I dit korte liv er en dybt poetisk forestilling. Odense Teater d. 30. maj 2023
Det
er først på vej hjem igennem sommernatten, at jeg opdager, at farven i Karin
Gilles forsamlingshusscenografi til teaterkoncerten I dit korte liv ikke
bare er kedelig og beige; den er blegt gylden som aftenhimlen med strejf af
rødmen, den er skær og sart gul som hyldens blomster, der er på nippet til at
springe ud, den er lys og fuld af forventning. Den har al den poesi, der er i
forestillingen - og alligevel er den ret genkendelig og derfor lidt beige,
altså ikke hvid og heller ikke bare beskidt af røg og bilos, men heller ikke kulørt.
Det er nemlig det helt
gennemsnittelig liv fra barndom til grav, der skildres i forestillingen (altså
ret beige), men der er samtidig et gyldent skær af poesi over den i de sange,
der udgør forestillingen. Instruktør Anna Balslev har med sin eminente sans for
dynamik, udnyttelse af scenerummet og overraskelser sat ti af skuespillerne i
Odense Teaters ensemble - alle meget velsyngende - i scene med fem musikere:
Rumle Sieling Langdal, Laurits Hyllested, Anna Roemer, Jonas Due og Janus Bagh.
Det holder ikke skuespillerne tilbage fra iblandt at gribe et instrument, men
det er ofte bare på skrømt - harmonikaen høres i alt fald ikke, men bidrager ved
bare at være der til slutscenens fest og begejstring, inden titelsangen med et
sødmefuldt præg af bitterhed slukker lyset.
Men forestillingen er
sang, og det begynder med en sang: Først kommer skuespillere og musikere ind en
ad gangen, de er i korte bukser, og de overraskes alle og bliver alle lige
pinligt berørt over, at der sidder så mange mennesker i salen og kigger på dem!
Så vover Natalí Vallespir Sand sig ud i det med Sebastians ”Her er en sang”, og
snart efter er Laura Skjoldborg overstadigt og barnligt pjanket i Søren
Kragh-Jacobsens ”Jeg er bare glad”. Men der er også plads til eftertænksomheden
i barndommen med ”Nu er jord og himmel stille”, og med smil på læben må man
konstatere, at Gnags’ (ellers rædselsfulde) ”Når jeg bliver gammel” er barnets
naive drømme om, hvad det vil sige at være voksen - i alt fald her, og det tangerer
tekstens banale poesi glimrende, ja, det løfter den endda.
Ungdommen er med lange
bukser og større interesse for den anden. Mouritz & Hørslevs ”Jo mere jeg
bliver din” er kejtet, øm og sårbar flirt på en klaverbænk, hvor fremragende
Freja Klint Sandberg og Rumle Sieling Langdal mødes for i alt fald en stund,
for usikkerheden har ofte overtaget: ”Jeg er sådan en som håber du siger mit
navn,” synger hun, men der er ingen kærtegn, ingen kys. ”Duerne flyver af og
til op,” synger Hanne Hedelund med en teenagers spirende undren, og Claus Riis
Østergaard og Nicolai Jandorf trakterer Volmer Sørensen og Otto Franckers
evigtgrønne ”Dansevise” som to fandens selvsikre karle. Eneste anke er nok, at
melodiens inderlighed her lider under arrangementet, men ingen er i tvivl om,
hvad de to er ude på! Inderligheden bidrager Sebastians ”Vårvise” til gengæld
med, og hele ensemblet løfter The Minds of 99’s ”Hurtige hænder” til ungdommens
skære jubel og livsglæde:
Noget er på vej
Ikke i rute men på vej
Broerne brænder
Vi drikker vin og danser tæt
Bygger luftkasteller
Lever og elsker
Som mennesker
Du er bekymringsløs
Det er jeg vild med
Elsker den måde du er dig på
Bare jeg kendte dig
Hurtige hænder
Hurtige fødder
Lever og ånder
Danser og synger
Tag mine hænder
Mine hurtige hænder
Følg mine læber
Kys mig og elsk mig
Og
det gør man; kysser og elsker hver eneste af dem for begejstringen, hvormed de
synger.
Alvoren begynder efter
pausen, hvor alle er blevet voksne, vaner og trædemølle har taget over. ”Du er
ikke alene” - igen har Sebastian fundet plads blandt de i alt 26 sange, som
forestillingen består af - gjalder Anders Gjellerup Koch desperat ud mod
publikum med mappen i hånden, mens bagvæggen er løsnet og snurrer hurtigere og
hurtigere afsted. Hvor blev tiden pludselig af? Hvorfor gentager alt sig blot
igen og igen og igen i voksenlivets trøstesløse hamsterhjul? At tiden så
brutalt stjæles fra os af os selv, betoner Nicolai Jandorf ved at lede
ensemblet i Biktoks ”Fabrik”, og Niels Skovgaard Andersen, hvis vokal - overraskende
- er lige så adræt betagende som hans fysik, sætter brutalt punktum for alle
drømme om at leve lykkeligt til sine dages ende med Guldimunds ”Dem vi plejede
at være”. Selvom Skovgaard Andersen ellers nok er i stand til at bevæge sig
uhindret, bliver han skubbet, båret, løftet, flyttet rundt af de andre i ensemblet
for at illustrere den lammelse, som det tabte forhold har ramt ham med, og
scenen er et højdepunkt i forestillingen; den går lige i mellemgulvet.
Alderdommen kommer
pludseligt - eller afslutningen kommer pludseligt, for med udsøgt
menneskekundskab og stor æstetisk sans tager Balslev os ikke med ind i livets
sene efterår. Ville det være for brutalt? Eller ville det ende i ren farce,
hvis alle skulle have grå paryk og gå med stok eller rollator? Ja, det ville
det - sandsynligvis begge dele - og løsningen er langt mere raffineret: Alle
har en fest, indtil Laura Skjoldborg næsten som et tilfælde kommer i tanker om
titelsangen ”I dit korte Liv” af PH og Kai Normann Andersen. Subtilt afbrydes larmen
med denne fine sangs dobbelte budskab: memento mori og carpe diem.
Det er smukt - smukt som den lyse forsommerhimmel, der rødmer af skam over at
turde håbe på en gylden sommer. Man har da lov til at håbe, og man er nødt til
at håbe, for livet er kort, men det er ikke skræmmende at blive mindet
om det af Anna Balslev i hendes udsøgte forståelse for poesi selv i den mest
banale poptekst. Det er snarere som et kærligt kærtegn.