Føling med tiden

 Meter i sekundet, Den Stundesløse og Così fan tutte. Februar 2023

 

At verbet føle er omsiggribende, er både udtryk for tidens (over)følsomhed og påvirkningen fra engelsk/amerikansk. Unge mennesker føler alt – også når de læser en tekst eller på anden måde afkoder udsagn fra andre. At føle med andre er empatisk og nyttigt, det er bare ikke, hvad de gør. ”Jeg føler, at han siger…” og ”Jeg føler, at tekstens hensigt er…” er udsagn, man sagtens kan møde i undervisningen, og hvis følelserne er den primære kontakt med omverdenen, så er det let at føle sig trådt over tæerne, så er det let at føle sig krænket – også hvor der ingen intention om krænkelse er - og det er let ikke at fokusere på den konkrete forsteåelse. Det hæmmer og vanskeliggør ikke bare al kommunikation, men al social kontakt, alt nærvær, alt det, der skal berige livet, og derfor er det velgørende i en tid, hvor lyset tager til, og foråret nærmer sig, at møde hele tre værker, der tør tage føleriet til sig og konfrontere det.

                      Stine Pilgaards bestseller Meter i sekundet er nok fra 2020, pandemiens år, hvor en hel masse følelser sad uden på tøjet som ekstra værn mod virussen, men er atter aktuel med Hella Joofs filmatisering. Romanen placerer den på én gang energiske og sky, trafikforskrækkede og impulsivt kontaktsøgende jegfortæller midt mellem sindige vestjyder og hormonstyrede teenagere på den højskole, hvor fortællerens mand underviser, som et termometer, der tager temperaturen på tidsånden, på vanen og forventningen om fornyelse, på konflikten mellem by og land og på de evige uoverensstemmelser mellem ung og gammel. At Joof presser romanens frie komposition – kun skoleåret fra sommer til sommer er en rettesnor – ind i fast formel for folkekomedier, ændrer ikke ved romanens mesterlige evne til – i forlængelse af romanens titel – at måle, hvordan vinden blæser mellem mennesker, og at det er mødet med den anden, der er vigtigt. Man kan være en elefant i en glasbutik ved at vade ind i folk med træsko på, men bør man ikke også med besindighed se grundigt efter, hvem elefanten er, inden man bilder sig ind, at man er blevet trådt over tæerne, og at ens nipsidealer er blevet slået i skår? Jo, her har Pilgaard en pointe i, at spørgsmål og svar og sang i samling kan løse mange konflikter og sprede forståelse over det ganske, forblæste land.

                      På Odense Teater markeres 300-året for dansk teaters fødsel, d.v.s. for Holbergs første komedie på dansk, naturligvis med en Holberg-komedie, og hvad er mere i tidens ånd end stress og jag i Den Stundesløse? På Aarhus Teater markerede man jubilæet med tredje opsætning af Christian Lollikes mesterlige iscenesættelse af Erasmus Montanus, der puster støvet væk og lader guldet stråle i al sin pragt (hvis man ser bort fra Lollikes egne idiosynkrasier om danskere og indvandrede, for de synes – i modsætning til Holberg – efterhånden ret bedagede og uaktuelle), mens man på nationalscenen, Det kgl. Teater, med nelsonsk klap for øjet stirrede blindt på tidsånden og udvalgte sig den problematiske Den Vægelsindede. Lykkeligt var det, at Katrine Wiedemann iscenesatte, for hun går ikke på kompromis med en tekst, så hun lod – til mange anmelderes selvudstillende forargelse – farce være farce og typer være typer, og således kom hun i mål med en komedie, hvis vigtigste udsagn er, at vi alle spejler os i hinanden og i tidsånden (og så blev Den Vægelsindede endda en vedkommende, aktuel forestilling).

                      Den Stundesløse er nok den umiddelbart mest aktuelle Holberg-komedie, og det er en klassisk komedie om den forvirrede, fejlende far, der må narres, så de to unge kan få hinanden, og alt kan ende i fryd og gammen – i alt fald for alle andre end for faren selv, for sin stress forvinder Vielgeschrei ikke. Kamilla Bach Mortensen har iscenesat Thor Bjørn Krebs’ følsomt diskrete bearbejdelse, og selvom hun selv påstår, at hun har fjernet farcens præg, så er det gudskelov kun i hendes egen forståelse, at fart og tempo er pillet ud. Således har Johanne Eggert tegnet kostumer, der dufter fint af parfumeret rokoko, og sat dem ind i en kulisse som taget ud af 1950’ernes ikoniske Dansk Design, hvis verdenssucces næppe fortager sig foreløbig, med en trappe og tre døre, så der kan spænes og løbes og smækkes og gås fejl. Det er ikke nogen kunstnerisk nyskabende, epokegørende opsætning; det er tidløs Holberg, og man ler højt og hjerteligt – ikke mindst over de fremragende skuespillere, der er på scenen. Benjamin Kitter syntes måske ikke gammel nok til allerede at skulle spille rollen som den sure far, men hans Vielgeschrei løfter sig til tragiske højder som en mand, der er blevet grå og forvirret midt i sin sunde, stærke ungdom. Han burde få øjnene (og andet…) op ved synes af Christine Gjerulffs underdejlige, djærve og lynsnare Pernille, der, som hun har ben i næsen, har bukser på under skørtet, men må her tage til takke med Claus Riis Østergaards charmerende, om end selvfede Oldfux. Frank Thiel og Klaus T. Søndergaard har tyngde nok til at lade de små roller som Leonard og Erik Madsen, bogholder, træde i karakter, og Malene Melsen udnytter – igen - sine lange lemmer i en ærkekomisk fremstilling af den giftesyge Magdalone. Men man skriger først af grin, da hun møder Kristoffer Helmuths Peder Eriksen, og begæret griber dem begge i ét blik, for han når hende kun til barmhøjde… Laura Skjoldborgs Leonora er nok yndig, men også tilpas hysterisk teenager til at passe til Anders Skov Madsens kejtede og hormonstrittende Leander, så man under dem hinanden, men ikke som man havde undt Vielgeschrei at blive hanket op i af Pernille. Komedien ender med et paukeslag, da skrivebordet bryder sammen under mængden af overflødigt, selvpåført arbejde. Den Stundesløse burde stå øverst på pensumlisten for alle landets djøf’ere!

                      For tredje gang spiller Tim Alverys iscenesættelse af Mozarts Così fan tutte på Operaen; for tredje gang zoomer den ind på værkets fremstilling af den uudgrundelige kærlighed og for tredje gang med stor succes. Der er i alt fald mange publikummer – også en lørdag kl. 12 – og stor begejstring ved tæppefald, og den begejstring fortsætter forhåbentlig på turnéen ud i det danske forår. Nok gør denne opsætning bare, hvad den skal og ikke mere – sætter sangere og musik i centrum – men alligevel er den efter mere end to år med nedlukninger, isolation, overfølsomhed på andres vegne og woke-bevægelse så aktuel, at repremieren burde bøjes i neon. Mozart og da Pontes kærlighedskomedie er et evigt opgør med al blind idealisme – også den på andres vegne - for bitter er moralen om at vide sig for sikker og sætte kærligheden på prøve; man bør ikke forlade sig på følelser, for de er uregerlige og ulogiske. Det giver imidlertid mening, at de fleste sangere er hentet fra Den kongelige Operas eget ensemble, for pludselig er der et grundlag for at synge Mozart på et højt niveau. Palle Knudsen er avanceret fra partiet som Guglielmo til don Alfonso, og det er en nærliggende tanke, at hans bitterhed skyldes Guglielmos erfaringer. Han synger - som altid - formidabelt. Det gør også Clara Cecilie Thomsen og Kari Dahl Nielsen som henholdsvis Fiordiligi og Dorabella; så imponerende og skøn er begges røst, at man ved denne lejlighed har ladet Nielsen overtage ”Come scoglio” fra Thomsen, så begge har en stor arie i operaen. Jakob Skov Andersen synger Ferrando og er en ægte Mozart-tenor uden dog at vække tårer i den skønne arie ”Un’aura amorosa”, mens Simon Duus synger en probat og ilter Guglielmo. Kun Eldrid Gorset er hentet udefra til partiet som den geskæftige Despina, men hun kunne udmærket være i ensemblet, og hun lever til fulde op til de andre sangeres niveau. Det er - for tredje gang - en vidunderlig opsætning af den opera, der fortsat er undertegnedes absolutte favorit.

Undtagelsestilstand

 Studenterrevy camoufleret som opera. I sandhed: En usynlig fjende. D. 4. februar 2023

 

Den fynske Opera har en beundringsværdig tradition for at præsentere nykomponeret opera, og urpremiererne fylkes i det gamle ”Flodbio” ved Odense Å. Men måske er dette i øvrigt respektindgydende curriculum vitae steget Den fynske Opera til hovedet, for selvom En usynlig fjende præsenteres som endnu en i rækken, så er det – trods den (melo)dramatiske titel – ikke en opera. Det er højst en revy – og det en meget dårlig og studentikos revy.

                      Der er intet forløb, ingen handling i En usynlig fjende – ganske som en revy. Der er kun nogle karakterer, der går igen: en hypokonder, en læge, en søn og hans 80-årige mor, der (selvfølgelig) dør af den virus, som titlen henviser til, og hvis navn vi alle kender alt for godt og derfor ikke behøver at gentage. Slet ikke, fordi det er, hvad forestillingen gør, nemlig gentager, hvad vi alle oplevede under nedlukningen i forbindelse med pandemien: Afstandskrav, desperat hamstring, isolation og deraf følgende desperation, ensomhed og utallige pressemøder transmitteret live under gule bannere med BREAKING NEWS. Og ja, vi får undervejs to af Statsministerens taler og Dronningens opsang fra foråret 2020; den første statsministertale kan godt få en til at trække (desperat) på smilebåndet, for det er da meget sjovt at præsentere Statsministeren syngende – som i en revy – men det er helt uden revyens satiriske bid, og præsentationen af Dronningen er pinlig parodi i plaid og plastickrone.

                      Fraværet af handling og drama er i sig selv nok til, at tiden slæber sig afsted denne aften i Den fynske Opera, men der er også flere døde perioder undervejs, hvor selv det ledsagende musikbillede står stille, og man undrer sig over, hvad der foregår – eller om der foregår noget ud over at træde vande. Det er de to studerende, Anne-Sofie Møller Olesen og Kasper Grøn, der sammen har stået for musik og libretto, og det skulle de hellere have ladet være med, for musikken har som librettoen store, væsentlige svagheder. Den beskrives nok som en kombination af ”den klassiske musiktradition og det klassiske operaformat (…) med nutidens mere populære udtryk”, men sandheden er, at den er totalt intetsigende, og de syv musikere under Grøns egen ledelse lyder ikke som nogen, der nogensinde har spillet sammen med andre musikere før. Tempoet er fodslæbende og uegalt, selvom det mejsles ud, og melodilinjerne er så banale, at intet indprenter sig; det er harmonisk lyd, men meningsløs, uinteressant lyd. Flere publikummer går i pausen, og det kan man ikke fortænke dem i.

                      Vi, der bliver, er vidne til, hvordan forestillingen efter pausen forsøger at give forestillingen kunstigt åndedræt (eller at skabe humor?) ved at lægge et metaplan ind: Grøn træder ind på scenen for at sætte Møller Olesen på plads for at have overtaget hele forestillingen og overskygget de tre andre sangere, Linnéa Andersson, Emilie Christine Jönsson og Alexander Fjord Nielsen, og selvom det er rigtigt, er det hverken dramatisk spændende endsige morsomt. Det er en uopfindsom, forslidt manøvre, dette brud på den fjerde væg, og også det er et velkendt element i revygenren.

                      Når irritationen over at skulle være vidne til det, der bedst ville fungere som en (indforstået) studenterrevy på musikkonservatoriet, har lagt sig, så må man også indrømme, at det naturligvis er beundringsværdigt, at Møller Olesen og Grøn har skrevet en forestilling sammen. Eller rettere: at de har udnyttet nedlukningen under pandemien konstruktivt og skabt noget. At der er talent, er der heller ingen tvivl om; Andersson kan virkelig synge, og det kan Møller Olesen for så vidt også, hun har blot ikke noget på hjerte og kan ikke vurdere sin modtagergruppe. Forestillingen er mindst en time for lang. Mest beundringsværdigt er nok, at alle med så stort engagement og så stor vilje gennemfører en forestilling, der er komplet uinteressant for alle andre end dem selv og deres kammerater. Så kære DFO i ”Flodbio”: Lad dette være en undtagelse. Hav modet til at være selvkritisk og tag jeres publikum alvorligt, når I udvælger forestillinger til opsætning.