Indtryk fra Hindsgavl Festival d. 11.-18. juli 2023
Om
formiddagen regner det. Jævnt og støt og roligt. Over middag klarer det op, og der
er drivende skyer på en klar, blå himmel: Typisk dansk sommer. Det blæser godt gennem
Lillebælt; der er en heftig strøm, og sejlbådene stryger forbi Fænø mod Gamborg
Fjord, men det er lunt og ikke så voldsomt vejr, at man ikke kan gå en tur i
slotsparken. Det gør vi.
Inden da har vi hørt den
unge, fremadstormende tyske Goldmund Quartet. Kvartetten har taget navn efter
Hermans Hesses roman Narziss und Goldmund (da: Sol og måne) fra
1930. I romanen vokser de to titelkarakterer op sammen i en klosterskole, men herefter
skilles deres veje; Narcis følger en klerikal, åndelig sti og bliver i
klosteret, mens Guldmund drager ud ad en verdslig sti og følger sit kødelige
begær uden dog nogensinde at finde hvile. Til sidst mødes de igen, mens pesten
hærger, og diskuterer - inden romanen slutter - om tænkerens eller den søgende
kunstners vej gennem livet er den mest givende. Kvartetten har måske valgt side
i sit valg af navn, men ren sanselighed er de fire mandlige musikeres spil nu
ikke udtryk for. Snarere er de én hel organisme, én ånd; de ejer
mesterkvartetternes evne til at følge hinandens rytme, tempi, ja, selv deres
åndedrag synes koordinerede, og deres åndelige bidrag, fortolkningen af
musikken, står derfor stærkt. De spiller ganske enkelt fremragende! Først spiller
de Erwin Schulhoffs ekspressive og charmerende Fem stykker for strygekvartet
fra 1923 og derefter - med pianist Gustav Piekut, der lydefrit og perfekt føjer
sig til kvartettens balancerede samspil - Dvořáks klaverkvintet, ”Dumka”, fra
1887. De små halvtreds år mellem de to værker er markant hørbare, men de supplerer
hinanden fremragende, lige så fremragende som musikernes samspil, og Schulhoffs
musik er et nyt bekendtskab.
Aftenens koncert imødeses
under vandringen langs bælt og i park med spænding. Dels har kontratenoren
Iestyn Davies måttet melde afbud dagen før, dels er det Ensemble Jupiter, der
spiller, og de har to gange tidligere henrykket publikum og leveret festivalens
højdepunkt. Ensemblet består af fremragende musikere fra det meste af Europa
under lutenist Thomas Dunfords ledelse, og deres samspil er mindst lige så virtuost
som Guldmund-kvartettens, og med én dags varsel er sammensat et umiddelbart
udelukkende instrumentalt program: Først ouverturen til Vivaldis L’Olimpiade,
dernæst hans lutkoncert i C-dur og en suite fra Händels Theodora. Det er
ikke helt, hvad der står i det lynhurtigt trykte program, men man føler sig i trygge
hænder, for Dunfords overblik er overlegent og mesterligt; med en sagte,
virtuos klimpren binder han koncertens satser sammen, så publikum ikke
forstyrrer ved at klappe, og efter suiten beklager han, at Davies ikke kunne
være med dem, men de syv musikere vil alligevel forsøge at spille et af de
ellers planlagte numre, nemlig Händels ode til dronning Annes fødselsdag, ”Eternal
source of light divine”. Akkompagnementet hertil er ganske enkelt, og selvom
man undrer sig over, om det er muligt at spille uden vokal, tvivler man ikke på
Dunfords evner, og bedst som de første toner er slået an, sker miraklet: en
tindrende herresopran løfter sig og synger:
Eternal source of
light divine
With double warmth thy beams display
And with distinguish'd glory shine
To add a lustre to this day.
Miraklet
viser sig snarere at være et lykketræf, idet den danske kontratenor Steffen
Jespersen for det første var på Hindsgavl, for det andet kunne tre af de programsatte
sange. Som en overraskelse, en julegave et halvt år for tidligt, får vi nu dem
oveni det instrumentale program. Efter pausen spiller ensemblet sarabanden fra
Händels suite nr. 4, Vivaldis cellokoncert i c-mol, Marin Marais’ ”L’americaine”,
Händels Terpsicore-danse og Vivaldis lutkoncert i D-Dur, ”Dus med dyrene”
(allitterationen gør det nemt at huske) foruden to arier med Jespersen, bl.a. ”O
Lord, whose mercies numberless” fra Saul. Alene omfanget af denne
nærmest improviserede koncert er bjergtagende, og læg dertil ensemblets
umiddelbare, medrivende og præcise spillestil, der aldrig er så formel, at den
bliver kedelig eller uinteressant. Tværtimod har man oplevelsen, at ensemblet bare
jammer, og pulsen er frisk og adræt som deres fremtræden er afslappet og
broget. Steffen Jespersens bidrag er the cherry on the cake, men koncerten
er aldrig et vulgært eller syntetisk sukkerchok, den er ren spilleglæde, rent
virtuoseri.
Om
torsdagen regner det. Det regner om formiddagen, og det regner om
eftermiddagen; tunge, grå byger bliver ved med at bevæge sig ind og landet, og
bygerne er mange og voldsomme. Det regner også voldsomt umiddelbart inden
aftenens koncert, og regnen kvæler lindenes duft, og regnjakke er en nødvendig
for at nå nogenlunde tør frem til ”Tranesalen” i Slotsladen. Måske er det et
varsel.
Koncerten med Piotr
Anderszewski er en kæmpe skuffelse. Nok er han en excentrisk kunstner med temperament,
men den treenighed mellem kunstner, musik og publikum, som Anderszewski dyrker,
som understreges af konferencier Mathias Hammer og af, at det er nødvendigt at skrive
sort på hvidt i programmet, at optagelser under koncerten frabedes indtrængende,
indfinder sig aldrig. Tværtimod lukker Anderszewski sig inde i et rum med
musikken og formidler aldrig denne videre til publikum. Det understreges kun af,
at han lider af et Glenn Gould-syndrom og småsynger, nynner og brummer med, og
denne brummen overdøver ofte musikken, når man lytter på første række. Han mejsler
Bachs partita nr. 6 ud med en ilterhed og et temperament, der kvæler al inderlighed
og åndelighed, og selvom det er velkomment og oplagt at programsætte værker af Anderszewskis
alt for lidt spillede landsmand, komponisten Karol Szymanowski, så bliver det
aldrig klart, hvilken rigdom og skønhed der ligger i nr. 3, 7, 8, 5 og 4 af Szymanowskis
tyve mazurkaer, op. 50. Renest i udtrykket står Anton Weberns gennemført
dodekafoniske tre variationer for klaver, op. 27, selvom manglen på tonalitet heller
ikke forhindrer Anderszewski i at synge med. Tonerne og udtrykket (tempobetegnelserne
er helholdsvis ”Sehr mäβig”, ”Sehr schnell” og ”Ruhig flieβend”) træder her
frem, og magisk er øjeblikket, som Den danske Strygekvartet ved flere
lejligheder også har fremhævet ved at lade atonalitet møde tonalitet; Anderszewski
fortsætter uden ophold over i den melodisk indsmigrende førstesats af
Beethovens næstsidste sonate, nr. 31 i As-Dur, op. 110, og i det sekund smelter
man. Beethoven-sonaten er afgjort aftenens clou, men det er for sent;
Anderszewski brummer igen, og publikum lukkes aldrig ind i hans musikalske rum.
Jeg går inden ekstranummeret.
Ude er regnen holdt op,
men skuffelsen varer ved. Det er en kold, fugtig aften.
Fredag
er friskere, køligere; dansk sommer fra den vemodigt smilende side. Vemodet skyldes
måske endnu en aflysning; sopranen Anna-Lucia Richter, der bl.a. har sunget
partiet som Zerlina i Romeo Castelluccis overrumplende, spektakulære og tankevækkende
opsætning af Mozarts Don Giovanni ved Salzburg Festspillene i 2021, er
blevet syg. Hendes lyse, glitrende sopran erstattes af en ung, ikke mindre lys baryton,
den unge Jonas Müller (han er 23!), som pianisten Gerald Huber har foreslået,
og som han netop har optrådt med på Herlufsholm.
Det er ikke et ringere
alternativ eller en let løsning. Müller ligner en eventyrer, en Tintin med sit
opadstrittende pandehår, og han er oplagt! Han har sunget fra barnsben, først
drengekor, så andre ensembler, men også operapartier har han allerede på sit unge
CV, og han er en mere og mere efterspurgt liedsanger, som man må være lykkelig
for at opleve i så ung en alder. Og det er publikum denne aften, faktisk er stemningen
ekstatisk efter programmets indledende syv Schubert-lieder, som Müller med sin
cremebløde, lysende stemme forlener med alt det ungdommelige mod og vemod hos
komponisten, der med sin tidlige død forblev ung og drømmende af sind. Hans
diktion er knivskarp, og foredraget som helhed sublimt. Teknikken er ikke
mindre uovertruffen i Mahlers Lieder eines fahrenden Gesellen, der
følger, men modenhedens mørke, der er så udtalt hos Mahler, mangler i hans
klang. Den kommer; her og nu er dens fravær kun et lille aber dabei.
Mørket savnes ikke i Richard
Strauss’ otte sange med tekst af Hermann von Gilm, op. 10, for her ejer Müller
en eftertænksomhed, der gør det ud for den erfaring, som udtrykket i navnlig ”Allerseelen”
fordrer. Til sidst slippes tøjlerne, og publikum diverteres med Schönbergs syv Brettl-Lieder,
der emmer af pikanteri, lystighed og erotik, ikke mindst ”Der genügsame
Liebhaber”:
“Und komm' ich am
Abend die Freundin besuchen,
So liegt die Mieze
im Schoße bei ihr,
Und nascht mit ihr von dem Honigkuchen
Und schauert, wenn
ich leise ihr Haar berühr.
Und will ich mal
zärtlich tun mit dem Schatze,
Und daß sie mir
auch einmal "Eitschi" macht,
Dann stülp' ich
die Katze auf meine Glatze,
Dann streichelt die Freundin die Katze und lacht.”
Kluklatter
og brovtende grin (er det en husar, der sidder ved siden af mig?) lyder i
salen, og man vil ikke slippe Müller, der nu synligt er træt, men en enkelt
sang af Hugo Wolf lykkes det at få som ekstranummer.
Det er dog Schubert, der
er aftenens stjernestund, og det er ”Frühlingsglaube”, der bliver ved med at genlyde
for det indre øre efter koncerten i aftenen, der nu er lun og stille, næsten
lummer.
Det
er vildt vejr søndag! Det både blæser og regner; dråberne slår, nej, banker mod
tag og ruder, og pludselige, voldsomme ilinger river krukker og planter omkuld!
Det næste øjeblik er det ovre, og snart skinner solen.
Det er temperamentsfuldt
vejr, og forude venter et temperamentsfuldt program i hænderne på den franske
Quatuor Ébène: Først fem satser af Henry Purcell (og hvornår har man ellers hørt
kammermusik af ham?) fra Fantasies and In Nomines fra 1682. En fantasi
er i denne sammenhæng ”én finurlig sats med et tema på blot én tone (!)”, som
Mathias Hammer skriver i programmet; én sats, der som en haydnsk strygekvartet
in spe veksler mellem en- og flerstemmige, hurtige, langsomme og dansende
tempi. Det er drømmende og frodigt strømmende musik, og de fire musikere lever
sig ind i samspillet og danser på stolene såvel som med blikke og smil. Dernæst
bevæger kvartetten sig fremad med astronomisk fart til György Ligetis første
strygekvartet i fem satser, Métamorphoses nocturnes, fra 1954. Det er
vild musik; det er sci-fi i lyset af Purcells harmoniske velklang, hvor
fabulerende den så end er. Musikken vrider og drejer sig som et ulykkeligt
indespærret fabeldyr. Der er unisone, kradse passager, der er viltre, voldsomme,
frådende udbrud, og der er ømme, inderlige og lyriske øjeblikke, som
Ébène-kvartetten hjemmevant skifter imellem, og det på trods af at kvartettens
faste cellist, Raphaël Merlin, her er erstattet af Yuya Okamoto, men det
bemærker ingen. Samspillet er sublimt, hvor meget end de afventende buestrøg og
opmærksomme blikke frem og tilbage blot er den opmærksomme og erfarne musikers
årvågenhed. Bifaldet er med rette ekstatisk. Cellist-erstatningen er dog
årsagen til, forklarer andenviolinisten Gabriel Le Magadure til sidst, at der
intet ekstranummer er et give, for kvartetten har ikke haft tid til at indøve
et med Okamoto, men Le Magadure takker begejstret for samarbejdet, og publikum
bifalder ved flere gange at afbryde hans undskyldende forklaring med klapsalver.
Inden da har kvartetten
efter pausen sat punktum for koncerten med Robert Schumanns første
strygekvartet, en helt igennem klassisk, genkendelig og firsatset kvartet i
romantisk stil. Dog er der udsving i form af heftige udbrud og stemningsskift,
de er bare beherskede, så de griber og rører. Det er nemlig påfaldende, at
Schumann i sine symfoniske værker udpinte sine temaer med gudsjammerlig
kedsomhed til følge, mens kammer- og liedkomponisten Schumann avede sig og
skabte klangskønne, gribende og rørende værker. Det mener i alt fald
undertegnede. Der er således stor inderlig længsel og vemod i den langsomme
tredjesats og pludselig, underfundig humor i finalen - og Quatuot Ébène
forløser alt, så mindet om dagens rusk og regn fortaber sig.
Tirsdag
d. 18. juli, festivalens sidste dag, er en dansk sommerdag, som de er flest:
broget, blandet, kølig. Ingen har som Thøger Larsen formået alle danskere til
at elske den danske sommer, som den nu er. ”Byger, der går og kommer” er næsten
blevet en talemåde og passer ofte også ind i de fleste vejrværters manuskript,
men mere rammende for danskerens ambivalente forhold til sommeren på hans og
hendes breddegrader er nok: ”Mer, mer, mer/jeg dog dig elsker, hver gang du ler”
- for når den danske, lyse sommer ler, hvad kan så sammenlignes hermed? Et
mytisk, uopnåeligt, men evigt attrået smil, der dyrkes og æres som end anden
gud.
Sætter denne sommer end
tålmodigheden og kærlighedsforholdet på prøve, så er der sol og lune i den sidste
koncert på Hindsgavl i år: Brahms to samlinger af Liebeslieder-Walzer og
tre andre, små samlinger af sange for fire stemmer: sopran, mezzosopran, tenor
og baryton. De mødes og skilles i små vers om kærlighedens alsidighed med så
stor underfundighed, at det næsten ikke er til at tro, at det er den
tungsindige, brøsige og ubehagelige Brahms, der har fundet dem og sat dem i
toner, men man vugges ind i drømme og længsler mellem de to køn. ”Det er musik
fra før LGBT-bevægelsen” står der lakonisk i programmet, det gør bare hverken
til eller fra; følelserne er de samme, hvilket køn man måtte have eller
identificere sig med, men musikalsk opstår harmonien og dynamikken i stemmernes
forskellighed. Det er sopranen Christiane Karg, der har sammensat programmet og
de fire sangere, der ud over hende selv inkluderer mezzosopranen Patricia Nolz,
tenoren Benjamin Bruns og barytonen Michael Nagy, og de giver koncerten flere
steder i Europa denne sommer. På den måde skiller Karg sig ud, men det gør hun
også i sin påklædning: Hun er iført en blå top og et stort, tungt skørt med gule
og blå mønstre og guldbroderier, mens Nolz er i en sterilt enkel og kedeligt
hvid, lang kjole. De to herrer er blot i sorte bukser og ditto krøllede
skjorter, og de to pianister, Louis Lortie og Paolo Bressan, følger denne forvaskede,
sjuskede herremode. Der er intet i deres fremtoning, der vidner om den skønhed
og lethed, de forlener de elegante kærlighedssange med, men det er, hvad vi
får: Lutter velklang og dansant ynde.
Kargs sopran er perlende
ren og klar. Hører man hendes indspilninger, er den overraskende anonym, men live
er den intet mindre end diamanttindrende skær. Nolz’ lidt dybere stemme stråler
lige så skarpt, men glimter som en rød rubin; Bruns tenor er et lysvæld, en
blændende kaskade af guld, mens Nagys baryton er mindre påtrængende, men lige
så strålende: sølv. Med andre ord er det et skatkammer af højeste karat - de to
pianister står ikke tilbage for sangerne, men holder sig charmerende i
baggrunden - man denne aften præsenteres for. Det er en fest af en
finalekoncert! Hvem bekymrer sig om en smule regn og blæst i sommeren, når blot
Hindsgavl Festival findes? Så kan man kun elske den danske sommer! Du danske
sommer, jeg elsker dig - jeg elsker Hindsgavl!
