Catriona Morison og Malcolm Matineau i Glassalen. D. 21. august 2022
Det
er Hundens Dag i Tivoli. Der er firbenede bedstevenner i snor og agility foran
Glassalen; solen skinner, det er varmt - uden at være en meteorologisk sommerdag
- og folk er glade. Der går en sky for solen, da klokken nærmer sig fem, og
koncerten skal til at begynde, men det er kun behageligt efter de seneste dages
hedebølge. Det er endnu sommer i Danmark.
Inde i salen bliver der
imidlertid helt mørkt. Kuplen lukkes til, og portierer trækkes for og dækker
dørene ud til haven. Måske det skyldes, at sommerens festivaler i det danske
sommerland (for undertegnedes vedkommende på Fyn; Hindsgavl og Lundsgaard)
endnu står klart i erindringen, men det virker mærkeligt, at salen skal være så
mørk. Selv scenen henligger dunkel, og der er pærer nok over den til at
illudere stjernebestrøet nattehimmel. Lamperne på bagvæggen lyser intet op, de
er spild af energi midt i en krisetid, og mere naturligt lys havde gjort alle
godt. Men det er samtidig sit helt eget rum, sin helt egen verden.
Koncerten var oprindeligt
med tysk-egyptiske Fatma Said, men hun måtte melde afbud for at pleje sin stemme.
Hende havde jeg ellers set frem til at høre efter hendes udgivelse El Nour
sidste år. Pianisten, Malcolm Martineau, er den samme, og han, fortæller P2’s
altid veloplagte, velformulerede og velbegavede Rie Koch, har foreslået en landsmand,
den skotske sangerinde Catriona Morison, som erstatning. Han har arbejdet
sammen med hende tidligere, han har indspillet med hende, og det er da i sig
selv en anbefaling. Hende kendte jeg ikke, så da det blev annonceret få dage
før koncerten, at Morison erstattede Said, googlede jeg hende: Hun har vundet
BBC’s Cardiff Singer of the World-konkurrence i 2017, hun har medvirket som
solist til Proms-koncerterne, og på YouTube ligger en koncertoptagelse fra
Wigmore Hall i London, som jeg lyttede til. Den lovede godt, og den kan varmt anbefales
- også fordi hun her synger Elgars vidunderlige Sea Pictures, der er
skammeligt oversete herhjemme (hvad landets koncertchefer bør huske, når de -
igen - overvejer at sætte Strauß’ Vier letzte Lieder på programmet).
Programmet denne
eftermiddag viser sig at indeholde nogle af de samme sange som nævnte Wigmore-koncert,
nemlig fire sange af Brahms. Denne eftermiddag er der yderligere to sange af
Brahms og hans opus 91c, hvortil også Marie Louise Broholt Jensen fra
Nightingale String Quartet akkompagnerer på bratsch. Det er en behagelig og
blød begyndelse; Morisons diktion er ufejlbarlig, og hendes fløjlsbløde, gyldne
sopran fremhæver Brahms’ romantiske, lidt sentimentale tonesprog forbilledligt.
Hun kan betone ”weine” og ”bleich” i ”Immer leiser wird mein Schlummer” med en lidende
klage, der knivskarpt balancerer på grænsen til at lyde falsk, så sangens
univers åbner sig, selvom man ikke har teksten at følge med i.
Dernæst følger flere
romantiske lieder (omend mindre sentimentale end Brahms’) og af to kvindelige
komponister: Josephine Lang (1815-1880) måtte - selvom hun var datter af en
violinist og en operasanger - kæmpe for sit ønske om at blive komponist; hun
har skrevet ca. 150 lieder, hvoraf Morison synger fire denne eftermiddag: ”Scheideblick”,
”Ob ich manchmal dein gedenke”, ”Die Schwalben” og ”Mignons klage”. Pauline Viardot
(1821-1910) var ud over komponist en strålende mezzosopran, pianist og pædagog,
og af hende får vi ”In der frühe”, ”Nixe Binsefuß” og ”Der Gärtner”. Her har
Morison større mulighed for at vise sit talent end hos Brahms: hendes diktion brillerer
endnu tydeligere i de strofiske, episke sange ”Svalerne”, ”Nixe Binsefuß” (en
vandånd) og ”Gartneren”; hun bevæger sig frit og egalt fra det dybe til det
høje leje, og hendes evne til med stor styrke at synge svagt såvel som kraftigt
er formidabel og høster jublende tilråb på stribe! Hendes klang har ikke det
dragende mørke som store, afdøde sangere som Kathleen Ferrier eller Christa
Ludwig, og alligevel forener den sig med den dunkle belysning i Glassalen. Den
er tindrende klar, og samtidig glimter den gyldent som corsagen på den lange
kjole, hun er iført. Det er magisk, og næsten for godt til at være sandt.
Rie Koch bemærker også
disse klange af en anden verden, og da hun introducerer programmets sidste del,
Mahlers Rückert Lieder, minder hun om, at er den end overjordisk skøn
(det var Mahlers egen favorit), så vil cyklussens sidste sang, ”Ich bin der
Welt abhanden gekommen”, måske være for barsk en overgang til det glade liv ude
i solskinnet i haven, så hvis vi nu klapper ekstra meget, så kommer der nok et
ekstranummer! Det gør der, og er man rørt til tårer af den inderlighed, det
smægtende, mægtige foredrag, hvormed Morison forlener sangene til Rückerts digte,
så smelter man helt og aldeles, og tårerne får frit løb til Robert Burns’ ”Ye
Banks and Braes” - men hvis ikke en landsmand skulle kunne synge Burns, hvem
så? Enkelheden, men inderligheden i folkemelodien på en gang fastholder og
frigør en fra den anden, magiske, underfulde verden, man denne eftermiddag har
været hensat i. Udenfor skinner solen stadig, og man misser med øjnene mod
solen; folk er stadig glade, det er stadig Hundens Dag, men man er forandret -
og lykkelig. Lad endelig Catriona Morison gæste landet igen snarest!