Digtinstallationen Blood på Den fynske Opera, d. 9. oktober
2018
Edith
Södergran (1892-1923) er uden tvivl den gryende modernismes største digter i
Skandinavien. Som kun 17-årig blev hun diagnosticeret med lungetuberkulose, og
hendes digte, hvis motiver fortrinsvis kredser om den konkrete virkelighed -
månen, stjerner, roser, klipper, hav og himmel - har en udefinerlig og magisk
klangbund af en anden, fremmed verden og drager fortsat læsere og digtere. Hør
blot digtet ”Månen”:
Vad allting som är dött är underbart
och outsägligt:
ett dött blad och
en död människa
och månens skiva.
Och alla blommor
veta en hemlighet
och skogen den
bevarar,
det är att månens
kretsgång kring vår jord
är dödens bana.
Och månen spinner
sin underbara väv,
den blommor älska,
och månen spinner
sin sagolika nät
kring allt som
lever.
Och månens skära
mejar blommor av
i senhöstnätter,
och alla blommor
vänta på månens kyss
i ändlös längtan.
Man er tilbøjelig til at læse ”månen” og
”blommor” symbolsk, og dog er digtets billeder så stærke og levende i sig selv,
at det ville være at gøre vold mod digtet at tolke det symbolsk. Følelsen af
nådesløst, goldt og koldt nærvær i månens lys er ikke kun velkendt for den, der
har udsigt til et kort liv, og man kan finde lige så jublende og
livsbekræftende digte i forfatterskabet - f.eks. i samlingen med den sigende
titel Triumf att finnas till - som
man kan finde introverte og trøstesløse.
Det er imidlertid
sidstnævnte digte - heriblandt ”Månen” - som forestillingen Blood fokuserer på. Forestillingen
bliver i Den fynske Operas sæsonprogram omtalt som en scenekunsthybrid, selvom det er en underligt prosaisk omtale af det
ellers så poetiske møde mellem digtrecitation, musik, lys og scenograf. Digtinstallation klinger bedre og favner
såvel billedkunsten som poesien - her poesien i såvel ord som musik: Den sarte
strygekvartet og rå rock står Messerkvartetten og Jakob Thorkild for, Lisbeth
Sonne reciterer og agerer og har sammen med Thomas Hejlesen stået for konceptet
og iscenesættelsen eller installationen
- et kunstværk skabt som et fysisk rum - for det er, hvad det er; en dynge af
skeletter, to ensomt liggende ditto og en puf med en billedramme bag taler sit
eget tydelige sprog. Det eneste, der forandrer sig, er videoerne af Ninna Steen
og Thomas Hejlesen, der projiceres op i rammen og på puffen; en snestorm, to
ensomme, hvide magnolieblomster, et dramatisk rødt gardin. Skeletterne bades
iblandt i et skarpt, sølvglitrende månelys, men ligger ellers kun som en
påmindelse om den uhyrlige krig, der rasede i Europa, mens Södergran skrev sine
smukke digte i Raivola i den finske del af Det karelske Næs.
Dette bliver imidlertid
også en statisk og ret rigid ramme om seancen, for Södergrans digte har - til
trods for forfatterindens triste skæbne - også sider, der stråler af styrke og
(kvindelig) selvstændighed, f.eks. sidste strofe af ”Dagen svalnar”, der også
indgår:
Du sökte en blomma
och fann en frukt.
Du
sökte en källa
och
fann ett hav.
Du
sökte en kvinna
och
fann en själ -
du
är besviken.
Der
havde været plads til større fokus på den vilje til liv, der - paradoksalt nok
jo nærmere Södergran kom døden - blev mere og mere udtalt i forfatterskabet.
Der er smukke og fascinerende tableauer undervejs; Lisbeth Sonne fremstiller en
smuk kvinde (Södergran selv?) med sin månehvide hud og sit ildrøde hår, når hun
flytter rundt på mikrofonen, kæler for den som for en blomst, som for at
understrege ømheden for de digte, hun reciterer, men des mere savner
undertegnede noget levet liv. Det virker søgt, når Sonne for at skabe en slags
klimaks, råber og vrænger for at overdøve rå rock fra højtalerne, for den
voldsomhed findes ikke i digtene. Man må uvægerligt tænke på, hvad Elisa
Kragerup fik ud af Shakespeares Sonetter,
da hun skabte sin Reumert-vindende forestilling ved at vende og dreje, gentage
bardens evige digte, ja, nogle blev endda fremsagt på jysk, og det gik alt sammen
op i en højere enhed. Måske var det skuespillet, gestikken og mimikkens diskrete
supplement til digtene, der gjorde det, og det er der for lidt af her. For
lidt, for når det er der, så rammer det rent: F. eks. er det en dybt rørende,
da Sonne kæler for sig selv under sin pels - ikke kun som kontrast til
skeletterne, men også fordi hun gør det uden noget tegn på glæde, eller når hun
tager om halshvirvlen på et af skeletterne i undren og desperation. At
forestillingen hedder Blood virker
helt paradoksalt (og hvorfor en engelsk titel?), og selvom digtene er smukke,
selvom musikken er smuk og - for det meste - afstemt efter digtene, selvom der
er meget smukke billeder undervejs, så er det mest södergransk, når Sonne lever
på scenen, når hun kaster sit navns emblematiske sollys over forestillingen.
