Farverig fødselsdagsfest: Aldrig så man så levedygtig en 150-årig! Flagermusen på Den fynske Opera d. 17. maj 2024
Det
er ikke til at tro det (selvom en lignende historie er hørt før), men
modtagelsen af Johann Strauβ’ d.y.’s Flagermusen var ikke overstrømmende
efter urpremieren d. 5. april 1874. Det var Strauβ’ tredje operette, og den
blev til i en rus af inspiration på bare 42 dage til en bearbejdelse af et
fransk forlæg, Le Reveillon, af de bekendte librettister Meilhac og
Halévy[1]. Imidlertid bundede
den manglende begejstring i, at Wien i 1874 endnu var mærket af et børskrak
året før, for operetten fik hurtigt fodfæste verden over og blev ”Operetternes
operette”. Gustav Mahler var med til at cementere denne status, da han satte Flagermusen
op i Hamburg tyve år efter urpremieren, og det er både passende og perfekt
timet, at Den fynske Opera i jubilæumsåret 2024 har operetten på plakaten. Lad
det være sagt straks: Det er musikken, der bærer hele forestillingen. Den er
stadig lige frisk, lige berusende og lige mesterlig. Johannes Brahms begræd
ikke at have skrevet An den schönen blauen Donau, og han må have været
grøn af misundelse over ikke at have forfattet mesterværket Die Fledermaus.
Strauβ ønskede at sætte
helt almindelige mennesker i musik, og nok lykkedes det ham at skrive evigt unge
og iørefaldende, valsende melodilinjer, men handlingens komiske plot er også en
stadigt genkendelig genistreg: Satiren over det bornerte borgerskabs
dobbeltmoral lader sig uden overgreb omplante til nutidens fordomme om
overklassen. I Christoffer Berdals bearbejdelse udspiller handlingen sig blandt
EU-politikere og -diplomater i Bruxelles, og det er en taktløs vittighed til
den finske kommissær med en pointe om, at finner ingen humor har, der sender
Eisenstein otte dage i fængsel. I sidste akt er scenen mellem fængselsdirektør
Frank og fængselsbetjent Frosch en lang satire over ”planmål”, ”ressourceoptimering”
og anden newspeak; det er intet under, at Bo Larsens Frosch må stive sig af med
sin lommelærke, men det er imponerende så sikkert usikkert han går. Morsomt er
det!
Men det er som sagt
musikken, her lagt i hænderne på en wienertrio bestående af Bjarne Hansen på
violin, Kirstine Elise Pedersen på cello og Britt Krogh Grønnebæk på piano, der
bærer, og de spiller fremragende. (Indimellem bidrager Kasper Grøn på slagtøj,
og bortset fra lommeurets tikken var man helst fri herfor, fordi det i få
øjeblikke bidrager med mere march- end valsetakt, og det er ikke klædeligt.) Det
samme gælder sangerne. Niveauet er tårnhøjt, ikke mindst på sværdsiden, hvor to
må fremhæves: Per Jellum, der sidste sæson sang prinsen i Rusalka, har
en smældende, smægtende tenor, sikker og flot, og det gælder også Gustav Wenzel
Most som sanglæreren Alfred. Han lirer italienske tenor-hit-arier af fra
balkonen eller fængselscellen med et overskud, en styrke og en præcision, der
gør, at undertegnede vover pelsen ved at spå ham en stor karriere. BRAVI!
Wenzel Most agerer desuden
med ungdommeligt mod. Med krum hals kaster han sig ind i sin birolle som
nonbinær spytslikker ved prins Orlovskys fest i anden akt. Legen med køn er
oplagt i lyset af, at prinsens parti oftest synges af en kvinde (her Emma
Oemann), og at hele festen er en leg med masker, kønsroller og identiteter.
Problemet er imidlertid, at Berdals instruktion ikke er radikal nok. Der
mangler kant, der mangler mod til at tage livtag med de muligheder for
løssluppen adfærd, der kunne afsløre, hvad der virkelig gemmer sig bag
embedsmændenes jakkesæt og fruernes forstillede pligtfølelse. Alle er pænt
pakket ind i Parnuuna Kristiane Thornwoods farverige, men absolut fantasiløse kostumer
i gammeldags snit og forlorne materialer. Intet er rigtigt grænseoverskridende
- der skal mere end mænd i skørt og rhinstene til (hvis man har set vinderen af
Eurovisionens Melodigrandprix i år, ved man det) - og satiren, der trækker
tråde tilbage til Beaumarchais og Mozart, hvor fine herrer flirter med deres
egne tjenestepiger og forfører deres egne hustruer i forklædning, løber ud i sandet.
Dertil kommer, at sangerne først og fremmest er sangere; så længe de synger, er
alt godt - ja, mere end godt, flere af dem er som nævnt fremragende - men når
replikkerne skal leveres, tøves der af og til en my for længe. Fagter og mimik
bliver stive og teatralske, overraskelsen udebliver, og vittigheden fordufter. Vil
man have den seksstjernede operetteoplevelse må man vente til næste forår, når
Adam Prices vittige gendigtning af Den glade enke atter kan ses i
Operaen.
Nogle ting lykkes dog for
Berdal: Flagermusen alias dr. Falke, hvis raffinerede hævn alle intrigerne er, samler
i Joachim Knops skikkelse forestillingen. Han kan spille komedie! Da han under
ouverturen deler invitationer til sit rænkespil ud, er det iført slængkappe med
rødt for og høj krave; en grev Dracula er han, en vampyrflagermus med et
diabolsk smil, der får det til at risle frydefuldt ned ad ryggen. Den rislen
vender kun tilbage en gang, og da er det en mere sødmefuld rislen, nemlig Kiki
Brandt, der som tjenestepigen Adèle skal overbevise Frank om sit talent, og fortolker
Madonnas ”Material Girl” som en øm, inderlig ballade. Man er både overrasket og
overbevist. Tilbage står beruselsen i Strauβ’ musik. Den er henrykkende, men altid
original og overraskende - selv for klavertrio - og fornemt sunget. Flere dage
efter nynner man stadig med en lille musikalsk champagnefjer på, så TAK til Den
fynske Opera for at fejre Flagermusen.