Holbergs mesterværk Maskerade forvansket til tysk skaberi
Matematikkens
hyperbel har med sin stolt knejsende kurve samme frivole rejsning som
stilistikkens hyperbel; den ligner de erigerede falloi, som udgjorde en effektfuld del af de antikke, græske komediers
kostumer samt medvirkede til deres frisprog - parresía - og en velanbragt overdrivelse kan
til stadighed vække latter. Imidlertid er grænsen for det overraskende og
humoristiske hårfin, og forsøget på at rejse sig og overstige det forventede
kan resultere i en blød, slatten kurve, der ikke vækker nogen eller noget til
live overhovedet: Højt at flyve, dybt at falde - og det er ikke altid så
morsomt som ordspillet her. Langt fra. Og det kan være beskæmmende pinligt og
tåkrummende at opleve ellers talentfulde skuespillere kaste sig ud i noget, der
virker mere som skaberi end skuespil, selvom det kan vække beundring, at de har
modet dertil.
Sådan var desværre
afgangselevernes produktion af Aristofanes’ komedie Lysistrate i december: De unge og ellers meget talentfulde
skuespillere syntes ikke, at forlægget var morsomt (hvorfor så ikke vælge noget
andet, spørger man), selvom mine elever og jeg har moret os meget under
læsningen af dette, så de valgte at improvisere over handlingen i stedet. Det
var noget af et vovestykke, og det fortjener i sig selv ros, men de unge
skuespilleres stand-up-humor var pinlig og plat snarere end morsom og vittig.
På Det kgl. Teater lykkes
det heller ikke at vække latter med Ludvig Holbergs mesterlige Maskerade; den tyske instruktør Herbert
Fritsch spænder buens kurve for højt, så skuddet fejler og ikke rammer lige i
målskivens lattercentrum. Hyperblen overdrives. Der er ellers en mængde gode
idéer at ane midt i det latterlige og ikke lattervækkende virvar på scenen: For
det første holder Fritsch sig til Holbergs tekst, og den virker dugfrisk og
spændstig på trods af det indimellem uvante og antikverede ordvalg, men det er
jo samtidig kvintessensen af Holberg, og hans poetiske raptus har trods alt sat
sig spor i det danske sprog 300 år frem i tiden. For det andet sætter man ikke
Holberg så højt på en piedestal, at der ikke kan leges med replikkerne, og det
sker effektivt og i stor stil; ’tamperetten’ bliver til ’taburetten’ (så publikum
lige kan få forklaret, hvad en tamperet
egentlig er), og der leges vildt og voldsomt med de latinske bøjningsendelser,
så Jeronimus’ forvirrende genitiv Jeronimi bliver en ekvilibristisk ordleg med
Mis, Mus, Ma(d)s! For det tredje bryder en række (intertekstuelle) referencer,
der rækker lige fra rock over #metoo til Ringenes
Herre, med publikums forventninger, så en ærlig, forløsende latter breder
sig, og for det fjerde er der de brud på illusionen om et fiktivt univers, der
ligger i tråd med det klassicistiske dramas publikumshenvendelser, som også får
publikum til at le. Mest vellykket, da den økse, der er bragt på scenen, viser
sig at være af skumgummi, og Jeronimus må skælde en scenearbejder ud for at
have lavet lort i den.
Alle disse originale, lyse
indfald pakkes imidlertid tæt ind i det filter, som Fritsch ifølge programmet
ynder at lægge ud over en forestilling. Han er af den blåøjede for ikke at sige
imbecile opfattelse, at teksten taler tydeligere til ham gennem dette filter - og det gør den
måske, men i så fald kun til ham.
Filteret består - for publikum at se - mindre af Victoria Behrs blanke
rokokokostumer, der er inspireret af porcelænsfiguriner (for de falder jo
sammen med Holbergs egen tid i stil), men mere af en personinstruktion, der
fordrer overdrivelse af såvel mimik og gestik som stemmeføring. Alt overdrives,
så der kun er skaberi tilbage; der stønnes, klynkes, råbes, hvines, vrides,
drejes, vrinskes (ja, Leonora lyder mest som en hest!), tudes, vrænges og
pjattes, så man græmmer sig! Det er et tegneseriefilter forstærket af overdrevne
lydeffekter, og man skal være et treårigt barn for at synes, at det er morsomt,
da tårnhøje Peter Plaugborg for tredje gang støder mod Fritsch’ egen
farveladescenografi, for da har forestillingen endnu ikke været i gang i ét
minut, eller at Bjarne Antonisens Leonard ikke kan gå et skridt uden at slå en
prut. Det er ikke komedie for selv de mest barnlige sjæle, det er at tale ned
til publikums fatteevne, og det hjælper ikke, at karaktererne flintrer rundt på
scenen i samme fart, som både den og kulisserne drejer rundt; det blotlægger
kun instruktørens kaotiske tankegang og overdrevne effektmageri. Der gives ikke
plads, til at vittighederne kan udfolde sig eller eftertænksomheden indfinde
sig i f.eks. tamperetsscenen, hvor Peter Plaugborg spilder sit engang så store
talent på et amokløb af amatøragtigt jysk og norsk. Her tænker man med suk af
længsel på, hvad Mads M. Nielsen fik ud af rollen som Henrik i Kim Bjarkes iscenesættelse
på Odense Teater, for selvom det er tolv år siden, denne forestilling spillede,
har den brændt sig ind i hukommelsen med større kraft, end Fritsch’ makværk
vil.
Fritsch’ scenografi ser ud
til at være inspireret af Per Arnoldi og børnesangen om en trekant og en stang:
Den består af geometriske figurer i rød, gul og grøn, der sammensat danner
silhuetten af et stiliseret hus, et træ og en stor firkant, som karaktererne
kan klistre sig op ad. Det får ingen klokke til at sige ding-dang, men musik er
der (selvfølgelig!) på scenen. Pianisten Olivier Antunes sidder ved et flygel,
der som de øvrige kulisser drejer rundt på drejescenen, og diverterer med
charmerende, diskrete pasticher over Bach og Mozart iblandet rock og andre
rytmer. Iblandt bliver han bedt om at bidrage med lydeffekter, og selvom hans
spil er subtilt og hans musik smukt afstemt Holberg, så er dette vedvarende
iscenesætterkrav om en musiker på scenen også generende, når det forhindrer
publikum i at høre, hvad skuespillerne siger. Iblandt.
Skuespillerne selv er dårligt
værd at nævne, så kamuflerede og maskerede (!) er de af Fritsch’
tegneseriefilter, at de ikke er til at kende, og jeg havde aldrig troet, den
dag skulle komme, hvor Tammi Østs spil ikke var værd at nævne! Kun Jens Jørn
Spottag formår i ly af den sure, gnavne Jeronimus at skabe åndehuller af ro
omkring sin karakter, så man kan le ad hans forgæves forsøg på at bremse tidens
gang, som da han før pausen fanges på den forkerte side af tæppet og må
forsikre publikum om, at vi godt kan gå til pause, han skal nok finde ud fra
scenen. Dog må alle nævnes under et for deres mod til så ufortrødent at løbe
løbsk og hoppe på instruktørens limpind, og ikke et sekund lader de sig påvirke
af, at publikum ikke ler af deres spil. De giver ikke op, og måske er det en
selvironisk kommentar, men det er faktisk morsomt, da de igen og igen og igen
kommer ind for at bukke, selvom publikum står i kø for at komme ud. Dét er en
hyperbel, der virker!
