Leoš Janáčeks smukke Katja Kabanova skrækkeligt overeksponeret. Gamle Scene d. 18. september 2022
Det
var en velment insisterende danmarkspremiere, da Den jyske Opera i 2013 satte Leoš
Janáčeks Katja Kabanova op, for opsætningen turnerede landet rundt og
kom ud til alle operaelskere. Og med god grund, for operaen er smuk, lyrisk og
gribende, og iscenesættelsen gjorde den ære; Annilese Miskimmons iscenesættelse
var lydefri, og Nick Shaws scenografi var æstetisk smuk og lysende enkel. Nu er
operaen så kommet op på Det kgl. Teater - langt om længe - som en del af det,
som Nila Parly i programmet kalder en sand Janáček-bølge, der (endelig) skyller
over Europa nu, 100 år efter at Janáček skrev sine mesterværker som pensioneret
lærer: Hans første strygekvartet, ”Kreutzer-sonaten”, blev spillet til
perfektion af den franske Diotima-kvartet på Bramstrup Gods ved den nyetablerede
Carl Nielsen-festival i august; på Malmø Opera opføres Sagen Makropulos
til foråret; i sidste sæson spilledes Jenufa på Staatsoper i Berlin, og
denne kølige søndag i september er der altså premiere på Katja Kabanova
på Det kongelige Teaters Gamle Scene.
De to sidstnævnte
forestillinger er begge iscenesat af italienske Damiano Michieletto, og om de trufne
valg nu er bevidste eller ej, fordi komponisten til værkerne er den samme, så
er ligheden mellem dem slående, og det har såvel positive som negative
aspekter. I begge opsætninger viser Michieletto den eminente evne til nuanceret
og rig personinstruktion, som han har vist i opsætningerne af Puccinis Il
trittico og Rossinis Rejsen til Reims i Operaen, og som i enkelte
scener virkelig griber, men samtidig skæmmes begge af massiv symbolik, der
tynger det sfæriske, talesprogsnære og enkle tonesprog ned: I Jenufa
lader han et massivt isbjerg vokse ned fra loftet og truende nærme sig titelkarakteren
og hendes stedmor, der af frygt for samfundets fordømmelse drukner det barn,
Jenufa føder uden for ægteskabet. Barnet dukker op foråret efter, da isen
smelter, og Michieletto illustrerer dette midt i en ellers moderne, minimalistisk
scenografi med en konkret vandpyt, hvor stedmoren står frysende, psykisk nedbrudt
og tilstår sin ugerning. I den aktuelle opsætning af Katja Kabanova
griber Michieletto titelkarakterens ønske om at flyve bort som en fugl fra sit
ulykkelige ægteskab ved at spærre hende inde i et stort fuglebur; den eneste
fortrolige, den fromme Katja har, er en tildigtet engel, som også - efter at
den dominerende, kyniske svigermor har revet vingerne af den - spærres inde i
et fuglebur. I sidste akt hænger en kæmpe flok fuglebure under sceneloftet, men
da Katja plaget af skyld over en affære med den unge Boris drukner sig, styrter
de på en gang til gulvet med et brag, der ikke modsvares af noget orkesterdrøn
i partituret. Det er tekstning for ikke-hørehæmmede.
Scenebilledet af Paolo
Fantin er ferskt og des mere ferskt, fordi det er så minimalistisk: Tre
flytbare, kridhvide vægge er alt. I slutningen af anden akt lukker de to - igen
symbolsk, så det driver - Katja inde; at hun ikke helt klemmes ihjel skyldes
kun den hvide lædersofa, der udgør den eneste rekvisit udover fugleburene. Alessandro
Carlettis brutale lyssætning medvirker til overeksponeringen af de ellers smukt
nuancerede karakterer, så kan skyggerne være nok så æstetisk skønne. Nogle vil
måske minde, at mængden af fil de fer i sidste akt også tager sig smukt
ud, men Katja Kabanova er en psykologisk realistisk opera, ikke et
boligmagasin! Scenen kunne gerne stå helt hvid og nøgen, det ville den skarpt
skårne libretto sagtens kunne bære, men Michieletto & co. vil åbenbart forstørre
og overbelyse.
Symbolikken i Jenufa
på Staatsoper i Berlin var til at bære, fordi sangerholdet, da jeg så
opsætningen i begyndelsen af juni, var fabelagtigt: Hanna Schwarz sang en ærefrygtindgydende
stedmor, Stephan Rügamer en rasende og dog smukt trofast Laca, mens Alexey
Dolgov var sjuften Steva med tindrende nærvær og styrke. Jenufa blev denne
aften sunget af Asmik Grigorian, der fik sit gennembrud som Salome ved Salzburg
Festspillene i 2019; hun sprang i juni til med ganske kort varsel, men var også
i partiet som Jenufa en triumf med sin underskønne stemme! Alle solister var i
verdensklasse. Det kan opsætningen af Katja Kabanova i København ikke
prale af - slet ikke i de store partier. Ved premieren synger Paul Curievici
Tichon, Katjas drikfældige og underkuede ægtemand, og hans tenor er fabelagtig,
stærk og smidig (men han synger kun de første opførelse p.g.a. sygdom) og Olga
Syniakova er en vidunderlig Varvara. Ditte Errboes parti som Glasja er alt for
lille til hendes smukke stemme, og hendes skuespiltalent er imponerende, så hun
betager, selv når hun ikke synger. Hun minder publikum om, at Michieletto kan
instruere, når han ikke drukner en iscenesættelse i symboler. Petri Lindroos er
en myndig, dreven og varm Dikoj, mens Gert Henning-Jensen er ret anonym som
Boris, som Katja forelsker sig uhjælpeligt i. Johanne Bock er solid som en
klippe i såvel røst som statur i partiet som svigermoren fra helvede, Kabanicha.
Titelpartiet synges af Gisela Stille, hvis teknik lader meget tilbage at ønske;
mere end en gang gyser man over, hvor skingre hendes spring til et højere
register er, og klangfarverne i hendes stemme synes slidt bort. Skuffende, men
taget i betragtning, hvor mange vidt forskellige partier hun har skullet synge i
sin tid i ensemblet, er det næppe underligt.
Mere underligt er det
måske, at dirigent Michael Boder og Det kongelige Kapel ikke synes at have
fundet hinanden i dette partitur - endnu. De skønne, lyriske passager undervejs
betones forbilledligt med Kapellets smukke strygerklang, men partiturets dele
er ikke bundet sammen endnu. Helt grelt er det i ouverturen, der først
overrasker med en originalt roligt tempo, indtil man opdager, at alle ikke er
enige, og at Boder selv eller Kapellets synes at hænge fast i dette pludseligt
alt for langsomme tempo uden at kunne bevæge sig videre. På Staatsoper spillede
Staatskapelle Berlin forbilledligt smukt under Thomas Guggeis’ ledelse, og
selvom det er problematisk at sammenligne, så har Det kongelige Kapel sine
forcer, der kan stå sig på den internationale scene. Blot ikke i Janáček; også
de synes at have fået deres vinger stækkede her. Det kan skyldes premierenerver.
Under alle omstændigheder er det kun en årsag til at spille Janáček i de
kommende sæsoner også; hos ham er en skønhed og psykologisk realisme og nuancerigdom,
der er værd at opsøge igen og igen, og som Den kongelige Opera har forsømt, når
han ikke spilles bedre end her.