Storslået Drot og Marsk i Operaen d. 23. marts
2019
Det
er tankevækkende, at mens nyopsætningen af Peter Heises opera Drot og Marsk har fundet sin endelige
form, udspiller en lige så væsentlig begivenhed inden for dansk musik sig i
kulissen, nemlig Den jyske Operas turné med August Ennas i vore dage ukendte
opera Kleopatra. Man kan ikke lade
være med at sammenligne dem, når man oplever dem så tæt på hinanden, og
forskellen er ikke kun, at den ene regnes for Danmarks nationalopera og
jævnligt spilles, mens den anden opførtes over hele Europa for derefter at være
gemt og glemt indtil nu; nej, Ennas Kleopatra
er betagende og imponerende i sit udtryk - store stemmer, overvældende musik -
men også tung og (selv)højtidelig, fordi fortælletempoet er så langsomt, og
Heises Drot og Marsk er
handlingsmættet i både musik og libretto, et så dynamisk, medrivende drama, at
man ikke kan forstå, at førstnævnte er seksten år yngre end sidstnævnte. Begge
fortjener de et liv på scenen, men det uden tvivl Heises opera, der er den mest
levedygtige af de to og en opera, som udlandet bør få øjnene op for.
At Drot og Marsk er en medrivende opera i internationalt format
understreges ikke mindst af denne nye opsætning på Det kgl. Teater ved Amy Lane
og Kasper Holten, selvom man i virkeligheden burde nævne og fremhæve Philipp
Fürhofers fantastiske scenografi som det første. Det er den meterhøje
scenografi af sætstykker bøjet i en 90 graders vinkel, og på hvis ene side er nationalromantiske
malerier af dansk natur (bl.a. Otto Baches berømte maleri af De sammensvorne (der) rider fra Finderup efter mordet på Erik
Klipping Skt. Cæcilienat), og på hvis anden side er stejle, uindtagelige,
grå mure, der danner såvel baggrund for handlingen, som den driver handlingen
fremad. Med vanligt stort talent for formidling sammenligner Holten
scenografien med The Truman Show, for
Erik Klipping er lukket inde i glansbilledverden uden fornemmelse for de barske
realiteter, der rører sig ude, men for publikum giver sætstykkerne snarere
indtryk af en forvirrende, labyrintisk verden, der kan ændres efter
forgodtbefindende - hvis man har modet og overblikket. Det har kongen ikke, men
det har marsk Stig, hans hustru og kongens kammermester Rane Johnsen, og det er
ikke det drama, der udspiller sig inden for kulissen, der i denne opsætning er mest
interessant, det er det, der sker i kulissen. Det understreges af to kæmpestore
spejle i hver side af scenerummet, som mangedobler de høje vægge og lader
publikum se, hvad der snart vil ske - eller hvad der vil få ting til at ske.
Marsk Stig og fru Ingeborg
er fra begyndelsen Macbeth og hans manipulerende lady, der konspirerer med
ambitioner om at sætte sig selv på tronen: Fra kulissen ser de kongen forføre
stuepigen (!) Aase, og så er planen lagt; at kongen skal forføre fru Ingeborg,
så marsken har et påskud for at dræbe kongen bliver tydeligt, da han kommer ind
for at sikre sig, at kong Erik og fru Ingeborg vandrer afsted sammen, efter at
han har overladt hende i hans beskyttelse under felttoget til Sverige. Om hun
egentlig er med på planen eller blot ikke kan overskue konsekvenserne heraf,
står hen i det uvisse, men hun ender sammenbrudt og fuld af samvittighedsnag som
lady Macbeth og hun tager resolut konsekvenserne heraf ved at snitte sine
håndled over i slutningen af tredje akt for straks at udånde. (Hvorfor selvmord
på operascenen pludselig skal være af så urealistiske og ensformige, det må
guderne vide; Seneca gik i et varmt bad for at fremskynde processen, men det er
her ikke tid til…) Uniformklædte mænd, der lurer bag hvert hjørne og skubber
kulisserne på plads, kan lige så vel være kongens livvagter som spioner. Ranes
motiver til at forråde sin konge er mange, men de illustreres effektivt og
dramatisk af den pisk, som kong Erik truer og driller ham med, og som Rane til
slut tager fra ham. Dertil kommer sidehandlingen om Aase, der effektivt gøres
til en upsairs-downstairs-intrige, som de fleste kender dem fra Downton Abbey, men som også lader os
vide, at Aases hjerte er af purt guld, og at hun kan have medlidenhed med en
tåbelig, overfladisk playboy-konge. Hendes hvide forklæde ligger hypnotiserende
forrest ved scenekanten, da kongen har taget det af hende i operaens begyndelse,
indtil hun selv samler det op og forlader kongens bal; der er så mange lag i
den ene lille detalje, og den er med til at gøre første og anden akt mest
medrivende scenisk.
Det kan skyldes spændingen
ved en premiere, begejstring over scenebilledet eller blot glæde over, at Drot og Marsk nu igen er på plakaten, at
alle de optrædende kunstnere synes fulde af energi, som publikum smittes af fra
begyndelsen. Det forhindrer ikke små mislyde og skønhedsfejl - premierenerver
er der trods alt - og korets damer lyder i første akt ikke til at have fundet
samklangen endnu, men det kommer, og fra finalen på anden akt er publikum
fanget, så foyeren bobler af beruselse i pausen. Skønhedsfejl forsvinder hurtigt ved en gennemspilning mere. Det kgl. Kapels buer, læber og
hænder er præcise alene af at være under Michael Schønwandts ledelse igen, og
solisterne synes fulde af overskud over at synge på deres modersmål: Gert
Henning-Jensen synes som Rane Johnsen på toppen af sin karriere, fuld af styrke
og overskud i det tenorleje, der ellers kan lyde spinkelt og tørt. Sofie Elkjær
Jensen modtager fortjent publikums største bifald for at forlene Aase med ikke
blot tindrende, lyse triller, men også en urkraft af styrke og klarhed, der
ubesværet klinger over kor og orkester - BRAVA! Johan Reuter er hendes
modstykke, mørk, maskulin og edderspændt af had og hævntørst, og Peter Lodahls
Erik Klipping veksler ubesværet mellem den lette, lyse livslyst og afgrundsdybe
fortvivlelse; det er psykologisk et dybt interessant parti Peter Heise og
Christian Richardt her har tegnet sammen. Sine Bundgaards fru Ingeborg er en
spændt fjeder, indadvendt stærk med lyrisk overskud og pludseligt opfarende som
et såret dyr, hvis dødsdrift i sidste ende er større.
Det er ikke værd at gøre
noget drama ud af, men det ene hjertesuk er der dog, at en mere stilbevidst
iscenesætter havde ladet kostumerne være udelukkende inspireret af 1870’ernes
klædedragt for at illudere, at operaen er et produkt af samtidens
nationalromantiske begejstring; en fiktion, ikke en historisk begivenhed. I
stedet har Anja Vang Kraghs kostumer allusioner til både middelalder, 1800-tal
og nutid i en uskøn, postmodernistisk blanding, selvom postmodernisme rindede
ud for 30 år siden. Det havde klædt den smukke scenografi med et ensartet,
harmonisk udtryk i kostumerne, men skønhed er sjælden i Operaen. Det er dog
ikke så generende, at man ikke inderst inde håber, at der nu udspiller sig et
drama i kulissen for at finde midler til at få denne iscenesættelse optaget og
udgivet på DVD. Den fortjener det, men først og fremmest fortjener Peter Heise
at vinde større udbredelse - også uden for landets grænser.