søndag den 19. maj 2024

Flagermus-fejring

 Farverig fødselsdagsfest: Aldrig så man så levedygtig en 150-årig! Flagermusen på Den fynske Opera d. 17. maj 2024

 

Det er ikke til at tro det (selvom en lignende historie er hørt før), men modtagelsen af Johann Strauβ’ d.y.’s Flagermusen var ikke overstrømmende efter urpremieren d. 5. april 1874. Det var Strauβ’ tredje operette, og den blev til i en rus af inspiration på bare 42 dage til en bearbejdelse af et fransk forlæg, Le Reveillon, af de bekendte librettister Meilhac og Halévy[1]. Imidlertid bundede den manglende begejstring i, at Wien i 1874 endnu var mærket af et børskrak året før, for operetten fik hurtigt fodfæste verden over og blev ”Operetternes operette”. Gustav Mahler var med til at cementere denne status, da han satte Flagermusen op i Hamburg tyve år efter urpremieren, og det er både passende og perfekt timet, at Den fynske Opera i jubilæumsåret 2024 har operetten på plakaten. Lad det være sagt straks: Det er musikken, der bærer hele forestillingen. Den er stadig lige frisk, lige berusende og lige mesterlig. Johannes Brahms begræd ikke at have skrevet An den schönen blauen Donau, og han må have været grøn af misundelse over ikke at have forfattet mesterværket Die Fledermaus.

                      Strauβ ønskede at sætte helt almindelige mennesker i musik, og nok lykkedes det ham at skrive evigt unge og iørefaldende, valsende melodilinjer, men handlingens komiske plot er også en stadigt genkendelig genistreg: Satiren over det bornerte borgerskabs dobbeltmoral lader sig uden overgreb omplante til nutidens fordomme om overklassen. I Christoffer Berdals bearbejdelse udspiller handlingen sig blandt EU-politikere og -diplomater i Bruxelles, og det er en taktløs vittighed til den finske kommissær med en pointe om, at finner ingen humor har, der sender Eisenstein otte dage i fængsel. I sidste akt er scenen mellem fængselsdirektør Frank og fængselsbetjent Frosch en lang satire over ”planmål”, ”ressourceoptimering” og anden newspeak; det er intet under, at Bo Larsens Frosch må stive sig af med sin lommelærke, men det er imponerende så sikkert usikkert han går. Morsomt er det!

                      Men det er som sagt musikken, her lagt i hænderne på en wienertrio bestående af Bjarne Hansen på violin, Kirstine Elise Pedersen på cello og Britt Krogh Grønnebæk på piano, der bærer, og de spiller fremragende. (Indimellem bidrager Kasper Grøn på slagtøj, og bortset fra lommeurets tikken var man helst fri herfor, fordi det i få øjeblikke bidrager med mere march- end valsetakt, og det er ikke klædeligt.) Det samme gælder sangerne. Niveauet er tårnhøjt, ikke mindst på sværdsiden, hvor to må fremhæves: Per Jellum, der sidste sæson sang prinsen i Rusalka, har en smældende, smægtende tenor, sikker og flot, og det gælder også Gustav Wenzel Most som sanglæreren Alfred. Han lirer italienske tenor-hit-arier af fra balkonen eller fængselscellen med et overskud, en styrke og en præcision, der gør, at undertegnede vover pelsen ved at spå ham en stor karriere. BRAVI!

                      Wenzel Most agerer desuden med ungdommeligt mod. Med krum hals kaster han sig ind i sin birolle som nonbinær spytslikker ved prins Orlovskys fest i anden akt. Legen med køn er oplagt i lyset af, at prinsens parti oftest synges af en kvinde (her Emma Oemann), og at hele festen er en leg med masker, kønsroller og identiteter. Problemet er imidlertid, at Berdals instruktion ikke er radikal nok. Der mangler kant, der mangler mod til at tage livtag med de muligheder for løssluppen adfærd, der kunne afsløre, hvad der virkelig gemmer sig bag embedsmændenes jakkesæt og fruernes forstillede pligtfølelse. Alle er pænt pakket ind i Parnuuna Kristiane Thornwoods farverige, men absolut fantasiløse kostumer i gammeldags snit og forlorne materialer. Intet er rigtigt grænseoverskridende - der skal mere end mænd i skørt og rhinstene til (hvis man har set vinderen af Eurovisionens Melodigrandprix i år, ved man det) - og satiren, der trækker tråde tilbage til Beaumarchais og Mozart, hvor fine herrer flirter med deres egne tjenestepiger og forfører deres egne hustruer i forklædning, løber ud i sandet. Dertil kommer, at sangerne først og fremmest er sangere; så længe de synger, er alt godt - ja, mere end godt, flere af dem er som nævnt fremragende - men når replikkerne skal leveres, tøves der af og til en my for længe. Fagter og mimik bliver stive og teatralske, overraskelsen udebliver, og vittigheden fordufter. Vil man have den seksstjernede operetteoplevelse må man vente til næste forår, når Adam Prices vittige gendigtning af Den glade enke atter kan ses i Operaen.

                      Nogle ting lykkes dog for Berdal: Flagermusen alias dr. Falke, hvis raffinerede hævn alle intrigerne er, samler i Joachim Knops skikkelse forestillingen. Han kan spille komedie! Da han under ouverturen deler invitationer til sit rænkespil ud, er det iført slængkappe med rødt for og høj krave; en grev Dracula er han, en vampyrflagermus med et diabolsk smil, der får det til at risle frydefuldt ned ad ryggen. Den rislen vender kun tilbage en gang, og da er det en mere sødmefuld rislen, nemlig Kiki Brandt, der som tjenestepigen Adèle skal overbevise Frank om sit talent, og fortolker Madonnas ”Material Girl” som en øm, inderlig ballade. Man er både overrasket og overbevist. Tilbage står beruselsen i Strauβ’ musik. Den er henrykkende, men altid original og overraskende - selv for klavertrio - og fornemt sunget. Flere dage efter nynner man stadig med en lille musikalsk champagnefjer på, så TAK til Den fynske Opera for at fejre Flagermusen.



[1] Titler som Carmen og Den skønne Helene siger måske læseren noget…