Urpremiere på Hans
Abrahamsens Snedronningen. Operaen d.
13. oktober 2019
Der
er ingenting i verden så stille som sne - og Helge Rodes elskede verslinje
indfanger overraskende enkelt både i indhold og udtryk, præcist hvor stille sne
er. Ordene konstaterer det diskret og er samtidig netop det: så stille. Det er
nok en tilsnigelse, at kalde al kunst synæstetisk, men har ikke al kunst en
ambition om at videreformidle en oplevelse af dette eller hint i et medie på
dette medies betingelser? Det er ikke et spørgsmål om, hvordan sne lyder - det kan enhver forvisse sig om, hvis der
nogensinde igen bliver snefald på vore breddegrader - men hvordan lyder sne i
poesien? Hvordan ser sne ud i malerkunsten? Hvordan lyder sne i musikken?
Komponisten Hans Abrahamsen har siden værk Winternacht
fra 1978 været optaget af dette spørgsmål, og han har i Schnee fra 2006 og nu operaen Snedronningen
givet forskellige bud herpå. Begge bud er betagende smukke.
Snedronningen er uden tvivl et musikalsk mesterværk. Hvor ofte
hører man et nykomponeret værk, der på én gang har sit eget kunstneriske
udtryk, fascinerer og besidder en egen, umiddelbar skønhed? Alt dette har Snedronningen. Operaen går videre end
blot at give et bud på, hvordan sne lyder omsat til musik. Den giver hele
naturen mæle; her lyder sneen, vinden, blomsterne og bølgerne, vidderne og
nordlyset, og mennesket må underordne sig disse naturens kræfter og undere. Det
er måske paradoksalt at betegne Snedronningen
som en opera, for sangerne skal i lige så høj grad hviske, tale og stamme, som
de skal synge, men alt er i harmoni med musikken, musikken spiller bare hovedrollen.
Indimellem lader et menneskeskabt element sig høre i orkesteret - kanebjælder,
et kirkeur - men de er blot, hvad de er, de har ikke noget udtryk i sig selv,
de har ikke noget på hjerte. Det er muligt, musikken slet ikke lader sig
indfange og begrænse til at være lyden af sne, blæst og nordlys, men des
tydeligere taler den til publikum, des mere taler den, som den er. Den er
besnærende, og den er hypnotisk smuk.
Librettoen understøtter,
at det er naturen, der taler, i operaen. Oplysningen om, at titelpartiet skulle
synges af en basbaryton, har længe pirret publikums nysgerrighed, men sandheden
er, at dette parti for basbaryton - ved urpremieren mesterlige Johan Reuter -
favner videre end blot at portrættere snedronningen. Det repræsenterer selve
urkraften, de modstridende energier i naturen, polerne, der både tiltrækker og
frastøder, for i munden på denne basbaryton ligger replikkerne for både
snedronningen, der bortfører Kay, og rensdyret, der hjælper Gerda med at finde
ham igen. Instruktøren Francisco Negrin lader henholdsvis en kvindelig og en
mandlig danser legemliggøre de to karakterer på scenen, men treenigheden mellem
dem er tydelig; de to dansere er begge i lange, plisserede, hvide nederdele,
Reuter i lang, gråblå plisseret kåbe, og Palle Steen Christensens kulisse er et
plisseret, stiliseret bjerg- eller snelandskab.
Om iscenesættelsen
derudover formidler musikken fyldestgørende, kan diskuteres. Negrins
iscenesættelse er diskret og formidler loyalt handlingen i operaen, så musikken
kan få al den opmærksomhed, den fortjener, men selvom iscenesættelsen er
gennemtænkt og har fine detaljer, så er personinstruktionen lemfældig og slet
ikke på højde med det talent, Negrin ellers har vist på Den kgl. Opera.
Sangerne vandrer ind og ud, sætter sig, lægger sig eller går umiddelbart
tilfældigt rundt, mens de synger. Handlingsgangen og de fantasifulde elementer
og karakterer fra H. C. Andersens eventyr er bevaret fint, og husker man
eventyret, kan man let følge både scenegangen og de fortolkninger, som Hans
Abrahamsen og Henrik Engelbrecht har lagt ind i librettoen. Det er bare - fordi
der er tale om et eventyr - en rent ydre handling fuld af symbolske elementer,
og som karakterer med en egen psykologi træder sangerne på scenen aldrig frem
for os, fordi de kun gør symbolske ting. Det er synd, og operaen fortjener en
bedre behandling i fremtiden; musikken har potentiale til mange flere billeder,
mange flere detaljer på scenen. Finalen er her for prosaisk til den
vidunderlige skønhedsmusik, der slutter operaen.
Palle Steen Christensens
scenografi formidler som sagt smukt operaens pointe om naturens store helhed,
og den viser også meget fint en pointe i eventyret: Forscenen er både ramme om
handlingen og Kay og Gerdas hjem, og når der åbnes for scenerummet og den
stiliserede bjergscenografi, åbnes der samtidig for eventyret. Det er bare for
enkelt. Det er smukt, men det bidrager kun til at understrege den overfladiske,
ligegyldige personinstruktion. Gudskelov er scenografien forsynet med et
lysdesign af Bruno Poet og Matt Daw i samarbejde med L.E.D.-gruppen Playmodes
Studio, for den er - magisk! Snestorm og nordlys, Snedronningens slot og ”Forstands
Iisspillet” træder her frem i betagende banale eventyrlighed, som kun teatret
ejer. Det glimter og gnistrer, sitrer, lyner og lyser - også lyset i balkonerne
i publikumssalen inddrages - og det er vidunderligt! Her får musikken det
modspil og det sceniske supplement, som det øvrige scenebillede mangler, her
går alt op i en vidunderlig, højere enhed! Måske såvel instruktør som scenograf
har resigneret af benovelse over denne fantastiske lyssætning og tænkt: ”Hvad
skal vi hitte på!”, men hvis de kendte Andersen bedre, ville de vide, at
nordlys og snestorm er mere end bare lys og musik.
Det kgl. Kapel spiller
under Robert Houssarts ledelse eminent. De formidler ubesværet alle nuancer og
dybder i denne sfæriske, drømmende, impressionistiske musik, som havde de
spillet den millioner af gange, med en tæt, ja, nærmest intim klang. Sangerne
er udfordret af de bratte skift mellem tale, sang i det dybeste leje og at
skulle synge på den samme tone længe eller holde meget lange pauser mellem
tonerne, det sker bare i lige så tæt kontakt med orkesterpartituret, det er nyt
og måske det mest udfordrende at lytte til i hele operaen. Iblandt får de dog
lov til at hæve stemmerne og synge igennem, så næsten alle får lejlighed til at
vise, hvad de kan. Johanne Bock har både styrke, mildhed og gru i struben som
både bedstemoren, den gamle kone i haven og finnekonen. Sofie Elkjær Jensen er
frygtløs som Gerda, men mest beundring vækker måske finske Melis Jaatinen i det
alt for lille parti som Kay. Morten Grove Frandsen og Jens Christian Tvilum klæ’r
hinanden i Louis Désirés fantasifulde kragekostumer, og som det virker
overraskende rigtigt at lade en basbaryton synge for snedronningen, er det
overraskende nyt at høre en tenor og en kontratenor i øm duet.
Dronningen kom og kastede
som altid sit helt eget eventyrskær over forestillingen. Hun var synligt
begejstret og bemærkede, som den store Andersen-kender hun er, sandsynligvis
også, hvor mange replikker der går igen fra eventyret på scenen. Måske undrede
hun sig derfor også over slutningen, hvor Kay og Gerda i eventyret sidder i
barndomshjemmet og synger ”den gamle Psalme: ”Roserne voxe i Dale,/Der faae vi
Barn-Jesus i Tale”” , men på scenen får vi kun ”roserne vokser i dale”.
Hvorfor? Har Abrahamsen og Engelbrecht her fravalgt en kristen reference af
smålige hensyn til vor sekulære tid og forskrækkelsen for enhver form for
inderlighed, der ligner tro? H. C. Andersen ændrede selv Brorsons salme fra ”vor
Jesu” til ”Barn-Jesus” for netop at betone betydningen af at bevare
barnesindets rene tro på eventyret, ikke for at give eventyret en religiøs
morale. Den naivitet til at glæde sig og begejstres savnes i såvel libretto som
personinstruktion, for den findes i Abrahamsens mageløse musik, og den findes i
nordlyset på scenen.