Christopher Marlowes Edward II som moralprædiken. Betty Nansen d. 27. januar 2024
Tvende
konger fra fordums tid, tvende konger af England. Tvende konger med tilnavnet
den anden, og tvende konger om hvem to samtidige genier hver digtede en
tragedie, der denne sæson har kunnet og kan ses på københavnske scener: Edward
II og Richard II. Sidstnævnte var i efteråret på Det kongelige Teater i Staffan
Valdemar Holms knivskarp, ren og tekstnær, førstnævnte følger nu på Betty
Nansen Teatret nok forlægget af Christopher Marlowe, men dramaet udarter sig
til et politisk korrekt budskab. Det er ikke et budskab, man kan være uenig i,
og det berører såvel flere på og bag scenen som undertegnede selv direkte, det
er bare aldrig godt teater, når en klassiker forvanskes til en morale, der så
ovenikøbet proppes langt ned i halsen på publikum.
Edward II er bare
samtidig godt teater. Ikke rent og poetisk i sit udtryk som Holms
iscenesættelse af Richard II, ikke stærkt og mindeværdigt gennem
Shakespeares poesi og Olaf Johannessens sublime fremstilling af den spaltede,
eftertænksomme konge, men eminent teater, der udnytter de virkemidler, teatret
har til rådighed. Navnlig i anden akt af Edward II bruger instruktør Elisa
Kragerup de få rekvisitter og kostumerne til at formidle, hvad der ellers
vanskeligt lader sig vise på en scene: tortur og halshugning. Replikkerne er her
færre, handlingen formidles - ordløst - gennem spillet, hvilket forlener
dramaet med den alvor og inderlighed, der i første akt nedtones, ja, overses,
og forsvinder i gøgl og gakkede gangarter.
Allerede inden første akt
er man advaret om, at tekstlæsning ikke er en force i ensemblet bag
forestillingen. På en kridttavle foran trone og gotisk hvælvede vinduer står: ”Baseret
på begivenheder der fandt sted i England og omegn, mellem 1307-1327” Tre
tegnsætningsfejl i én sætning; det komma, der er, er sat forkert, der mangler
et komma før den relative ledsætning, og der er intet punktum. Man har lyst til
at kommentere det fra fjerde række, men skuespillerne kommer ind og knæbukser,
gamacher og løse ærmer. Meget signalerer altså middelalder, og Simon Bennebjerg
begynder faktisk med Gavestons indledende monolog om at være hidkaldt af den
nye konge, Edward II, hvis favorit han er, så alt tegner godt. Sådan varer det
ikke ved. Jo, handlingen i Marlowes drama, det sidste inden han blev myrdet som
kun 29-årig, følges for det meste loyalt, og det er Marlowes mundrette jamber i
Niels Brunses lydefri oversættelse, man hører, men iblandt forlades replikkerne
til fordel for overdrevet gestik og mimik, der vækker latter frem for at skærpe
dramaet og tragedien. Det er spil for galleriet, og det virker, for latteren
ruller de mest upassende steder, selvom det nok mest er hos dem, der er kommet
for (højlydt) at sidde og gnaske slik… Det er et problem, men et tegn i tiden,
at hyggen overtager alvoren og eftertanken; hvis alt nedtones med en uskadeliggørende
latter, er der ikke langt til at løbe med en vind og forfølge en stemning, hvilket
ganske ironisk er stik imod opsætningens meget for firkantede morale. Desuden
ejer Marlowe ikke Shakespeares evne til at forstærke uhygge og drama med pludselig
humor, og Edward II er renset for komedietræk.
Edward II er som Shakespeares
kongedramaer både tragedie og historisk drama, og de handler alle først og
fremmest om magt. Edward II’s tragedie er, at han - som Richard II - er for veg
og letpåvirkelig; at hans følelser gælder en mand, Piers Gaveston, er - til
trods for Marlowes egen homoseksualitet - sekundært, for problemet er, at Edward
skalter og valter med sin magt, og så vakler tronen og dermed samfundets
stabilitet. Kongens hovedmodstander, Mortimer (hos Marlowe er de to, senior og
junior, men Marlowes meget omfattende rolleliste er fornuftigt begrænset), spejler
Edward; hans hovmod er hans magtbegær og grådighed, og Marlowe betoner begges
fejl ved at lade Edwards søn, Edward III, overtage tronen og retfærdigt straffe
Mortimer og hans mor, dronning Isabella, for deres oprør; Mortimer med døden, dronningen
med forvisning. Homoseksualiteten - hvad man må huske er et moderne begreb,
sodomi er en mere historisk korrekt betegnelse - spiller naturligvis en rolle
hos Marlowe, men som klangbund for modstanderne i magtkampen. I Kragerups
hænder vokser det og overtager i Gavestons og kong Edwards kropsnære og
flamboyante kostumer fuldstændig det egentlige drama. Mortimer kalder Gaveston
for svans (der advares mod det i programmet!), og forestillingen slutter med en
kvalmende korrekt, påklistret, sukkersød morale i munden på Edward III om frit at
måtte elske og leve med, hvem man vil. Den slutning er vist ikke med i
forlægget, bemærker andre skarpe iagttagere blandt publikum på vej ud af teatret,
og nej, det er den ikke. Hos Marlowe lyder Edward III’s afsluttende ord:
”Here comes
the hearse; help me to mourn, my lords.
Sweet father,
here unto thy murder’d ghost
I offer up
the wicked traitor’s head,
And let
these tears, distilling from mine eyes,
Be witness
of my grief and innocency”
Den
inderlige sorg og den blodige, men retfærdige hævn i disse linjer overhører
Kragerup & co. fuldstændig. Forholdet mellem far og søn, Edward II og
Edward III, er ellers skildret varmt og poetisk, og det ømme og kærlige forhold
mellem Edward II og Gaveston kunne (selvom det historisk var forholdet til Hugh
le Despenser, senior og junior, der faldt den engelske adel for brystet)
sagtens være blevet stående uden at skulle overtydes i en kvalm morale. Edward
III’s ord om at stå fast for retfærdigheden gør plads til den kærlighed, for i
et retfærdigt samfund kan man leve og elske frit, men det er aldrig retfærdigt,
når magten forfordeler, hvem det end måtte være, og Edward II’s fejl er, at han
forfordeler.
Den bedrevidende morale er
des mere ærgerlig i lyset af, hvor godt teater forestillingen langt hen ad
vejen er. Den enkle, effektive brug af kulisser og kostumer er allerede omtalt;
Gaveston forsvinder elegant og ubemærket i bagtæppet, ja, selv den forslidte
kliché med en musiker på scenen fungerer langt hen ad vejen, når Line Felding
kombinerer smukt cellospil med slagtøj og parafraser over Queens ”Don’t Stop Me
Now”. Desuden spilles der virkelig fremragende. Peter Plaugborg, der som
nyuddannet leverede minderige præstationer på Odense Teater bl.a. i Kaj Munks Ordet,
lades nok i stikken med for få replikker og for meget gøgl, og Simon
Bennebjergs Gaveston bruger som i Spilleren sidste sæson mere tid på at
flintre rundt på scenen end være nærværende, men der er smukke, ordløse møder
mellem de to. Mikkel Arndts Mortimer kunne nok vise mere end vrede og
forurettelse, men han har bedre tag på denne rolle, end han havde på Henry Bolingbroke,
der i Richard II stjæler tronen og lader sig krone som Henrik IV. Her underspillede
han. Maria Rossing er imidlertid formidabel som dronning Isabella, selv når hun
pålægges krukkede og overgjorte fagter. Hendes instrument har aldrig én falsk
tone. Ena Spottag veksler mellem ægte, underspillet humor som jarlen af Pembroke
og ren troskyldighed som den unge Edward III. (Måske det er derfor, hun lader
sig overtale til at fremsige den usmagelige slutning.) Væk er det amokløb, hun
udviste i Molières Don Juan i efteråret; også hun viser, den styrke hun
ejer på en scene. Det samme gør Xenia Noetzelmann som Edward II’s bror, jarlen
af Kent, og Johanne Louise Schmidt viser stort format i den lille rolle som
Lancaster (der i korrekthedens navn her er gjort til grevinde, selvom det ingen
effekt har). Thorbjørn Hedegaard får rollen som Spencer til at lyse op, selvom
den ellers er nedtonet. Det er altså svært at skulle gøre så slette miner til
godt spil, men det må til, når Elisa Kragerup insisterer på langt hen ad vejen
at præsentere lutter teatersport, og navnlig når hun præsenterer kunstige,
billigt fremstillede automatmoraler. Lad publikum tænke selv; dét havde i
sandhed været provokerende.