Carl Maria von Webers Jægerbruden fascinerer på Operaen på
Holmen; 22. november 2015
Som reaktion på
oplysningstidens dyrkelse af fornuften og den videnskabelige opmåling af verden
hyldede romantikken fantasien som den kraft, der gav digtere, komponister og
malere adgang til at se det, der lå skjult for det blotte øje, og fremvise det
for publikum, så det kunne gispe, juble og dåne af begejstring. Fantasi
manglede samtidens operalibrettister heller ikke, ja, eftertiden har ment, at
fantasien løb af med dem: 1800-tallet vrimler med operaer om historiske
hændelser og personer eller forvirrede, forvrøvlede handlinger om forbyttede
børn, misforståelser og stribevis af heltinder, der dør af ulykkelig kærlighed,
og fordi nutidens publikum har vænnet sig til en hyperrealistisk, detaljeret og
minutiøs gengivelse af verden omkring os i film og billeder, spilles mange,
virkelig mange, af disse romantiske operaer ikke længere. Men det skyldes -
paradoksalt nok - en mangel på fantasi til at forstå, at også disse indviklede
intriger og kringlede handlingsgange udsprang af en endog meget sanselig og
virkelig omverden: By og land henlå efter solnedgang i sort mørke, skovene var
tættere og tilholdssted for alle slags lyssky personer, mangelfuld postgang og
besværlig kommunikation over længere afstand kunne få personer til at
forsvinde, og hvis ikke denne virkelighed i sig selv var nok til at lade
fantasien løbe af med en, så hjalp ammestuesnak, overtro og andre historier ved
tællelysets skær én godt på vej.
Carl
Maria von Webers syngespil Jægerbruden
er et af de tidligste eksempler på den type opera, hvis handling om angstfulde
sjæle og mørke kræfter er så indviklet, at der må en deus ex machina – en
hellig eneboer – til for at redde trådene ud. Det skyldes måske det glimrende
partitur, men alligevel bed også handlingen sig fast i samtiden, hvilket bl.a.
kan ses i J. P. Jacobsens senere opgør med romantikken, for beskrivelsen af
jægerstuen i novellen ”Et Skud i Taagen” var for samtiden en minutiøs og let
genkendelig gengivelse af scenebilledet i begyndelsen af anden akt af Jægerbruden. Kultur- og musikhistorisk
har denne opera altså til stadighed interesse, den er os ikke ukendt, hvilket
både kan ses af, at den nu har spillet flere end 200 gange på Det kgl. Teater, og
at Den jyske Opera valgte netop Webers syngespil til sin første forestilling i
1947 og – naturligt – til at markere 60-års jubilæet i 2007. Alligevel har
presse og dagblade været hurtige til at stille spørgsmålstegn ved denne operas
relevans for nutiden. (Journalister har nok heller aldrig været set som
fantasifulde, kun kompromisløse…) Instruktør Kasper Holtens svar på dette
spørgsmål (og der er ikke én avis, der op til premieren ikke har bragt et
interview med ham, han er blevet modtaget på sit besøg fra London som en anden
Messias) har – selvfølgelig – været at skrælle tidens mange lag af både støv og
fernis bort. Den kgl. Operas omtale i sæsonprogrammet af en (nutids-)opera om,
”hvad krig gør ved mennesker”, har sikkert forskrækket mere end én bornert
abonnine, men det er at tage munden for fuld, for ganske vist har Holten
beskåret den talte dialog kraftigt (tak for det!), men derudover er hans blik
på handlingen præcist udforskende og subtilt uudtalt. Holten er ved at være
voksen som iscenesætter, han er holdt op med at stave sine pointer for publikum
ved bl.a. at overgøre karaktertræk eller flytte alle handlinger til en
genkendelig nutid, han giver her plads og skaber rum til publikum i det, der
udspiller sig på scenen.
Der er intet rationelt ved teater, slet ikke
ved opera, og man skal med ærefrygt og uden forbehold bevæge sig ind i teatrets
tempel; det er et fantasiens rum, der udforskes med snoretræk, sætstykker og
kulisser. Det er måske primitivt i sammenligning med de digitale mediers
muligheder for gengivelse og animation, men netop derfor har teatret sin
charme, og selv den mest skeptiske teatergænger må overgive sig til Es Devlins
fantastiske scenografi, der danner rammen om Holtens iscenesættelse. Dén er det
forunderligste ved opsætningen, den fremmaner med sine hjul, urværk og pistoltromler
en psykologi under den forvrøvlede handlings overflade, der er meget
vedkommende og genkendelig: Hovedpersonen Max lider under det unødvendige pres,
der lægges på hans skuldre, at han skal vinde en skydekonkurrence, disse hans
frustrationer gør hans kæreste så fortvivlet, at hun – fanget i en hverdag i
tomgang og gentagelser – overvejer selvmord, og den onde Kaspar er en forpint
sjæl ramt af det, man efter Første Verdenskrig kaldte granatchok, og som nu har
betegnelsen posttraumatisk stresssyndrom.
Til trods for denne rationelle genkendelighed
gives der plads til det irrationelle, og fantasien får det råderum, handlingen
kræver; læger kan muligvis udskrive antidepressiver og ordinere fuldstændig ro,
men der gives intet svar på, hvorfor disse tilstande af tvivl, frygt og apati
rammer, og Holten kan ikke fjerne den udefrakommende kraft, der til sidst
redder Agathe og sørger for, at hun og Max får hinanden, han vil blot ikke overtage
romantikkens metaforik-metafysik og smelter den onde Samiel sammen med
eremitten til en karakter, han kalder Skæbnen. For operaens perception går det
ud på ét; Agathe styrter stadig sammen, alle tror, hun er ramt, men det er hun
ikke, og den forpinte Kaspar vinder nu det spil russisk roulette, som han
forestillingen igennem har spillet med sig selv. Trådene redes altså ud, men
der er stadig en god luns til fantasien: Hvordan skete det? Det er nemlig ikke
ganske tydeligt for publikum (og derfor er det lidt søgt), at eremitten/Samiel
er Skæbnen eller en omrejsende dukkefører, og at det hele er hans forestilling,
så han til sidst kan rede trådene ud ved – som dukker – at styre personerne mod
tilgivelsen; hans konstante tilstedeværelse på scenen, hans følgeskab af
uhyggeligt udseende gnomer og fugle (navnlig fuglene, der fremstilles af
dansere med store, stiliserede næb, er utroligt smukke) gør ham alene tilpas
fascinerende og dragende som karakter. Lyssætningen bidrager også til den underspillede
magi; scenen i anden akt forud for Ulveslugtsscenen er stort set kun oplyst af
stearinlys, og man føler sig med et hensat til Webers romantiske samtid, hvor levende
lys bidrog til nærværet – og uhyggen.
Det kongelige Kapels uforligneligt fine og
følsomme musikalitet kræver, at man nævner kapellet før andre, når det kommer
til den musikalske side af forestillingen. Når kappellet med så stor præcision,
så stort temperament og så fin indlevelse lader sig lede af Dirk Kaftans
fornemme direktion, smerter det helt ind til benet at tænke på, at Det kgl.
Kapel, verdens ældste orkester, skulle rammes af de sparekrav, der nu lægges
ned over teatret; det er verdensklasse, der leveres fra graven. Michael Schade,
der synger Max, er et andet verdensnavn, der forgylder iscenesættelsen, og han
har en fejende flot og ubesværet tenor, men han virker fastlåst i sine
bevægelser på scenen, og hans dramatiske talent overbeviser ikke, og Michael
Kristensen kan uden tvivl hæve standarden i de senere forestillinger. Gisela
Stille (jeg havde aldrig troet, jeg skulle skrive dette) synger – og ikke bare
synger hun og er ikke ramt af sygdom, hun synger SMUKT! Betagende og lyrisk er
hendes søvngængeragtigt lammede Agathe, men for undertegnede, der efterhånden
har hørt og set hende en del gange, er det nu stadig en noget sen
overbevisning. Oliver Zwarg er eminent som Kaspar, meget velsyngende og med en
gribende fremstilling af en splittet, diabolsk sjæl. Anke Briegel som Ännchen
får lov til – og gør det overbevisende – at understøtte sin udprægede livsglæde
med en angst og sjæleuro, som hun ikke ganske formår at tøjle, men hun er dog i
stand til at træde ud af det hjul med biedermeierkulisser, hvor Agathe er
fanget.
Opsætningen er et pletskud for Det kgl. Teater;
den sidder med sine fantastiske kulisser og sit mod til at være helt konkret teatralsk
lige i øjet på publikum. Det kan godt give stof til eftertanke, at teatret
præsterer den slags forestillinger midt i en tid, hvor kulturen er økonomisk
trængt, om ikke andet kan man fantasere om, hvad det dog ikke kunne blive til,
hvis teatrets midler var mindre begrænsede. Fantastiske fantasier ikke ulig
dem, som romantikerne i 1800-tallet lod sig rive med af, og det kunne vi lære
meget af, indtil tiderne igen er mere gunstige.