Det er Den jyske Operas ny chef, Annilese Miskimmon, der har sat Janaceks første opera i scene, og med hjælp fra scenografen Nicky Shaw er det blevet knugende smuk forestilling. Shaws scenografi består mestendels af vægge og plankeværker, der understreger den følelse af klaustrofobi, der har grebet titelpersonen Katja i hendes ulykkelige ægteskab med drukkenbolten Tichon. Moren/svigermoren holder dem begge i et jerngreb af forventninger og dydsiret moral (som hun dog ikke ser sig selv for god til at slække på, når hun er alene med købmanden Dikoj), så selv når der er frit udsyn mellem plankeværkerne, spærrer horisontens savtakkede linje for flugt. Katja er fanget og drømmer – uopdragent stående på en stol! – om at være en fugl, der kan flyve bort, men hendes eneste mulighed for flugt er en affære med Dikojs nevø, Boris.
Første gang vi møder Katja, kommer hun ind med ryggen til. Som Monets Kvinde med paraply står hun mod den blå baggrund, men farveholdningen er her mat og glansløs uden sol og varme vinde. Om hun elsker Boris? Det er usikkert; han er blot den mulighed, der er, og affæren plager hendes samvittighed så voldsomt, at hun erkender sin utroskab, udstødes af samfundet og ingen anden udvej ser end at drukne sig i Volga. Det sker uden intriger, mord eller forbyttede børn, men det udvider samtidig rammerne for, hvad et drama egentlig er, i og med Katja selv er splittet mellem disse poler: Hendes sjæl længes efter den store, altfortærende kærlighed, men hendes psyke kan ikke bære den, og Janaceks drømmende, strømmende musik lodder dybder i denne psyke, som enhver iscenesættelse gør bedst i at underspille og forenkle; det mest dramatiske på scenen, er en (anden) paraply, der bæres bort af et stormvejr, for selv Katjas død foregår – på scenen – så pludseligt og umærkeligt, at man knapt bemærker, hvad der sker, før hendes lig igen hales op af floden og ligger sørgeligt henkastet på bådebroen.
Det indestængte drama bæres af det fremragende sangerhold, der er castet til denne alt for sene danmarkspremiere. Richard Roberts tenor har som den underkuede og alkoholiserede ægtemand Tichon en maskulin styrke, der står i skøn kontrast til hans rolle, og Peter Bergers Boris er ikke smuk, men har en vokal råstyrke og skønhed, der klæ’r denne elsker fint, da han makker ret og forlader Katja – kujonagtigt og ynkeligt – på bådebroen for at drage til Sibirien. Bolette Bruno Hansen er et skræmmende monster af en svigermor; selv når hun forfører købmanden Dikoj forventer man, at hun virkelig har til hensigt at æde ham med hud og hår, da hun blotter sin skulder for ham, som tæppet falder. Mest betagende og uforglemmelig er dog Pavla Vykopalova som Katja. Hun forlener denne tilfangetagne fugl med en lethed, ynde og desperat styrke, der rører mere end nogen Tosca eller Mimi, og hvor er det dog en gave at få lov til at høre hende en råkold, fugtig, blæsende aften i Odense Koncerthus! Det er et inderligt juleønske at høre hende igen – snarest!
Odense Symfoniorkester kæmper sig sikkert igennem det hundesvære partitur, men der øses meget for at holde orkesteret oven vande. Dirigenten Ondrej Olos gør sit for at holde åretagenes takt jævn og rolig, men sejladsen bliver aldrig så ubesværet, at der er overskud til den store skønhed og de sarte melodilinjer, der er at finde hos Janacek. Det er det eneste minus ved denne pragtopsætning.
På Operaen lover man
det helt store og blodige drama med opsætningen af Verdis Macbeth; den sidste i den Shakespeare-trilogi, der er gået hen over
scenen dette efterår i anledning af Verdis 200 år. Noget stort drama får vi
desværre aldrig; dertil er instruktøren for det første for talentløs, og selvom
Det kongelige Kapel spiller med et overskud og musikalsk nerve, der forløser
hidtil uhørte aspekter af Verdis dum-da-dum-da-da-bel canto, så ejer denne
tidlige Verdi ikke det musikalsk psykologiske drama, der er i hans to sidste
operaer, Otello og Falstaff.
Ashley Martin-Davis’ udskældte krydsfinérkasse danner også grundscenografi for denne opsætning i Verdi-/Shakespeare-trilogien, men hvor den så smukt dannede en ramme eller en scene på scenen i de to førnævnte operaer, hvis handling hos Shakespeare bæres frem af så mange teatermetaforer, og som er enkel og simpel nok til at lade Verdis musik tale for sig selv, så er den i Macbeth en hæmsko og en misforståelse. At Shakespeares metateater (de muntre koners narrespil i Falstaff og Jagos ondskabsfulde intrige i Otello) fuldstændig er blevet overset af samtlige danske anmeldere – de har givet vis haft for travlt med at skælde ud og være tvære – har måske sin forklaring i samme anmelderes manglende forståelse for teaterdramatik generelt, men at instruktøren på Macbeth, Benedict Andrews, der netop er sceneinstruktør, overser, at der i denne blodige og drabelige intrige, ingen teaterreferencer er, det er utilgiveligt. Det er muligt, at han intellektuelt anskuer æskescenografien som et billede på den psykologisk isolerede verden, som Macbeth og hans magtbegærlige Lady befinder sig i, men det er dramatisk dybt, dybt kedeligt og uinteressant. Der er bare en evig komme og gåen af kloner af de to hovedpersoner (Macbeth og alle andre mænd i jakkesæt, Lady Macbeth og alle andre kvinder i himmelblå spadseredragt), og døre kan måske bidrage til komik i en komedie, men i en tragedie er det bare tomgang. Helt galt er det, når heksene i Verfremdungseffekt klæder om på scenen til kor af kvinder, eller det udpinte skotske folk er søgt sammen i teltlejr så velordnet og opstillet som en spejdertrop på telttur, for noget så statisk og meningsløs har vi ikke set på Operaen siden den katastrofale maltraktering af Rossinis Semiramis forrige sæson.
Kun én scene i hele dette miskmask af idioti fungerer dramatisk: Mordet på Banquo. Som hos Hitchcock gøres det hjemlige unheimlich, da lejemorderne er forklædt som grumt smilende tegnefilmsfigurer i et øde og forladt tivoli, men i Benedict Andrews tilfælde er det vist den blinde høne, der her har fundet et guldkorn, og hverken søvngængerscenen eller Birnam-skovens fremmarch vækker nogen form for gys og gru. Blod er der, jovist, men det er den pludselige kniv, ikke blodet, der skræmmer, og når alle på scenen vandrer rundt med en brødkniv, bliver selv våbnet overgjort og uinteressant.
Vokalt er der også kun få lyspunkter, det vil sige stemmer, der rører. Anne Margrethe Dahl ejer et stort, stort dramatisk talent, der langt henad vejen svigtes af Andrews, men det kan ikke afhjælpe, at hendes stemme er som udtørret træ, og at den savner både den smidighed og varme glød, som partiet som Lady Macbeth forudsætter; hun skal synges af en koloratursopran, og det har Dahl aldrig været! Dario Solari synger som hendes ægtemand smukt og strålende, men angst eller magtbegær er der ikke i hans lyse tenor. Til gengæld har Michael Kristensen ikke sunget med så stærk og rørende smerte siden Mozarts lysende Titus på Gamle Scene, og Henning von Schulman imponerer endnu engang og høster de fleste af aftenens bravoråb.
Uden Det kongelige Kapel havde denne opsætning været en decideret dødssejler. Nu er den bare en luksusyacht, der er gået på grund, fordi instruktøren i stedet for at stævne ud på det dramatisk oprørte hav ledte det ind i stillestående, smult vande. Macbeth og hans Lady er menneskelige monstre, der lever deres vanvid ud – dét er tragedien! – i livet, ikke på den lukkede, men Kapellet trodser dette begrænsede udsyn og åbner for sluserne under Alexander Joels fintfølende direktion, så der lukkes noget drama og uvejr ind over Andrews diger.
Ashley Martin-Davis’ udskældte krydsfinérkasse danner også grundscenografi for denne opsætning i Verdi-/Shakespeare-trilogien, men hvor den så smukt dannede en ramme eller en scene på scenen i de to førnævnte operaer, hvis handling hos Shakespeare bæres frem af så mange teatermetaforer, og som er enkel og simpel nok til at lade Verdis musik tale for sig selv, så er den i Macbeth en hæmsko og en misforståelse. At Shakespeares metateater (de muntre koners narrespil i Falstaff og Jagos ondskabsfulde intrige i Otello) fuldstændig er blevet overset af samtlige danske anmeldere – de har givet vis haft for travlt med at skælde ud og være tvære – har måske sin forklaring i samme anmelderes manglende forståelse for teaterdramatik generelt, men at instruktøren på Macbeth, Benedict Andrews, der netop er sceneinstruktør, overser, at der i denne blodige og drabelige intrige, ingen teaterreferencer er, det er utilgiveligt. Det er muligt, at han intellektuelt anskuer æskescenografien som et billede på den psykologisk isolerede verden, som Macbeth og hans magtbegærlige Lady befinder sig i, men det er dramatisk dybt, dybt kedeligt og uinteressant. Der er bare en evig komme og gåen af kloner af de to hovedpersoner (Macbeth og alle andre mænd i jakkesæt, Lady Macbeth og alle andre kvinder i himmelblå spadseredragt), og døre kan måske bidrage til komik i en komedie, men i en tragedie er det bare tomgang. Helt galt er det, når heksene i Verfremdungseffekt klæder om på scenen til kor af kvinder, eller det udpinte skotske folk er søgt sammen i teltlejr så velordnet og opstillet som en spejdertrop på telttur, for noget så statisk og meningsløs har vi ikke set på Operaen siden den katastrofale maltraktering af Rossinis Semiramis forrige sæson.
Kun én scene i hele dette miskmask af idioti fungerer dramatisk: Mordet på Banquo. Som hos Hitchcock gøres det hjemlige unheimlich, da lejemorderne er forklædt som grumt smilende tegnefilmsfigurer i et øde og forladt tivoli, men i Benedict Andrews tilfælde er det vist den blinde høne, der her har fundet et guldkorn, og hverken søvngængerscenen eller Birnam-skovens fremmarch vækker nogen form for gys og gru. Blod er der, jovist, men det er den pludselige kniv, ikke blodet, der skræmmer, og når alle på scenen vandrer rundt med en brødkniv, bliver selv våbnet overgjort og uinteressant.
Vokalt er der også kun få lyspunkter, det vil sige stemmer, der rører. Anne Margrethe Dahl ejer et stort, stort dramatisk talent, der langt henad vejen svigtes af Andrews, men det kan ikke afhjælpe, at hendes stemme er som udtørret træ, og at den savner både den smidighed og varme glød, som partiet som Lady Macbeth forudsætter; hun skal synges af en koloratursopran, og det har Dahl aldrig været! Dario Solari synger som hendes ægtemand smukt og strålende, men angst eller magtbegær er der ikke i hans lyse tenor. Til gengæld har Michael Kristensen ikke sunget med så stærk og rørende smerte siden Mozarts lysende Titus på Gamle Scene, og Henning von Schulman imponerer endnu engang og høster de fleste af aftenens bravoråb.
Uden Det kongelige Kapel havde denne opsætning været en decideret dødssejler. Nu er den bare en luksusyacht, der er gået på grund, fordi instruktøren i stedet for at stævne ud på det dramatisk oprørte hav ledte det ind i stillestående, smult vande. Macbeth og hans Lady er menneskelige monstre, der lever deres vanvid ud – dét er tragedien! – i livet, ikke på den lukkede, men Kapellet trodser dette begrænsede udsyn og åbner for sluserne under Alexander Joels fintfølende direktion, så der lukkes noget drama og uvejr ind over Andrews diger.
