Online-forestillingen Karantæne på www.kglteater.dk er et kram midt i
katastrofen
Ellen
skal giftes - med Mads, der dog først skal hjem fra Spanien. Lillesøsteren
Esther skal hjem fra Rio. Alle glæder sig, men inden de kommer så langt - inden
nogen når hjem - melder en helt anden gæst (som Dronningen siger) sin adkomst:
corona. Storebror Erik vil være den ansvarlige, insisterer på, at man skal
aflyse, mens mor Mie og far Gunnar beroliger, for de bliver jo kun 50, og man
kan sagtens holde fest og holde afstand samtidig. Så ringer Mads: Han er blevet
testet positiv for corona, og selvom hans symptomer er milde, kan han ikke
komme hjem til den fastsatte dato.
Sådan begynder Anna
Schulin-Zeuthen og Eirik Sæter Stordahls online-forestilling Karantæne, der havde verdenspremiere
Skærtorsdag på Det kongelige Teaters Facebook-side. Det kunne være en
folkekomedie; situationen er så aktuel og så genkendelig, at det umiddelbart næsten
kan virke som en parodi, og indtrykket understreges af, at forestillingen er
optaget i skuespillernes egne hjem som Facetime-møder og video- eller
telefonopkald. Realismen er tåkrummende ubærlig, for intet er iscenesat, og alt
indeholder nøjagtig de samme dilemmaer, diskussioner og overvejelser, som hele
Danmarks befolkning, ja, hele den del af verden, der er så privilegeret, at de
største problemer er, om man skal holde fest eller ej, har skullet forholde sig
til i den seneste tid. Den traditionelle bryllupsintrige er kun forestillingens
begyndelse, den er første akt, men over alle etiske dilemmaer og eksistentielle
problemer lægges et velgørende skær af komik: Den ansvarlige storebror klovner
rundt med det toiletpapir, han har været i Netto at hamstre, mens han
indprenter Esther, hvor alvorlig situationen er, Gunnar pakker bilen med lutter
søde sager for at køre til Aarhus for at trøste den kommende brud, og Esther og
Ellen holder en pinlig polterabend på Facetime med tisgule drinks. Det er ægte,
umiddelbart og ærligt og vækker smil såvel som højlydt latter.
Som enhver god komedie har
forestillingen også en snert af smerte og bitterhed, så det ikke bliver
sukkersødt og kvalmt. Familiens onkel Klaus, som ingen vil undvære til
brylluppet, selvom han er svagelig, dør. Om det er coronavirussen, der skubber
til hans helbred, hører man ikke; dilemmaet er, om familien kan tage med til
begravelsen. Børnene er enige, nej, det kan de ikke, og de tvinger mor Mie til
at tage stilling, hvad hun ikke har gjort, fordi far Gunnar selvfølgelig gerne
vil, at de alle tager med. Mie er enig med børnene, og Gunnar tager det roligt,
men han går en tur for sig selv, så beslutningen bliver hængende i luften -
uafklaret - til senere. Hvem har ikke deltaget i en lignende diskussion? Hvem
har ikke undret sig over, at kirker skal være lukkede, mens Bilka må holde
åbent (for hvad er egentlig forskellen på Bilka og et storcenter)? Om man er
troende eller ej, hvis ikke kirken kan være rum for det sidste farvel, hvad så?
Og er det det værd at blive hjemme og holde afstand, hvis det påvirker ens
mentale helbred, hvis man ikke kan tage afsked? At livet det er livet værd,
synger vi gladelig med på, men hvis livet ikke er livet, hvad er det så værd?
Der er rørende og poetiske
scener undervejs. Det skyldes ikke mindst skuespillerne, der lige så
træfsikkert rammer karaktererne på kornet i dette lille format som på den store
scene. Ægteparret Tammi Øst og Jens Jørn Spottag spiller Mie og Gunnar med en
indlevelse, der rækker langt ud over skærmen. Mikkel Arndt har en uforlignelig
nerve af nærvær, og han forlener Erik med styrke, under hvis overflade frygten
og usikkerheden lurer. Sicilia Gadborg Høegh er yndig - yndig! - som den
stadigt nyforelskede Ellen, selv over telefonen, og Lucia Vinde Dirchsen er på
en gang verdensfjern og fortrøstningsfuld. Men poesien understreges også af
sangen ”Den samme luft” skrevet af Lasse D. Hansen og sunget af Simon Duus, og
så citeres løbende e-digtet fra Inger Christensens alfabet:
efteråret findes;
eftersmagen og eftertanken
findes; og
enrummet findes; englene,
enkerne og
elsdyret findes; enkelthederne
findes,
erindringen, erindringens lys;
og efterlyset
findes, egetræet og elmetræet
findes, og enebærbusken,
ensheden, ensomheden
findes, og
edderfuglen og edderkoppen findes,
og eddiken findes,
og eftertiden, eftertiden
Ikke
bare den smukt rytmiske opremsning og harmoniske enkelhed, men også de enkelte
ord i digtet understreger og kommenterer hele situationen i såvel handling som
virkelighed uden for skærmen: ”Eddiken” og ”efteråret” bliver metafor for
afsavn, bitterhed og smerte, men ”egetræet og elmetræet” skyder friske skud ude
i foråret, hvor Mie og Gunnar går rundt og arbejder i haven. Der gives plads
for ”eftertanken” i ”ensomheden”, og hvordan det end går - om de kommer med til
onkel Klaus’ bisættelse eller ej - findes ”erindringen” og ”eftertiden” trods
alt. Det er det ord, ”findes”, der er meningen med hele forestillingen; der er
en sød forløsning i det, en bekræftelse og et nærvær, der rækker ud over
skærme, isolation og forbehold og giver en forventning om, at man vil kunne
kramme igen og gå i teatret igen, og der er en grund til at lave en let og
rørende komedie ud af corona-isolationen.