Instruktøren kaster handsken i ringen. Gamle Scene, befrielsesdagen 2025
På
80-årsdagen for Danmarks befrielse fra nazisternes besættelse, hvor det midt i
en mørk tid er vigtigere end nogensinde at huske, samles og tænde lys, er det
værd at glæde sig over, hvilken rig tid vi lever i. Teknologien i sig selv
begynder at vise sit problematiske tag i mennesket, og medierevolutionens
omfang er slet ikke synlig for os endnu, vi begynder blot at ane den. Men de
elektroniske medier har gennem godt hundrede år bibragt store oplevelser: TV og
radio, musik- og koncertoptagelser på LP, CD og nu streamingtjenester. For 200
år siden var musik samtidens musik, Bach blev (groft sagt) glemt ved sin død og
første gravet frem af Mendelssohn mod midten af 1800-tallet. I dag er stort set
hele musikhistorien tilgængelig i optagelse, og det kan man kun glæde sig over.
Der er kun én ting at gøre: lyt, lyt, lyt!
Der kan være længere
imellem liveopførelser af mere sjældne værker endog af ellers kendte og elskede
komponister. De danske symfoniorkestres sæsonprogrammer domineres til stadighed
af det samme dusin komponister, og alle operahuse har Verdi og Puccini på
standardrepertoiret. Mozart og Wagner er der selvfølgelig også, og gennem de
sidste 30 år er barokoperaer også blevet noget, man opfører, navnlig
Händel-operaer. Vi er imidlertid et stort, trofast publikum, der elsker
barokmusik for dens spændstige rytmik og inderlige melodiøsitet, og mens
Vivaldi dyrkes og mestres af mange små og ofte meget unge barokensembler, er
der langt imellem Vivaldi-operaer på scenen. De findes, men oftest må man rejse
efter dem.
Nu sker det imidlertid! Nu
er der, 284 år efter komponistens død, en opera af Vivaldi på Det kgl. Teater.
På Gamle Scene musicerer Lars Ulrik Mortensen sig med Concerto Copenhagen
sublimt gennem partituret, og publikum lytter andægtigt og betaget til CoCo og
de seks stjernesolister. En engelsk turist ved siden af mig spørger i pausen,
hvordan de danske kritikere vil forholde sig til opsætningen. Hun sigter til
det metalag, der i begyndelsen lægges over forestillingen, hvor først
straffelovens paragraf om partnervold projiceres på fortæppet, og hvor en
moderne klædt kvinde derefter sætter sig og læser baggrunden for operaens
handling, om kong Gualtiero, der forelsker sig i og gifter sig med en fattig,
men smuk og dydig hyrdinde, selvom folket protesterer. Jeg svarer kvinden, at anmelderne
nok ikke vil tage notits af denne opdatering, men at nogle af dem nok vil finde
en stiv barokopera, hvor handlingen kun udspiller sig i recitativerne, og hvor
de lange arier sætter handlingen i stå og sætter karakterernes følelser i
centrum, utidssvarende og ligegyldig. Det er set før. Det er dog smag og behag
(og evne til psykologisk indlevelse), og da lyset atter sænker sig, når jeg at
svare hende: ”I enjoy it!” ”I’m loving it,” svarer hun tilbage.
Alligevel er der
forbehold. Ikke for operaen, for det er vidunderlig musik og virtuos sang, men
instruktøren, franske Béatrice Lachaussée, har åbenbart forbehold for operaens
handling, og det virker, som om hun halvvejs gennem projektet har kastet
handsken i ringen og givet op, fordi hun ikke har kunnet forløse dramaet, og man
må spørge: Hvorfor har man så ikke valgt en anden Vivaldi-opera end Griselda?
21 operaer af ”den røde præst” er bevaret, så der er nok at vælge imellem! Ikke
fordi Griselda ikke taler til tiden: Den er en dramatisk opera om
psykisk vold; om Gualtiero, der gang på gang afviser sin hustru, fratager hende
titel, rettigheder, børn og frihed. Lachaussée har bare villet understrege
partnervold ved at føje lag til, der ikke tydeligt fastholder og understøtter selve
dramaet. Hvorfor står der i Amber Vandenhoecks smukke scenografi af marmorbuer
og nøgne træer i første scene moderne kunstværker, der straks – straks! – ved operaens
begyndelse pakkes ind og køres væk i trækasser? Repræsenterer de nutidens
tankesæt, der har svært ved at være i en 300 år gammel opera? Repræsenterer de
et moderne syn på kvinden? Den ene skulptur er en nøgen, henslængt kvindefigur,
men den høje, forgyldte vase og skulpturen af to abstrakte figurer, er de
særligt kvindelige? Hvorfor skal de smukke buer derefter gemmes bag forhæng? Disse
underlige, forstyrrende elementer bidrager med ingenting. Det siger sig selv,
at et moderne publikum har svært ved at godtage kernen i operaen, nemlig at
Griselda til slut uden videre tilgiver kongen, accepterer, at hendes umenneskelige
lidelser blot var prøvelse på prøvelse, så hvorfor bygger Lachaussée ikke bare
iscenesættelsen op til, at Griselda forlader Gualtiero på præcis samme scene,
hvor Nora for første gang forlod Helmers dukkehjem? Det havde været et fuldt ud
acceptabelt coup de théâtre, men i stedet fokuserer slutningen på en udstilling
i balkonfoyeren lavet i samarbejde med Danner, foreningen for voldsramte
kvinder, altså en reference uden for forestillingen, og det er et
sørgeligt og dybt indforstået antiklimaks.
At publikum må sluge disse
kameler, er underligt i lyset af, at Lachaussée undervejs viser, at hun er en
fremragende personinstruktør. Under de lange arier uddyber hun på smukkeste vis
personernes karakter på et både dramatisk og psykologisk plan. Griselda frarøves
brutalt det tøj og de smykker, der kendetegner hendes værdighed som dronning, og
hun ydmyges af sin egen tjenerstab og sættes til at gøre rent. Ottone, en af
kongens hofmænd, der er den egentlige skurk i hele operaen, fordi han
efterstræber Griselda og ikke lægger bånd på hverken sit begær eller sine trusler,
fremstilles som en overlegen, selvsikker yngling, og sopranen Marlene Metzger
forlener partiet med stort scenisk og vokalt overskud. Det er tæt på, at man
lader sig besnære af ham, men han er et dumt, dumt svin! Det kan man ikke sige
om kongen, for nok lader Gualtiero sig presse af folkestemningen til at
forstøde Griselda, men gradvist bryder han psykisk sammen, og da Griselda til
slut afviser ham, løber han ulykkeligt bort. Løn som forskyldt! Corrado, der som
den eneste er loyal mod Griselda, gøres til en stoisk, uforfærdet adelsmand, og
Costanza, Griseldas datter, som Gualtiero har taget fra sin kone og nu henter
hjem under dække af, at hun skal være hans nye dronning, er sindbilledet på ung
og godhjertet troskyldighed og – som hendes navn antyder – trofasthed. Hun
forstår forpligtelserne ved sin nye status som dronning, men hun er kun fri i
sin lykke med Roberto, der fremstilles som en oprigtigt forelsket ung mand, der
rives rundt på følelsernes oprørte hav.
Anja Vang Kragh iklæder
karaktererne de mest fantastiske, vidunderlige kostumer, der længe er set på
nogen operascene, og sangerne kan virkelig honorere den ekvilibrisme, Vivaldi
fordrer. Operaen er en mageløs opvisning af koloraturer, temposkift og svimlende
tonehøjder: Noa Beinart synger titelpartiet med varme og velklang; hun
udtrykker vokalt den styrke, karakteren behøver for at udholde de uretfærdige
prøvelser. Norske Mari Eriksmoen henrykker mere end nogen anden med sit vokale
overskud i det hundesvære sopranparti som Costanza, og Marlene Metzger er hende
kun underlegen qua den karakter, hun fremstiller. Dem vil man gerne høre igen! To
kontratenorer, Ray Chenez og Christopher Lowrey, synger henholdsvis Carrado og
Roberto fremragende og er eksempler på, hvor mange fantastiske kontratenorer
der efterhånden findes. Kun Terrence Chin-Loy synes ved premieren ikke helt at
have fundet sit fulde format, men han agerer overbevisende. Selvom man altså skal
sluge kameler, er der er ingen undskyldning for ikke at komme afsted og sikre
sig en af de få tilbageværende billetter. Kamelernes størrelse fortoner sig i
eftertankens klare skær, og Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen i
orkestergraven er kun endnu en grund til ikke at måtte gå glip af denne
lejlighed til at opleve Vivaldi på scenen. Vivaldi er vidunderlig, og det kan
Lachaussée ikke ændre på.
