mandag den 23. oktober 2023

Skæbneblinde sjæle

 Sublimt smerteligt: Tchaikovskys Eugen Onegin, Operaen d. 22. oktober 2023

 

En yndlingsopera er Tchaikovskys Eugen Onegin, selvom det er svært at sige, hvornår en opera bliver en yndlingsopera. Eugen Onegin oplevede jeg første gang i fjernsynet i en legendarisk, billedskøn og lysende enkel iscenesættelse af Graham Wick i en optagelse fra Glyndebourne. Det var først i 90’erne, jeg var lige blevet konfirmeret, og jeg var meget modtagelig for de subtile lag i operaen. Jeg forstod ikke hele handlingen, jeg syntes også, at dele af musikken var svær at forstå, men den satte sig i mig. Jeg kan fortsat lytte til den igen og igen uden at blive træt af at lytte og hele tiden opdage nye nuancer i partituret. Det må være definitionen på en yndlingsopera. Min teenagefølsomhed blev nok også ramt ved det første møde med romantikken i Eugen Onegin, men ubevidst blev jeg samtidig grebet af operaens sanddru handling; selvom sårede følelser er smertelige og skam ydmygende, så dør man ikke af ulykkelig kærlighed - heller ikke selvom mit ældre jeg ved, at ulykkelig kærlighed af den grund varer ved og er des mere smertelig - og det tiltalte og tiltaler mig mere end helte og heltinder, der bukker under, bare fordi de ikke får hinanden.  

                      Alle disse ting er årsag til, at Eugen Onegin er en af de operaer, jeg har hørt og set - både i optagelse og i et operahus - flest gange, og for langt de fleste af de iscenesættelser, jeg har set, gælder det, at de har været enkle. Undtagelser er Kasper Holtens iscenesættelse på Covent Garden-operaen i London, hvor scenerummet blev et erindringens pulterkammer, OG hvor de to hovedkarakterer, Tatjana og Onegin, begge blev suppleret af en danser, og Stefan Herheims iscenesættelse på De nationale opera i Amsterdam, der begyndte med gensynet mellem Tatjana og Onegin og hele operaen blev således hans generindring. Holtens iscenesættelse var mere stil end ægte følelse, mens Herheims var dybt gribende (Onegin huskede og genskrev selv brevet fra Tatjana, mens hun sang!) og intellektuelt skarp og stimulerende. Operachef Elisabeth Linton stod for tyve år siden for en iscenesættelse, der stod i gæld til Graham Vick og var både enkel og socialkritisk, og for fire år siden stod Hinrich Horstkotte for en sort/hvid-opsætning, hvor symbol på symbol loddede partiturets dybder. Begge på Den jyske Opera, begge meget velfungerende og meget enkle. På Den kongelige Opera stod Peter Konwitschny i 2009 for endnu en enkel opsætning, men politiserende og fortænkt. Al sjæl var borte, også fordi partierne var middelmådigt besat.

                      Den aktuelle opsætning i Operaen på Holmen af franske Laurent Pelly er enkel tangerende et næsten nøgent udtryk, men operaen kan bære det, og opsætningen er stærk! For det første fordi personinstruktionen er sublim, og man tager flere gange sig selv i at gispe rørt eller overrasket, for det andet fordi den tiltrædende chef for Det kongelige Kapel, Marie Jacquot, fører sangere og musikere igennem partituret med en præcision, lydhørhed og ydmyghed, så man gisper endnu mere betaget. Har Det kongelige Kapel nogensinde lydt bedre? Dette enestående operaorkester er svært ikke at blive betaget af igen og igen, men dette er verdensklasse: Fra det allerførste pizzicato i kontrabasserne til det sidste buldrende skæbnedrøn sidder alle på nåle for at følge Jacquots mindste anvisning, og hun former, markerer, styrer tempo og rytmik med ørneøje. Strygerne svulmer smægtende, og blæserne kæler for melankolien, så karaktererne på scenen står endnu mere alene, endnu mere kuldsejlede og endnu mere skæbneblinde.

                      Pelly står for både instruktion og kostumer. Disse lyser op i blege pastelfarver og er i et snit, der signalerer 1900’erne, men eftersom scenebilledet på nær et kornneg, en bog og nogle stole er fuldstændig renset for rekvisitter, har dette snit mest et præg af gamle dage og landlig idyl eller gyldne sale. Massimo Troncanettis helt ekstremt enkle scenografi lader intet være skjult: En let skrånende, kvadratisk og lidt forhøjet flade på drejescenen er alt i operaens fem første scener. Halvdelen af denne plade kan rejses 90 grader og danne et mindre, aflukket rum, nærmest en celle, i den store brevscene eller blot hæves, så duellen mellem Onegin og Lenskij finder sted på en faretruende udsat afsats. Stolene fra ballet aftenen forinden står endnu bag dem som et stumt og mørkt ekko. Marco Giustis lysdesign sætter spot på det, der er med til at løfte opsætningen til stjernerne, nemlig Pellys formidable personinstruktion. Her er det pr. stedfortræder Laurie Feldman, men det bemærkes ikke: Ikke en bevægelse, ikke et skridt er uoverlagt. Alt udspringer fra en smuk forståelse for karakterernes psykologi. Kender man handlingen og librettoen, har man lyttet til musikken igen og igen, er der ikke noget nyt eller noget overraskende i karaktertegningen, men niveauet mellem den forhøjede flade og scenegulvet og niveauforskellene på den mahognisorte trappe, der udgør den eneste scenografi i sjette og syvende scene, understreger den næsten kynisk skarpt: Altid fjerner karaktererne sig fra hinanden, aldrig er de i øjenhøjde, disse skæbneblinde sjæle.

                      Sjæl er der i hver tone, der løfter sig fra sangernes strube. Sofie Elkjær Jensen er tilbage på Operaens store scene med uhørt kraft i partiet som Tatjana. Hendes sopran er stadigt lysende ren; den tindrer med en sfærisk klang, og samtidig har den en styrke, så den manifesterer sig fysisk i rummet. Hun tiljubles efter brevscenen med det længste og største bifald, undertegnede har oplevet efter nogen arie i Operaen! Astrid Nordstad i partiet som søsteren Olga er i helt samme liga, og hendes talent for skuespil er enestående. Jens Søndergaard sang Onegin på Den jyske Opera i Horstkottes føromtalte iscenesættelse, så han er hjemmevant i partiet, men her får han en scene og et auditorium, der passer før hans smukke baryton. Han forlener her partiet med en større varme og menneskelighed end hos Horstkotte, og det er uden tvivl med til at gøre hans afvisning af Tatjana des mere gribende, når han ikke fremstilles følelseskold og utilnærmelig, men ung og uden selverkendelse. Jacob Skov Andersens lyriske tenor står i strålekrans om ham, fordi Jacquot giver ham plads til at folde sin stemme ud; det er med hjerteskærende eftertænksomhed, han foredrager arien ”Kuda, kuda vy udalilis”, men alligevel ryster han for meget på hånden til at kunne affyre et skud med Onegin. Onegin dræber ham roligt til stor overraskelse for sig selv. Den anden store hitarie, fyrst Gremins kærlighedserklæring ”Lyubvi fse vozrastï pokornï”, formidler Artyom Wasnetsow med smuk ro, mens Hanne Fischer og Johanne Bock synger søstrenes mor, Larina, og ammen Filipjevna med udsøgt skønklang. Fischer er i Pellys fremstilling en overbærende og kærlig mor, der roligt afventer Olga og Lenskijs passionerede kys, men som også træder resolut til, da Olga besvimer over Lenskijs impulsive, tåbelige udfordring. Ammen holder sig diskret i baggrunden som et tyende bør. Jens Christian Tvilum er perfekt i partiet som Triquet, når han her fremstilles som en aldrende, afdanket og snobbet verdensmand, der er til fals for penge. Den fremstilling udgør desuden et comic relief blandt de tragiske skæbner, og det samme gør Det kongelige Operakor; koret vandrer ind og ud af scenen alt efter om det skal synge eller ej, men det kommer og går altid med gyldig grund og er aldrig bare staffage. Koret får lov til at illustrere den smålige skelen skævt til hinanden, der er mellem mennesker højt som lavt, og det er ret morsomt, da damerne til Tatjanas navnefest trækker en stol hen for at bevidne skænderiet mellem Lenskij og Onegin.

                      Det er en altid nærværende risiko ved yndlingsoperaer, at iscenesættelser kan skuffe, fordi de ikke har blik for de detaljer, man selv elsker. Denne har ingen blinde vinkler; den er helt på højde med Herheim og Linton i sin nøgterne fremstilling af mennesker, der går vild og derfor ikke kan finde hinanden, og den vil for altid være prentet på nethinden og lyde klart for det indre øre.

onsdag den 18. oktober 2023

Nuancer af rødt

 Smukt overblik forløser ikke replikkerne i Molières Don Juan. Skuespilhuset d. 17. oktober 2023

 

I forførelsen kan der ingen mellemveje være. Enten falder man - pladask - eller også afviser man bejleren. Myten om Don Juan rummer en kerne af dobbelttydighed, der gør ham relevant og spændende til alle tider, han kan tolkes og forstås på ny - også fordi vi tiltrækkes af hans friheds- og oprørstrang - men måske mere end nogensinde nu i en tid, der er så fokuseret på nydelse, underholdning og likes. Men forførende må han være, så enten lader man sig rive med, eller også gennemskuer man hans overfladiske charme og afviser ham. Alligevel sidder man mellem to stole efter at have oplevet Anna Balslevs iscenesættelse af Molières version om den mytiske forfører: Man er vildt betaget af Balslevs iscenesættelse - nogle steder nærmer den sig det geniale - men der er kun én skuespiller på rollelisten, der overbeviser og betager.

                      Anna Balslev har modet til at sætte en handling i stå, altså at udelade dele af det skrevne drama, og samtidig fortsætte handlingen i pantomime, dans, tavshed. Hun gjorde det i en sneboldkamp i Et dukkehjem, så Nora og Helmer fik en lykkestund, inden Nora erkendte og kun var fodspor i sneen. Don Juan begynder ligeledes uden et ord; kun tyste orgeltoner markerer brylluppet mellem Don Juan og Donna Elvira, inden han - efter en smukt koreograferet, hed bryllupsnat - forlader hende for at slå sig løs som før. Forførelsen gentager sig efter samme koreografi med Charlotte, og så sætter Balslev til sidst trumf på ved bogstaveligt talt at trække tæppet bort under Don Juan: Bagtæppet ryger op, scenearbejderne kommer ind og rydder op, og han er helt alene. Da har han drevet sin forstillelse og sine løgne vidt nok, og ingen vil vide af ham. Det er stik modsat Sartres udsagn om, at ”helvede er de andre”, for for forføreren vil helvede være ingen at have at forføre. Det er ikke døden, der til sidst henter Don Juan, det er tomhed, og dét er skarpt set!

                      Læg dertil Karin Gilles smukke, smukke scenografi og smukke kostumer: et fortæppe i rødt og ensfarvede kostumer, der næsten alle er i nuancer af rødt for at understrege passionen og karakterforskellene i dramaet, er alt. Kun Donna Elvira er - først - i hvidt, siden i sort og hvidt, da hun drager tilbage til klostret. Don Juan selv er i lyserødt jakkesæt og blommefarvet skjorte, hans tjener Sganarelle i vinrødt, og hans mor, Donna Louise, er i flammende orange. Fortæppet bruges med overraskende effekt som den eneste rekvisit, hvad enten det løftes af skuespillerne, løftes for skuespillerne eller draperes smukt bag dem. Det er et sublimt scenebillede, og Viktor Dahls lydbillede føjer sig elegant dertil med sprøde guitarlignende klange, der subtilt sætter scenen i Sevilla. Gudskelov er han her ikke på scenen som i Fornuft og følelse på Betty Nansen; den verfremdungseffekt er efterhånden for stor en kliché, og musikken er på en og samme tid subtil og så konkret, at den næsten bliver en genstand på scenen.

                      Billedskøn er skuespillernes præstation til gengæld ikke. Morten Hee Andersen er som Don Juan uden tvivl charmerende med sit drengede smil, og han slipper bedre fra præstationen, end andre på scenen, men: Han vrænger. Værst er Mathilde Arcel som Sganarelle; hun har én tone i stemmen, når hun bræger sine replikker ud: forurettelse. Det er ironisk, eftersom Balslev i programmet udtaler, at hun for alt i verden ikke ville gøre Sganarelle til en klovn, for Arcels præstation er rent gøgleri. Ena Spottag var genial som Fortrængningsmesteren i Livstidsgæsterne for år tilbage ved at yde farcen stædig modstand, men her bliver hun en klovn som Pjerrot og Don Carlos, fordi hun ingen alvor har som klangbund. Hun er meget passende i brunlige nuancer i de to roller. Kristoffer Eriknauer som Charlotte har så lille en rolle, at han aldrig når at overbevise, men heller ikke han har nemt ved at skulle fremsige replikker på en scene, uden at det bliver kunstigt amatørspil, og hans kostume er gråt.

                      Ellaha Lack har som Donna Elvira en ægthed og evne til indlevelse, der hjælper, og hun hverken vrænger eller bræger forurettet; hun har imidlertid heller ikke viljen til at sætte tempoet ned, holde pause og give plads på scenen til den karakter, som hun tydeligvis har levet sig ind i og forstår. Dét har - selvfølgelig - Kare-Lise Mynster som Donna Louise, Don Juans mor, og hvor er det vidunderligt, at der er byttet om på kønnet, så man får mulighed for at opleve hende. Hun ejer scenen, når hun træder ind; hun hviler i sig selv på scenen og er et med sin rolle, eller: hun evner at tage en rolle på sig. Intonation, betoning, pause og rytmik bliver melodi på hendes læber og tegner den vrede adelskvinde og den sørgende mor som ét menneske. Ironisk er det, at man virkelig lægger mærke til det, fordi skuespillerne omkring hende gør så dårlig en figur, og hendes tale om pligt og ansvar forfører mere end forførerens smil og ligefremme tale. Af de nuancer af rødt, man præsenteres for denne aften, er det hendes strålende, varme orange, der betager mest; den lyserøde er for bleg, og den vinrøde er for mat.

søndag den 15. oktober 2023

Som man råber i skoven

 Modsætninger mødes: Schönberg og Menotti side om side - uden en lykkelig slutning. Den fynske Opera d. 14. oktober 2023

 

Odense er skueplads for hele to premierer denne første weekend i skolernes efterårsferie. Ravnen af J. P. E. Hartmann på Den jyske Opera har premiere i Odense Koncerthus (sandsynligvis fordi H. C. Andersen er forfatter til librettoen), og det skyldes udelukkende Arnold Schönbergs triskaidekafobi, frygt for tallet 13, at Den fynske Opera har flyttet premieren på hans første sceneværk, Erwartung, fra fredag d. 13. til lørdag d. 14. oktober. Det havde næppe gjort hverken fra eller til for Schönbergs fobi, for opsætningen af Erwartung er ualmindelig vellykket. Det er opsætningen af Gian Carlo Menottis The Telephone, som Erwartung ved denne lejlighed er sat sammen med, sådan set også, hvis man ser bort fra instruktørens forsøg på at presse et drama ned over Menottis kammeropera, som den slet ikke kan bære.

                      Erwartung er skrevet i 1909 i den lidt kønsløse atonale stil, Schönberg udviklede, inden han fostrede idéen om dodekafoni. Det er lyrisk, drømmende og strømmende musik, men samtidig uden den sfæriske klang, tolvtonemønstret bidrager med, og uden den overraskende effekt, der ligger i at sætte tonal og atonal musik op over for hinanden. Det var Schönbergs elev, Alban Berg, der løftede lærerens idéer til det sublime - Wozzeck og Lulu er nok det 20. århundredes to fremmeste operamesterværker - men mødet med Erwartung er et spændende og interessant bekendtskab. Det skyldes ikke mindst, at Ida Michael Kiberg, den afgående chef for Den fynske Opera, der har iscenesat, tager nænsomt om den delikat symbolistiske libretto af Marie Pappenheim. Hun skrev i juni 1909 den mørke, ladede tekst om en kvinde i en skov som 27-årig ”med blyant liggende i græsset”. Kvinden venter, som titlen anfører, på en mand, men alt andet er usikkert: har han svigtet hende, er han død, er hun vanvittig af sorg, ja, har hun måske selv slået ham ihjel? Der gives ingen svar, og det fine ved opsætningen er, at den selv afholder sig fra at give svar (i alt fald i første omgang).

                      Peter Schultz’ fornemme scenografi forestiller et foroven og forneden lukket hvidt rum med skjulte udgange i begge sider. I midten er en firkant med jord og nogle små grene af troldhassel, som af Mik Manley Andersons fine, fine lyssætning forstørres op på den hvide bagvæg. Vi er altså i skoven uden at være i skoven, og således markeres det subtilt, men elegant og smukt, at rummet er et indre rum, en afspejling af kvindens indre tilstand. Hun vandrer tvivlrådigt frem og tilbage kun iført undertøj og en løstsiddende silkeskjorte; en pludselig hånd, der først griber hende om anklen, siden falder slapt ned bag en forhøjning i scenens venstre side, bidrager ikke bare til fornemmelsen af usikkerhed og vanvid, men også af gys og gru. Hvem er den tilsyneladende døde, hun trækker frem? Er det ham, hun har ventet på? Er det stien, hun vandrer ad, eller en symbolsk livsåre, der lyser rødt i gulvet gennem rummet? At hun til sidst forsøger at begrave ham i firkanten midt på scenen, understreger kun hendes desperation og frygt, og den lyser ud af Anna Carina Sundstedt, der yder en kraftpræstation som kvinden fuldt på højde med portrættet af Elle i Poulencs La voix humaine på Den fynske Opera under covid 19-nedlukningen i 2021. Det er fornemt sunget og iscenesat!

                      Uhyggen kunne være fortsat, da den halvt begravede mand, Joachim Knop, pludseligt rejser sig, hvis ikke det havde været til de første toner af Menottis muntre og samfundssatiriske The Telephone fra 1947. Men dem har Kiberg til sinds at overhøre. I programnoterne har hun travlt med at betone de ”hentydninger mellem de ellers dur-dominerede harmonier” i Menottis partitur, selvom disse hentydninger ikke kan bære hendes udlægning af satiren: Menottis opera handler om en mand, Ben, der ikke kan få lejlighed til at fri til en kvinde, Lucy, fordi hun hele tiden skal tale i telefon, og til sidst er han nødt til - ret ironisk - selv at ringe hende op for at kunne stille hende spørgsmålet, om hun vil giftes. Han er dog fuldt bevidst om, hvad han går ind til, og at ægteskabet vil blive en ménage à trois: Han, hun og telefonen. For 75 år siden forudså Menotti altså den afhængighed af elektroniske apparater, som Kiberg noget plumpt og firkantet forsøge at tematisere i Græsset er grønnere sidste sæson, men den pointe overser hun her hos Menotti.

                      I Kibergs udlægning er kvinden i Erwartung og Lucy i The Telephone den samme, selvom operaerne i så fald vises i forkert rækkefølge: Lucy fremstilles som en dybt jaloux kvinde, som - da hun ikke kan distrahere og forføre Ben med sin kvindelige ynde, uvidende om at han blot er ved at tage mod til sig til at fri - gennemsøger hans jakkelommer og sågar hans telefon efter beviser på, at han er hende utro, og i sin sindsforstyrrelse slår hun ham ihjel. Det er i alt fald, hvad vi skal tro, for pludselig står han med blod ned ad ryggen, mens hun med et forfærdet blik stavrer truende omkring med den saks, han tidligere har forsøgt at klippe telefonledningen (til en mobiltelefon?) over med. Hun jubler på samme tid lykkelig over, at han har friet, så hvordan mordet giver mening, ud over at hun - uden nogen synlig årsag - skulle have mistet forstanden, vides ikke. Telefonsamtalerne viser hende som en helt normal om end ikke videre intelligent, sludrende og sladrende ung kvinde, ikke som uligevægtig endsige psykopat. Som bekendt får man svar, som man råber i skoven, men at kræve svar af Menotti for Schönberg, giver ingen mening, uanset hvor modigt og spændende det er, at lade to så forskellige operaer mødes. Råbet er desperat og meningsløst.

                      De musikalske præstationer er til gengæld fremragende. Sundstedt fortsætter uforknyt fra ekspressionismen i Schönbergs partitur til de neoklassiske koloraturer i Menottis lille perle. Joachim Knop ryster jorden af sig og synger flot og fejlfrit partiet som Ben, selvom hans timbre kan lyde en anelse skrøbelig. Kammerorkesteret i de to minioperaer er her erstattet af en pianist, Galya Kolarova, men både hun og transskriptionen lever op til de to partiturer, og også hun skifter ugenert fra et tonesprog til et andet. Det er en intim og intens oplevelse, denne blæsende lørdag eftermiddag, hvor vejret slår om, og efterårskulden kommer snigende. Uhyggen i de susende træer modsvares af Schönbergs lille enakter, men Menottis muntre toner minder mere om de hyggelige skærmydsler, der foregår indenfor i de fleste hjem. Mord er ikke svaret, hvis man har svært ved at tale sammen.

”Den dræbte Ravn oplives atter”

 Spektakulært: Ravnen af J. P. E. Hartmann og H. C. Andersen flyver landet rundt med Den jyske Opera. Premiere i Odense d. 13. oktober 2023

 

I 1832 er der endnu tre år til, at H. C. Andersen udgiver det første hæfte med Eventyr fortalte for Børn, og romanerne - de første samtidsromaner i dansk litteraturhistorie - der kom som perler på en snor og øjeblikkeligt blev oversat til adskillige sprog og sikrede Andersen den anerkendelse og berømmelse, han stræbte efter, ligger også nogle år ude i fremtiden. (Improvisatoren kom også i 1835, O.T. i 1836 og Kun en spillemand i 1837.) Den fabulerende og fantasifulde debut, Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 (bogen foregår nytårsnat..), var blevet vel modtaget og havde sikret Andersen en økonomisk gevinst, der gjorde ham i stand til at rejse til Harzen, og nogle af hans digte havde også høstet anerkendelse, men det er en fortsat ung Andersen, der endnu ikke har fundet sine egne temaer og sin egen stil, som i 1830 har gendigtet den italienske dramatiker Carlo Gozzis Il corvo, Ravnen, og sendt den som libretto til Det kongelige Teater.

                      H. C. Andersens kærlighed til teatret blev aldrig gengældt. Han var for lang og ranglet til at blive balletdanser, og selvom både hans skuespil og operalibretti blev spillet, slog de aldrig an og blev klassikere; prosaens passede hans geni bedst. Der er derfor ingen skam i at sige, at librettoen til Ravnen, der blev sat i musik af J. P. E. Hartmann og havde premiere i netop 1832, ikke er vellykket. Kærligheden til teatrets magi, dets mulighed for at fremmane de mest fantastiske scenerier og vække alle fabelagtige væsner til live, taler tydeligt fra tekstens sider. ”Gid den maa vise min Kjærlighed for Digteren og Kunsten”, skriver Andersen i sit forord. Her er alfer, havfruer og vampyrer og handlingen udspiller sig snart i en bjerghule, så i en havn, så på en balkon på kongens slot og så inde på slottet. Andersen har uden tvivl set det hele for sig, men handlingen er springende og psykologisk selvmodsigende: Den unge kong Millo af Frattombrosa har under en jagt skudt en ravn. Straks derefter har ravnens ejer, ”En grusom Trold med Hævnen i sit Blik”, forbandet den unge konge; han skal vandre om i angst og smerte indtil den dag, hvor en kvinde ”saa hvid, som denne Marmorsteen,/Saa rød, som Ravnens Blod” og med ”Lokker,/Der vare sorte, som dens Fjederham,” gifter sig med ham og hæver forbandelsen. Denne unge kvinde, Armilla, viser sig at være datter af en troldmand, Norando, som - da kongens bror Jennaro bortfører Armilla - udlægger en lang række snarer for kongen, men disse afsløres for Jennaro af tre havfruer: Hvis ikke en falk eller en hest, begge gaver til kongen, er årsag til hans død, vil vampyrer hjemsøge ham på hans bryllupsnat, og hvis Jennaro afslører nogen af disse ting for sin bror, vil han selv blive forvandlet til marmor. En klovneagtig karakter, Pantalone, beretter, hvordan Jennaro rask dræber både falk og hest for at forhindre det, og da Jennaro i sidste akt kommer for at jage vampyrerne bort, tror Millo, at hans bror er ude på at dræbe ham. Tvunget tilstår Jennaro tingenes rette sammenhæng, hvorefter han forvandles til marmor, men da Millo hellere vil dø i Jennaros sted, og Armilla derefter vil påtage sig al skyld, dukker Norando og tilgiver alle: ”Den dræbte Ravn oplives atter./Forsvunden er nu Troldens Harm,” synger han - og så må publikum spørge sig selv, hvor den pludselige, ulogiske karakterændring kom fra, og hvorfor så mange og så dramatiske ting blot genfortælles frem for at fremstilles på scenen.

                      Til trods for denne uoverskuelige, ulogiske handling er det vampyrer og havfruer, instruktør Philipp Kochheim bider mærke i og finder uspiselige for et moderne publikum. Det giver han udtryk for i et interview i Magasinet Klassisk, og det kan undre i lyset af, hvor populær fantasy-genren er i film, romaner og serier; her optræder både varulve, zombier og drager, uden at nogen løfter et øjenbryn. Kochheims løsning er den samme, som da Friedrich Kuhlaus Lulu blev genopsat på Gamle Scene i 2018 efter 180 år i glemsel, nemlig en ramme, et metalag, der skal gøre operaen mere spiselig (realistisk?), mere forståelig, mere spændende: Armilla gøres til hovedpersonen, og hun er en Natascha Kampusch-inspireret kvinde, der lever indespærret af sin onde far, Norando. Måske er Kochheim også inspireret af Stefan Zweigs roman, Utålmodige hjerter, der tidligere i år vistes i de danske biografer af en loyal og meget seværdig filmatisering af Bille August, Kysset, for Armilla er som den kvindelige hovedkarakter hos Zweig/August også delvist lam og iført benskinne. I sin indespærring fantaserer Armilla sig bort; hendes dukke forvandler sig til en smuk danserinde, der hjælper og trøster hende, og nu gennemlever hun eventyret om de to prinser og den tilgivende far, men til sidst - da alt tilsyneladende er endt lykkeligt, om end det er i strid med al psykologisk logik - bliver hun atter alene og spærres inde i sit lille, snævre værelse.

                      Men i modsætning til Christian von Götz’ iscenesættelse af Lulu, så fungerer metalaget faktisk i Kochheims iscenesættelse. Rifail Ajdarpasics smukke scenografi, der først forestiller et lille, hvidt værelse i biedermeierinteriør, åbner sig til et stort, smukt rum i et slot med høje paneler og marmorkamin, hvor naturen er på vej ind som en synlig reference til Andersens naturromantiske univers, og hvor grønlige farver dominerer - også i Armillas kjole - og sammen med Anders Polls lyssætning er den et eksempel på ægte teatermagi, der også ville have begejstret Andersen. Det er desuden rørende efter den festlige finale, at alle forsvinder fra scenen, mens rummet snævres ind og lukker sig om Armilla; hun er atter alene, stammende, med sin dukke. Man vil udmærket kunne undvære metalaget, vil jeg mene, og det er bestemt ikke første gang, en ramme om handlingen er blevet brugt i nyere tid, så nyt er det ikke, og de operapublikummer, der rynker på næsen af al teatermagi og ”den dumme Phantasie!”[1], og som straks er parate til at fnyse ”Regiteater!”, skal ikke være bekymrede: Opsætningen viser meget fin forståelse og respekt for Andersens libretto, og ændringer og omskrivninger giver glimrende mening. Intet er fortænkt. De replikker, der er lagt i munden på Armilla, er fremragende og vidner om betydeligt større skrivetalent og større menneskekundskab end i forestillinger på andre og større scener herhjemme og udenlands.

                      Det er - på trods af svaghederne i Andersens tekst - en meget spektakulær forestilling, og Hartmanns musik er vidunderlig, ganske enkelt vidunderlig! Lange, dramatiske passager veksler med inderlige, fornemt orkestrerede romancer, og der er smukke solopassager for bl.a. cello og horn. Kochheim kalder det den bedste danske opera før Carl Nielsen, men det er måske en underdrivelse, hvis man hører til dem, der - som undertegnede - mener, at balancen mellem sang og orkester ikke er på plads i Maskarade. Nielsen var symfoniker, og han glemmer at gøre plads til sangerne; Maskarade ville fungere meget bedre for kammerorkester end for fuldt symfoniorkester. Det samme gælder for Carl Nielsen-salen i Odense Koncerthus, hvor premieren finder sted denne unaturligt varme og blæsende aften, ganske få meter fra H. C. Andersens fødehjem (ikke ”barndomshjem”, som Den jyske Opera skriver, for det ligger i Munkemøllestræde). Salens akustik er meget problematisk, og for kun en måned siden blev det af arbejdstilsynet påpeget, at musikerne risikerer høreskader, som forholdene er nu. Hvis ikke ledelsen får lydforholdene i orden senest 15. januar, lukkes salen. Denne aften påvirker det endvidere publikums oplevelse: Odense Symfoniorkester sidder på gulvet lige foran scenen foran publikumsrækkerne, og sangerne skal ikke bare nå publikum bagest på balkonen, de skal også nå ud over orkesteret, og det lykkes ikke hele tiden.

                      Det er ikke sangernes skyld. Der er samlet et fremragende hold af unge, dygtige sangere til lejligheden. Sibylle Glosted synger - og spiller meget overbevisende! - det dominerende hovedparti som Armilla, og hendes stemme er køn og meget lyrisk, men den er for svag til at forcere orkestermuren, og i nogle passager kan hun slet ikke høres. Det samme gælder for Anders Kampmann, der forlener partiet som Jennaro med stor skønhed og stor træfsikkerhed; han kan løfte stemmen højt og flot, men også han har problemer med at nå ud i salen. Christian Oldenburg besejrer som tysker alle udfordringer ved at synge på dansk og - som Millo - både forbandelsen, der hviler over ham, og sin egen tvivl på brorens hensigter, men også han har iblandt svært ved at høres. Det gælder i endnu højere grad Steffen Bruun som Norando; hans indledende klagesang drukner helt i orkesterlyd og Den jyske Operas kor, der i Ariane Isabell Unfrieds kostumedesign er iklædt hvid skjorte, sort vest og ditto hat, så de ligner en blanding af navere, tjenere og vagabonder. I første scene er de uhyggelige, sorte væsner med forklæde og kasket, der kryber ind alle vegne i Armillas ellers lukkede værelse, men velsyngende er de til trods for lydforholdene. De urimelige akustiske forhold trækker én stjerne ned i bedømmelsen.

                      Det er dog stadig en meget se- og lytteværdig forestilling. Alene det at der sættes andet end endnu en Tryllefløjten, endnu en Carmen eller endnu en La traviata op, gør Ravnen til et must see for enhver virkelig operaelsker, og det er som sagt virkelig fremragende musik. Philipp Kochheims greb om handlingen er næppe løsningen, men den er et bud, der kan sikre, at musikken høres. H. C. Andersen mener selv, at librettoen er musikken underordnet, når han i sit forord skriver, at digterens ”Arbeide kan egentlig kun blive en Skizze, som Tonerne give Liv og Farve.” Hartmanns musik har virkelig liv og farve, så forestillingen er både medrivende og en stor oplevelse. Kochheim fortjener stor, stor tak for i sin tid som chef for Den jyske Opera at have gjort Danmark klogere på sin egen operahistorie. Hvem ved, om man nogensinde igen får chancen for at høre Ravnen, og derfor må man fange den i flugten, når den nu atter oplives, så den ikke flyver ens ører forbi!



[1] Jf. kancelliråden i ”Den lille Idas Blomster”

søndag den 8. oktober 2023

Uforført

 Mozart er taberen i Don Giovanni på Malmø Opera. Premiere d. 7. oktober 2023

 

Søren Kierkegaard (1813-1855) lader i Enten - Eller den anonyme A slå fast, at musikken er sanselighedens eneste medium. Hvorfor? Begrundelsen er, at:

 

”den lader sig ikke male, thi den kan ikke opfattes i bestemte omrids, den er en Kraft, et Vejr, Utaalmodighed, Lidenskab o. s. v. i al sin Lyriskhed, dog saaledes at den ikke er i eet Moment men i en Succession af Momenter, thi hvis den var i eet Moment, lod den sig afbilde eller male. Det, at den er i en Succession af Momenter, udtrykker dens episke Charakteer, men den er dog ikke episk i strængere Forstand, thi den er ikke saa vidt, at den er kommen til Orde, den rører sig bestandig i en Umiddelbarhed. I Poesi lader den sig altsaa heller ikke fremstille. Det eneste Medium, der kan fremstille den, er Musikken. Musikken har nemlig et Moment af Tid i sig, men forløber dog ikke i Tiden uden i uegentlig Forstand. Det Historiske i Tiden kan den ikke udtrykke.”

 

Således er musikken intellektuel (på trods af Kierkegaards sublime talent for at formulere og definere musik præcist og forståeligt), men den er også umiddelbart tilgængelig, sanselig, og Mozarts Don Giovanni er - for A - eksemplet par excellence på sammenfald af intelligens og sanselighed i et værk. Men hvad nu hvis sanseligheden i opførelsen af operaen udebliver? Er der så kun et intellektuelt værk tilbage? Er der noget?

                      Ikke kun Kierkegaard var begejstret for Don Giovanni. Den er en af de mest spillede operaer på verdensplan (vist kun overgået af La bohème og schlager-operaen Carmen), og lørdag d. 7. oktober havde den igen premiere, denne gang på Malmø Opera. Det er en genopsætning fra Savonlinna Operafestival i Finland fra 2011; iscenesættelsen er af Paul-Émile Fourny, men genopsætningen - og her burde man måske allerede begynde at ane, at der er problemer - er lagt i hænderne på hele tre kvinder: Anselmi Hirvonen, Hillevi Björnsson og Ylva Kihlberg. Tre har der altså skullet til for at holde liv i denne 12 år gamle opsætning. Den er umiddelbart, hvad der ville få alle operatraditionalister, bornerte og fantasiforladte publikummer til at juble: kostumer, der ligner noget fra 1600-tallet, og en scenografi af Poppi Ranchetti bestående af tre sætstykker med buer, søjler (der ikke ligner nogen søjler i klassisk forstand) og en overetage, der ser ud til at være brændt eller være ved at erodere. Men at gå i den modsatte grøft af iscenesættelser opdaterede med rullestole, toiletter og jakkesæt er ikke altid løsningen. Sandheden er nemlig, at der sker mest på scenen, når sortklædte scenearbejdere kommer ind og skubber rundt med de tre sætstykker. Det er en af den type opsætninger, hvor sangerne står, hvor de står, og synger, og hvor koret vandrer ind og placerer sig i grupper rundt omkring på scenen for at skabe liv og fylde scenerummet ud. Da Don Giovanni synger sin ømme serenade for Donna Elviras kammerpige, vrimler det ind med lyttende ungmøer, mens han står og læner sig op ad en søjle. Så meget for den forførelse.

                      Bevares, der er ansatser til psykologiske nuanceringer. Don Giovanni dræber først kommandanten, da denne tager masken af ham og genkender ham, og Don Ottavio er tydeligt i syv sind, da Donna Anna i anden akt tager skridtet fuldt ud og iklæder sort kjortel og kors, for nok elsker han hende, men er hun værd at vente på, når hun tager sig sorgen så nær. Han har ikke bemærket, hvordan hun er voldsomt tiltrukket af Don Giovanni, lige inden han - ret utroværdigt taget i betragtning, at de står midt på gaden - har fundet forførerens maske, og hun er tvunget af omstændighederne til at tilstå, at han er hendes forfører. I anden akt er der desuden plads til den humor, Lorenzo da Ponte har forlenet librettoen med - operaen er som bekendt et dramma giocoso - men kun Leporello kan udtrykke humoren troværdigt, da hans herre pudser ham på Donna Elvira. Det er dødfødt farceoptrin, når mændene, der ledsager Masetto på hans hævntogt, igen og igen dukker sig af frygt for den musket, Masetto har i hånden. Til sidst er der endog et (også dødfødt) forsøg på et coûp de théatre eller en me too-finale: Den sarkofag, dækket af et hvidt lagen, der gennem hele anden akt har været synlig midt på scenen, viser sig ikke at være kommandantens gravmæle, for da Don Giovanni bruger den som middagsbord i slutscenen og efterfølgende løfter lagnet, ligger der en marmorklædt, nøgen kvinde og vrider sig, og det er hende, der trækker ham med sig ned gennem en lem i gulvet, omringet af gråklædte, hævnende erinyer, da operaens sidste toner dør hen. Dette ændrer dog ikke på det overordnede indtryk, at det er en kedelig, uvedkommende og stiv iscenesættelse.

                      Skønsang er der dog. Ganske vist har Ylva Kihlberg inden forestillingen været fremme på forscenen for at forklare, at ”the fantastic” Jacques Imbrailo i titelpartiet er lettere indisponeret, men at han vil gennemføre forestillingen, og det gør han - men uden at imponere. Det gør imidlertid Matilda Sterby som Donna Anna; hendes stemme er jublende pragt og skønklang, når den løfter sig tindrende ren og klar som en engels røst. Hun flankeres af Joel Annmos Don Ottavio, der har den slanke, stærke mozarttenor, der er så sjælden, og som minder om, at nogle af Mozarts skønneste arier er skrevet for denne stemmetype. Bravoråbene falder fuldt fortjent tæt efter arien ”Il mio tesoro”. Rachael Wilson, der synger Donna Elvira, har en skøn, fuldfed mezzosopran i struben, men enten er det den lemfældige instruktion, man skal bebrejde, eller også ejer hun ikke fornemmelse for at stå på en scene, og hun ender som en parodi på den forsmåede kvinde; hendes armbevægelser er overdrevne, og hun fnyser eller jamrer, hver gang hun åbner munden. Viktoria Karlsson har som Zerlina den yndigste, skære røst, men den er blodfattig, og hun kan slet ikke høres ude fra bagscenen, da hun skriger om hjælp. Det kan dog skyldes den flade akustik i Malmø Opera, men synd er det. Nicolai Elsberg synger virkelig dejligt, men om hans malmfulde bas passer til partiet som Masetto, tillader jeg mig at betvivle. Også han lades grumt i stikken af den mangelfulde instruktion, og han bliver på ingen måde et med partiet. Henning von Schulman er synligt hjemmevant i partiet som Leporello, og han charmerer, men hans stemme vækker ikke den store jubel.

                      Værst af alt - og nu kommer svaret på mit indledende spørgsmål - er den totale mangel på evne til at forløse Mozarts partitur. Den sanselighed, det umiddelbart forførende, forstemmende, skræmmende udtryk, der ligger i Mozarts tonekunst, folder sig aldrig ud. Allerede under ouverturen kan man høre, at det er galt, for de indledende akkorder trækkes forpint ud, så al frygt og rædsel udebliver. Forholdet mellem instrumentgrupperne er i ubalance (nogle kan man slet ikke høre), og de følger heller ikke altid samme tempo, men sætter ind med forsinkelse og dertil hørende mislyde til følge. Det, der lykkes så formfuldendt på den anden side af Øresund i opsætningen af Mozarts næstsidste opera, Titus, nemlig med temposkift, pauser og ikke mindst musikernes evne til indlevelse at løfte noderne fra papiret til et sansebombardement, der vidner om stor, psykologisk indsigt, det dør her mellem hænderne på dirigenten Wolfgang Wengenroth. Hans tempi er fodslæbende, hans indsatser forsinkede og uden vilje, og Malmø Operaorkester, der i de forgange sæsoner har excelleret i mindeværdige opsætninger af Leoš Janáčeks Sagen Makropulos og Benjamin Brittens En skærsommernatsdrøm, kan slet, slet ikke finde Mozart - hverken inderligheden, energien eller farverigdommen. Det er udvortes spil. Ingen opera kan ikke tages som gidsel af hverken den ene eller den anden opførelsespraksis, den kan ikke reddes af en intellektuel opsætning, men den kan tortureres til døde i orkestergraven - i fuld offentlighed - uden at nogen protesterer. Helt uden smertensskrig forløber operaen nok denne aften, men forført bliver man ikke. Slet, slet ikke.

lørdag den 23. september 2023

Klar scene!

 Bonnie og Clyde er ægte teatermagi! Odense Teater d. 20. september 2023

 

Det er umuligt ikke at sammenligne - hvor vidt forskellige de så end er - når to forestillinger, der spiller samtidig, begge bruger metafiktion som greb: På Gamle Scene spiller Benjamin Brittens moderne mesterværk Skruen strammes i en opsætning, hvor spøgelserne, der - måske - er årsag til drengen Miles’ død - reduceres til dem, der står uden for scenen og skaber værket ved at dirigere med kulisser og jerntæppe. Dette skulle være en (ret søgt og ikke mindst diffus) kommentar til operaens tilblivelse, nemlig komponistens venskab med den dreng, David Hemmings, der sang partiet som Miles ved urpremieren i 1954, og væk er spøgelseshistorien. Politikens naive og ukonkrete anmeldelse køber begejstret den præmis i sin indbildte selvforståelse af at være selv den dydigste moralsk overlegen. Så længe Politiken kan forarges over manglende politisk korrekthed, er der grund til at frygte for landets fremtid, for hvis manglende dyd skal anfægtes, hvad så med lasterne? De er mange, og man kan selv begynde at remse op: SKAT, ejendomsvurderingerne o.s.v. Opsætningen af Skruen strammes er en intellektuel øvelse i at gøre spøgelserne til mennesker af kød og blod, den er ikke en fremstilling af de ubevidste sider af mennesket, der kan vække erkendelse med chok, gys og gru.

                      Den anden forestilling er musicalen Bonnie og Clyde af Ivan Menchell, Frank Wildhorn og Don Black på Odense Teater. Musikken er indsmigrende, rytmisk spændstig og let tilgængelig, og handlingen er den velkendte historie om det unge, smukke forbryderpar, Bonnie Parker og Clyde Barrow, der døde henholdsvis 23 og 24 år gamle i en regn af politikugler, der ikke stod ganske mål med deres forbrydelser. Men historien er fortalt med MGM Studios som ramme, så det er ikke bare historien om Bonnie og Clyde, man præsenteres for, det er optagelsen af filmen om Bonnie og Clyde. Benjamin La Cours scenografi består af et hav af projektører - både på scenen og i publikumsalen - samt trapper, malede bagtæpper og kulisser i en stadig strøm på drejescenen. På én og samme tid viser forestillingen os, at alt er kulisser, men den betager også ved at være så rig på overraskende effekter og fantasifulde løsninger. En bil behøver således ikke være en bil, den kan være skåret i finér og malet, når instruktør, lyd- og lysmænd står foran den, og den afsluttende kugleregn rammer også publikum med stroboskoplys, hvorefter bagtæppet går op og Bonnie og Clyde vandrer ud og væk fra projektørerne. Klar scene.

                      Martin Lyngbo er iscenesætteren, der med skarpt blik for både personinstruktion og musicalmagi forvandler lamper, kulisser og skuespillere i et dynamisk, levende scenebillede, som hele vejen igennem forestillingen formår at overraske og imponere. Hovedrolleindehaverne er hentet udefra: Clara Sophia Phillipson er nyuddannet fra skuespiluddannelsen på Den danske Scenekunstskole, og Christian Collenburg er færdiguddannet på Det danske Musicalakademi i 2014 som kun 22-årig. De synger begge fremragende, men mens sang og skuespil smelter sammen til et for ham, tøver hun et my for længe i sine replikker, og der opstår anelsen af dødvande i den ellers spillevende scenegang i scenerne mellem de to. Niels Skovgaard Andersen og ikke mindst Cecilie Gerberg som Clydes bror og svigerinde imponerer og viser, at Odense Teater ikke er afhængig af nogen udefra for at spille Broadway-musical; de er begge helt eminente! Solide, velsyngende kræfter som Natalí Vallespir Sand, Louise Davidsen, Claus Riis Østergaard, Lars Simonsen og Anders Gjellerup Koch fuldender billedet.

                      ”Det er meget flot,” bemærker en kvinde på rækken bag os inden anden akt til sin sidemand, ”men jeg kan ikke rigtig se meningen med filmrammen.” Udover at bidrage til det overraskende, fantasifulde og dynamiske scenebillede er der - i modsætningen til metalaget på Skruen strammes - en pointe, nemlig den der helt konkret etablerer sig for øjnene af os, at fiktionen er fiktion. Nok ligner den unge Bonnie og den unge Clydes stjernedrømme alle børns stjernedrømme, nok er det sort uheld at være født i rette tid til at skulle klare sig under depressionen, og nok er både Bonnie og Clyde omsorgsfulde, kærlige børn til deres forældre, men de er - var - forbrydere med røveriske overfald og liv på samvittigheden. Hvorfor sidder vi så og håber på, at de klarer sig, at de får hinanden og den halve delstat? Fordi det ikke er de historiske personer, forbryderne Bonnie Parker og Clyde Barrow, vi ser på scenen; det er den romantiske myte om det forelskede par, der satte sig op mod overmagten, kæmpede imod og forsøgte for enhver pris at udleve the American Dream (hvis man ser bort fra deres ekstreme midler). Derfor kan de, efter at stroboskoplysenes metaforiske kugleregn er regnet ud over publikum til sidst, i projektørernes modlys forlade scenen, og derfor lader man forestillingen forføre publikum med sin teatermagi. Man er utrolig godt underholdt, og man får samtidig den bitre erkendelse at gå hjem med, at fiktion - navnlig i form af det levende, umiddelbare og stærke teater - kan forføre mennesker til at tro på hvad som helst. Teatermagi er teatermagi, og den fungerer ikke ude i virkeligheden, den fungerer kun i teatret, hvor spøgelser kan ses - hvis ikke de reduceres til scenemedarbejdere.

søndag den 17. september 2023

The proof of the pudding…

 Uhyggen mangler i Skruen strammes. Gamle Scene d. 17. september 2023

 

Himlen er ikke så dybt blå denne søndag, som septembers himmel er besunget for at være. Det er - målt i temperaturer - næsten sommer, og himlen er lysere end septemberblå, den er let diset og varmt lysende. Der er smil og bare ben og arme, ikke bare på de løbere, der en time tidligere er løbet over Kgs. Nytorv i Københavns maraton, og der er ikke skyggen af kuldegysninger eller en svedig rislen ned ad ryggen nogen steder.

                      Det er der desværre heller ikke indenfor på Gamle Scene, selvom Den kgl. Opera ellers reklamerer med, at Benjamin Brittens Skruen strammes netop er en gyseropera. Desuden fremhæves, at konceptet bag iscenesættelsen af instruktør Anthony Almeida og scenograf Rosanna Vize vandt førsteprisen i Opera Europas instruktørpris for to år siden. Men her burde man have standset op og tænkt efter, for det gør en klar forskel, at det er konceptet, der er præmieret, ikke selve iscenesættelsen. Iscenesættelsen er klar og gennemtænkt, det er ikke det; handlingen står lysende klar og personinstruktionen er fremragende, men det metalag, der lægges over handlingen, hvor kulisserne på én gang forestiller lege- og soveværelse samt stue og mellemgang på herregården Bly og er kulisser af spånplader på drejescenen, og hvor spøgelserne Peter Quint og Miss Jessel står uden for drejescenen og er dem, der styrer kulisser og rekvisitter, fungerer kun på et intellektuelt plan. Ja, Skruen strammes handler om sammenstødet mellem fantasi og virkelighed, og stik mod hvad man kunne forvente, er det ikke de to børn, Miles og Flora, der er fortabt i en fantasifuld, romantisk verden, det er den unavngivne guvernante, der i romanforlægget af Henry James er den om ikke upålidelige så dog meget naive og ureflekterede fortæller. Uhyggen i James’ The Turn of the Screw er netop uklarheden i guvernantens fortælling; hvad er det, hun på én gang med så mange omsvøb og forhalinger vil fortælle i en historie, der samtidig er så velkomponeret, at hvert kapitel ender med en cliffhanger, der får læseren til spændt at læse videre?

                      Hos James spøger det, fordi der er så mange ting, der aldrig bliver sat ord på eller gjort rede for, og spøgelserne har ingen stemme, de ses kun (og måske er det kun guvernanten, der ser dem). I Brittens opera har spøgelserne - naturligvis - stemmer, men de taler kun med hinanden og forbliver således i deres egen sfære - eller kalder på børnene, men at denne sfære gøres lig med virkeligheden, hvor man godt ved, at vi blot spiller teater, tilfører intet. Hvori består det uhyggelige, at Miles og Flora træder uden for drejescenen og ser de to spøgelser/instruktører? Hvorfor er det skræmmende, at Quint og Miss Jessel træder ind på drejescenen? På et psykologisk plan er det nok skræmmende, at guvernanten så indædt afviser at erkende virkeligheden, d.v.s. børnenes behov for at lege vildt (hun registrerer slet ikke, at de slås med puder, så fjerene flyver, river bøger itu eller binder hende som en slagtegris), deres gryende seksualitet og deres sorg over fraværet af forældre; hun er helt fortabt i sin egen romantiske forestilling om deres uskyldige, engleblide sind. Det ligger smukt i tråd med James’ roman, men dette spil med erkendelse får det ikke til at risle ildevarslende ned ad ryggen på publikum. ”The proof of the pudding is in the eating,” siger man på engelsk, og det kan godt være, at Almeida og Vizes opskrift fik tænderne på Opera Europa til at løbe i vand, det endelige resultat af desserten pirrer bare ikke publikums smagsløg. Der mangler kort sagt det krydderi, som mystik, spil med spejle og teaterrøg kunne tilføje. Symptomatisk fjernes stort set alle kulisser helt for øjnene af publikum i begyndelsen af anden akt, og slutningen er langt fra skrækindjagende, den er gold og nøgen.

                      Imidlertid er der stadig meget at gæste Gamle Scene for. Brittens opera er et mesterværk; let tilgængelig og på samme tid mystisk og dragende i den geniale kammerbesætning og anvendelsen af tolvtoneteknik. I partituret spøger det i celesten, og blæsere samt slagtøj kan i den grad få hårene til at rejse sig på armene! Desuden er stort set alle partier fremragende besat: Clara Cecilie Thomsen lever virkelig op til sit fornavn og er lysende som guvernanten. Perlende ren og stejlende stærk er hendes sopran, og hendes indlevelse er sublim. Hun smiler lidt for overstadig i sin omtale af børnenes unge onkel og værge (skyldes hendes fokus på spøgelserne, at Quint og Miss Jessel netop forsøgte at etablere et forhold på tværs af standsforskelle, og at det er, hvad hun inderst inde drømmer om?), hendes ønske om at beskytte børnene er ærligt, og er slutningen ikke gruopvækkende, så kan hendes hjerteskærende sang dog få tårer frem i øjenkrogen. Barbro Cítrons skære sopran i partiet som Flora spår hende en stor karriere, og som Miles er drengesopranen Milo Wajnman Køie fremragende; han synger rent og knivskarpt. Johanne Bock forlener husholdersken Mrs Grose med al den godhed og beslutsomhed det kræver på samme tid at være naiv, fordi hun ikke kan læse og skrive, og dog ikke kunne se spøgelser. Frederik Bjellsäter har en sprød og smidig tenor i partiet som Prologus og Quint, mens Gisela Stille som Miss Jessel fortsat har en dramatisk sopran, men en for glansløst dirrende og mat klang.

                      De (uheldsvangre) 13 musikere fra Det kongelige Kapel under Robert Houssarts ledelse brillerer. Hver eneste af dem træder frem som solister og er fremragende som medlemmer af et ensemble. Navnlig harpe og pauker træder frem; i hvilke operaer oplever man, at der netop i disse instrumenter er lagt psykologiske betoninger og ikke bare klangfarve? Brillante er de, brillant er Clara Cecilie Thomsen, og de redder hele operaen, for opsætningen gør det ikke skræmmende at skulle cykle hjem fra banegården i tusmørket langs Odense Kanal. Dertil er der sparet for meget på effekter og fantasi ved eftermiddagens traktement.

torsdag den 14. september 2023

Ud af glemslen, frem i lyset

 Mere dokumentaropera; Bella ballerina på Den fynske Opera d. 11. september 2023

 

Nord for Rom ligger byerne Veji, Cerveteri, Vulci og Tarquinia og mange flere. De er grundlagt af etruskerne, oldtidsfolket, der i det bløde, bakkede landskab etablerede en højkultur i århundrederne, inden Rom ekspanderede, gjorde sig til herre over Etrurien og siden hele Middelhavet og kunne kalde det mare nostrum, vores hav. Etruskernes kultur var - som romernes - i udgangspunktet en bondekultur, men den blev gennem handel og anden udveksling påvirket af grækernes sans for kunst og æstetik, og de arkæologiske fund fra etruskerne er rige og smukke. Man kan stifte bekendtskab med dem i Villa Giulia tæt på Det danske Institut i Rom, eller man kan besøge de smukke og rigt dekorerede grave i f.eks. Tarquinia, for som det er tilfældet med egypterne, kender vi mest til etruskerne gennem deres grave, der i dag benævnes efter deres smukke, farverige vægmalerier: Krigergraven, Løvindegraven, Leopardgraven, Tyregraven, Graven med de små blomster etc.

                      Også på Glyptoteket i København kan man se en rig samling af etruskisk kunst, bl.a. sarkofager, bordservice og kopier af nogle af de nævnte vægmalerier fra de etruskiske grave. Det var museets stifter, Carl Jacobsen, der gennem den tysk arkæolog Wolfgang Helbig (1839-1915) blev opmærksom på etruskerne og ikke bare begyndte at samle etruskiske kunstgenstande, men også at bekoste kopier af de freskoer, man begyndte at genfinde i gravene, for at bevare dem, og vel at bemærke kopier af dem i den tilstand, de befandt sig i, da de blev fundet, ikke hvordan kunstnere forestillede sig, at de måtte have set ud oprindeligt. Blandt disse malerier var et af en danserinde i Francesca-graven, der betog ham i særlig grad; en danserinde, der af forskeren George Dennis var blevet kaldt ”La bella ballerina”, selvom maleriet 50 år efter Dennis’ kommentar ikke længere var så velbevaret, at Jacobsen kunne se det i sin helhed.

                      Denne fresko - og fascinationen af den - er emne for (endnu) en dokumentaropera af Mauro Patricelli. Som Skattegraveren fra 2019 er Bella Ballerina et gesamtkunstwerk af musik, sang og video projekteret op på bagvæggen. Partituret er domineret af synkoperede rytmer samt gentagelser, hvilket understreges af adskillige slagstøjsinstrumenter og kontrabas, og tonen vækker - som Skattegraveren - minder om en spionthriller fra 1960’erne - også selvom cembaloet denne aften er skiftet ud med et flygel.

                      Forestillingen indledes med et citat af forfatteren Athenaios, der levede omkring år 200 e.Kr., og fra hvem vi har overleveret et næsten komplet værk på 15 bind, Deipnosofisterne/Det lærde middagsselskab, hvis ramme godt nok er en række samtaler ved et drikkegilde som Platons Symposion, men som snarere har leksikalsk karakter, idet det består af en række citater fra litterære værker, der ikke er overleveret andre steder. Citatet lyder: ”But the Etruscans are so far gone in luxury, that they even make bread, and box, and flog people to the sound of the flute.” Dette citat tages bogstaveligt; det ikke bare vendes og drejes rytmisk, udsættes for sprechgesang, kor og operasang, det gentages også adskillige gange, og det ledsages af passager, hvor komponisten slår rytmen an på en boksebold, hvor sangerinden Signe Asmussen slår en pisk mod gulvet, og af videoer, hvor danserinden Astrid Elbo (ret amatøragtigt) ælter brød. Man må gå ud fra, at citatet er valgt p.g.a. de overraskende muligheder for rytmik, det indeholder, ikke for sin sanddruelighed, for Athenaios lever trods alt ca. 700 år efter etruskernes storhedstid.

Herefter fortsætter forestillingen med en genfortælling af samarbejdet mellem Carl Jacobsen og Wolfgang Helbig. Det er klassisk arkæolog Mette Moltesen (der meget mærkeligt kun krediteres for ’tale’ og det endda under musikere!), der vidunderligt velformuleret og skarpt guider igennem korrespondance og arkæologiske fakta. Hun berettet også om den ældste stump musik fra den græske oldtid, der er overleveret. Den er noteret med bogstaver, så tonerne kan kun gengives med en væsentlig usikkerhed, men Patricelli tager udfordringen op, præsenterer bogstavnote-ringerne på video og oversætter dem til toner. Denne forholdsvis lange passage, hvor motivet varieres og udsættes for forskellige instrumenter (mens melodistemmen klinger tilpas eksotisk og arkaisk i, hvad jeg tror er en altsaxofon, men det fremgår (heller) ikke af programmet, så man må bære over med min uvidenhed) er afgjort forestillingens bedste. Det bliver et originalt og overraskende bud på, hvordan den musik, der ledsagede dansen, som den er gengivet på Triclinium-gravens fresker, har lydt, og sammen med videoprojektioner af ikke bare de nævnte vægmalerier, men også af dans af solist ved Den kongelige Ballet, Astrid Elbo, bliver forestillingen her en metaforisk genskabelse af den nævnte bella ballerina, der med tiden næsten er forsvundet. Dette forsøg på at vække et maleri til live gennem en helt anden kunstart er spændende, medrivende og smukt.

Derudover har forestillingen ikke meget at byde på. Bevares, der spilles glimrende af de fire musikere (hvoraf en er komponisten selv), og der synges - som altid! - fuldstændigt fremragende af Signe Asmussen. Hendes mørktglødende, dramatiske sopran er enestående i dansk musikliv, og hun burde engageres til langt flere af de store, klassiske partiet på landets operascener, selvom man må respektere, at hendes karriere ofte er viet ny musik, for den opgave løfter hun også. Men kombination af musikere, en sanger og video er mere kunstig end æstetisk medrivende. Der opstår et flow i den nævnte passage med altsaxofon og dansende etruskere, ellers er synkoperne, talesangen og tonesproget noget nær en gentagelse af Skattegraveren. Det er muligt, at Patricelli her har opfundet en egen genre, og hans forestillinger er interessante og seværdige, men er det opera, som man går grebet og bevæget fra? Svaret er nej. Det lykkes, som Carl Jacobsen skriver i et brev, ”at kalde denne unge etruskiske skønhed ud af sin glemsel, af sin grav, hvor hun har danset i tusinde år, og frem i lyset og livet!,” det svarer bare til at sige, at ”Vissi d’arte” var gribende, men resten af Tosca fuldstændig uinteressant. Med den kommentar ønsker undertegnede, at Patricelli i fremtiden må bruge sine store evner og sin originale fantasi på at skabe rendyrket musikdrama, for han viser i Bella ballerina store evner herfor.

Meget passende fortsatte forestillingen efter to dage i Odense til Det danske Institut i Rom fredag d. 15. september (og så må man håbe, at de medvirkende ved den lejlighed gæstede Villa Giulia). Var man ikke til stede der, og vil man gerne modsige denne anmelder eller blot opleve forestillingen (for det fortjener den), så kan man se den på DR’s hjemmeside, hvor der ligger en optagelse fra en opsætning med fuldt orkester i DR Koncertsalen. Den er er trods mine forbehold bedre at bruge sin tid på end de mange genudsendelser, der præger DR’s sendeflade.

onsdag den 13. september 2023

Venskab og magt

 Mozarts La clemenza di Tito i Operaen er fuldstændigt lydefri

 

’Venskab og magt’ kunne være titlen på en roman af Jane Austen - i alt fald hvis man ser bort fra, at Austens romaner altid udspiller sig i den private sfære langt fra magtens bonede gulve. Men som Sense and sensibility og Pride and prejudice undersøger balancen mellem disse yderpoler - mere i tråd med oplysningstidens rationelle idealer end med den gryende romantiks følelseseksesser - undersøger Mozarts næstsidste opera La clemenza di Tito (på dansk Titus’ mildhed eller slet og ret Titus, som man oftest kalder operaen) forholdet mellem venskaber i magtens øverste lag. Måske Mozart selv først og fremmest ville portrættere idealet af en hersker; en nådig, tilgivende kejser, der i tråd med oplysningstidens idealer ikke lader sig styre af fordomme, men som overvejer og gennemtænker situationen, før han fælder sin dom. Kort sagt: et spejl for den kejser, kejser Leopold II, til hvis kroning i Prag operaen var bestilt.

                      Instruktør på opsætningen af Titus på Operaen, Jetske Mijnssen, betoner imidlertid - hvad der er lettere for publikum i et demokratisk samfund at forholde sig til - de følelser og spændinger, der opstår, når venskab og magt kolliderer, for hvordan skal en hersker - hvadenten han nu er romersk kejser eller nutidig leder i figursyet jakkesæt - forholde sig til, at det er hans bedste og nærmeste ven, der forråder ham og er den ansvarlige for et voldeligt og brutalt attentat? Det undersøger Mijnssen ved at inddele operaen i fire dele, hvis karakter slås fast med store, latinske bogstaver på bagvæggen af Ben Baurs smukke, klassiske interiør med paneler og høje lofter: Delizia - Potenza - Tradimento - Clemenza. I løbet af disse fire dele udvikler venskabet (Delizia/Glæde) mellem Titus, Sextus, Vitellia, Servilia, Annius og Publius sig på grund af magten (Potenza), der overdrages Titus, til forræderi (Tradimento) da Sextus - tilskyndet af Vitellia, som han begærer, men som selv kun begærer magten som Titus’ kejserinde - forsøger at dræbe Titus, og endelig frem til mildhed (Clemenza), hvor Titus tilgiver Sextus mordforsøget. Kejseren og magtmennesket Titus tilgiver i alt fald, men spørgsmålet om, hvorvidt vennen og mennesket Titus kan tilgive Sextus, og ikke mindst hvorvidt det er muligt fortsat at leve på magtens tinde, når selv ens venner bliver fjender, har Mijnssen sit helt eget svar på, og det klinger knugende og smerteligt, da tæppet falder.

                      Mijnssens instruktion er ud over dette klare blik for operaens komposition også rig på psykologiske nuancer. Alle karakterer står skarpt og realistisk tegnet (hvad der får Politikens anmelder til at negligere opsætningen som netflix, selvom dette dagblad vel ser sig selv som humanismens bannerfører i Danmark og burde sætte pris på disse medrivende portrætter): Publius tjener magten og retfærdigheden, Annius frygter magten og tør ikke indrømme over for Titus, at han elsker Servilia, da Titus vælger hende som sin kejserinde, men hun har mod og afviser straks frieriet, fordi hun elsker Annius. Den milde Titus lader dem selvfølgelig få hinanden og spinder gradvist sig selv ind i et net, hvor mildhed let kan forveksles med svaghed, og han lider, da han indser, at han end ikke kan stole på sine venner. Sextus er ligeledes en martret sjæl; kun alt for bevidst om sit desperate begær efter Vitellia kommer han nærmest ved et uheld til at tænde ild på Capitol, magtens borg (i diametral modsætning til demonstranterne, der stormede Capitol Hill d. 6. januar 2021…), og han tilstår gerne sin brøde og afventer sin straf. Vitellia styrter brat fra tinden af sit iskolde magtbegær til anger og død.

Mozart, der selv havde et fint blik for psykologiske nuancer og fik den til lejligheden udvalgte libretto af Metastasio (en libretto, der blev anvendt til op mod 40 operaer!) forkortet og gjort til ”rigtig opera” med libretto af Caterino Mazzolà, har forlenet disse karakterer med underskøn og rig musik. Tryllefløjten og Requiem, som han arbejdede på samtidig med Titus, og klarinetkoncerten klinger tydeligt med i baggrunden, ikke mindst i korsatserne og i de to store arier, der er skrevet til henholdsvis Sextus og Vitellia, ”Parto, ma tu ben mio” og ”Non piu di fiori”, den første med obligat klarinet, den sidste med obligat bassethorn. Elisabeth Jansson synger partiet som Sextus med sin sølverne, tindrende stemme og en styrke, der høster kaskader af bravo-råb efter arien. Tyske Mojca Erdmann synger Vitellia. Sine Bundgaard skulle ellers have sunget partiet, men har af private årsager måttet opgive, og det er sørgeligt, for nok har Erdmann en dramatisk, klangrig sopran, der med lethed løfter sig over alle andre, men hun mangler volumen i de dybe registre, og hun mestrer ikke arien om, at der ikke længere vil være blomster på hendes vej, som Bundgaard utvivlsomt ville have gjort det.

Litauiske Edgaras Montvidas synger titelpartiet med slank og smidig tenor; aldrig vakler hans stemme i portrættet af den gradvist mere desperate og fortvivlede kejser. Emily Pogorelc og Angela Brower synger partierne som Servilia og Annius, de eneste to for hvem operaen har en lykkelig udgang, med gylden, løfterig sopran, og Magnus Berg, der lykkeligvis er tilbage på Operaens store scene og BØR blive en del af ensemblet, forlener det mindre parti som Publius med styrke og skønklang. Det kongelige Operakor bruser med vælde, om det lakonisk priser Titus’ mildhed eller sitrende frygter oprørets flammer, for alle er de fremstillet som embedsmænd og politikere i et velkoreograferet, stift magtspil. Korsyngemester Steven Moore er synligt stolt og det med god grund. Dirigenten Hossein Pishkar er snarere ydmyg og dybt taknemmelig, da han kommer på scenen; lynsnart beder han klarinettist John Kruse, der spiller begge de to nævnte solostemmer, rejse sig, så hele Kapellet, men han kan nu også godt klappe sig selv på skulderen. Med stor præcision lokker han helt intimt lyriske og langsomme passager frem i partituret, men han kan også opildne til storm og rædsel i finalen af første akt. Bravi tutti!

I min erindring står den sidste opsætning af Mozarts næstsidste opera på Det kgl. Teater stadig lysende. Det var i 2004 på Gamle Scene, og David McVicar havde iscenesat så subtilt, at alle tvetydigheder dirrede dramatisk og endnu vækker genklang, og jeg har glædet mig som et lille barn til juleaften, da det blev annonceret, at en ny produktion af operaen var på vej. Mindre blev glæden ikke med Jetske Mijnssen som instruktør, for hendes iscenesættelse af Monteverdis Orfeus i foråret var lysende og hjerteskærende smuk, og Titus minder på mange måder om Orfeus, selvom den er en mørkere og emotionelt mere skræmmende end rørende forestilling. Helt fuldkommen lydefri - som Orfeus - er den dog, og jeg må afgjort se - og høre - den igen.

lørdag den 26. august 2023

Livets aften

 Fejring af Det kgl. Kapels 575-års jubilæum. Operaen d. 25. august 2023

 

Det virker paradoksalt: at fejre et jubilæum med et requiem? En dødsmesse? Og så for et så spillevende orkester som Det kgl. Kapel, der denne sæson markerer et enestående 575-års jubilæum? Der er kun 25 år til, at det fejrer svimlende 600-års jubilæum?!

                      På den anden side er det Verdis Requiem, der er på plakaten, af mange med et underfundigt og måske ironisk smil kaldet ”Verdis bedste opera” (jeg selv mener nu, det er hans sidste opus, den hvirvlende komedie Falstaff med den gamle mesters store menneskeforstand), fordi der både er stort drama og smægtende inderlighed. Måske også fordi dette requiem med sine dommedagstrompeter, med sine trusler om dom, død og helvede er svært - i alt fald for os kølige, protestantiske nordboere - at forholde sig til som andet end et drama, man kommer aristotelisk renset ud fra. Som refleksion over dødens store mysterium passer den inderlige ro i Brahms’ Ein deutsches Requiem eller de kølige, klassiske harmonier i Mozarts Requiem nok bedre vores sagtmodige, introverte gemyt. Måske.

                      Den franske dirigent Bertrand de Billy leder Det kgl. Kapel, Det kgl. Operakor, Malmø Operakor og fire solister med suverænt overblik, men også med en helt egen vilje og en helt egen vision for, hvordan requiet skal formes, og det kommer der overraskelser og øjenåbnende fortolkninger ud af: De Billy dæmper tempoet en anelse, og chokeffekten i Dies irae-satsen udebliver, så ”Vredens dag” nedtones - uden dog at miste sin plads. Til gengæld svulmer Tuba mirum-satsen i massiv messingklang; den breder sig fra scenen og bagscenen, som en flod, der går over sine bredder og truer med at drukne os i mesterligt spil. Strygerne - og kapellets strygere er som bekendt nogle af de mest sublime i verden - tøjles og aves til diskrete, næsten tøvende, men inderlige indsatser, inden også de får lov til at bruse og beruse i smægtende passager. Koret, det til lejligheden forøgede Kongelige Operakor (det er til stadighed pinligt, at teatret var tvunget til at afskedige, fordi politikerne er så tåbelige at tro, at besparelser på kulturområdet, der i sidste ende kun er lønninger og levebrød, nytter noget i det store budget) tordner som sagt ikke ”Dies irae”, men løfter sig samlet i et bønfaldende, bragende ”Salva me”:

 

Rex tremendae majestatis,

qui salvandos salvas gratis,

salva me, fons pietatis![1]

Ved denne anråbelse rejser hårene sig på ens arme, ikke i frygt, men i medfølelse, og tårerne står en i øjnene.

                      De fire solister synes at være en symbolsk fejring af Det kgl. Kapel fra hele den store verden: Sopranen Guanqun Yu er fra Kina, mezzosopranen Judit Kutasi er rumænsk-ungarsk, bassen Alexander Vinogradov er født i Moskva, og tenoren SeokJong Baek er sydkoreaner, men alle har de verdens store scener som deres hjem. Om prøvetiden har været kort, skal jeg ikke kunne sige, for da de fire først rejser sig og synger ”Kyrie eleison”/”Herre, forbarm dig”, virker de alle en anelse klemt, som skal de finde hinanden eller forstå rummet, men straks efter er det ovre, og resten er idel skønsang. Yus sopran er angelisk tindrende, og Kutasi låner hende de skyggefulde klange, hun måske mangler, når de synger duet i f.eks. Agnus dei-satsen, og de er perfekte sammen. Baek har en flot, om end klangligt lidt anonym stemme, mens Vinogradov smelter alle med sin varme, bløde bas. Offertorie-satsen er et højdepunkt denne aften; anråbelsen af Jesus om at frelse de døde, som det er blevet lovet Abraham og hans slægt, klinger i så fuldendt harmoni, at der ingen dødsfrygt er.

                      I det hele taget formår Bertrand de Billy at gøre Verdis Requiem til en musikalsk fest, ikke til en gudfrygtig dødsmesse. De fire solister sidder til højre foran korene, men bag kapellet, for det er aftenens virkelige stjerne. Der er ingen tvivl om, at Det kgl. Kapel nyder at spille værket, at de måske selv af ren kærlighed til musikken har valgt at markere jubilæet med dette værk, og de Billy lader dem svælge i vellyd, mens han selv sørger for, at kontraster i partituret, der måske drukner i optagelser, nu træder lysende frem. Det 575 år gamle Kongelige Kapel er virkelig spillevende, og aftenen er i den grad livets aften.



[1] Du konge af skælvende højhed,/som frelser dem, der skal frelses,/ frels mig, du væld af barmhjertighed!

fredag den 18. august 2023

Poesiens blå blomst

 Benjamin Appl i Tivoli d. 17. august

 

Den danske sommer har ikke just været blå. Snarere grå - i alt fald juli og ferien - og denne aften i august er ingen undtagelse: En perlegrå himmel sender enkelte dryp ned, som overvejer den, om Danmark nu snart behøver mere regn. Men det bliver ikke til mere, og i Tivoli kan alting ske; indendøre springer poesiens blå blomst ud midt i den grå sommer i struben på en af verdens førende liedsangere, tysk-britiske Benjamin Appl. Et mageløst mirakel at opleve Schumanns Dichterliebe, György Kurtágs ekvilibristiske og ekstremt krævende Hölderlin-sange og så - til nordisk husvalelse - Griegs Seks tyske sange. Et ekstranummer kan det blive til, men mere behøver man ikke; man er allerede lykkelig.

torsdag den 20. juli 2023

Du danske sommer - jeg elsker dig!

 Indtryk fra Hindsgavl Festival d. 11.-18. juli 2023

 

Om formiddagen regner det. Jævnt og støt og roligt. Over middag klarer det op, og der er drivende skyer på en klar, blå himmel: Typisk dansk sommer. Det blæser godt gennem Lillebælt; der er en heftig strøm, og sejlbådene stryger forbi Fænø mod Gamborg Fjord, men det er lunt og ikke så voldsomt vejr, at man ikke kan gå en tur i slotsparken. Det gør vi.

                      Inden da har vi hørt den unge, fremadstormende tyske Goldmund Quartet. Kvartetten har taget navn efter Hermans Hesses roman Narziss und Goldmund (da: Sol og måne) fra 1930. I romanen vokser de to titelkarakterer op sammen i en klosterskole, men herefter skilles deres veje; Narcis følger en klerikal, åndelig sti og bliver i klosteret, mens Guldmund drager ud ad en verdslig sti og følger sit kødelige begær uden dog nogensinde at finde hvile. Til sidst mødes de igen, mens pesten hærger, og diskuterer - inden romanen slutter - om tænkerens eller den søgende kunstners vej gennem livet er den mest givende. Kvartetten har måske valgt side i sit valg af navn, men ren sanselighed er de fire mandlige musikeres spil nu ikke udtryk for. Snarere er de én hel organisme, én ånd; de ejer mesterkvartetternes evne til at følge hinandens rytme, tempi, ja, selv deres åndedrag synes koordinerede, og deres åndelige bidrag, fortolkningen af musikken, står derfor stærkt. De spiller ganske enkelt fremragende! Først spiller de Erwin Schulhoffs ekspressive og charmerende Fem stykker for strygekvartet fra 1923 og derefter - med pianist Gustav Piekut, der lydefrit og perfekt føjer sig til kvartettens balancerede samspil - Dvořáks klaverkvintet, ”Dumka”, fra 1887. De små halvtreds år mellem de to værker er markant hørbare, men de supplerer hinanden fremragende, lige så fremragende som musikernes samspil, og Schulhoffs musik er et nyt bekendtskab.

                      Aftenens koncert imødeses under vandringen langs bælt og i park med spænding. Dels har kontratenoren Iestyn Davies måttet melde afbud dagen før, dels er det Ensemble Jupiter, der spiller, og de har to gange tidligere henrykket publikum og leveret festivalens højdepunkt. Ensemblet består af fremragende musikere fra det meste af Europa under lutenist Thomas Dunfords ledelse, og deres samspil er mindst lige så virtuost som Guldmund-kvartettens, og med én dags varsel er sammensat et umiddelbart udelukkende instrumentalt program: Først ouverturen til Vivaldis L’Olimpiade, dernæst hans lutkoncert i C-dur og en suite fra Händels Theodora. Det er ikke helt, hvad der står i det lynhurtigt trykte program, men man føler sig i trygge hænder, for Dunfords overblik er overlegent og mesterligt; med en sagte, virtuos klimpren binder han koncertens satser sammen, så publikum ikke forstyrrer ved at klappe, og efter suiten beklager han, at Davies ikke kunne være med dem, men de syv musikere vil alligevel forsøge at spille et af de ellers planlagte numre, nemlig Händels ode til dronning Annes fødselsdag, ”Eternal source of light divine”. Akkompagnementet hertil er ganske enkelt, og selvom man undrer sig over, om det er muligt at spille uden vokal, tvivler man ikke på Dunfords evner, og bedst som de første toner er slået an, sker miraklet: en tindrende herresopran løfter sig og synger:

 

Eternal source of light divine
With double warmth thy beams display
And with distinguish'd glory shine
To add a lustre to this day.

 

Miraklet viser sig snarere at være et lykketræf, idet den danske kontratenor Steffen Jespersen for det første var på Hindsgavl, for det andet kunne tre af de programsatte sange. Som en overraskelse, en julegave et halvt år for tidligt, får vi nu dem oveni det instrumentale program. Efter pausen spiller ensemblet sarabanden fra Händels suite nr. 4, Vivaldis cellokoncert i c-mol, Marin Marais’ ”L’americaine”, Händels Terpsicore-danse og Vivaldis lutkoncert i D-Dur, ”Dus med dyrene” (allitterationen gør det nemt at huske) foruden to arier med Jespersen, bl.a. ”O Lord, whose mercies numberless” fra Saul. Alene omfanget af denne nærmest improviserede koncert er bjergtagende, og læg dertil ensemblets umiddelbare, medrivende og præcise spillestil, der aldrig er så formel, at den bliver kedelig eller uinteressant. Tværtimod har man oplevelsen, at ensemblet bare jammer, og pulsen er frisk og adræt som deres fremtræden er afslappet og broget. Steffen Jespersens bidrag er the cherry on the cake, men koncerten er aldrig et vulgært eller syntetisk sukkerchok, den er ren spilleglæde, rent virtuoseri.

 

Om torsdagen regner det. Det regner om formiddagen, og det regner om eftermiddagen; tunge, grå byger bliver ved med at bevæge sig ind og landet, og bygerne er mange og voldsomme. Det regner også voldsomt umiddelbart inden aftenens koncert, og regnen kvæler lindenes duft, og regnjakke er en nødvendig for at nå nogenlunde tør frem til ”Tranesalen” i Slotsladen. Måske er det et varsel.

                      Koncerten med Piotr Anderszewski er en kæmpe skuffelse. Nok er han en excentrisk kunstner med temperament, men den treenighed mellem kunstner, musik og publikum, som Anderszewski dyrker, som understreges af konferencier Mathias Hammer og af, at det er nødvendigt at skrive sort på hvidt i programmet, at optagelser under koncerten frabedes indtrængende, indfinder sig aldrig. Tværtimod lukker Anderszewski sig inde i et rum med musikken og formidler aldrig denne videre til publikum. Det understreges kun af, at han lider af et Glenn Gould-syndrom og småsynger, nynner og brummer med, og denne brummen overdøver ofte musikken, når man lytter på første række. Han mejsler Bachs partita nr. 6 ud med en ilterhed og et temperament, der kvæler al inderlighed og åndelighed, og selvom det er velkomment og oplagt at programsætte værker af Anderszewskis alt for lidt spillede landsmand, komponisten Karol Szymanowski, så bliver det aldrig klart, hvilken rigdom og skønhed der ligger i nr. 3, 7, 8, 5 og 4 af Szymanowskis tyve mazurkaer, op. 50. Renest i udtrykket står Anton Weberns gennemført dodekafoniske tre variationer for klaver, op. 27, selvom manglen på tonalitet heller ikke forhindrer Anderszewski i at synge med. Tonerne og udtrykket (tempobetegnelserne er helholdsvis ”Sehr mäβig”, ”Sehr schnell” og ”Ruhig flieβend”) træder her frem, og magisk er øjeblikket, som Den danske Strygekvartet ved flere lejligheder også har fremhævet ved at lade atonalitet møde tonalitet; Anderszewski fortsætter uden ophold over i den melodisk indsmigrende førstesats af Beethovens næstsidste sonate, nr. 31 i As-Dur, op. 110, og i det sekund smelter man. Beethoven-sonaten er afgjort aftenens clou, men det er for sent; Anderszewski brummer igen, og publikum lukkes aldrig ind i hans musikalske rum. Jeg går inden ekstranummeret.

                      Ude er regnen holdt op, men skuffelsen varer ved. Det er en kold, fugtig aften.

 

Fredag er friskere, køligere; dansk sommer fra den vemodigt smilende side. Vemodet skyldes måske endnu en aflysning; sopranen Anna-Lucia Richter, der bl.a. har sunget partiet som Zerlina i Romeo Castelluccis overrumplende, spektakulære og tankevækkende opsætning af Mozarts Don Giovanni ved Salzburg Festspillene i 2021, er blevet syg. Hendes lyse, glitrende sopran erstattes af en ung, ikke mindre lys baryton, den unge Jonas Müller (han er 23!), som pianisten Gerald Huber har foreslået, og som han netop har optrådt med på Herlufsholm.

                      Det er ikke et ringere alternativ eller en let løsning. Müller ligner en eventyrer, en Tintin med sit opadstrittende pandehår, og han er oplagt! Han har sunget fra barnsben, først drengekor, så andre ensembler, men også operapartier har han allerede på sit unge CV, og han er en mere og mere efterspurgt liedsanger, som man må være lykkelig for at opleve i så ung en alder. Og det er publikum denne aften, faktisk er stemningen ekstatisk efter programmets indledende syv Schubert-lieder, som Müller med sin cremebløde, lysende stemme forlener med alt det ungdommelige mod og vemod hos komponisten, der med sin tidlige død forblev ung og drømmende af sind. Hans diktion er knivskarp, og foredraget som helhed sublimt. Teknikken er ikke mindre uovertruffen i Mahlers Lieder eines fahrenden Gesellen, der følger, men modenhedens mørke, der er så udtalt hos Mahler, mangler i hans klang. Den kommer; her og nu er dens fravær kun et lille aber dabei.

                      Mørket savnes ikke i Richard Strauss’ otte sange med tekst af Hermann von Gilm, op. 10, for her ejer Müller en eftertænksomhed, der gør det ud for den erfaring, som udtrykket i navnlig ”Allerseelen” fordrer. Til sidst slippes tøjlerne, og publikum diverteres med Schönbergs syv Brettl-Lieder, der emmer af pikanteri, lystighed og erotik, ikke mindst ”Der genügsame Liebhaber”:

 

“Und komm' ich am Abend die Freundin besuchen,

So liegt die Mieze im Schoße bei ihr,

Und nascht mit ihr von dem Honigkuchen

Und schauert, wenn ich leise ihr Haar berühr.

 

Und will ich mal zärtlich tun mit dem Schatze,

Und daß sie mir auch einmal "Eitschi" macht,

Dann stülp' ich die Katze auf meine Glatze,

Dann streichelt die Freundin die Katze und lacht.”

 

Kluklatter og brovtende grin (er det en husar, der sidder ved siden af mig?) lyder i salen, og man vil ikke slippe Müller, der nu synligt er træt, men en enkelt sang af Hugo Wolf lykkes det at få som ekstranummer.

                      Det er dog Schubert, der er aftenens stjernestund, og det er ”Frühlingsglaube”, der bliver ved med at genlyde for det indre øre efter koncerten i aftenen, der nu er lun og stille, næsten lummer.

 

Det er vildt vejr søndag! Det både blæser og regner; dråberne slår, nej, banker mod tag og ruder, og pludselige, voldsomme ilinger river krukker og planter omkuld! Det næste øjeblik er det ovre, og snart skinner solen.

                      Det er temperamentsfuldt vejr, og forude venter et temperamentsfuldt program i hænderne på den franske Quatuor Ébène: Først fem satser af Henry Purcell (og hvornår har man ellers hørt kammermusik af ham?) fra Fantasies and In Nomines fra 1682. En fantasi er i denne sammenhæng ”én finurlig sats med et tema på blot én tone (!)”, som Mathias Hammer skriver i programmet; én sats, der som en haydnsk strygekvartet in spe veksler mellem en- og flerstemmige, hurtige, langsomme og dansende tempi. Det er drømmende og frodigt strømmende musik, og de fire musikere lever sig ind i samspillet og danser på stolene såvel som med blikke og smil. Dernæst bevæger kvartetten sig fremad med astronomisk fart til György Ligetis første strygekvartet i fem satser, Métamorphoses nocturnes, fra 1954. Det er vild musik; det er sci-fi i lyset af Purcells harmoniske velklang, hvor fabulerende den så end er. Musikken vrider og drejer sig som et ulykkeligt indespærret fabeldyr. Der er unisone, kradse passager, der er viltre, voldsomme, frådende udbrud, og der er ømme, inderlige og lyriske øjeblikke, som Ébène-kvartetten hjemmevant skifter imellem, og det på trods af at kvartettens faste cellist, Raphaël Merlin, her er erstattet af Yuya Okamoto, men det bemærker ingen. Samspillet er sublimt, hvor meget end de afventende buestrøg og opmærksomme blikke frem og tilbage blot er den opmærksomme og erfarne musikers årvågenhed. Bifaldet er med rette ekstatisk. Cellist-erstatningen er dog årsagen til, forklarer andenviolinisten Gabriel Le Magadure til sidst, at der intet ekstranummer er et give, for kvartetten har ikke haft tid til at indøve et med Okamoto, men Le Magadure takker begejstret for samarbejdet, og publikum bifalder ved flere gange at afbryde hans undskyldende forklaring med klapsalver.

                      Inden da har kvartetten efter pausen sat punktum for koncerten med Robert Schumanns første strygekvartet, en helt igennem klassisk, genkendelig og firsatset kvartet i romantisk stil. Dog er der udsving i form af heftige udbrud og stemningsskift, de er bare beherskede, så de griber og rører. Det er nemlig påfaldende, at Schumann i sine symfoniske værker udpinte sine temaer med gudsjammerlig kedsomhed til følge, mens kammer- og liedkomponisten Schumann avede sig og skabte klangskønne, gribende og rørende værker. Det mener i alt fald undertegnede. Der er således stor inderlig længsel og vemod i den langsomme tredjesats og pludselig, underfundig humor i finalen - og Quatuot Ébène forløser alt, så mindet om dagens rusk og regn fortaber sig.

 

Tirsdag d. 18. juli, festivalens sidste dag, er en dansk sommerdag, som de er flest: broget, blandet, kølig. Ingen har som Thøger Larsen formået alle danskere til at elske den danske sommer, som den nu er. ”Byger, der går og kommer” er næsten blevet en talemåde og passer ofte også ind i de fleste vejrværters manuskript, men mere rammende for danskerens ambivalente forhold til sommeren på hans og hendes breddegrader er nok: ”Mer, mer, mer/jeg dog dig elsker, hver gang du ler” - for når den danske, lyse sommer ler, hvad kan så sammenlignes hermed? Et mytisk, uopnåeligt, men evigt attrået smil, der dyrkes og æres som end anden gud.

                      Sætter denne sommer end tålmodigheden og kærlighedsforholdet på prøve, så er der sol og lune i den sidste koncert på Hindsgavl i år: Brahms to samlinger af Liebeslieder-Walzer og tre andre, små samlinger af sange for fire stemmer: sopran, mezzosopran, tenor og baryton. De mødes og skilles i små vers om kærlighedens alsidighed med så stor underfundighed, at det næsten ikke er til at tro, at det er den tungsindige, brøsige og ubehagelige Brahms, der har fundet dem og sat dem i toner, men man vugges ind i drømme og længsler mellem de to køn. ”Det er musik fra før LGBT-bevægelsen” står der lakonisk i programmet, det gør bare hverken til eller fra; følelserne er de samme, hvilket køn man måtte have eller identificere sig med, men musikalsk opstår harmonien og dynamikken i stemmernes forskellighed. Det er sopranen Christiane Karg, der har sammensat programmet og de fire sangere, der ud over hende selv inkluderer mezzosopranen Patricia Nolz, tenoren Benjamin Bruns og barytonen Michael Nagy, og de giver koncerten flere steder i Europa denne sommer. På den måde skiller Karg sig ud, men det gør hun også i sin påklædning: Hun er iført en blå top og et stort, tungt skørt med gule og blå mønstre og guldbroderier, mens Nolz er i en sterilt enkel og kedeligt hvid, lang kjole. De to herrer er blot i sorte bukser og ditto krøllede skjorter, og de to pianister, Louis Lortie og Paolo Bressan, følger denne forvaskede, sjuskede herremode. Der er intet i deres fremtoning, der vidner om den skønhed og lethed, de forlener de elegante kærlighedssange med, men det er, hvad vi får: Lutter velklang og dansant ynde.

                      Kargs sopran er perlende ren og klar. Hører man hendes indspilninger, er den overraskende anonym, men live er den intet mindre end diamanttindrende skær. Nolz’ lidt dybere stemme stråler lige så skarpt, men glimter som en rød rubin; Bruns tenor er et lysvæld, en blændende kaskade af guld, mens Nagys baryton er mindre påtrængende, men lige så strålende: sølv. Med andre ord er det et skatkammer af højeste karat - de to pianister står ikke tilbage for sangerne, men holder sig charmerende i baggrunden - man denne aften præsenteres for. Det er en fest af en finalekoncert! Hvem bekymrer sig om en smule regn og blæst i sommeren, når blot Hindsgavl Festival findes? Så kan man kun elske den danske sommer! Du danske sommer, jeg elsker dig - jeg elsker Hindsgavl!