Effektmageri!

Pendereckis Djævlene fra Loudun på Operaen d. 24. mart 2013

Filmmusik har – sikkert p.g.a. filmens popularitet – i de flestes ører en positiv klang, og de store, iørefaldende og kendte filmtemaer af John Williams, Ennio Morricone og Nino Rota spilles af de fleste symfoniorkestre i et forsøg på at lokke et nyt og yngre publikum i koncertsalene. Det samme har Den kgl. Opera gjort for at sælge Krsysztof Penderecskis Djævlene fra Loudun: ”Mange kender formentlig allerede Pendereckis tonesprog bedre, end de aner, for det er ham, der har skrevet musikken til en række gyser- og horrorfilm”, står der på hjemmesiden. Filmmusik er imidlertid bare bedst, når den ikke høres. Jo, det er fantastisk at høre temaerne fra Harry Potter og Godfather-trilogien spiller for stort symfoniorkester, men det er jo netop temaer, der er skrevet som underlægningsmusik for rulleteksterne og for at fæstne filmene melodisk i publikums hukommelse; størstedelen af al filmmusik skal understrege filmens billeder og forstærke de følelser, stemninger og indtryk, som instruktøren forsøger at formidle til sit publikum gennem billederne, og derfor ikke gøre opmærksom på sig selv. Det kan aldrig blive positivt, at musikken i en opera spiller andenviolin og er filmisk. Bedre bliver det heller ikke af, at denne iscenesættelse absolut ikke spiller sammen med eller forsøger at forstærke indtrykket af den blodfattige musik; det hele er lige så stort et illusionsnummer, som den proces mod Urban Grandier, operaen handler om.

                      Handlingen rummer ellers stof nok til en stor, dramatisk opera: Fortrængte følelser, misundelse, fysisk begær, politiske ambitioner, lidenskab og had! Havde Verdi levet i et mindre melodramatisk århundrede, havde han straks købt librettoen, og Puccini ville kun have savnet en heltinde, publikum kunne føle for, før han havde siddet ved klaveret. Som det er, er det blot forvirrende og dramatisk usammenhængende: Der klippes lynhurtigt mellem scenerne (som i en film!), og der er intet for publikum at holde sig til, hverken musikalsk (dertil er musikkens brug af clusters, klokker og messingblæsere som sagt for monoton) eller scenografisk; kulissen midt på scenen snurrer rundt som en karrusel, men der er ikke megen morskab ved turen, og det virker ulogisk hele tiden at skulle skifte kulisse, når den samme kulisse alligevel både skal fungere som Grandiers logi, gæstgiveri, brude- og torturkammer. (Hvem har for resten opfundet den lettere grinagtige tortur, hvor offeret slæbes halvt ned gennem loftet for at nagles fast til væggen? Det er mere latterligt end uhyggeligt!) Det er heller ikke klart, hvorfor kirurgen og apotekeren, overgearet ageret af Markus Butter og Gert Henning-Jensen, føler så stor misundelse til fader Grandier, at de anklager ham for kætteri, og det kan nemt gå hen over hovedet på en, at det er det, der sætter handlingen i gang, ikke abbedissen Jeannes seksuelle mareridt i sengen ved scenekanten. De øvrige karakterer kommer på skift ind på de to stilladser, der flankerer scenen i højre og venstre side, for at give deres besyv med, men det sker snarere af nødvendighed, fordi det står i partituret, end det fører dramaet videre. Det eneste uhyggelige og dramatisk befordrende er, når hans sataniske majestæt selv toner frem som en projektion mod kulissevæggen, komplet med horn og djævelsk latter, men nogen konkret indtræden i operaen får han desværre aldrig, og det havde ellers netop været det, kunne have forvandlet opsætningen fra en cirkusforestilling til et mareridt.

                      At forestillingen ikke fungerer, skyldes ikke, at Penderecki benytter sig af ”ukonventionelle virkemidler”, som der står i Peter Tulinius Krarups programnoter, tværtimod er musikken som et ubagt brød: tungt og klægt. Instruktøren Keith Warner har også tidligere bevist, at han tør tage livtag med moderne musik, så forholdet bliver frugtbart; det skete i Operaen med Alban Bergs foruroligende Wozzeck for nogle sæsoner siden. Her skrånede scenen lige lukt i afgrunden for titelpersonen, mens alle andre bevægede sig uanfægtet rundt i et roligt tempo og så kynisk til. Måske det skyldes, at Bergs partitur er langt mere avantgardistisk end Pendereckis noget yngre oeuvre og har dramatiske egenskaber i sin egen kraft, så publikum kommer hele følelsesregisteret fra smerte til frygt og længsel igennem i musikken. Det er svært at sige, specielt når man er lægmand udi noder, ligesom det er svært at skulle fremhæve sangere og musikere i denne opsætning, for på scenen er det kun Louis Otey som Grandier og Tina Kiberg som Jeanne, der imponerer med deres stemmekraft og –styrke. Alt klinger, som man formoder, at det må skulle klinge, men intet rører ved følelserne. Bifaldet er slapt, og man sidder tilbage med en følelse som et lille barn, der har lyst til at råbe ud i rummet: ”Jamen, han har jo ikke noget på!” Det hele er gøgl og narrespil, effektmageri; der er ingen ægte djævlerier på spil i denne forestilling, og det er dybt skuffende.

Afdansningsbal

Tosca den sidste aften i Den jyske Operas opsætning 2013

Tosca! Få operaer er så dramatisk velsmurt og iørefaldende som Tosca, og jeg vakler altid imellem at udpege den eller Pigen fra Vesten som min yndlings-Puccini-opera. Skulle jeg dele sol og vind lige, ville jeg nok sige, at sidstnævnte har en skønnere og mere subtil melodirigdom, mens Tosca’s drama udmærker sig frem for Pigen’s: Fra den første bragende akkord, der fejer tæppet til side, er der ingen vej tilbage. Uden at karaktererne kan gøre hverken fra eller til, er kursen for deres skæbne udstukket, og de kan forsøge at vride og vriste sig fri, men de må fuldføre den dance macabre, Puccini byder op til. De tre hovedkarakterer, helten, heltinden og den mest djævelske skurk, operalitteraturen endnu har set, er fra begyndelsen i deres følelsers og sansers vold, og Tosca er ingen veristisk opera i psykologisk forstand, snarere er den impressionistisk i sin fotografisk minutiøse gengivelse af realistiske handlinger, sansninger og udbrud; den er et tragisk skæbneomslag; Herman Bang udsat for sydlandsk temperament! En kollega bemærkede, at Puccini lader Tosca give efter for Scarpias pres, da han udsætter Cavaradossi for tortur, for hurtigt, men jeg er ikke enig: Tosca’s nervepirrende sitren opstår imellem, hvad vi ser på scenen, og hvad vi ved eller erfarer, der sker bag scenen. Ikke som i Puccinis Manon Lescaut, hvor den interessante og egentlige handling udspiller sig tamt mellem akterne, for enhver handling i Tosca griber som et tandhjul ind i en anden, lige fra den komiske sakristan til den mystiske betjent Spoletta, hvis betydning for dramaets afslutning jeg efter fire  Tosca’er endnu ikke har set udfoldet.

Den eneste undtagelse herfra er måske den lille hyrdedreng i tredje akt, men selv ham gør instruktør Elisabeth Linton til en brik i spillet, da hun sætter ham til at tørre blod op efter et af Scarpias andre ofre. Linton har siden sin debut som instruktør på Den jyske Opera med en uforglemmelig, sort-hvid kølig Eugen Onegin lavet bl.a. en ganske spændende Faust samme sted, men også en Nabucco på Det kgl. Teater, der kun demonstrerede, hvordan opera ikke fungerer. Tosca kan man, fordi handling og musik er så tæt sammenvævet, som iscenesætter ikke fortolke for kreativt (medmindre man griber til metaplanet, som Robert Carsen gør i en optagelse fra operahuset i Zürich, hvor opsætningen netop handler om en opsætning af Tosca, men metateater er efterhånden en ret slidt kliché), for så falder handlingens skæbnemaskine fra hinanden frem for at gribe publikum. Linton begrænser sig smukt til at understrege de trin, som hovedpersonerne i trekantsdramaet danser om og med hinanden. Tosca er således først tiltrukket af Scarpias tilsyneladende trøst og støtte, men siden forfærdet, da hun i hans hovedkvarter ser, hvor kold og kynisk hans interesse for det modsatte køn er. På væggen ser hun ikke, hvad Thomas Michelsen i Politiken så fejlagtigt kaldte ”en scorevæg”, men udsnit af kunsthistoriens største kvindeportrætter hæftet op som pin up’er. Madonnaer, prinsesser og adelsfruer er i Scarpias destruktive hænder alle forvandlet til side 9-piger, og det er intet under, at Tosca giver efter og i sin store arie ”Visi d’arte” kaster det kors, hun gudfrygtigt bærer om halsen, fra sig. Den slags små detaljer får blodet til at rulle hurtigere og hjertet til at banke hastigere – hos publikum og på scenen. At Caravadossi i tredje akt ikke deler Toscas optimistiske tro på en mulig flugt, er set før, men det er en meget plausibel fortolkning. At scenografen Herbert Murauer fejltolker Cavaradossi som Caravaggio er mindre heldigt; ikke når det så tydeligt er Judith og ikke Magdalena, der toner frem i Sant’ Andrea della Valles mørke i første akt.

Der spilles altså smukt og nuanceret på scenen. Sangen lader imidlertid en smule tilbage at ønske. Lad gå med, at Odense Koncerthus ikke er bygget til operaopførelser, og at det på ingen måde er optimalt for sangerne fra scenen at skulle overdøve det kæmpestore orkester på gulvet foran publikum, men kun tenoren, Danilo Formaggio, har vokalt overskud og styrke. Robert Hyman overanstrenger sig for at leve op til Scarpias monstrøsitet og fejler fuldstændig, og Victoria Nava klinger højt, flot og kraftigt i titelpartiet, men det dybe register kan hun ikke løfte.

På dirigentpodiet danser Giordano Bellincampo også af: Tosca er hans sidste forestilling som chef for Den jyske Opera, for også han har operaen om den store diva kær, og den forekom ham derfor at være en passende afsked. Han tager ivrigt og begejstret livtag med Odense Symfoniorkester, der først synes en ret uvillig dansepartner; der er ikke den élan i orkesteret, som Bellincampi angler efter, og det er hørt før, at Odense Symfoniorkester helst spiller forte og ikke let og muntert. Kælne, ømme takter opstår dog undervejs i anden akt, men komikken i første akt står bassen Jesper Brun-Jensens grove, men kejtede sakristan. Ikke des mindre er Bellincampis entusiasme og talent stort og smittende, og han vil blive savnet som operachef. Forhåbentlig vil han fra tid til anden vende tilbage og byde op til dans.

Vi ruller, vi ruller…!

Grandtanten og Natklokken på Dn fynske Opera, marts 2013.

Da jeg var barn, var der en formidabel serie for børn, hvor Ghita Nørby, Jess Ingerslev og Tom McEwan var Ude på noget – hele tiden med deres lumske, misundelige fætter, Tommy Kenter, og hans tjener Fladmast i hælene; de kunne nemlig med deres magiske kamera transportere sig lige derhen, hvor de ønskede, og det kamera kunne Kenter derfor ikke undvære de tre. Nu, næsten 30 år senere, er det Den rullende Opera, der ruller land og rige rundt for at transportere publikum ud i operalitteraturens terra incognita. I indeværende sæson har de Grandtanten af Jules Massenet og Natklokken af Gaetano Donizetti på ladvognen, og begge enaktere er et bekendtskab værd.

                      I Den fynske Opera er man vant til at komme helt tæt på og få serveret selv de største kærlighedsdramaer som intimt kammerspil. Både La Bohème og Madame Butterfly er her med stor succes givet som totalteater! Det stiller store krav til såvel skuespil som diktion (der synges næsten altid på dansk), men gang på gang overrasker og imponerer Den fynske Operas lille trup, og det samme gør nu Den rullende Opera – om end der er skønhedsfejl. Den mest iørefaldende er pianisten, der ledsager sangerne aftenen igennem (og som jeg skal undlade at nævne ved navn), for ganske vist skal hun ikke brillere over sangerne, blot træde diskret i baggrunden, men navnlig Grandtanten følges til dørs af ujævne tempi og irriterende mislyde i Massenets smukt subtile melodilinjer. (At vi gerne ville høre operaen med fuldt orkester, formår klaverspillets mangler dog ikke at dølge, men partiturets skønne nuancer skal den ene pianist da ikke lægges til last!) Meget bedre går det med Donizettis jævne, rytmiske og enkle melodier, men i Natklokken er skuespillet også mere i fokus, og musikken snarere akkompagnerer end lodder psykologiske dybder og detaljer.

                      Der synges kønt og rent af de fem sangere – også på vestjysk! At tekst såvel som geografi er oversat til hjemlige forhold bidrager kun til charmen og detaljerigdommen i de to enaktere, hvad instruktøren Christopher Cowell har fint blik for at belyse: I Grandtanten vender soldaten hjem fra Afghanistan for at arve onklens vestjyske herregård, dog ikke så traumatiseret, at han ikke straks har blik for sin kønne, unge grandtante, der nu ellers skulle flytte i kloster (katolske vestjyder findes sikkert også), og som han derfor lader blive boende, mens han selv drager i krig igen for med tiden at kunne vinde grandtantens kærlighed. Kærlighed ved første blik er vi vant til at skulle acceptere i operaer, men her må vi altså lige klappe grisen – den kælegris, som tjenestepigen Dusine har med sig inde i salonen! – før de falder hinanden i armene. Ganske morsomt er det også, at Dusine spiser makrel i tomat direkte fra dåsen, og at det selveste Schiøler Linck, der kigger forbløffet på os som onklens portræt! I Natklokken har heltinden svigtet sin unge tilbeder, fordi han igen og igen er hende utro (han tilstår selv frimodigt, at han har fire andre piger ud over hende!), og giftet sig med en aldrende apoteker, der allerede dagen efter brylluppet må drage på forretninger til Paris. Tilbederen beslutter sig i barnlig jalousi for at forpurre bryllupsnatten ved igen og igen at ringe på apotekets natklokke og dukke op i opfindsomme forklædninger natten igennem, så han holder apotekeren ude af sengen, og det lykkes, så operaen på sin vis slutter åbent. Dog ikke mere end at Cowell lader heltinden sparke tilbederen i skridtet og slå ham ned med strygejernet; det er kun løn som forskyldt! Mere erotik er der i svigermor (apotekerens), der har sine kvaler med at holde på parykken i en heftig omfavnelse af den unge jaloux, spilopmager, og som uden synlige tømmermænd står morgenfrisk op på bryllupsmorgenen med Fifty Shades of Grey som sin ledsager. Mon hun ikke kunne overtage datterens plads for den utro, unge lømmel?

                      Der er med andre ord både masser at more sig over og sjældne, kønne toner at lytte til i denne produktion, så skulle det i hovedstaden hjemmehørende operakompagni rulle forbi, så hop på vognen og kør med ud i det blå!