Sublimt smerteligt: Tchaikovskys Eugen Onegin, Operaen d. 22. oktober 2023
En
yndlingsopera er Tchaikovskys Eugen Onegin, selvom det er svært at sige,
hvornår en opera bliver en yndlingsopera. Eugen Onegin oplevede jeg
første gang i fjernsynet i en legendarisk, billedskøn og lysende enkel iscenesættelse
af Graham Wick i en optagelse fra Glyndebourne. Det var først i 90’erne, jeg
var lige blevet konfirmeret, og jeg var meget modtagelig for de subtile lag i operaen.
Jeg forstod ikke hele handlingen, jeg syntes også, at dele af musikken var svær
at forstå, men den satte sig i mig. Jeg kan fortsat lytte til den igen og igen uden
at blive træt af at lytte og hele tiden opdage nye nuancer i partituret. Det må
være definitionen på en yndlingsopera. Min teenagefølsomhed blev nok også ramt
ved det første møde med romantikken i Eugen Onegin, men ubevidst blev
jeg samtidig grebet af operaens sanddru handling; selvom sårede følelser er
smertelige og skam ydmygende, så dør man ikke af ulykkelig kærlighed - heller
ikke selvom mit ældre jeg ved, at ulykkelig kærlighed af den grund varer ved og
er des mere smertelig - og det tiltalte og tiltaler mig mere end helte og
heltinder, der bukker under, bare fordi de ikke får hinanden.
Alle disse ting er årsag
til, at Eugen Onegin er en af de operaer, jeg har hørt og set - både i
optagelse og i et operahus - flest gange, og for langt de fleste af de iscenesættelser,
jeg har set, gælder det, at de har været enkle. Undtagelser er Kasper Holtens
iscenesættelse på Covent Garden-operaen i London, hvor scenerummet blev et
erindringens pulterkammer, OG hvor de to hovedkarakterer, Tatjana og Onegin, begge
blev suppleret af en danser, og Stefan Herheims iscenesættelse på De nationale
opera i Amsterdam, der begyndte med gensynet mellem Tatjana og Onegin og hele operaen
blev således hans generindring. Holtens iscenesættelse var mere stil end ægte følelse,
mens Herheims var dybt gribende (Onegin huskede og genskrev selv brevet fra
Tatjana, mens hun sang!) og intellektuelt skarp og stimulerende. Operachef
Elisabeth Linton stod for tyve år siden for en iscenesættelse, der stod i gæld
til Graham Vick og var både enkel og socialkritisk, og for fire år siden stod
Hinrich Horstkotte for en sort/hvid-opsætning, hvor symbol på symbol loddede
partiturets dybder. Begge på Den jyske Opera, begge meget velfungerende og
meget enkle. På Den kongelige Opera stod Peter Konwitschny i 2009 for endnu en enkel
opsætning, men politiserende og fortænkt. Al sjæl var borte, også fordi
partierne var middelmådigt besat.
Den aktuelle opsætning i
Operaen på Holmen af franske Laurent Pelly er enkel tangerende et næsten nøgent
udtryk, men operaen kan bære det, og opsætningen er stærk! For det første fordi
personinstruktionen er sublim, og man tager flere gange sig selv i at gispe
rørt eller overrasket, for det andet fordi den tiltrædende chef for Det
kongelige Kapel, Marie Jacquot, fører sangere og musikere igennem partituret
med en præcision, lydhørhed og ydmyghed, så man gisper endnu mere betaget. Har
Det kongelige Kapel nogensinde lydt bedre? Dette enestående operaorkester er
svært ikke at blive betaget af igen og igen, men dette er verdensklasse: Fra
det allerførste pizzicato i kontrabasserne til det sidste buldrende skæbnedrøn
sidder alle på nåle for at følge Jacquots mindste anvisning, og hun former,
markerer, styrer tempo og rytmik med ørneøje. Strygerne svulmer smægtende, og blæserne
kæler for melankolien, så karaktererne på scenen står endnu mere alene, endnu
mere kuldsejlede og endnu mere skæbneblinde.
Pelly står for både
instruktion og kostumer. Disse lyser op i blege pastelfarver og er i et snit,
der signalerer 1900’erne, men eftersom scenebilledet på nær et kornneg, en bog
og nogle stole er fuldstændig renset for rekvisitter, har dette snit mest et
præg af gamle dage og landlig idyl eller gyldne sale. Massimo Troncanettis helt
ekstremt enkle scenografi lader intet være skjult: En let skrånende, kvadratisk
og lidt forhøjet flade på drejescenen er alt i operaens fem første scener. Halvdelen
af denne plade kan rejses 90 grader og danne et mindre, aflukket rum, nærmest
en celle, i den store brevscene eller blot hæves, så duellen mellem Onegin og
Lenskij finder sted på en faretruende udsat afsats. Stolene fra ballet aftenen
forinden står endnu bag dem som et stumt og mørkt ekko. Marco Giustis lysdesign
sætter spot på det, der er med til at løfte opsætningen til stjernerne, nemlig
Pellys formidable personinstruktion. Her er det pr. stedfortræder Laurie
Feldman, men det bemærkes ikke: Ikke en bevægelse, ikke et skridt er uoverlagt.
Alt udspringer fra en smuk forståelse for karakterernes psykologi. Kender man
handlingen og librettoen, har man lyttet til musikken igen og igen, er der ikke
noget nyt eller noget overraskende i karaktertegningen, men niveauet mellem den
forhøjede flade og scenegulvet og niveauforskellene på den mahognisorte trappe,
der udgør den eneste scenografi i sjette og syvende scene, understreger den
næsten kynisk skarpt: Altid fjerner karaktererne sig fra hinanden, aldrig er de
i øjenhøjde, disse skæbneblinde sjæle.
Sjæl er der i hver tone,
der løfter sig fra sangernes strube. Sofie Elkjær Jensen er tilbage på Operaens
store scene med uhørt kraft i partiet som Tatjana. Hendes sopran er stadigt
lysende ren; den tindrer med en sfærisk klang, og samtidig har den en styrke,
så den manifesterer sig fysisk i rummet. Hun tiljubles efter brevscenen med det
længste og største bifald, undertegnede har oplevet efter nogen arie i Operaen!
Astrid Nordstad i partiet som søsteren Olga er i helt samme liga, og hendes
talent for skuespil er enestående. Jens Søndergaard sang Onegin på Den jyske
Opera i Horstkottes føromtalte iscenesættelse, så han er hjemmevant i partiet,
men her får han en scene og et auditorium, der passer før hans smukke baryton.
Han forlener her partiet med en større varme og menneskelighed end hos
Horstkotte, og det er uden tvivl med til at gøre hans afvisning af Tatjana des
mere gribende, når han ikke fremstilles følelseskold og utilnærmelig, men ung
og uden selverkendelse. Jacob Skov Andersens lyriske tenor står i strålekrans
om ham, fordi Jacquot giver ham plads til at folde sin stemme ud; det er med
hjerteskærende eftertænksomhed, han foredrager arien ”Kuda, kuda vy udalilis”,
men alligevel ryster han for meget på hånden til at kunne affyre et skud med
Onegin. Onegin dræber ham roligt til stor overraskelse for sig selv. Den anden
store hitarie, fyrst Gremins kærlighedserklæring ”Lyubvi fse vozrastï pokornï”,
formidler Artyom Wasnetsow med smuk ro, mens Hanne Fischer og Johanne Bock synger
søstrenes mor, Larina, og ammen Filipjevna med udsøgt skønklang. Fischer er i
Pellys fremstilling en overbærende og kærlig mor, der roligt afventer Olga og
Lenskijs passionerede kys, men som også træder resolut til, da Olga besvimer
over Lenskijs impulsive, tåbelige udfordring. Ammen holder sig diskret i
baggrunden som et tyende bør. Jens Christian Tvilum er perfekt i partiet som
Triquet, når han her fremstilles som en aldrende, afdanket og snobbet verdensmand,
der er til fals for penge. Den fremstilling udgør desuden et comic relief
blandt de tragiske skæbner, og det samme gør Det kongelige Operakor; koret
vandrer ind og ud af scenen alt efter om det skal synge eller ej, men det
kommer og går altid med gyldig grund og er aldrig bare staffage. Koret får lov
til at illustrere den smålige skelen skævt til hinanden, der er mellem
mennesker højt som lavt, og det er ret morsomt, da damerne til Tatjanas
navnefest trækker en stol hen for at bevidne skænderiet mellem Lenskij og
Onegin.
Det er en altid nærværende
risiko ved yndlingsoperaer, at iscenesættelser kan skuffe, fordi de ikke har
blik for de detaljer, man selv elsker. Denne har ingen blinde vinkler; den er
helt på højde med Herheim og Linton i sin nøgterne fremstilling af mennesker,
der går vild og derfor ikke kan finde hinanden, og den vil for altid være prentet
på nethinden og lyde klart for det indre øre.