Den gamle haves festfyrværkeri er INTET mod denne aften, hvor taget
letter af jubel og begejstring!
Giancarlo Andretta smittes måske af denne stemmepragt,
men som han dirigerer Tivolis Symfoniorkester skiftevis med smiger og charme
eller lidenskab og tempo, står orkesterspillet fuldt mål med sangerne. Bevares,
der er enkelte skæve ansatser blandt hornene, men hvem er nøjeregnende og
bemærker detaljer i en hvirvlende, musikalsk ekstase som denne? Andretta er
tydeligvis selv begejstret og stråler som en sol, men han stræber på intet
tidspunkt efter at overstråle solisterne, selvom publikums jubel med rette også
bliver ham til dels. Hvad skal man som sagt med kulisser og overfladisk
personinstruktion, når sangen og musikken funkler som her? Den handling, som
librettisten Carlo Pepoli tydeligvis ikke har lagt mange kræfter i, så
tyndbenet og udramatisk den er, men musikchef Henrik Engelbrecht udlægger den
med så meget glimt i øjet og så megen ironisk distance, at den vinder og bliver
ganske underholdende; det havde også været synd, om den skulle spænde ben for
at opleve Bellinis pragtoeuvre! For undertegnede forbliver det en mindeværdig
fødselsdag!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar