Virkelig velsunget Verdi! Don Carlos i Operaen d. 14. september 2024
Don
Carlos er Verdis bedste opera! Nej, vent – det er Othello
med dens smægtende kærlighedsduetter og skarpe psykologi! Nej, det er da Falstaff,
en mesters svanesang, kulminationen af geniet, sprudlende af overskud! Det er
svært at vælge, men Don Carlos er i hvert fald en af de Verdi-operaer,
jeg altid vil vælge til (La traviata vil jeg helt sikkert vælge fra…),
og det er Verdis største opera, det vil sige den længste: fem akter og en
ballet, en virkelig grand opéra. Desværre ”snydes vi”, som den
veloplagte, velformulerede introduktion siger det denne aften, også ved denne
opsætning af operaen på Det kgl. Teater for første akt, der sætter fokus på
kærligheden mellem Don Carlos og den franske prinsesse Elisabeth ved deres
første møde i Fontainebleau-skoven. Har operaen nogensinde været opført i sin
fulde længde i Danmark? Man kan undre sig over, at der intet problem er i at
spille en Wagner-opera på seks timer, men Verdi skal beskæres og forkortes –
upåagtet Verdi selv omarbejdede operaen til fire akter. Måske Den jyske Opera
råder bod på dette dens tradition for danmarkspremierer in mente.
Don Carlos er dog
stadig en vildt god opera, og man kan bære over med meget, når den er på
plakaten, bare sangerne er gode – og det er de i denne opsætning! Til gengæld
har iscenesættelsen en del problemer. Instruktøren Davide Livermore kan dels
ikke overskue handlingen og skabe klarhed for publikum, dels kan han ikke
bestemme sig for, om iscenesættelsen skal være realistisk eller mystisk og
dragende. Kun fjerde akt (undskyld, tredje) fungerer virkelig godt; her sidder
man på kanten af stolen over de psykologiske spændinger i dramaet: magtkampen
mellem kong Filip og storinkvisitoren, kærlighedstrekanterne mellem kongen,
dronningen, Don Carlos og prinsesse Eboli, spænding om udfaldet. Publikum aner
spændingerne, straks tæppet går, på grund af noget så banalt som en væltet stol
i kongens soveværelse. Hvem har væltet den? Hvad er der gået forud for kongens
store arie, der åbner ind til hans inderste og gør ham til et lidende, lille
menneske? Hans seng er rodet, og han selv er sunket sammen foran fjernsynet,
der flimrer. Først da storinkvisitoren træder ind forstår man, hvor stor og
frygtindgydende magt kirken har i 1500-tallets Spanien (og det er efter pausen),
og at Don Carlos’ skæbne er beseglet, først her tør Livermore vægte psykologi
højere end overdrevet realisme ved at lade Eboli synge sin store arie foran
scenetæppet kun i et selskab af en stol – af den væltede stol… Det er gysende
godt!
Spillet mellem Don Carlos
og dronning Elisabeth i anden akt (undskyld, første!) er også smukt og
troværdigt: Han er en nervøs, dybt følsom ung mand, hun forsøger at være den
stærke, stoiske stedmor, men facaden krakelerer, da Carlos besvimer, og mere af
ømhed end fysisk begær ender de i hinandens arme. Det er de store scener, hvor
koret synes helt umotiveret til stede, at forvirringen breder sig og publikums undren
tager over. I anden akt (første!) laver korets damer de underligste spjæt til
Ebolis sang (en enkelt tror, hun er blevet ansat ved balletten eller er
inviteret med i ”Vild med dans” og har sin helt egen fest…), de samme spjæt
genbruges i fængselsscenen i slutningen af fjerde akt (nej, tredje!), og
autodaféen er et miskmask af karakterer, tortur i kælderen, og den blide røst
fra oven er ung mor, der ganske umotiveret kommer vandrende ind med barnevogn.
Det foregår i en kirke (selvom ingen kættere vist nogensinde er blevet brændt
indendøre): Bagvæggen i Gio Formas spejlglasscenografi består af evigt
skiftende videoprojektioner designet af D Wok, men i slutningen af tredje akt
(som her kun er anden!) går projektionerne amok, så kirkehvælvingen bliver et
distraherende, konstant skiftende kalejdoskop af barokkupler, der endelig
afløses af flammer, der fortærer alle. Hvad er meningen?, spørger man sig selv.
I øvrigt bruges bagvæggen
til en helt overflødig gennemgang af spansk kunsthistorie. Man ser de
historiske portrætter af kong Filip, dronning Elisabeth, infanten Carlos og
prinsesse Eboli (med klap for højre øje), kubistiske stillebener og Picassos Guernica,
og det distraherer, fordi det fjerner fokus fra handlingen. Indimellem, når intrigen
spidser til, afløses kunsthistorien af projektioner af pludseligt uvejr med lyn
og grå skyer, eller de eksploderer i rødt. Her bliver musikkens vredesudbrud og
skræk mejslet ud, så man føler sig talt ned til. Det er helt skævt.
I begyndelsen af operaen
venter man ellers så meget, da Don Carlos opsøger klosteret med den afdøde kong
Karl V’s mægtige gravmonument. En tordnende, myndig røst priser den afdøde
monark, og længe undrer man sig: Hvor kommer stemmen fra? Så opdager man, at
det er en af figurerne i relieffet i gravmonumentets sokkel, det synger. Vil
graven mon til slut således opsluge Don Carlos? Nej, ganske vist rækker
figurerne i sidste akt (ja, det det samme) ud efter dronning Elisabeth og
forsøger at holde hende fast, men Don Carlos’ endeligt er langt mere prosaisk:
Han dør som offer for sin fars jalousi. Hvilke tanker Livermore har gjort sig
med dette mystiske, overraskende træk, er ikke til at vide, men han har ikke
turdet holde fast i idéen, og til slut knejser Karl V lyslevende på graven uden
mulighed for at gribe ind, for da er infanten allerede død.
I dette rod er det en
lykke, at der synges, som der sjældent er blevet sunget i Operaen i dens snart
20-årige historie. Don Carlos synges af Matthew White, og måske mangler han
lidt styrke i højden, men hans tenor har den reneste, ædleste italienerklang,
og han overgår alle tenorer, der ellers har sunget på Holmen! Stephen Milling
behøver ingen introduktion; man skal blot prise sig lykkelig over lejligheden
til endnu en gang (efter Holtens skuffende opsætning for år tilbage) at opleve
ham forlene kong Filip med despotisk myndighed og hjerteskærende ensomhed. Elisabeth
synges af Chiara Isotton. Det fremgår af aftenens program, at det er Gisela
Stille, men det er det tydeligvis ikke; klangen er varm, bred og fyldig – måske
lidt luftig – ikke spids og syrlig (og en teaterkikkert bekræfter, at det ikke
er Stille). Aytaj Shikhalizada synger en skrækindjagende og medynkvækkende
Eboli, og Gihoon Kim synger Rodrigo med overvældende kraft og skønklang. Man
gyser både skrækslagen og bjergtaget over Roberto Scandiuszzis storinkvisitor,
og Tae Jeong Hwang forlener munken/Karl V med en underskøn bas, der gør, at publikum
ikke overser ham, selvom instruktøren svigter rollens potentiale. Det er en
sangerfest uden mage, som Jordan de Souza diskret, men skarpt lader Det kgl.
Kapel understøtte. Det er kun rammerne, der er skæve i denne opsætning, ikke
tonerne, og så er Don Carlos reddet. Trods alt.