Undtagelsestilstand

 Studenterrevy camoufleret som opera. I sandhed: En usynlig fjende. D. 4. februar 2023

 

Den fynske Opera har en beundringsværdig tradition for at præsentere nykomponeret opera, og urpremiererne fylkes i det gamle ”Flodbio” ved Odense Å. Men måske er dette i øvrigt respektindgydende curriculum vitae steget Den fynske Opera til hovedet, for selvom En usynlig fjende præsenteres som endnu en i rækken, så er det – trods den (melo)dramatiske titel – ikke en opera. Det er højst en revy – og det en meget dårlig og studentikos revy.

                      Der er intet forløb, ingen handling i En usynlig fjende – ganske som en revy. Der er kun nogle karakterer, der går igen: en hypokonder, en læge, en søn og hans 80-årige mor, der (selvfølgelig) dør af den virus, som titlen henviser til, og hvis navn vi alle kender alt for godt og derfor ikke behøver at gentage. Slet ikke, fordi det er, hvad forestillingen gør, nemlig gentager, hvad vi alle oplevede under nedlukningen i forbindelse med pandemien: Afstandskrav, desperat hamstring, isolation og deraf følgende desperation, ensomhed og utallige pressemøder transmitteret live under gule bannere med BREAKING NEWS. Og ja, vi får undervejs to af Statsministerens taler og Dronningens opsang fra foråret 2020; den første statsministertale kan godt få en til at trække (desperat) på smilebåndet, for det er da meget sjovt at præsentere Statsministeren syngende – som i en revy – men det er helt uden revyens satiriske bid, og præsentationen af Dronningen er pinlig parodi i plaid og plastickrone.

                      Fraværet af handling og drama er i sig selv nok til, at tiden slæber sig afsted denne aften i Den fynske Opera, men der er også flere døde perioder undervejs, hvor selv det ledsagende musikbillede står stille, og man undrer sig over, hvad der foregår – eller om der foregår noget ud over at træde vande. Det er de to studerende, Anne-Sofie Møller Olesen og Kasper Grøn, der sammen har stået for musik og libretto, og det skulle de hellere have ladet være med, for musikken har som librettoen store, væsentlige svagheder. Den beskrives nok som en kombination af ”den klassiske musiktradition og det klassiske operaformat (…) med nutidens mere populære udtryk”, men sandheden er, at den er totalt intetsigende, og de syv musikere under Grøns egen ledelse lyder ikke som nogen, der nogensinde har spillet sammen med andre musikere før. Tempoet er fodslæbende og uegalt, selvom det mejsles ud, og melodilinjerne er så banale, at intet indprenter sig; det er harmonisk lyd, men meningsløs, uinteressant lyd. Flere publikummer går i pausen, og det kan man ikke fortænke dem i.

                      Vi, der bliver, er vidne til, hvordan forestillingen efter pausen forsøger at give forestillingen kunstigt åndedræt (eller at skabe humor?) ved at lægge et metaplan ind: Grøn træder ind på scenen for at sætte Møller Olesen på plads for at have overtaget hele forestillingen og overskygget de tre andre sangere, Linnéa Andersson, Emilie Christine Jönsson og Alexander Fjord Nielsen, og selvom det er rigtigt, er det hverken dramatisk spændende endsige morsomt. Det er en uopfindsom, forslidt manøvre, dette brud på den fjerde væg, og også det er et velkendt element i revygenren.

                      Når irritationen over at skulle være vidne til det, der bedst ville fungere som en (indforstået) studenterrevy på musikkonservatoriet, har lagt sig, så må man også indrømme, at det naturligvis er beundringsværdigt, at Møller Olesen og Grøn har skrevet en forestilling sammen. Eller rettere: at de har udnyttet nedlukningen under pandemien konstruktivt og skabt noget. At der er talent, er der heller ingen tvivl om; Andersson kan virkelig synge, og det kan Møller Olesen for så vidt også, hun har blot ikke noget på hjerte og kan ikke vurdere sin modtagergruppe. Forestillingen er mindst en time for lang. Mest beundringsværdigt er nok, at alle med så stort engagement og så stor vilje gennemfører en forestilling, der er komplet uinteressant for alle andre end dem selv og deres kammerater. Så kære DFO i ”Flodbio”: Lad dette være en undtagelse. Hav modet til at være selvkritisk og tag jeres publikum alvorligt, når I udvælger forestillinger til opsætning.