Collage af Vores stemmer er en triumf. Operaen d.
24. februar 2019
En
ting er, at komponister gennem tiden har skrevet operapartier til bestemte
sangere, noget andet er deres valg af stemme til de forskellige partier.
Hvorfor er helten altid tenor og heltinden altid sopran? Den effektjagende
barok dyrkede det kunstige og aparte og lod mænd (om end kastrerede) synge de
højeste og sværeste partier, Mozart legede med publikums forventning ved at
parre en højere stemme med en dybere (og det er måske den afgørende pointe om
parbytteriet i Cosi fan tutte), men
fra romantikken og frem skal man lede efter undtagelser fra denne uskrevne lov,
til trods for at mezzosopranen - bogstaveligt talt - kan vise dybere lag i den
kvindelige/menneskelige psyke. Carmen
er et eksempel herpå, men hun forargede som bekendt også visse ved premieren
ved at være for varmblodet, så måske svaret skal findes i patriarkatets
idealkvinde, nemlig en kysk, ærbar og pligtopfyldende Madonna med en engels
blide røst?
Mens svaret svæver bort i
vinden, kan man som alternativ til de uskyldsrene, lidende sopranpartier nu få
fuld valuta for mezzosolejet i forestillingen Vores stemmer i operaen: Varme, dybde, slørede, gyldne farver og
alle orientens krydderier båret frem af Den kongelige Operas fem mezzosopraner.
Om anledningen er, at to af disse - Randi Stene og Elisabeth Halling - efter
denne sæson træder ud af Den kongelige Operas ensemble, kan gerne svæve bort i
vinden også, for man behøver ingen anledning til sådan en fejring af en stemme.
Bredden i udvalget af sange er forestillingens store styrke; klassisk opera,
musicals, pop, viser og ny kompositionsmusik forenes i en iscenesættelse så
subtil, og dog så slidstærk, at den skaber et dramaturgisk forløb milevidt fra
Fioronis makværk med Puccinis Turandot.
Det er Kamilla Wargo Brekling, der sammen med Karina Dichov Lund, scenografen
Helle Damgård og de fem sangerinder har udtænkt rammen om det brede udvalg af
genrer: Et rum, der på en og samme tid er bar, hotelfoyer, natklub og teatersal;
et rum, hvor mennesker mødes, skæbner krydser hinanden og sjæle betror sig til
hinanden. Upåagtet de forskellige teksters oprindelige kontekst skabes et
tematisk forløb, der bevæger sig fra forelskelse over svigt til sorg og mismod,
indtil styrke og selvstændighed tager over - måske som en beruset nat er til
ende, og dagens klare lys bryder frem. Latter og selvironi er der også plads
til. Det er samtidig en forestilling om stemme,
konkret om mezzolejet og det at synge (hvilket understreges af udsagn fra de
fem om at synge, om teknik, om fysik etc. som intermezzo mellem hver afdeling
af sange), men også om at have stemme, at stå ved sig selv som kvinde, som
menneske, og det er genialt klarsyn, at Brekling til slut lader løbesedler dale
over scenen; alle forstår den reference, da det viser sig at være teksten til
Poul Henningsens ”Man binder os på mund og hånd”, og publikum opfordres til at
synge med. Det er på en gang eftertænksomt og rørende.
De mest gribende
situationer gennem forestillingen er også de enkleste; en stemme og klaver. Der
er dybe følelser og store udladninger i ”Ebben? Ne andro lontano” fra La Wally, ”Mon coeur s’ouvre à ta voix”
fra Samson og Dalila og “Weiche,
Wotan, Weiche!” fra Rhinguldet, men
det er Elisabeth Janssons udgave af Sven-Bertil Taubes ”Så skimrande var aldrig
havet” og Randi Stenes version af Ketil Bjørnstads ”Sommersang”, der trækker
tårer frem i øjenkrogen og sætter tiden i stå. Jansson stemme glitrer og
glimter virkelig som solstrejf i havet, og samtidig har den en blå, blank
dybde, mens Stenes kobberrøde røst lyser op i klare glimt af guld eller lyse,
lange nætter. En sådan stjernestund byder ingen af de danske mezzo’er eller
danske kompositioner på, og det er måske den eneste hjertesuk, man kan udstøde
efter forestillingen: Hvorfor er ikke én sang fra den store, rige, danske
sangskat med i denne buket af skandinaviske mezzo’er? Johanne Bock synger både
en inderlig spiritual a capella og en fyrig, spansk sang af de Falla, Elisabeth
Halling er engelsk overgearet i Menottis Gammeljomfruen
og tyven, og Hanne Fischer synger Strauss’ ”Morgen” og Chaplins ”Smile” med
lige stor varme, men et lyrisk, udfoldet dansk får publikum ikke. Det er nok
ærgerligt, og alligevel føler man sig ikke snydt. Man går storsmilende fra
Operaen; for én gangs skyld har man ikke kun fået noget halvt eller
middelmådigt, man har fået mezzo med det hele.