Die weiße Rose af Udo Zimmermann. Premiere på Den fynske Opera d. 29. april 2022
Har
man set Marc Rothemunds Sophie Scholl - die letzten Tage fra 2005, en af
de mange film, der i nyere tid fremstiller og bearbejder Tysklands såvel
traumatiserende som fascinerende historie i det 20. århundrede, kender man baggrunden
for Udo Zimmermanns opera Die weiße Rose fra 1968. Rothemunds film
fremstiller forløbet op til henrettelsen af søskendeparret Sophie og Hans
Scholl, der blev dømt for at uddele flyveblade, som opfordrede til oprør mod
naziregimet, Zimmermanns opera beskriver parrets sidste time i cellen. Det kan
umiddelbart lyde som en ikke videre dramatisk opera, men det råder instruktøren
Christoffer Berdal fornemt bod på.
Opsætningen af Die weiße
Rose var tænkt som en markering af 75-året for Danmarks befrielse i
2020, men måtte aflyses på grund af de omstændigheder, som vi alle er kun alt
for godt bekendt med. Nu er den her så - i en tid, hvor krig i vores del af
verden kun er alt for aktuel en problemstilling: en opera for to sangere i 16
scener og en orkesterbesætning på oprindeligt 15 musikere, her et
kammerensemble på syv, om oprør og frihedstrang. Måske skulle man snarere kalde
det 16 strofer end scener, for Ingo Zimmermanns libretto har mere karakter af liedcyklus
end drama; de 16 sekvenser har intet forløb (medmindre man mener, at nedtælling
til guillotinen er et forløb), men beskriver de tanker, de følelser og den
frygt, søskendeparret gennemlever i cellen den sidste time af deres liv. Peter
Schultz’ scenografi er lige så enkel som den ydre handling og består egentlig
bare af en tribune med en skærm bag de to sangere, Sibylle Glosted og Mathias
Hedegaard, hvorpå først projiceres billedet af den lukkede, nøgne celle, men
den kan åbne sig og sætte billeder på Hans og Sophies ønske om at løbe gennem
skoven en sidste gang, erindringen om en kvinde, hvis hår er blevet klippet af,
visionen af det, der er på den anden side. Personligt finder jeg tendensen med
videoprojektioner i operaer overflødig; ofte afslører de kun instruktørens frygt
for at kede publikum og manglende tillid til operaens kvalitet. Her er den i
vejen for instruktør Christoffer Berdals rigt facetterede, originale og
nuancerede personinstruktion, der udmærket ville kunne stå alene. Berdals
fingeraftryk er i de to medvirkendes frygt, deres venten, deres glæde over
minderne og afsked med forældrene. Det er rørende indfølt, veludført og
gennemført og det fineste træk ved opsætningen overhovedet. Det kunne glimrende
have båret forestillingen, ja, måske gjort den rørende ved sin enkelhed og
direkte appel uden billeder og tekst på skærmen bag dem. Alle følelserne er at
læse i mimik, gestik og sang.
Zimmermanns tonesprog er
moderne, men ikke videre komplekst. Operaen begynder dramatisk med clusters i
de dybeste og højeste tangenter på klaveret fulgt op af slagtøj og fløjte; et
motiv, der vender tilbage senere, og som naturligvis udtrykker nazistyrets
brutalitet. En enkel (meget enkel), lille melodi, som Sophie nynner i
slutningen af anden scene, vender også tilbage undervejs, så publikum genkender
temaer og fornemmer et mønster og en hensigt i værket. Musikken er ofte meget
rytmisk og giver iblandt mindelser om Olivier Messiaen, men helt uden den
rigdom af nuancer og det farveorgie, der er i Messiaens værker, og uden den pirrende
og inspirerende originalitet, der er hos andre komponister i det 20.
århundrede: Stravinsky, Berg, Britten, Shostakovitch, Ligeti og mange andre. Det
er kort sagt en ret kedelig opera, for selvom Berdal forstår at bruge
partituret i sin instruktion, så ejer musikken ikke de detaljer, som Berdal
formidler. Det hjælper selvfølgelig ikke Zimmermanns musik, at det lille
orkester bevæger sig på grænsen til at spille falsk; der er flere utilsigtede
og ubehagelige mislyde navnlig fra strygerne. Bedst er Kasper Grøns energiske
slagtøj. Glosted og Hedegaard synger begge fremragende og er vokalt lige så
nærværende som scenisk, så man spørger sig selv, da forestillingen er slut, om
der virkelig ikke er bedre operaer - gerne nyere - at sætte op, når man har den
slags sangere til rådighed? Det skal ikke være for musikkens skyld, at man
besøger Den fynske Opera i denne omgang, men forestillingen har som nævnt også
andre og betydelige fortrin.